Udforskningen af Israels land

(som i 1915)

|| Indledende overvejelse

I. FORBEREDELSENS TIDSALDER

1. Uden for Israels land

2. I Israels land

(1) Den tidlige kristne periode

(2) Perioden med overfladisk iagttagelse

(3) Begyndelsen på videnskabelig iagttagelse

II. DEN VIDENSKABELIGE UDFORSKNINGS TIDSALDER

1. Perioden med enkeltpersoners foretagsomhed

(1) De første uddannede opdagelsesrejsende

(2) Højdepunktet for individuel udforskning

2. Videnskabelig, samarbejdende overfladeudforskning

3. De nyeste resultater inden for overfladeudforskning

III. DEN VIDENSKABELIGE UDGRAVNINGS TIDSALDER

1. Sydlige Israels land

(1) Tell el-Chesy

(2) Udgravninger i Jerusalem

(3) Udgravninger i Shefela

(4) Malede »Marissas grave«

2. Nordlige Israels land

(1) Tell Ta`annek

(2) Tell el-Mutesellim

(3) Tell Chum

3. Østlige Israels land

Jeriko

4. Centrale Israels land

(1) Jerusalem

(2) Samaria

(3) `Ain Shems

(4) Gezer

LITTERATUR

Indledende overvejelse:

Før det sidste århundrede stammede næsten hele beholdningen af viden om det gamle Israels land, herunder dets folkeslag, love, sprog, historie og skikke, fra Josefus og Bibelen, med nogle få korte yderligere henvisninger hos græske og romerske forfattere; viden om det moderne land var begrænset til beretninger fra tilfældige rejsende. Forandringen skyldtes i høj grad den stærke interesse, der blev vist den hellige historie og »de hellige orakler«. Dette mindste land i verden har vakt udforskningsånden som intet andet land har gjort eller kunne gøre. Det har i høj grad stimuleret mange af de undersøgelser, der er blevet udført i andre lande.

I. Forberedelsens tidsalder.

1. Uden for Israels land:

Meget direkte information om det gamle Israels land, som var absolut nødvendig for den moderne udforsknings succes i dette land, er kommet gennem opdagelser i andre lande; men i mange tilfælde skyldtes det bibelsk påvirkning. Alle de vigtigste hebraiske og græske håndskrifter og oversættelser af Bibelen og størstedelen af den jødiske Talmud samt de apokryfe bøger og visdomsbøgerne blev fundet uden for Israels land. Billederne af dets befolkning, byer, fæstninger og hære giver dets gamle historie en farve og et perspektiv, der er langt mere levende, end man kan finde på nogen af dets egne samtidige monumenter. Thothmes III's optegnelser (15. århundrede f.Kr.), der beskriver erobringen af Megiddo på Esdraelons slette med dens vældige forråd af »vogne udført med guld«, bronzevåbenrustninger, statuer af sølv og ibenholt, møbler af elfenben og ibenholt osv., og hans videre erobring af 118 andre kana'anæiske byer, hvoraf mange er velkendte fra Bibelen, og fra hvilke han tager en enorm tribut af krigsmateriel, guldsmykker og guldfade, »for mange til at vejes«, har ingen parallel i nogen indenlandsk optegnelse — sådanne optegnelser, selv hvis de var blevet skrevet, har været dømt til at gå til grunde på grund af jordbunden, klimaet og klippernes beskaffenhed vest for Jordan. Således nævner Tell el-Amarna-brevene (opdaget i 1887) omkring 1400 f.Kr. mange bibelske byer ved navn og giver meget direkte information om de politiske og sociale forhold i denne periode, med mindst 6 breve fra Jerusalems guvernør, som skriver til farao med nyheden om, at den egyptiske flåde har forladt kysten, at alle nabobyerne er gået tabt for Egypten, og at Jerusalem vil gå tabt, medmindre hjælp hurtigt kan skaffes mod Khabiri-folkets invasion. Litteraturen fra det XIX. dynasti indeholder mange hebraiske navne med megen information om Goshen, Pitom, Kanaan osv., mens israelitterne nævnes ved navn på en enorm stele af Menephtah. Senere egyptiske faraoner giver næsten lige så vigtig viden om Israels land, mens de assyriske tekster er endnu mere direkte. Shalmancser II's sorte obelisk (9. århundrede) katalogiserer og afbilder den tribut, der blev modtaget fra Jehu; næsten hver konge i det 8. århundrede fortæller noget om sine forbindelser med herskerne i Jerusalem eller Damaskus og kaster dermed vældigt lys over den lokale politik, og de senere Bah-optegnelser giver et levende billede af forholdene før og under eksilet, mens Kyros' edikt giver netop den forordning, i kraft af hvilken jøderne kunne vende tilbage til deres fædreland. Senere opdagelser, som Hammurabis lovsamling i Susa (1901), Sendjirli-teksterne og andre aramæiske tekster fra det nordlige Syrien (1890, 1908) og Elephantine-papyri, hvoraf nogle er adresseret til »Sanballats sønner« og beskriver et tempel i Egypten, opført for Yahu (Jahve) i det 5. århundrede f.Kr., giver måske ikke direkte information om Israels land, men er vigtige for nutidens udforskere på grund af det lys, de kaster over lovene i landet i patriarktiden; over tanken og sproget i et nærliggende semitisk samfund på monarkiets tid; over det religiøse ritual og højtiderne på Nehemias' tid og over jødernes almindelige rigdom og kultur i det 5. århundrede; og de åbner også for første gang indsigt i de nære forbindelser, der fandtes mellem Jerusalem og Samaria og jøderne i adspredelsen. Således har de enorme mængder græske papyri, der for nylig er fundet i Fayyum, ikke blot bevaret »Logia« og »tabte evangelier« og fragmenter af skrifttekster, tidlig kristen egyptisk ritual osv., men har for første gang givet forskere samtidige eksempler på det dagligsprog, som jøderne i Israels land brugte i det 1. århundrede e.Kr., og som de skrev apostlenes »erindringer« og Jesu evangelier på.

2. I Israels land:

(1) Den tidlige kristne periode.

På denne tid, i de første tre eller fire århundreder, blev de gamle steder og hellige steder identificeret, hvilket giver nogle værdifulde oplysninger om den tidligere kirkes topografiske erindringer. Langt den mest værdifulde af disse omhyggeligt udarbejdede oversigter over gamle bibelske steder, med deres moderne lokaliteter og afstandene imellem dem, var Eusebius' Onomasticon, sådan som det blev udvidet af Hieronymus; det gjorde et alvorligt forsøg på at identificere omkring 300 hellige steder, hvoraf de fleste er af afgørende betydning for den moderne bibelstuderende. Skønt nogle af disse identifikationer var »besynderligt forkerte« (Bliss), og afstandene selv i bedste fald kun omtrentlige, blev der dog i 1.500 år kun føjet få tilfredsstillende tilføjelser til listen; og det var uden tvivl et fremragende bidrag til landets topografi, for listen som helhed er blevet bekræftet af de videnskabelige konklusioner hos nyere forskere.

(2) Perioden med overfladisk iagttagelse.

Den tidligste rejsende, som har efterladt en beretning om sin rejse til Israels land, var Sinuhit, der, måske et århundrede efter Abraham, nævner en række steder, som vi kender fra Bibelen, og beskriver Kanaan som et »land med figner og vinranker, .... hvor vin var rigeligere end vand, .... honning og olie i overflod .... al slags frugt på dets træer, byg og spelt på markerne og kvæg uden tal«; hver dag er hans bord dækket med »brød, vin, kogt kød og stegt fjerkræ .... vildt fra bjergene og mælk i alle slags kogte retter« (Breasted, Ancient Records, I, 496). Nogle få andre egyptiske besøgende (1300-1000 f.Kr.) føjer kun lidt til vores viden. Beretningen fra de hebraiske spejdere (4 Mos 13) indeholder vigtige iagttagelser, selv om de kun spøgefuldt kan kaldes »ægte opdagelsesrejsende« (Bliss), og Josvas liste over byer og stammer, selv om deres grænser beskrives omhyggeligt (Josva 13-21), er naturligvis udeladt af denne gennemgang.

