Tredobbelt neddykning; treenig neddykning

trin tri'-un i-mur'-shun:

I. SPROGLIGT GRUNDLAG

1. Neddykning

2. Tredobbelt handling

II. LÆREMÆSSIGT ARGUMENT

III. HISTORISK PRAKSIS

1. Jøderne

2. Johannes Døber

3. Didache

4. Justin Martyr

5. Tertullian

6. Eunomius

7. Den græske kirke

LITTERATUR

I. Sprogligt grundlag.

1. Neddykning:

Betydningen af ordet baptizo er »at dyppe gentagne gange«, »at neddykke« (Thayer, Greek Lexicon of the New Testament). Det er sandsynligvis den iterative form af bapto, »at dyppe«, med betydningen »at dyppe gentagne gange«. Ordet baptizo (og baptisma) bruges i Det Nye Testamente »absolut, `at forrette renselsesriten,' `at døbe'« (samme sted). Det er »en neddykning i vand, udført som tegn på syndens fjernelse« osv. (samme sted); »Baptizo, at dyppe i eller ned under vand« (Liddell and Scott, Greek Lexicon).

2. Tredobbelt handling:

Den trefoldige neddykning bygger på Treenigheden, ind i hvilken den troende skal døbes, »til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (eis to onoma tou patros kal tou huiou kai tou hagiou pneumatos, Matt 28,19). (Om dette steds ægthed, se Plummer, Commentary on Matthew.)

II. Læremæssigt argument.

Om Jesus udtalte ordene i Matt 28,19 som en dåbsformular eller ej, påvirker ikke spørgsmålet. Stederne i Apostlenes Gerninger, »i Jesu Kristi navn« (2,38; 10,48), og »i Herren Jesu navn« (8,16; 19,5), er ikke dåbsformularer, men betyder bekendelsen af Kristus med alt, hvad Kristus står for, nemlig Guds fylde og hans frelse. Tanken om Treenigheden gennemtrænger Det Nye Testamente og mange af de tidligste skrifter (jf. 1 Kor 12,4-6; 2 Kor 13,14; Ef 2,18; Ef 3,14-17; Ef 4,4-6; 2 Thess 2,13-15; Hebr 6,4-6; 1 Joh 3,23; 1 Joh 3,24; 1 Joh 4,2; Jud 1,20; Jud 1,21; Åb 1,4; Åb 1,5). »Døbt ind i Kristus« har det samme religiøse indhold som Matt 28,19. Treenig neddykning er symbolet på dåb ind i den treenige Gud. Alle, som tror på Treenigheden, bør se sammenhængen i dette symbol. Dåben er symbolet

(1) på en fuldstændig renselse,

(2) på død,

(3) på begravelse,

(4) på opstandelse, og

(5) på at træde ind i fuld forening og fællesskab med den treenige Gud, sådan som han er åbenbaret ved Kristus.

Treenig neddykning er det eneste symbol, der symboliserer alt, hvad dåben står for. Bemærk Sandays ord om Rom 6,1-14 (kommentar til Rom, ICC, 153): »Dåben har en dobbelt funktion:

(1) Den bringer den kristne i personlig kontakt med Kristus, så nær at det passende kan beskrives som personlig forening med ham.

(2) Den udtrykker symbolsk en række handlinger, der svarer til Kristi frelsende handlinger. Neddykning = død. Underdykning = begravelse (bekræftelsen af døden). Fremstigning = opstandelse. Alt dette må den kristne gennemgå i moralsk og åndelig forstand og ved hjælp af sin forening med Kristus.« Derfor det psykologiske behov for et sandt symbol, treenig neddykning, til at undervise i og indprente betydningen af det nye liv.

III. Historisk praksis.

1. Jøderne: Jøderne modtog proselytter ved omskærelse, dåb (fuldstændig neddykning) og offer (Schurer, HJP, II, 2, s. 319 f; Edersheim, LTJM, II, 745, og I, 273). Johannes Døber døbte »i Jordanfloden« (Matt 3,6) og »i AEnon nær ved Salim, fordi der var meget vand dér« (Joh 3,23).

2. Johannes Døber:

Filip og hofmanden »gik begge ned i vandet«, og de »steg op af vandet«. Alle dåbshandlinger i Det Nye Testamente foregik ved neddykning (se også Rom 6,1-11).

3. Didache:

Didache (100-150 e.Kr.) kapitel vii: »Døb til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn i levende (rindende) vand. Men hvis de ikke har levende vand, så døb i andet vand; og hvis du ikke kan i koldt, så i varmt« (baptisate eis to onoma tou patos kai tou huiou kai tou hagiou pneumatos en hudati zonti). »Men hvis du heller ikke har nogen af delene, så øs vand tre gange (tris) over hovedet til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« Her fastholdes den tredobbelte handling hele vejen igennem, selv ved sygedåb, mens neddykning er reglen.

Justin Martyr (Apology i.61) beskriver dåb, som kun kan forstås som treenig neddykning.

4. Justin Martyr:

Tertullian (De Corona, iii) siger: »Derefter neddykkes vi tre gange« (dehinc ter mergitamur). Igen (Ad Praxeam, xxvi): »Og til sidst befaler han dem at døbe til Faderen og Sønnen og Helligånden, ikke til en enpersonlig Gud.

5. Tertullian:

Og ganske vist er det ikke blot én gang, men tre gange, at vi neddykkes ind i de tre personer, ved hver enkelt nævnelse af deres navne« (nam nec semel, sed ter, ad singula nomina, in personas singulos, tinguimur).

6. Eunomius:

Eunomius (circa 360) indførte enkelt neddykning »til Kristi død«. Denne nyskabelse blev fordømt. Apostolical Constitutions, 50, siger: »Hvis nogen presbyter eller biskop ikke udfører den ene indvielse med tre neddykninger, men ved kun at give én neddykning til Herrens død, skal han afsættes.« Enkelt neddykning blev tilladt af Gregor den Store (circa 691) for kirken i Spanien i modsætning til arianerne, som brugte en tredobbelt (ikke treenig) neddykning (Epis., i.43). Dette var en undtagelse.

7. Den græske kirke:

Den græske kirke har altid døbt ved trefoldig nedsænkning. Den kristne kirkes historiske praksis kan godt sammenfattes med Dean Stanleys ord: "Der kan ikke være nogen tvivl om, at dåbens oprindelige form--selve ordets betydning--var fuldstændig nedsænkning i det dybe dåbsvand; og at enhver anden form i mindst fire århundreder enten var ukendt eller, undtagen i tilfælde af farlig sygdom, blev betragtet som et undtagelsestilfælde, næsten som noget uhyrligt. .... Nogle få dråber vand er nu Vestens erstatning for det tredobbelte dyk i den brusende flod eller i Østens store baptisterier" (History of Eastern Church, 28). "I de første tre århundreder var den mest udbredte dåbspraksis .... at de, som blev døbt, blev dykket, sænket ned, nedsænket i vandet" (Christian Institutions, s. 21).

Se videre, dåb; litteratur, subapostolsk, II, 5.

LITTERATUR.

James Quinter, Triune Immersion as the Apostolic Form of Christian Baptism; C. F. Yoder, God's Means of Grace, Brethren Pub. House, Elgin, Ill., U.S.A.; Smith, Dict. of Christian Antiquities; Hastings, ERE; Bible Dicts.; Church Fathers; Church Histories, and Histories of Baptism.

Daniel Webster Kurtz