Tredje Mosebog

Den tredje bog i Pentateuken; således kaldt i Vulgata, efter LXX., fordi den hovedsageligt handler om den levitiske tjeneste.

I bogens første afsnit (1-17), som fremstiller selve gudsdyrkelsen, findes der:

En række love (1-7) om ofre, brændofre, afgrødeofre og takofre (1-3), syndofre og skyldofre (4; 5), efterfulgt af loven om præsternes pligter i forbindelse med frembærelsen af ofre (6; 7).

Et historisk afsnit (8-10), som beretter om indvielsen af Aron og hans sønner (8); Arons første offer for sig selv og folket (9); Nadab og Abihus formastelighed ved at bringe »fremmed ild for Jehova« og deres straf (10).

Love om renhed og om ofrene og forskrifterne til at fjerne urenhed (11-16). En interessant kendsgerning kan bemærkes her. Canon Tristram, der taler om de bemærkelsesværdige opdagelser vedrørende floraen og faunaen i Det Hellige Land, gjort af officererne fra Palestine Exploration, fremsætter følgende udtalelse: »Tag disse to fortegnelser over de rene og urene dyr i Tredje Mosebog [11] og Femte Mosebog [14]. Der er elleve i Femte Mosebog, som ikke forekommer i Tredje Mosebog, og disse er næsten alle dyr og fugle, som ikke findes i Egypten eller Det Hellige Land, men som er talrige i den arabiske ørken. De nævnes ikke i Tredje Mosebog få uger efter udgangen af Egypten; men efter at folket havde været niogtredive år i ørkenen, nævnes de, et stærkt bevis for, at listen i Femte Mosebog blev skrevet ved rejsens slutning og listen i Tredje Mosebog ved dens begyndelse. Det fastlægger affattelsen af dette katalog til én bestemt tid og periode, nemlig den, da Israels børn var fortrolige med ørkenens fauna og flora« (Palest. Expl. Quart., Jan. 1887).

Love, der markerer adskillelsen mellem Israel og hedningerne (17-20).

Love om præsternes personlige renhed og om deres spisning af de hellige ting (20; 21); om Israels offergaver, at de skulle være uden lyde (22,17-33); og om den rette fejring af de store højtider (23; 25).

Derefter følger løfter og advarsler til folket vedrørende lydighed mod disse bud, afsluttet med et afsnit om løfter.

De forskellige forskrifter, som findes i denne bog, blev alle givet inden for en måned (jf. 2 Mos 40,17; 4 Mos 1,1), den første måned i det andet år efter udgangen af Egypten. Det er Moses’ tredje bog.

Ingen bog indeholder mere af Guds egne ord. Han er næsten gennem hele bogen den direkte taler. Denne bog er en profeti om kommende ting, en skygge, hvis virkelighed er Kristus og hans rige. Principperne for, hvordan den skal fortolkes, er fremlagt i Hebræerbrevet. Den indeholder i sit sammensatte ceremoniel evangeliet om Guds nåde.