Beretningen om tidlige kristne rejser begynder med pilgrimmen fra Bordeaux (332 e.Kr.), og i løbet af de næste to århundreder nedskriver snesevis af andre deres iagttagelser i Det hellige land, men i 1.000 år er der næppe en eneste besøgende, som ser på landet med andet end munkenes øjne. En kvindelig rejsende fra det 4. århundrede meddeler nogle interessante oplysninger om den tidlige liturgi i Jerusalems kirke og om katekumenundervisningen, og hun overrasker os ved at placere Pitom korrekt (selv om stedet var fuldstændig glemt og først blev genfundet i 1883), og Eucherius' Epitome (5. århundrede) giver en klar beskrivelse af de hellige steder i Jerusalem; men næsten det eneste andet betydningsfulde tegn på, at nogen i denne periode overhovedet gjorde alvorlige iagttagelser af værdi, kommer fra den meget store, fine mosaik fra det 5. århundrede, som for nylig er fundet i Madeba, og som giver et godt indtryk af det gamle Jerusalem med dets bygninger og et omhyggeligt fugleperspektiv over det omliggende land (se nedenfor II, 3). Ved midten af det 6. århundrede var de gamle »hellige steder« dækket af kirker, mens nye blev fremstillet eller opdaget i drømme, og relikvier af martyrknogler begyndte at optage så megen opmærksomhed, at der ikke var tid tilbage til at gøre almindelige geografiske eller naturhistoriske iagttagelser. Lidt lokalkolorit og nogle få oplysninger om planen i tidlige kirker og om muslimers forfølgelse af kristne udgør næsten hele den værdi, der kan hentes fra de mange pilgrimme mellem det 6. og 12. århundrede. I det 12. århundrede giver Johannes af Würzburg nogle få geografiske noter af værdi; Theoderich bemærker visse indskrifter og grave, beskriver nøjagtigt de kirker og hospitaler, han besøger, med deres billeder og udsmykninger, og skitserer klogt Judæas grænser og de fremtrædende træk ved bjergene omkring Jerusalem; abbed Daniel bemærker de vilde dyr i Jordanskovene og skikkene ved kirkefester, og hans beretning er vigtig på grund af det lys, den kaster over forholdene i Israels land lige efter korsfarernes erobring, mens Burchard af Zions bjerg i det 13. århundrede fremstiller det tidligst kendte middelalderkort over Israels land, nævner over 100 bibelske steder og viser uventet interesse for landets plante- og dyreliv--men dette udtømmer praktisk talt de værdifulde oplysninger fra kristne kilder i disse århundreder. De muslimske pilgrimme og forfattere fra det 9. til det 15. århundrede viser langt større hensyn til geografiske realiteter end de kristne. Det er en muslim, Istakhri, som i det 10. århundrede gør det første forsøg på en systematisk geografi over Israels land, og i henholdsvis det 10. og 13. århundrede offentliggør Muqaddasi, efter 20 års forberedelse, og Yaqut, i et »omfattende værk«, iagttagelser om klima, indfødte skikke, geografiske inddelinger osv., som stadig er værdifulde, mens Nacir-i-Qhusran i det 11. århundrede også gav vigtige oplysninger om landets botanik, opgav mål på bygninger og porte og endda i nogen grad bemærkede de gamle buer og ruiner--skønt der i alt dette findes sørgelige unøjagtigheder i iagttagelse og slutning. En af de bedste muslimske forfattere mener, at vandet i Tiberias-søen ikke er drikkeligt, fordi byens kloakvand er holdt op med at løbe ud i den, og kristne forfattere fra det 7. århundrede og ned til moderne tid nævner bestandigt Jor og Da som to kilder, hvorfra Jordan udspringer, og gengiver uophørligt de mest absurde historier om Det Døde Hav og om dets overnaturlige saltholdighed uden nogensinde at bemærke det nærliggende saltbjerg og de andre enkle årsager, der forklarer dette fænomen.

Se DET DØDE HAV.

I det 14. århundrede gav Marino Sanuto en »yderst fuldstændig monografi« (Ritter) over landets geografi; hans kort var virkelig værdifulde, skønt de efter moderne målestok var temmelig unøjagtige. Jøden Estoai ben Moses ha-Phorhi gik i samme århundrede længere end alle kristne forfattere i et værk med »virkelig videnskabelig viden« (Bliss), hvori han korrekt identificerede Megiddo og andre gamle steder, selv om værdien af hans arbejde ikke blev anerkendt i 400 år. Det store navn i det 15. århundrede er dominikaneren fader Felix Fabri, som i sin store bog Vandringer i Det hellige land var den første, der lagde mærke til monumenter og ruiner, hvortil der ikke var knyttet nogen bibelske traditioner (Bliss), og som inden for et årti efter opdagelsen af Amerika meget levende beskrev farerne og elendighederne ved datidens sørejser og på højst moderne vis fortalte om sine oplevelser blandt saracenerne; men på trods af bogens litterære værdi og hans bedre metode til at ordne sit materiale forklarede Fabri faktisk Det Døde Havs saltholdighed som forårsaget af den sved, der flød fra jordens hud! I det 16. århundrede viste rejsende større interesse for de indfødtes skikke, men den falske traditionelle identifikation af steder blev næppe draget i tvivl; rejseruten var altid den samme, da det var fuldstændig umuligt at komme øst for Jordan, og selv en kort tur væk fra karavanen var farlig.

(3) Begyndelsen på videnskabelig iagttagelse.

I det 17. århundrede udviste Michal Nau, der i 30 år var missionær i Israels land, De la Roque og Hallifix en virkelig videnskabelig sandfærdighed i deres iagttagelser og en voksende nøjagtighed i nedskrivningen og efterprøvningen af deres noter, og Maundrell gik længere end alle sine forgængere ved at lægge mærke til oldtidsminderne ved kysten nord for Beirut; men alle disse, skønt de havde fremragende egenskaber som opdagelsesrejsende, var tvunget til at rejse hastigt og begrænse deres studier til et meget snævert område.

II. Den videnskabelige udforsknings tidsalder.

1. Perioden med enkeltpersoners initiativ:

(1) De første uddannede udforskere.

Den egentlige videnskabelige udforskning begyndte med det 18. århundrede, da mennesker begyndte at tænke på dette som en vigtig livsgerning i sig selv og ikke blot som en kort episode i et liv viet til mere alvorlige sysler. Th. Shaw (1722) forberedte sig omhyggeligt som specialist i naturhistorie og fysisk geografi og rapporterede videnskabeligt om en række nye kendsgerninger, f.eks. forholdene ved og resultaterne af fordampning osv. i Det Døde Hav. Biskop Pococke (1738) havde fået en god uddannelse, var fri af traditionens lænker og gjorde for oldtidsminderne i Israels land, hvad Maundrell havde gjort for Syriens, idet han foretog et stort antal vellykkede identifikationer af steder og bidrog meget til den almindelige viden om landet. Volney (1783) var en strålende litterær mand, helt på bølgelængde med den videnskabelige ånd; han populariserede resultaterne og foretog et betydeligt antal originale undersøgelser, især i Libanon. Seetzen (1800-1807) og Burckhardt (1810-1812) kaldes af Bliss »sande pionerer i udforskningen af ruinerne i den østlige og sydlige del af landet«. Den førstnævnte bragte Cæsarea Filippi frem i lyset, besøgte et stort uudforsket område og gjorde vigtige iagttagelser på næsten ethvert vidensfelt: zoologi, meteorologi, arkæologi; den sidstnævnte, som var blevet araber i udseende og sprog, kunne komme ind mange steder, hvor ingen europæer havde vovet sig, og en af hans største triumfer var opdagelsen af Petra og den videnskabelige stedfæstelse af Sinaj-bjerget.

(2) Højdepunktet for den individuelle udforskning.

Højdepunktet i den videnskabelige iagttagelses tidsalder uden bistand fra lærde selskaber blev nået af den amerikanske præst og lærer Edward Robinson. Han tilbragte dele af to år i Israels land (1838 og 1852) og udgav i 1856 tre bind Biblical Researches. Han anvendte strengt den videnskabelige metode og viste en så sjælden indsigt, at næppe én af hans konklusioner har vist sig at være forkert. Hans kundskab var lige så omfattende som den var detaljeret, og selv om han i alt kun brugte fem måneders vedholdende arbejde på den særlige opgave at udforske landet, »rekonstruerede han kortet over landet« i den tid (Bliss), og hans konklusioner »dannede fra da af grundlaget for moderne forskning« (Conder). Han studerede Jerusalem og var den første, der viste, at det gamle fragment af en bue (nu »Robinsons«) havde været en del af broen, som forbandt templet med Zions bjerg; han var også den første, der nøjagtigt fulgte slyngningerne i tunnelen fra Jomfruens Kilde til Siloam-dammen. Hele Judæa, Galilæa og Samaria blev meget grundigt dækket af ham. Han var den første, der bemærkede, at den ruinøse bygning ved Tell Chum var en synagoge; fra toppen af én høj genkendte han syv bibelske steder, som havde været tabt af syne i mindst 1.500 år; han identificerede korrekt mindst 160 nye steder, næsten alle bibelske lokaliteter. Robinsons resultater var fænomenale i antal og variation, men de er naturligvis siden da i hver generation stadig blevet forbedret eller suppleret, for intet menneske kan dække hele feltet eller være specialist i hver eneste afdeling. W.M. Thomson gav i sin Thomson, The Land and the Book (ny udgave, 1910), og G.E. Post i Flora of Syria, Israels land, and Sinai (1896), en tiltrængt populær sammenfatning af folkets sæder, skikke og folklore, sådan som disse belyste Bibelen, og mange bøger og artikler har siden føjet mere til dette materiale.

I 1848 sendte De Forenede Stater en ekspedition under løjtnant Lynch til Det Døde Hav; den fastslog dets nøjagtige bredde, dybde, strømme, temperatur osv., og mange hold har siden føjet til denne viden (se f.eks. DEAD SEA; og også PEFS, 1911, XII, 7). Fra 1854 til 1862 undersøgte De Vogue grundigt monumenterne i det centrale Syrien og forblev den eneste autoritet på dette område indtil den amerikanske arkæologiske ekspedition i 1899. Tabler (1845-63) beskrev videnskabeligt Jerusalem og dets omgivelser samt distrikterne mellem Jaffa og Jordan og mellem Jerusalem og Betel. Guerin, som studerede landet i perioder, der tilsammen dækkede 23 år (1852-75), var ganske vist begrænset af mangel på midler, men han dækkede topografisk, med en nøjagtighed som aldrig før var forsøgt, næsten hele Judæa, Samaria og Galilæa, og han indsamlede desuden mange nye optegnelser om monumenter og indskrifter. Denne dokumentation var uvurderlig, fordi mange af disse var blevet fuldstændig ødelagt, før det næste videnskabelige hold ankom. En særdeles opsigtsvækkende opdagelse blev gjort af F. Klein i 1868, da han i Dibon fandt den enorme basaltstele, som Mesha, Moabs konge (9. århundrede f.Kr.), havde rejst. På den ærede han, på et sprog der ligger hebraisk meget nær, sin gud Kemosh ved at beskrive sit vellykkede oprør mod en efterfølger af Omri; denne nævnes ved navn sammen med mange velkendte bibelske steder. I stil, tanke og sprog ligner denne indskrift i høj grad de tidlige gammeltestamentlige optegnelser.

