Syrere

sir'-i-anz ('aram; Suroi; assyrisk Aramu, Arumu, Arimu):

1. Inddeling af Aram

2. En semitisk race

3. Syrien og Israel

4. Under nabatæere og palmyrenere

5. En blandet race, semitisk type

6. Religion

Betegnelserne "Syrien" og "syrere" bruges i to betydninger i Bibelen. I Det Gamle Testamente er de altid "Aram", "aramæer", mens de i Det Nye Testamente bruges i en bredere og mere ubestemt betydning (Matt 4,24; ApG 15,23; ApG 18,18; Gal 1,21) og omfatter alle landets indbyggere, hvad enten de var aramæere eller ej.

1. Inddeling af Aram:

Aram var inddelt i flere distrikter, som i det store og hele omfattede området øst for Jordan, men i nord strakte sig over det meste af det nordlige Syrien, eller fra Orontes østpå, og det nordlige Mesopotamien. Denne sidstnævnte del blev kaldt Aram-naharaim--Aram ved de to floder, dvs. Tigris og Eufrat--og er Nahrina i de egyptiske indskrifter. Det kaldes også Paddan-aram i Det Gamle Testamente (1 Mos 25,20) eller Arams mark (Hos 12,12). Den vigtigste af Arams inddelinger i gammeltestamentlig tid var Aram-dammesek, Damaskus' Syrien, som til tider beherskede alle de andre inddelinger mod syd, såsom Rehob, Tob, Soba og Mancab (2 Sam 10,8). Geshur lå i dette område og bør regnes som et aramæisk distrikt (2 Sam 15,8).

2. En semitisk race:

Aramæerne var af semitisk stamme og nært beslægtede med hebræerne. Aram kaldes en søn af Sem (1 Mos 10,22), hvilket betyder en efterkommer, for vi finder ham senere kaldt en sønnesøn af Nakor, Abrahams bror (1 Mos 22,21). Israelitterne blev lært at sige: "En syrer (aramæer), nær ved at gå til grunde, var min far" (5 Mos 26,5), og slægtskabet mellem hebræerne og aramæerne blev yderligere knyttet ved Isaks ægteskab med Rebekka, søster til syreren Laban, og ved Jakobs ægteskab med hans døtre (5 Mos 24; 5 Mos 29). Tidspunktet, hvor aramæerne først viste sig i Syrien, er usikkert, men var sandsynligvis senere end 2000 f.Kr. Da Abraham kom fra Karan, var Damaskus allerede beboet (1 Mos 15,2), og dette kan have været aramæernes ældste bosættelse i det egentlige Syrien, selv om den først nævnes på monumenterne længe efter, på Thothmes III af Egyptens tid, omkring 1479 f.Kr. Syrerne var i almindelighed fjendtligt indstillede over for hebræerne og førte krige mod dem fra Davids tid og fremefter. David undertvang dem, selv om de blev hjulpet af stammerne på den anden side af Eufrat (2 Sam 2), men efter rigets deling viste de sig ofte for stærke for de nordlige israelitter.

3. Syrien og Israel:

På Omris tid bragte syrerne fra Damaskus dem under sig, men Akab genvandt hele det tabte område, og Damaskus synes for en tid at have været underordnet (1 Kong 20,34). Kongen af Damaskus genvandt senere overherredømmet, som det fremgår af de assyriske optegnelser, for i Shalmaneser II's krig mod folkene i Syrien finder vi dem anført af Ben-Hadad fra Damaskus og blandt hans underordnede forbundsfæller Akab, som stillede 2.000 stridsvogne og 10.000 mand. Ben-Hadad formåede at samle de fleste af Syriens småkongeriger i modstand mod Assyrien, men kunne ikke holde dem sammen, og de faldt, det ene efter det andet, ligesom Damaskus selv, i hænderne på den store verdensmagt. Jeroboam II genvandt de distrikter, som syrerne havde taget fra Israel (2 Kong 14,25), men dette var kun en midlertidig succes, for Resin udstrakte sin myndighed over hele området øst for Jordan helt til Elat ved Det Røde Hav (2 Kong 16,6), og han og Peka gik sammen i et angreb på Juda, men mislykkedes på grund af den assyriske fremrykning (2 Kong 16,5-9). Damaskus faldt i Tiglat-Pilesers hænder i 732 f.Kr., og syrernes magt blev fuldstændig brudt.