2. Videnskabelig kooperativ overfladeudforskning:

Med grundlæggelsen af Palestine Exploration Fund (1865) gik udforskningsarbejdet ind i en helt ny fase, eftersom det i dette tilfælde ikke var en enkelt person, men et stort selskab af specialister, der gik ind i arbejdet, med tilstrækkelige midler bag sig til en fyldestgørende undersøgelse inden for hver nødvendig forskningsgren, og med det britiske krigsministerium, som stillede sine sagkyndige Royal Engineers til rådighed for at bistå foretagendet. Under dette selskabs auspicier blev Jerusalem i løbet af de næste 15 år udforsket som aldrig før, og hele det vestlige Israels land blev topografisk opmålt (se nedenfor); en geologisk undersøgelse (1883-1884) af Sinai, Wady `Arabah og Det Døde Hav, og senere af Se'irs bjerg (1885), blev gennemført under professor Edward Hull; landets naturhistorie blev behandlet med stor grundighed af flere specialister; Palmer og Drake, klædt som syriske indfødte og uden tjenere, vovede den farlige rejse gennem Tih-ørkenen for så vidt muligt at fastlægge udvandringens rute; Clermont-Ganneau, som tidligere havde gjort opdagelsen af den jødiske tavle fra templet, der forbød fremmede at gå ind på det hellige område, udvidede i høj grad den arkæologiske viden ved at indsamle og tyde mange gamle indskrifter og afdække begravede gravpladser, klippeudhuggede grave og andre monumenter. Han opstillede også vigtige kriterier for stenmurets alder (se dog PEFS, 1897, LXI); identificerede forskellige steder, deriblandt Adullam, fandt »Betfages sten«, »Zohelet« osv., og udarbejdede utallige planer over kirker, moskeer, grave osv., og udførte en utrolig mængde andet vigtigt arbejde. Kaptajn, senere oberst, C.R. Conder udførte et lige så vigtigt arbejde, og som leder af det arkæologiske hold kunne han til sidst rapportere, at 10.000 stednavne var blevet indsamlet, og at 172 nye bibelske steder var blevet sikkert identificeret, mens stammegrænserne praktisk taget var blevet fastlagt, og mange bibelske lokaliteter af afgørende betydning for første gang var blevet bestemt. Udgravningerne i Jerusalem under de samme auspicier var i mellemtiden blevet gennemført efter planen. Efter en indledende undersøgelse ved Sir Charles Wilson, som omfattede en smule udgravning, foretog Sir Charles Warren (1867-1870) og senere oberst Conder (1872-1875) grundige udgravninger over et stort område; de sænkede skakter og fulgte gamle mure ned til en dybde af 80-150 fod. De afdækkede tempelområdet fra dets utallige tons murbrokker og sporede dets omtrentlige omrids; undersøgte underjordiske klippekamre; åbnede gamle gader; opdagede mange tusinde eksemplarer af keramik, glas, redskaber osv., fra jødiske til byzantinske perioder; fandt pillen i Tyropøondalen, hvor Robinsons bue havde hvilet, og også dele af den gamle bro; fulgte linjen af flere vigtige gamle mure, lokaliserede porte og tårne og daterede én mur med sikkerhed til det 8. århundrede f.Kr. og sandsynligvis til Salomos tid (G.A. Smith). Dermed udførte de et epokegørende arbejde, som alle senere udforskere trygt har bygget på--såsom Maudslay (1875), i hans mesterlige opdagelse og undersøgelse af Great Scarp, og Guthe (1881), som gjorde fine yderligere opdagelser ved Ofel, samt Warren og Conder i deres senere arbejde (1884), da de offentliggjorde planer over hele byen med dens gader, kirker, moskeer osv., i målestokken 25 tommer pr. mile; i den henseende er dette fortsat et grundlag for alt senere arbejde.

Se JERUSALEM.

Måske var det største arbejde, dette selskab udførte, dog den topografiske opmåling (1881-1886), som for Judæa og Samaria blev gennemført af oberst Conder og for Galilæa af lord Kitchener. Resultatet blev et stort kort over det vestlige Israels land i 26 blade, i målestokken én tomme pr. mile (med flere forkortede tillæg), som viste alle tidligere identifikationer af gamle steder. Disse kort, sammen med de syv prægtige bind med beretninger osv., der gengav det øvrige videnskabelige arbejde udført af de forskellige hold, markerede et så epokegørende fremskridt i viden, at det er blevet kaldt »det vigtigste bidrag til at belyse Bibelen siden dens oversættelse til folkesproget.«

Ud over det ovennævnte oprettede Fonden for udforskning af Israels land et Quarterly Statement og Society of Biblical Archaeology, hvorigennem abonnenter kunne holde sig ajour med de nyeste bibelske resultater, og den udgav store mængder oversættelser af gamle tekster og rejseberetninger samt bøger, der rapporterede opdagelser, efterhånden som de blev gjort. Alt i alt skete der større fremskridt i disse 15 år fra 1865 til 1880 end i de foregående 15 århundreder.

3. De nyeste resultater af overfladeundersøgelser:

De næste ti år (1880-90) gav ikke lige så meget nyt materiale fra udforskningen af Israels land, men i 1880 blev Siloamindskriften (jf. 2 Kong 20,20; 2 Krøn 32,30) tilfældigt fundet i Jerusalem. Den viste, med hvilken nøjagtighed ingeniørerne på Hizkijas tid i hvert fald lejlighedsvis kunne hugge lange tunneler gennem klippen (se også Clermont-Ganneau, Archaeological Researches, 313); og i 1881-1885 forsøgte Conder og Schumacher at løse deres vanskelige opgave med at udarbejde et videnskabeligt topografisk kort over landet øst for Jordan. I 1881 genopdagede og beskrev H. Clay Trumbull Kadesh-barnea korrekt, fastslog med autoritet dets beliggenhed og gjorde det derved muligt at stedfæste tidligere uklare steder, som nævnes i beretningen om vandringerne under udvandringen. Siden 1890 er der fortsat blevet foretaget undersøgelser i små områder, som tidligere ikke var tilstrækkeligt beskrevet; nye bidrag til den zoologiske, botaniske, geologiske og meteorologiske viden om landet har været hyppige; der er blevet foretaget studier af kunstvanding og vandforsyning samt undersøgelser af arabernes skikke, ordsprog, folklore osv.; mange områder øst for Jordan og gennem Petra ned i Sinai har givet vigtige resultater, og der er i mange dele af landet gjort talrige fund af grave i overfladen, benkister, mosaikker, segl og håndskrifter. Dette er måske især blevet gjort af Fonden for udforskning af Israels land, men meget er udført af enkeltpersoner og noget af de nyligt organiserede udgravningsselskaber (se nedenfor). De mest overraskende opdagelser, der er gjort ved denne metode med overfladeundersøgelse (en metode, som aldrig kan blive helt forældet), har været Clermont-Ganneaus fund på forskellige tidspunkter af de fire grænsesten ved Gezer (1874, 1881, 1889) og i 1896 fader Cleopas', den græske patriarks bibliotekars, fund af den meget store mosaik i Madeba.

Sidstnævnte viste sig at være en del af gulvet i en basilika fra det 6. århundrede og er et »sandfærdigt kort over Israels land«, der viser landets vigtigste byer, stammernes grænser og især byen Jerusalem med dens mure, porte, vigtigste bygninger, herunder Den Hellige Gravs Kirke, og hovedgader, særlig én lang, lige gade, som gennemskærer byen og er kantet med søjlegange. Da Madeba ligger nær foden af Nebobjerget, mener man, at kunstneren kan have haft til hensigt idealiseret at fremstille et moderne (6. årh.) syn for Moses. George Adam Smith (HGHL, 7. udgave, 1901); Jerusalem (2 bind, 1910), og E. Huntington, Palestine and Its Transformation (1911), har givet fine studier, der illustrerer den afgørende betydning af nøjagtig topografisk viden for at kunne forstå de bibelske fortællinger og hebræernes sociale liv og politik korrekt.

III. Den videnskabelige udgravnings tidsalder.

1. Det sydlige land:

(1) Tell el-Chesy.

(Palestine Exploration Fund).--Udforskningen må altid fortsætte, men udgravning er et vældigt fremskridt. Den moderne æra i studiet af landet begynder med Petrie ved LAKISH (se dette) i 1890. Skønt Renan faktisk var den første mand, der satte en spade i jorden (1860), var hans resultater dog praktisk talt begrænset til Fønikien. Fra Renans tid til 1890 havde der slet ikke været gravet, bortset fra noget snævert, men grundigt arbejde i Jerusalem og en let kradsen i jorden ved Jeriko og ved de såkaldte Kongegrave. Intet var mere forsynets værk end denne forsinkelse med at begynde omfattende udgravninger i Israels land, sådan som de tidligere med så stort udbytte var blevet udført i Egypten og andre steder. Resultaterne kunne ikke være blevet fortolket blot to år tidligere, og selv da disse udgravninger blev påbegyndt, var den eneste levende mand, som kunne have forstået, hvad han fandt, den mand, der var blevet udvalgt til at udføre arbejdet. Næsten to århundreder tidligere havde en rejsende i Israels land (Th. Shaw) antydet muligheden af, at visse høje ("tells") var kunstige (jf. Jos 8,28; Jer 30,18); men hverken Robinson eller Guerin havde haft mistanke om, at disse var kenotafer over begravede byer, men havde ment, at de blot var naturlige bakker. Den største time i udforskningens historie i Israels land, og måske i noget land, var den, hvor W.M. Flinders Petrie en dag i april 1890 klatrede op ad siden af Tell el-Chesy, beliggende ved kanten af filistersletten, ca. 30 miles sydvest for Jerusalem og 17 miles nordøst for Gaza, og ved at undersøge dens lag, som var blevet blotlagt af bækken, der havde skåret sig ned langs dens side, før solnedgang ud fra de potteskår, han havde set, fastslog, at stedet markerede en by, der dækkede 1.000 års historie, idet grænserne for bebyggelsen sandsynligvis var 1500 f.Kr. til 500 f.Kr. Denne evne til at datere de forskellige bebyggelser på et sted uden nogen indskrift til hjælp skyldtes den kronologiske skala over keramikstilarter, som han tidligere havde udformet og med sikkerhed udarbejdet for de græske epoker ved Naukratis et år eller to før, og for epokerne før 1100 f.Kr. ved Illahun i Fayyum kun en måned eller to før. Potteskårene var heldigvis meget talrige ved Tell el-Chesy, og ved afslutningen af hans seks ugers arbejde kunne han omtrentligt datere omkring otte på hinanden følgende bebyggelser i byen, idet hver af disse gensidigt udelukkede hinanden i visse vigtige former for keramik i almindelig brug. Når man havde overfladedateringen, aflejringsdybden og aflejringshastigheden, sådan som det viste sig ved Lakish, var et ret sikkert skøn over andre steders historie til rådighed. Ikke alene blev denne keramikskala så strålende bekræftet og udbygget ved Tell el-Chesy, at alle udgravere siden da næsten ved blot at gå hen over en høj har kunnet datere den sidste bosættelse på den nøjagtigt; men gennem iagttagelser af metoderne til stenhugning var han i stand til at rette mange tidligere gæt om bygningers alder og at fastlægge nogle værdifulde arkitektoniske alderstegn. Han beviste, at nogle af murene på dette sted var bygget af "den samme skole af murere, som byggede Salomos tempel", og også at den joniske volut, som grækerne lånte fra asiaterne, i Israels land gik tilbage i det mindste til det 10. århundrede f.Kr., mens han på én pilaster fandt det arkitektoniske motiv med "vædderhornet" (jf. Sl 118,27). Han konkluderede også, i modsætning til tidligere opfattelse, at denne høj markerede stedet for Lakish (Jos 10,31; 2 Kong 18,14), eftersom han ved en omhyggelig undersøgelse fandt, at ingen andre ruiner i nærheden kunne opfylde de kendte historiske betingelser for denne by, og den indskrift, som den næste udgraver fandt, samt al nyere forskning gør denne konklusion praktisk talt sikker. Lakish var en stor fæstning i den gamle verden. De egyptiske faraoner nævner den ofte, og den er afbildet på et assyrisk monument, hvorunder der står skrevet: "Sankerib .... modtager byttet fra Lakish" (se 2 Kong 18,14). Strategisk var den en stærk position, idet den naturlige høj hævede sig omkring 60 fod over dalen, og den befæstning, som Sankerib sandsynligvis angreb, var over 10 fod tyk. Mur- og jordmasserne lå 50-70 fod dybt oven på højen. Petrie fastlagde retningerne for de forskellige mure og bestemte de omtrentlige dateringer for hver by og for den importerede keramik, der blev fundet i flere af disse. En af de mest uventede ting var en jernkniv, der blev gravet frem fra et lag, som pegede på en periode ikke langt fra den tid, da Israel må være kommet ind i Kanaan; dette var den tidligste rest af jernvåben, der indtil denne dato nogensinde var fundet (jf. Jos 17,16).

De næste to års videnskabelige udgravninger (1891-1892), som blev beundringsværdigt ledet af dr. F.G. Bliss på dette sted, bekræftede fuldt ud Petries generelle slutninger, selv om grænserne for hver bebyggelse blev fastlagt mere nøjagtigt, og begyndelsen på den ældste by blev skubbet tilbage til 1700 f.Kr. Arbejdet blev udført under de sædvanlige farer, ikke blot fra beduinerne, men fra overdreven varme (104 grader i skyggen), fra malaria, som på et tidspunkt lagde 8 af stabens 9 medlemmer ned, vandmangel, hvor vand måtte bæres 6 miles, og fra siroccoen (se min rapport, PEFS, XXI, 160-70 og Petries og Bliss' journal, XXI, 219-46; XXIII, 192 osv.). Han udgravede grundigt en tredjedel af hele højen og flyttede næsten en million kubikfod affaldsjord. Han fandt, at muren omkring den ældste by var næsten 30 fod tyk, muren omkring den næste by 17 fod tyk, mens den seneste mur var tynd og svag. Den ældste by dækkede et område på 1.300 fod i kvadrat, den seneste kun omkring 200 fod i kvadrat. Det ældste lertøj havde en rigere farve og højere glans end det senere, og denne kunst var hjemmehørende, for på dette niveau fandtes ingen fønikiske eller mykenske stilarter. Den sene førisraelitiske periode (1550-800 f.Kr.) viser sådanne importvarer og også lokale cypriotiske efterligninger. I den »jødiske« periode (800-300 f.Kr.) går denne indflydelse tabt, og de nye stilarter er grove og klodsede; en sådan degeneration er ikke forbundet med Israels indtog i Kanaan, som mange har antaget, men med en senere periode, højst sandsynligt med den ødelæggelse, der fulgte efter de ti stammers eksil (Bliss og Petrie). I de førisraelitiske byer fandtes mægtige tårne, fine bronzeredskaber såsom stridsøkser, spydspidser, armbånd, nåle, synåle osv., en vin- og sirupspresse, én meget stor bygning, »smukt symmetrisk«, en smelteovn og endelig en indskrevet tavle fra Zimrida, som tidligere var kendt fra Tell el-Amarna-brevene som statholder i Lakish, omkring 1400 f.Kr. Mange jødiske grubovne blev fundet i de senere ruiner og store mængder lertøj, noget med pottemagermærker og andet med indskrifter. Lerfigurer af Astarte, frugtbarhedsgudinden, blev fundet i de forskellige lag, én af disse af den enestående cypriotiske type med store øreringe, samt mange egyptiske figurer, symboler og dyreformer.

Se også LACHISH.

(2) Udgravninger i Jerusalem.

I årene 1894:1894-1897 lykkedes det dr. Bliss, trods det tidligere gode arbejde, der var udført i Jerusalem (se ovenfor), og de særlige vanskeligheder, der var forbundet med forsøget på at grave i en tæt befolket by, med bistand fra en sagkyndig arkitekt at føje betydeligt til den samlede viden. Han udgravede et stort område og bekræftede ikke blot positivt tidligere slutninger, men opdagede resterne af kejserinde Eudocias mur (450 e.Kr.), og under denne den murlinje, som Titus havde ødelagt, og på et dybere niveau den mur, der omgav byen i den herodianske tidsalder, og endnu dybere den, som sandsynligvis må dateres til Hizkija, og under denne en konstruktion, »udsøgt tilhugget, med spidst murværk«, som enten må være resterne af en mur fra Salomo eller en anden før-eksilsk befæstning, ikke senere end det 8. århundrede. Han fandt porte og brolagte gader fra oldtiden og nedgangshuller, der førte til gamle kloaksystemer, samt mange interessante genstande, men afgjorde især omstridte spørgsmål vedrørende vigtige mure og niveauerne for de gamle høje, hvorved han fastlagde den gamle bys nøjagtige topografi. H. G. Mitchell og andre har også omhyggeligt undersøgt visse murlinjer, identificeret Nehemias' Møgport osv. og foretaget en ny opmåling af visse dele af det underjordiske Jerusalem; resultatet af hele arbejdet blev en ændring af traditionen på nogle få punkter, men en bekræftelse på de fleste. Det gamle Jerusalems vigtige kilder og reservoirer, dale og høje er blevet sikkert identificeret. Det er nu fastslået, at det moderne Jerusalem »stadig i det væsentlige ligger på sit gamle sted og på omtrent samme skråning«, skønt det ikke er så stort som Judas kongers Jerusalem, der med sikkerhed strakte sig over den sydvestlige høj. Zions bjerg lå, i modsætning til traditionen, som placerede det på den sydvestlige høj, hvor citadellet står, sandsynligvis på den østlige høj oven for Jomfruens kilde (Gihon). På denne østlige høj ved Ofel lå templet, og syd for templet på samme høj »oven for Gihon« lå den gamle jebusitiske fæstning (Davids by). Det gamle brændofferalter lå næsten med sikkerhed ved es-Sakhra. Beviserne har ikke været afgørende med hensyn til den anden murs forløb, så stedet for Golgata og Den Hellige Grav kan ikke fastslås med sikkerhed (se George Adam Smiths udtømmende værk, Jerusalem, 2 bind, 1907; Sir Charles Wilson, Golgotha and the Holy Sepulchre, 1906; og sammenlign Selah Merrill, Ancient Jerusalem, 1908; C.R. Conder, City of Jerusalem, 1909; P.H. Vincent, Underground Jerusalem, 1911).

(3) Udgravninger i Shefela. (Palestine Exploration Fund).--I årene 1898-1900 blev der udført vigtigt arbejde af Bliss og Macalister på 4 steder i grænselandet mellem Filistæa og Judæa, mens fem andre små høje blev gennemgravet med tunneler, dog uden vigtige resultater. De fire hovedsteder var Tell Zakariya, der ligger omtrent midtvejs mellem Jerusalem og Tell el-Chesy; Tell ec Cafi, 5 miles vest for Tell Zakariya, og Tell Sandachannah, omkring 10 miles mod syd; mens Tell ej-Judeideh lå mellem Tell Zakariya og Tell Sandachannah. Da Tell ej-Judeideh kun blev halvt udgravet og blot bekræftede andre resultater, og ikke var bemærkelsesværdig bortset fra den store mængde krukkeindskrifter, der blev fundet (37), udelader vi yderligere omtale af den.

(a) Tell Zakariya:

Fra denne højde, 1.214 fod over havet, kunne næsten hele Filisterlandet ses. En førisraelitisk by blev fundet under omkring 20 fod affaldslag; den indeholdt førisraelitisk, jødisk og seleukidisk keramik. Mange hvælvede cisterner, delvis udhugget i klippen, blev fundet i det nederste niveau. I senere lag fandt man jødiske grubeovne og indskrevne krukkehanke med vingede egyptiske symboler, redskaber af bronze, jern, ben og sten samt egyptiske billeder af Bes og Horus-øjet osv., foruden en mærkelig bronzefigur af en kvinde med fiskehale, som synes at forestille Atargatis fra Ashkelon. Den gamle vold blev forstærket, måske på Rehabeams tid, og tårne blev tilføjet i den seleukidiske periode. Kun halvdelen af dette sted blev udgravet.