4. Under nabatæere og palmyrenere:

De aramæiske folk blev igen fremtrædende under nabatæerne og palmyrenerne, som begge var af denne stamme, sådan som deres sprog tydeligt viser, da det er aramæisk. De førstnævnte grundlagde et kongerige, der strakte sig fra Eufrat til Det Røde Hav, med Petra som hovedstad, og Damaskus var under deres kontrol under deres konge Aretas (el-Harith) (2 Kor 11,32). Dette kongerige blev opslugt af Rom under Trajan. Palmyrenerne trådte ikke frem før i det 3. århundrede e.Kr., men blev for en kort tid den førende magt i Vestasien. Under Roms svaghedstid, under Gallienus, beherskede Odenathus og hans endnu mere fremragende hustru, Zenobia, hele Syrien, og sidstnævnte vovede at bestride Aurelian herredømmet over Østen. Med hendes fald i 272 e.Kr. blev aramæernes magt udslettet og genopstod aldrig.

5. En blandet race, semitisk type:

Syrerne i bredere forstand har altid været et blandet folk, dog med en overvejende semitisk type. Det tidligste lag af semitisk befolkning var amoritterne, som fandtes i Syrien, da det første babyloniske rige udstrakte sin myndighed over landet. Senere optræder kana'anæerne, fønikerne, jebusitterne, hivvitterne og andre stammer, som alle i 1 Mos 10 regnes sammen som efterkommere af Kanaan, men deres semitiske karakter i historisk tid er uomtvistelig. Hyksos-folket, som blev drevet fra Egypten til Israels land og Syrien, var af samme race, sådan som det synes at fremgå af de egyptiske optegnelser. Aramæerne udgjorde den næste bølge af semitisk stamme, men der var andre, såsom hittitterne, som ikke var semitiske, og filistrene, hvis racemæssige tilhørsforhold er tvivlsomt. Egypterne besatte landet i en lang periode, men bidrog ikke meget til befolkningen. Nogle af de stammer, som assyrerne førte ind, kan have været ikke-semitiske, men de fleste af dem var tydeligvis af beslægtet race (2 Kong 17,24), og syrernes racemæssige kendetegn blev ikke ændret. Da Alexander og hans efterfølgere førte græske og makedonske elementer ind, skete der en tydelig ændring i bybefolkningen, men kun lidt i landdistrikterne, og selv om grækerne øvede en stærk indflydelse på landets civilisation, overvandt den semitiske type indblandingen af græsk blod og blev den fremherskende i landet som helhed. Romerne herskede over landet i århundreder og grundlagde en række militærkolonier, men de påvirkede ikke befolkningen engang så meget som grækerne. Da den muhammedanske erobring i det 7. århundrede e.Kr. skyllede hen over Syrien, førte den endnu en stor bølge af ren semitisk stamme med sig i form af talrige arabiske bosættere, som havde en tendens til at udslette alle ikke-semitiske elementer, der måtte have eksisteret. Virkningerne af tilstrømningen af europæere på korstogenes tid var ikke tilstrækkelige til at frembringe nogen markant ændring, og det samme kan siges om alle senere invasioner af tyrkere og kurdere.

Syrerne har således, selv om de i vid udstrækning er et blandet folk, bevaret den semitiske type, men de har aldrig i hele deres historie været i stand til at forene sig politisk og har altid, når de var uafhængige, været splittede. De har i størstedelen af deres historie været under fremmed herredømme, sådan som de stadig er det, under tyrkisk styre.

6. Religion:

Syrernes religion i oldtiden lignede utvivlsomt babyloniernes, sådan som det fremgår af navnene på deres guder. Aramæerne tilbad Hadad og Rimmon (2 Kong 5,18), undertiden sammensat som Hadadrimmon (Zak 12,11). Baal, eller Bel, Astarte, eller Ishtar, blev dyrket næsten overalt, og Nebu, Agli-bol, Melakh-bol, Ati og andre guddomme findes i palmyrenske indskrifter, hvilket viser den babyloniske indflydelse på deres kult. Dette var at forvente ud fra den kendte udbredelse af babylonisk kultur i hele Vestasien gennem århundreder.

H. Porter