(b) Tell es-Safi:

Lejren blev slået op nær dette sted i Ela-dalen. Fra en dybde af 21 fod ned til klippen fandt man den karakteristiske førisraelitiske keramik og megen importeret keramik af mykensk type. Her fandt man også et offersted, som indeholdt knogler af kameler, får, køer osv., samt flere monolitter af blød kalksten in situ, og i nærheden en krukkebegravelse. I en gammel affaldsdynge fandt man mange brudstykker af frugtbarhedsgudinden. Der blev også fundet mange gamle egyptiske og senere græske levn, samt fire babyloniske segl og den sædvanlige keramik fra jødiske og senere perioder. Med stor sandsynlighed blev dette sted identificeret som Gat.

(c) Tell Sandachannah:

Dette lå ca. 1.100 fod over havets overflade. Byen dækkede omkring 6 acres og var beskyttet af en indre og en ydre mur samt enkelte tårne. Den stærkeste mur var i gennemsnit 30 fod tyk. Det arbejde, der blev udført her, "var enestående i historien om udgravninger i Israels land" (Bliss). Ved Tell el-Chesy blev kun en tredjedel af hvert lag udgravet; ved Tell Zakariya kun halvdelen; i Jerusalem var arbejdet begrænset til templets indhegninger, nogle få bymure og nogle få kirker, damme, gader osv., men ved Tell Sandachannah "genfandt vi næsten en hel by, sandsynligvis det gamle Maresha (Jos 15,44), med dens indre og ydre mure, dens porte, gader, gyder, åbne pladser, huse, vandbeholdere osv." (Bliss). Næsten 400 kar, fuldstændig intakte og ubrudte, blev fundet. Det var en seleukidisk by fra det 3. og 2. århundrede f.Kr., uden førisraelitiske levn. Byen var bygget af tynde mursten, som blokke af blød kalksten, sat med brede fuger og lagt i ler, af og til med større, hårdere sten, der var tilhugget med mejsel. Byen var groft inddelt i gadekarreer, og nogle af gaderne var brolagte. Husene fik lys fra gaden og en åben gård. Meget få rum var helt rektangulære, mens mange havde en besværlig form. Der blev fundet mange skabe og grubeovne og hvælvede cisterner, som man nåede ad trapper, ligesom også dele af det gamle afløbssystem. Cisternerne havde pudsede gulve og undertiden to tykke lag puds på væggene; husene havde lejlighedsvis hvælvede tage, men som regel det almindelige tag, man bruger i dag, lavet af brædder og siv dækket med ler. Ingen religiøs bygning blev fundet og intet spor af en søjlegang, bortset måske fra nogle få ornamentfragmenter. Et enormt kolumbarium blev afdækket (1906 nicher). Ikke færre end 328 græske indskrifter blev fundet på hankene af importerede vinkrukker. Under den seleukidiske by lå en jødisk by bygget af brudsten; keramikken var af den sædvanlige slags, herunder stemplede krukkehanke. En Astarte blev fundet i det jødiske eller græske lag, ligesom også forskellige dyreformer. Astartefiguren var meget ejendommelig, omkring 11 tommer høj, hul, iført en lang kappe, men med bryster, krop og en del af højre ben blottet; som hovedbeklædning havde hun en tætsiddende solhat med et rundt, savtakket topornament foran og med syv stjerner i relief. Et særdeles bemærkelsesværdigt fund, dateret til omkring det 2. århundrede e.Kr., var 16 små menneskefigurer bundet i lænker af bly, jern osv., utvivlsomt forestillende "hævndukker", gennem hvilke ejerne håbede at udøve magi mod fjender, og 49 fragmenter af magiske tavler, indskrevet på græsk på hvid kalksten, med eksorcismer, besværgelser og forbandelser. Det bør tilføjes, at de fire byer som helhed supplerer hinanden og positivt bekræfter tidligere resultater. Der blev ikke fundet kongelige stempler ved Tell el-Chesy, men 77 blev fundet på disse 4 steder i forbindelse med 2- eller 4-vingede symboler (egyptisk skarabæ eller vinget solskive). Skrivematerialer (griffelpenne) blev fundet i alle lag; brugen af dem var "sammenhængende fra de tidligste tider ind i den seleukidiske periode" (Bliss). Fra de fire byer kunne lampens udvikling spores fra den førisraelitiske, gennem den jødiske til den græske periode. Omkring 150 af distriktets labyrintiske klippeudhuggede huler blev også undersøgt, hvoraf nogle må være førkristne, eftersom der i en af dem var udgravet en million kubikfod materiale, og dog så længe siden, at alle tegn på affaldet var skyllet bort.

(4) Malede "grave i Marissa."

I 1902 opdagede John P. Peters og Hermann Thiersch ved Belt Jibrin (ved siden af Tell Sandachannah) et eksempel på gravkunst, der var helt forskelligt fra alt andet, som nogensinde var fundet i Israels land. Det var en grav med flere kamre, bygget af en sidonier; væggene var strålende bemalede og viste en tyr, panter, slange, stenbuk, krokodille med ibis (?) på ryggen, jæger til hest osv., med daterede indskrifter, hvoraf den tidligste var 196 f.Kr. (se John P. Peters, Painted Tombs in Necropolis of Marissa, 1905). Forfatteren (18. april 1913) fandt endnu en grav her af lignende karakter, dekoreret med druer, fugle, to haner (i naturlig størrelse) osv. Måske mest iøjnefaldende var en krans af smukke blomster med et kors i midten. Intet viser denne tidsalders indbyrdes forbindelser mere end denne fønikiske koloni, der levede i Israels land, brugte det græske sprog, men frit anvendte egyptiske og libyske træk i deres begravelsesartikel

2. Det nordlige Israels land:

(1) Tell Ta`annek.

(Den østrigske regering og Akademiet i Wien).--I korte sæsoner over tre år (1902-4) foretog professor Ernst Sellin fra Wien en hurtig undersøgelse af denne by (det bibelske Taanak), der ligger på Jizre'el-sletten i det nordlige Israels land, på den gamle vej mellem Egypten og Babylon. Over 100 arbejdere blev beskæftiget, og udgravningen blev ført samtidig på flere forskellige steder på højen; registreringen blev ført på en usædvanlig systematisk måde, og de officielle rapporter var detaljerede og udtømmende. Kun en almindelig redegørelse for resultaterne kan gives, med en angivelse af de retninger, hvori »fundene« var særegne. Fraværet af fønikisk og mykensk indflydelse på keramikken i de tidligste lag (100-1600 f.Kr.) er lige så markant som på andre steder; keramikkens art og tilstedeværelsen af semitiske matstsebhoth (se billeder) i de jødiske perioder er ganske som på tidligere steder, og udviklingen i murværk og keramik er nøjagtig den samme i denne første by, der blev udgravet i det nordlige Israels land, som i det sydlige Israels land. »Bygningerne og oldtidsgenstandene kunne byttes om i hel tilstand uden nogen alvorlig forvirring af Israels lands arkæologiske historie. . . . Civilisationen over hele det vestlige Israels land har således vist sig at have haft samme udviklingsforløb, hvad enten vi studerer den i nord eller syd« (Macalister). Dette er langt det vigtigste resultat af denne udgravning; det viser, at der, trods afvigelser i mange retninger, kan ses en tilsvarende civilisation, som beviser en enhed i den dominerende race, over alle de dele af Israels land, der hidtil er undersøgt. Jern indføres på samme tid (omkring 1000 f.Kr.), og selv legetøjet og keramikudsmykningerne er ens, og dette fortsætter gennem alle perioderne, også den jødiske. Alligevel er udenlandsk samkvem almindeligt, og afgudsbillederne viser, selv fra den tidligste periode, »religiøs synkretisme« (Sellin). Fra næsten det ældste lag stammer en ejendommelig seglcylinder, der rummer både egyptiske og babyloniske træk. På én før-israelitisk tavle er der billeder af Hadad og Ba'al. Astarte-kulten er ikke helt så fremtrædende her som i det sydlige Israels land. Ingen figurer af gudinden stammer fra de tidligste lag, men fra 1600 f.Kr. til omkring 900-800 f.Kr. er de almindelige; derefter ophører de. Den sædvanlige type af Astarte, som findes i Babylonien og på Cypern såvel som i Israels land--med krone, halskæde, bælte, ankelringe og hænderne foldet over brystet--findes hyppigst; men fra det 12. til det 9. århundrede viser der sig andre former, som fremstiller hende nøgen, med hofterne unormalt forstørrede, for at vise hendes frugtbarhedskraft. Én figur er af en særligt fremmedartet type, iført overordentlig store øreringe, og den står i nær forbindelse med en af de mest enestående opdagelser, der nogensinde er gjort i Israels land--et hult kana'anæisk eller israelitisk (2 Kong 16,10) alter af terrakotta (800-600 f.Kr.), uden bund, men med huller i væggene, som slap luft ind og sikrede træk, når der blev tændt ild nedenunder; i sin udsmykning viser det en blanding af babyloniske og egyptiske motiver, idet det på højre side har vingede dyr med menneskehoveder, ved siden af hvilke der er en mand (eller dreng), der kæmper med en slange, hvis kæber er vidt opspærrede i vrede; øverst har det to vædderhorn (?), og mellem dem en offerskål til at modtage »drikofferet«; på forsiden et træ (livets træ), og på hver side af det en stejlt oprejst stenbuk. En kobberslange blev fundet nær dette alter, ligesom også nær offerhøjen i Gezer. Vedvarende vidnesbyrd om den grufulde praksis med grundlæggelsesofre, for det meste af små børn, men i ét tilfælde af en voksen, blev fundet mellem det 13. og 9. århundrede f.Kr., hvorefter de synes at ophøre. I ét hus blev skeletterne af en kvinde og fem børn fundet; den førstnævnte med sine ringe og sin halskæde af guld, fem perler, to skarabæer osv. Mange krukkebegravelser af nyfødte spædbørn, 16 på ét sted, blev fundet, og tæt ved denne nedlæggelse et klippehugget alter med en krukke gul røgelse (?). Egyptiske og babyloniske billeder fra forskellige tidsaldre blev fundet, samt ejendommelige små menneskelignende amuletter (som også blev fundet ved Lakish), hvor forældredelene er fremtrædende; Sellin og Bliss mener, at disse er »terafim« (1 Mos 31,19; 1 Mos 31,34; men se Driver, Modern Research, 57 osv.), sådanne som Rakel, der var gravid, tog med sig for at beskytte sig på den hårde rejse fra Haran til Israels land (Macalister).

Offerhøjen, med ét eller flere trin, der fører op til den, og som antyder »ophøjelse, isolation og mysterium« (Vincent), er repræsenteret her som i så mange andre ruiner i landet, og vidnesbyrdet viser, at den fortsatte længe efter Israels indtræden i Kanaan. Da Israel kom ind i landet, indtraf der intet brud i civilisationen; kunstudviklingen fortsatte omtrent på samme niveau; derfor var de to racer sandsynligvis på omtrent samme kulturniveau, eller også var hebræernes besættelse af landet meget gradvis. I det 8. århundrede synes der at være et tegn på, at en anden race trådte ind, hvilket utvivlsomt skyldes den assyriske landflygtighed. En meget interessant opdagelse var det dusin kileskriftstavler, som blev fundet i en kiste eller krukke af terrakotta (jf. Jer 32,14) fra den før-israelitiske by.

Disse få breve kan ikke med rette kaldes »det første bibliotek fundet i Israels land«; men de beviser dog, at der fandtes biblioteker dér, eftersom den personlige og forholdsvis ubetydelige karakter af nogle af disse noter og deres lette og flydende stil viser, at der må have eksisteret juridiske, forretningsmæssige og litterære dokumenter. De viser, at brevskrivning ikke kun blev brugt i store statslige spørgsmål mellem fremmede lande, men også i lokale anliggender mellem små nabobyer, og at mens landet på denne tid (ca. 1400 f.Kr.) politisk var afhængigt af Egypten, havde Babylonien dog bevaret sit gamle litterære herredømme. Et af disse breve nævner »Ashirats finger«, en guddom der minder om Det Gamle Testamentes 'asherah eller hellige pæl (se billeder); en anden note er skrevet af Ahi-Yawi, et navn der svarer til hebraisk Akija (»Jah er broder«), og som således viser, at formen af det guddommelige navn da var kendt i Kanaan, selv om dets betydning (dvs. det væsentlige navn; jf. 2 Mos 6,3; 2 Mos 34,6; Neh 1,9; Jer 44,26) måske ikke var kendt. Ahi-Yawi nedkalder over Ishtar-washur velsignelsen fra »gudernes Herre«.

På samme niveau som disse breve fandt man to underjordiske celler med et klippeudhugget kammer foran og et klippeudhugget alter ovenover, og endda det gamle afløb, som man mener har ført blodet fra alteret ned i »de dødes kammer« nedenunder. Det kan tilføjes, at dr. Sellin mener, at tilstanden af byens forskellige mure er helt i overensstemmelse med Bibelens beretninger om dens historie (Jos 12,21; Jos 17,11; Dom 1,27; Dom 5,19-21; 1 Kong 4,12; 1 Kong 9,15; 1 Krøn 7,29). Så vidt ruinerne vidner, var der intet fast byliv mellem ca. 600 f.Kr. og 900 e.Kr., dvs. den blev en ødemark omtrent på tiden for det babyloniske fangenskab. En arabisk borg stammer fra omkring det 10. århundrede e.Kr.

(2) Tell el-Mutesellim.

(Megiddo, Jos 12,21; Dom 5,19; 2 Kong 9,27).--Dette store handels- og militærcentrum i det nordlige Israels land blev åbnet for verden i 1903-1905 af dr. Schumacher og hans dygtige stab, idet udgravningerne blev udført under Hans Majestæt kejserens og det tyske Palestine Societys auspicier. Højen, omkring 5 miles nordvest for Ta`anach, hævede sig markant 120 fod over sletten, og ruinerne lå på et plateau med et areal på 1.020 x 750 fod. I gennemsnit var 70 gravere beskæftiget hele tiden. Affaldslagene var over 33 fod dybe og dækkede omkring otte befolkninger, der gensidigt udelukker hinanden. Den omgivende mur, 30 x 35 fod tyk, fulgte byens kontur. Udgravningerne nåede kun den uberørte klippe på ét sted; men det ældste afdækkede lag viste et folk, der boede i huse, havde ild, tilberedte mad og bragte ofre; den næste by markerede et fremskridt, men den tredje by, som dens egyptiske levn beviste gik tilbage så langt som til det 20. århundrede f.Kr., viste en strålende og i visse henseender overraskende civilisation, der byggede storslåede byporte (57 x 36 fod), store huse og grave med hvælvede tage og smykkede sig med fine skarabæer af hvid og grøn steatit og andre smykker af sten og bronze. Den var meget rig på farvet keramik og små genstande såsom redskaber, segl, terrakottafigurer og dyr, deriblandt en hest med bidsel, og noget bearbejdet jern siges også at være fundet. I en bunke af lig var der to børn, som bar smukke ankelringe af bronze. Byen, der ligger oven over denne, begynder så tidligt som i det 15. århundrede f.Kr., som det bevises af en skarabæ af Thothmes III og af andre tegn, skønt skarabæerne, mens de er egyptiske i form, ofte er fremmede i udformning og udførelse. Anubis, Bes, Horus og andre egyptiske skikkelser forekommer, ligesom 32 skarabæer i én krukke, mange smykker, deriblandt guldsmykker, og nogle meget lange, skarpe bronzeknive. Én grav indeholdt 42 kar, og ét skelet holdt 4 guldbeslåede skarabæer i hånden. Et bemærkelsesværdigt potteskår indeholdt et farvet billede af før-israelitiske krigere med store sorte skæg, som bar skjolde (?). En særdeles interessant opdagelse var de små kobber- (bronze?) stativer med tre ben, der bar lamper, og på et af dem er der en figur af en fløjtespiller; de ligner påfaldende billeder af delfiske orakler og fremstillinger, der for nylig er fundet på Kreta (MNDPV, 1906, 46). Denne by blev ødelagt ved en frygtelig ildebrand og er adskilt fra den næste af et tykt lag slagger og aske. Den femte by er bemærkelsesværdig på grund af et strålende palads med stenmure, der er fra 3-5 fod tykke. Denne by, som sandsynligvis begynder så tidligt som Salomos tid, viser det bedste murværk. Et ovalt, højt poleret segl af jaspis, hvorpå der er indgraveret et hebraisk navn med skrift, der nøje ligner Mesjastenen, antyder en datering for byen og kaster et uventet lys over den hebraiske kultur i Israels land i monarkiets dage. Seglet står mål med det bedste egyptiske eller assyriske arbejde, klart og smukt indgraveret, og viser et højdepunkt af kunst. I midten er løven (af Juda), med munden vidt åben, halen rejst og kroppen spændt. På seglet er indskåret: "Tilhørende Shema, Jeroboams tjener." Dette navn henviser muligvis ikke til nogen af de bibelske konger (10. eller 8. århundrede f.Kr.), men laget taler for denne datering. Seglet var tydeligvis ejet af en hebraisk stormand i en blomstrende periode, hvor en Jeroboam var ved magten, og derfor taler alt for, at dette er et levn fra hoffet hos en af disse konger, sandsynligvis den sidstnævnte (Kautzsch, M u. N, 1904, 81). Her har vi under alle omstændigheder en af de ældste kendte hebraiske indskrifter og en af de mest elegante, der nogensinde er indgraveret (se MNDPV, 1906, 33). Efter at have set det tog sultanen det fra museet ind i sin egen private samling. Et andet segl af lapis lazuli, som Schumacher og Kautzsch daterer til omkring det 7. århundrede f.Kr., indeholder også på gammelhebraisk navnet "Asaf" (jf. M u. N, 1906, 334; MNDPV, 1904, 147). Der er flere andre bemærkelsesværdige kunstværker, som f.eks. en kvinde, der spiller på tamburin og bærer en egyptisk hovedbeklædning; flere andre kvindefigurer foruden adskillige Astartefigurer, og især en række på seks terrakottahoveder, ét med en fremtrædende semitisk næse, et andet med egyptiske træk, et andet helt u-egyptisk, med regelmæssige træk, livlige øjne, krøller, der falder ned til skuldrene, og kranset med blomster.

Det sjette lag kunne med rette kaldes tempelbyen, for her fandt man ruinerne af en helligdom, bygget af massive blokke, hvori meget af det ceremonielle inventar endnu fandtes – offerskåle, en smuk basaltkrukke med tre fødder, en tallerken med et håndtag formet som en blomst osv. Tilsyneladende i forbindelse med den tidligere by fandt man tre religiøse sten, dækket af en fjerde, og én med pyramideformet top; således fandt man her flere monolitter, som man naturligt ville opfatte som religiøse monumenter – skønt dette måske er tvivlsomt, eftersom de er blevet berørt med redskaber (2 Mos 20,25). Et røgelsesalter, udhugget af grå sten, er så smukt, at det ville være værdigt til en moderne græsk katedral. Den øverste skål hviler på en støtte af udskårne, dekorative blade, malet røde, gule og koboltblå, med udsøgt smag; farverne er stadig lige så friske som dengang, de først blev påført. En smedje blev fundet i dette lag og indeholdt mange redskaber, deriblandt jernplovskær, større end bronzeskærene i det 3. og 4. lag. Der blev fundet allegoriske figurer, som muligvis hører til den tidligere by, og som fremstiller en mand foran et alter med hænderne løftet i tilbedelse, tilsyneladende rettet mod en skorpion, over hvilken der er en sekstakket stjerne, en halvmåne osv. Et andet, yderst vidunderligt segl af hvid, hård sten er indgraveret med tre linjer af symboler: i den første en grib, der jager en kanin; i den anden et stiliseret palmetræ med vingede væsener på hver side; i den tredje en løve, der springer på en stenbuk (?) under halvmånen. I nærheden fandt man en cylinder af sort jaspis med hieroglyffer samt meget knust keramik. Den 7. by, som lå forud for de græske eller romerske tidsaldre, viser kun et kompleks af ødelagte bygninger. Derefter forblev stedet ubeboet indtil det 11. århundrede e.Kr., da et fattigt arabisk tårn blev opført, åbenbart for at beskytte de forbipasserende karavaner.

Disse udgravninger var særlig vigtige, fordi de beviste Israels lands arkæologiske rigdom og elegancen i de indfødte kunsthåndværksarbejder. De blev rapporteret med en minutiøshed uden fortilfælde – forskellige tegninger efter et originalt design viste det nøjagtige sted og den nøjagtige højde, hvor hvert lille fragment blev fundet.

(3) Tell Chum.

(Kapernaum) osv. – I april og maj 1905 udgravede det Tyske Orientalske Selskab en hebraisk synagoge fra romersk tid ved Tell Chum. Den var 78 fod lang og 59 fod bred (ca. 24 × 18 m), var bygget af smuk hvid kalksten, næsten som marmor, og var i enhver henseende mere storslået end nogen anden, der hidtil var fundet i Israels land; den i Korazin var den næstfineste. Dens tag var gavlformet, og den var overraskende udsmykket med fine udskæringer, der forestillede dyr, fugle, frugter, blomster osv., skønt disse udsmykninger i nogle tilfælde bevidst var blevet lemlæstet. I januar 1907 beviste Macalister og Masterman, at Khan Minyeh ikke var det gamle Kapernaum, eftersom det ikke indeholdt keramik ældre end arabisk tid; dermed viste de, at Tell Chum var det gamle sted, så den netop udgravede synagoge kan være den, der omtales i Luk 7,5. Ved Samieh, 6 timer nord for Jerusalem, blev to vigtige kana’anæiske gravpladser opdaget af fellaherne i 1906; de bestod af runde eller ovale gravkamre med groft kuppelformede tage, som ved Gezer (se nedenfor). En stor mængde keramik og bronzegenstande, meget af det af fortrinlig kvalitet, blev fundet (Harvard Theological Review, I, 70-96; Masterman, Studies in Galilee; Henson, Researches in Palestine).

3. Østlandet:

Jeriko

(Det Tyske Orientalske Selskab). – I 1908-9 åbnede dr. E. Sellin, bistået af en specialist i keramik (Watzinger) og en professionel arkitekt (Langenegger), med hjælp fra over 200 arbejdere denne berømte bibelske by for beskuelse (Jos 6,1-24). Jeriko lå yderst strategisk ved den østlige port til Israels land, med en ubegrænset vandforsyning i `Ain es-Sultan, med fuld kontrol over den store handelsvej over Jordan og med naturlige forsyninger i sin palmeskov (Smith, HGHL). Den lå også markant på en høj, der hævede sig omkring 40 fod (ca. 12 m) over sletten. Udgravningerne beviste, at disse naturlige fordele fra den tidligste historiske tid var blevet forøget ved alle tænkelige kunstgreb, som oldtidens ingeniører kendte, indtil byen var blevet et sandt Gibraltar. Den ældste by, som havde form af en uregelmæssig ellipse, noget ægformet med spidsen mod sydvest, var først omgivet af en vold, der fulgte højens kontur, en vold så stærk, at den vækker beundring hos alle militære eksperter, som har undersøgt den.

Murene er selv i deres ruiner omkring 28 fod høje (ca. 8,5 m). De var bygget i tre afsnit:

(a) et underlag af ler, grus og småsten, som dannede et lag på klippen omkring 3 eller 4 fod dybt (ca. 0,9-1,2 m), noget svarende til moderne beton;

(b) en kampestensmur, 6 til 8 fod tyk (ca. 1,8-2,4 m), af store sten lagt op til en højde af 16 fod (ca. 4,9 m) på dette konglomerat, idet de nederste stenlag var enormt store;

(c) oven på alt dette en mur af teglsten, over 6 fod tyk (ca. 1,8 m), som stadig stedvis står 8 fod høj (ca. 2,4 m). Ikke engang Megiddo, berømt som militært centrum i hele den gamle verden, viser et sådant håndværk (sammenlign Jos 2,1; 4 Mos 13,28).

"Disse var mestre i stenarbejde og murerarbejde" (The Builder); "Taget som helhed kan det med rette betragtes som en triumf for ingeniørkunst, som en moderne bygmester under de samme forhold næppe kunne overgå" (Langenegger); "Det er udført så godt, som en fremragende militæringeniør med de samme materialer og redskaber kunne gøre det i dag" (Vincent). Alle århundrederne formåede ikke at frembringe en naturlig sprække i denne befæstning. Mod nord, som var det vigtigste farepunkt, og måske også langs andre strækninger, blev der bygget en anden mur ca. 100 fod (ca. 30 m) inden for den første og næsten lige så stærk, mens endnu et forsvarsværk ("citadellet"), med en front på 265 fod (ca. 81 m), ikke blot var beskyttet af endnu en mægtig mur, men også af en velanlagt glacis. Den gamle førisraelitiske kultur i Jeriko var nøjagtig af samme art som den, man ser i de sydlige og nordlige byer, og det gjaldt også afgudsdyrkelsen. I sine naturlige elementer var den kana'anæiske civilisation sandsynligvis den hebraiske overlegen, men den frastødende og allestedsnærværende polyteisme og frygt for magi førte naturligt til brutale og urene udtryk. Det kan ikke betvivles, at i det mindste i nogle tilfælde repræsenterer de spædbørn, der er begravet i krukker under gulvene, grundlæggelsesofre. Noget af keramikken er af meget høj kvalitet og tåler gunstig sammenligning med næsten de bedste eksempler fra Egypten; en række dekorative dyrefigurer i relief er særlig fine; bronzeredskaberne er også gode; særlig bemærkelsesværdige er de 22 skrivetavler, alle klar til brug, men uden indskrift. Et sted nær det 15. århundrede blev de gamle befæstninger alvorligt beskadiget, men lige så stærke befæstninger erstattede dem. De tyske eksperter mente alle, at der tydeligt kunne påvises et brud i byens historie omkring det tidspunkt, da Israel ifølge keramikken burde have erobret byen, og det blev med sikkerhed sagt, at den særligt kana'anæiske keramik ophørte fuldstændigt og varigt på dette tidspunkt; men yderligere forskning har vist, at i det mindste en del af den gamle by havde en praktisk talt ubrudt eksistens (således Jos 16,7; Dom 1,16; Dom 3,13; 2 Sam 10,5). Intet fuldstændigt israelitisk hus var bevaret, men det israelitiske kvarter lå tæt ved kilden, og der blev fundet ikke så lidt inventar af den sædvanlige slags, herunder fade, potter, kornkværne, lamper osv., mange jernredskaber og terrakottahoveder af mennesker og dyr. Keramikken er ganske forskellig fra den gamle kana'anæiske og står i nær forbindelse med den græsk-fønikiske vare fra Cypern. Det er bemærkelsesværdigt, at der, som i andre byer i landet, i den jødiske tid kun kan spores ringe babylonisk indflydelse; den ægæiske og egyptiske indflydelse er ikke så markant som i de byer, der er udgravet nær Middelhavskysten. Én stor bygning (60 gange 80 fod; ca. 18 gange 24 m) ligner i den grad boligerne fra det 7. århundrede f.Kr. i Sendjirli, at "de synes at være kopieret efter syriske planer" (Vincent). Helt enestående var rækken af 12 rhodiske krukkehanke stemplet på aramæisk: "Til Jahve" (Yah, Yahu). Vincent har foreslået, at ligesom "Til kongen" under monarkiet (7. til 6. århundrede) sandsynligvis betød "Til Hans Majestæts tjeneste", sådan betød det guddommelige navn i tiden efter eksilet "Til templet" (Rev. biblique). Efter eksilet havde byen omkring 3 århundreders velstand, men den forsvinder for bestandigt i makkabæertiden (MNDPV, 1907; MDOG, 1908-9; PEFS, 1910; Rev. biblique, 1907-9).

4. Det centrale land:

(1) Jerusalem.

Se ovenfor, III, 1, (2).

(2) Samaria.

(Harvard-ekspeditionen).--Skønt Samaria var Nordrigets gamle hovedstad, lå den dog centralt, 20 miles fra Middelhavskysten og kun omkring 30 miles nord for Jerusalem. Det gamle Samaria var meget berømt i Israel for sin letsindighed og rigdom; der nævnes især dets salver, musikinstrumenter, luksuriøse lejer og dets "elfenbenspalads" (Am 6,4-6; 1 Kong 16,24). Dets historie er så fuldt kendt, at ruinernes kronologiske rækkefølge let kan bestemmes. Citadellet og byen opstod med Omri, ca. 900 f.Kr. (1 Kong 16,24); Ba’al-templet og paladset var Akabs bygningsværker (1 Kong 16,32; 1 Kong 22,39); den fortsatte med at være velstående ned til det assyriske eksil, 722 f.Kr. (1 Kong 22 til 2 Kong 17); Sargon og Esarhaddon grundlagde en babylonisk koloni og befæstede formodentlig byen (720-670 f.Kr.); Alexander den Store indtog den i 331 f.Kr. og grundlagde dér en syrisk-makkabæisk koloni; den blev ødelagt af Johannes Hyrkanos i 109 f.Kr., men genopbygget af Pompejus i 60 f.Kr. og igen af Herodes (30-1 f.Kr.). Alle disse perioder er identificeret i udgravningerne, idet Herodes’ arbejde er let at genkende, og Josefus’ beskrivelse af byen viser sig at være korrekt; det græske arbejde er lige så klart afgrænset, så de lavere murværkslag, som indeholdt den karakteristiske jødiske keramik, og som i alle dele af ruinen lå umiddelbart under de babyloniske og græske bygninger, nødvendigvis må være hebraiske; den relative orden af de underliggende strukturer er således "hævet over enhver tvivl" (Reisner). I 1908-9 påtog George A. Reisner sig, sammen med en stab af specialister, herunder David G. Lyon fra Harvard Semitic Museum, G. Schumacher og en arkitekt med særlig ekspertise, systematisk og grundigt at udgrave denne store fritliggende "tell", som ligger 350 fod over dalen og 1.450 fod over havet; dens beliggenhed som den eneste mulige strategiske fæstning viser, at den er det gamle Samaria. Dette var et "gigantisk foretagende" på grund af den store landsby med 800 indbyggere (Sebastiyeh) og de værdifulde afgrøder, der dækkede højen. Omkring 65.000 dollars blev brugt i løbet af de to sæsoner, og arbejdet ophørte til sidst, før stedet var fuldt udgravet. Følgende redegørelse er en forkortelse, så vidt muligt med deres egne ord, af de officielle rapporter fra dr. Reisner og dr. Lyon til Harvard Theological Review: I gennemsnit blev 285 gravere beskæftiget i den første sæson og fra 230 til 260 i den anden. Hundreder af arabiske lamper osv. blev fundet tæt ved overfladen, og derefter intet mere før de romerske ruiner. Mange fine romerske søjler stod endnu oprejst på højens overflade. Søjlevejen, der førte til Forum, og den dekorative port (orienteret anderledes end de ældre porte), den store ydre mur, "20 stadier i omkreds" (Jos), hippodromen osv., blev alle fundet med indskrifter eller mønter og keramik fra det tidlige romerske kejserrige. Selv den gamle romerske vognvej, der førte ind til Forum, blev identificeret. Ved siden af Forum og forbundet med det ved en bred døråbning lå en basilika, bestående af en stor åben stenbrolagt gård omgivet af en søjlegang med mosaikgulv. En græsk indskrift på en arkitrav i gården daterer dette til 12-15 e.Kr. Planen for det herodianske tempel bestod af en trappe, en portikus, en forhal og en cella med en korridor på hver side. Trappen var omkring 80 fod bred, sammensat af 17 smukt konstruerede trin; trinnene var ganske moderne i stil, idet hvert trin overlappede det næste lavere med flere tommer. Taget var hvælvet, og murene var meget massive og dækket af et tykt lag puds, som endnu bevarede spor af farve. Nogle få græske graffiti blev fundet i nærheden heraf, samt 150 "rhodiske" stemplede amforahanke og mange fragmenter af latinske indskrifter. En fuldstændig indskrift på en stor stele viste sig at være en tilegnelse fra nogle pannoniske soldater (sandsynligvis 2. eller 3. århundrede e.Kr.) til "Jupiter Optimus Maximus." I nærheden af denne blev der fundet en torso i heroisk størrelse, udhugget i hvid marmor, som er langt finere end nogen, der tidligere er opdaget i Israels land; værket "bringer Vatikanets Augustus i erindring" (Vincent), selv om det ikke er på højde med den. Tæt ved statuen stod et romersk alter (formodentlig herodiansk), ca. 13 gange 7 fod, der rejste sig i seks skifter af sten til en højde af 6 fod. Under den romerske by lå en seleukidisk by (ca. 300-108 f.Kr.) med sine befæstninger, portanlæg, templer, gader og store offentlige bygninger samt et kompleks af private huse, i forbindelse med hvilket der var et stort badehus med mosaikgulv, varme og kolde bade, vandkloset osv., som blev opvarmet af en ovn. Under de græske mure, som var forbundet med den velkendte rødfigurede græske keramik fra ca. 400 f.Kr., fandtes teglstensstrukturer og meget tykke fæstningsmure bygget i tilbagetrukne skifter af små sten i babylonisk stil. I fyldet i konstruktionens grøft til denne babyloniske mur blev der fundet israelitiske potteskår og et hebraisk segl med tilsyneladende babyloniske særtræk samt ét fragment af en kileskriftstavle. Under disse babyloniske konstruktioner "findes der en række massive mure, smukt bygget af store kalkstensblokke, funderet på klippen og dannende en del af én stor bygning, som ikke kan være andet end det jødiske palads." Det bestod af "store åbne gårde omgivet af små rum, sammenlignelige i plan og endog i størrelse med de babyloniske paladser, og det er bestemt kongeligt i størrelse og arkitektur." Dets massive omrids, som for første gang åbenbarer for den moderne verden murværket i et israelitisk palads, viser, at uventede materielle ressourcer og teknisk kunnen stod til rådighed for Israels konger. En endnu større opdagelse blev gjort, da man på paladshøjen fandt en alabastvase indskrevet med kartouchen for Osorkon II af Egypten (874-853 f.Kr.), Akabs samtidige; og på samme niveau omkring 75 fragmenter af keramik, ikke krukkehanke, men ostraka, indskrevet med optegnelser eller mindeskrifter på gammelhebraisk. Skriften er fønikisk og ifølge eksperter som Lyon og Driver praktisk talt identisk med den i Siloam-indskriften (circa 700 f.Kr.) og Moabitterstenen (circa 850 f.Kr.). "Indskrifterne er skrevet med blæk med en rørpen i en let, flydende hånd og viser en behagelig kontrast til de stive former i fønikiske indskrifter hugget i sten. De yndefulde kurver vidner om en færdighed, som kun kommer med lang øvelse" (Lyon). Blækket er velbevaret, skriften er tydelig, ordene er adskilt med prikker eller streger, og med to undtagelser er alle ostraka dateret; den regerende konge var sandsynligvis Akab. Følgende prøver repræsenterer de almindelige notater: "I det 11. år. Fra 'Abi`ezer. Til 'Asa, 'Akhemelek (og) Ba`ala. Fra 'Elnathan (?). .... I 9. år. Fra Yasat. Til `Abino`am. En krukke gammel vin. .... I 11. år. Til Badyo. Vingården ved tellen." Baal og El indgår i flere af egennavnene, ligesom det hebraiske gudsnavn; det sidste forekommer naturligvis ikke i sin fulde form, YHWH, men som sædvanligt i sammensætninger som YW (Lyon, Harvard Theol. Rev., 1911, 136-43; jf. Driver, PEFS, 1911, 79-83). I en liste med 30 egennavne har alle undtagen tre bibelske ækvivalenter. "De er de tidligste eksempler på hebraisk skrift, som er blevet fundet, og i omfang overgår de langt alle kendte gamle hebraiske indskrifter; desuden er de de første optegnelser af denne art fra landet, som er blevet fundet" (se især Lyon, op. cit., I, 70-96; II, 102-13; III, 136-38; IV, 136-43; Reisner, ib, III, 248-63; også Theol. Literaturblatt, 1911, III, 4; Driver, som ovenfor; MNOP, 1911, 23-27; Rev. Bibique, VI, 435-45).

(3) `Ain Shems

(Bet-Shemesh, 1 Sam 6,1-21; 2 Kong 14,11).--I en kort, men vigtig kampagne i 1911-12, hvor der blev beskæftiget fra 36 til 167 arbejdere, afdækkede Dr. D. Mackenzie en massiv dobbeltport og primitive mure på 12-15 fods højde (ca. 3,7-4,6 m), med mægtige bastioner, og fandt i senere lag egyptiske billeder, syriske Astarte-figurer, importerede ægæiske vaser og en bemærkelsesværdig række indskrevne kongelige krukkehanke, "dateret til det israelitiske monarki" (Vincent), samt noget, der syntes at være en gammel semitisk grav med facadeindgang. De påviste forbindelser til Kreta her er særlig vigtige. Byen blev pludselig ødelagt, sandsynligvis i Sankeribs tid (PEFS, 1911, LXIX, 172; 1912, XII, 145).

(4) Gezer

(Palestine Exploration Fund).--Tell ej-Jezer indtager en iøjnefaldende beliggenhed, over 250 fod (ca. 76 m) over sletten og 750 fod (ca. 229 m) over havet, på en bakkekam omkring 20 miles nordvest for Jerusalem, med udsigt over sletten mod Jaffa, som ligger 17 miles borte. Den ligger i klart udsyn til de to vigtigste handels- og karavaneveje i Sydlandet, som den kontrollerede. Det gamle Gezer var velkendt fra mange henvisninger til det i de egyptiske optegnelser; navnene på flere guvernører i Gezer optræder i breve dateret til circa 1400 f.Kr., og Menephtah (circa 1200 f.Kr.) kalder sig "Gezers binder" osv. Opdagelsen af Gezers grænsesten (se ovenfor) identificerede stedet sikkert. Det blev grundigt udgravet af R.A. Stewart Macalister i 1902-5, 1907-9, i hvilken periode der blev taget 10.000 fotografier af fundne genstande. Ingen udgravninger er blevet fortsat så længe på ét sted eller har bragt mere enestående opdagelser eller kastet mere lys over udviklingen af kultur og religion i Israels land, og ingen er blevet rapporteret så fuldstændigt (Excavations of Gezer, 1912, 3 bind; History of Civilization in Palestine, 1912). Ti perioder anerkendes som tydeligt markerede i højens historie--som i brede træk repræsenterer udviklingen i alle dele af landet:

(a) præsemitisk periode (circa 3000-2500 f.Kr.), indtil de første semitters indtrængen;

(b) første semitiske by (circa 2500-1800 f.Kr.), indtil slutningen af det XII. egyptiske dynasti;

(c) anden semitiske by (circa 1800-1400 f.Kr.), indtil slutningen af det XVIII. egyptiske dynasti;

(d) tredje semitiske by (circa 1400-1000 f.Kr.), indtil begyndelsen på det hebraiske monarki;

(e) fjerde semitiske by (circa 1000-550 f.Kr.), indtil monarkiets ødelæggelse og det babyloniske eksil;

(f) persisk og hellenistisk periode (550-100 f.Kr.), indtil begyndelsen på det romerske herredømme;

(g) romersk (100 f.Kr.-350 e.Kr.);

(h) byzantinsk (350-600 e.Kr.);

(i) og (j) tidlig og moderne arabisk (350 e.Kr. til nutiden).

De sidste fire perioder har efterladt få vigtige mindesmærker og kan udelades af gennemgangen.

(a) Gezers oprindelige ikke-semitiske indbyggere var huleboere (jf. 1 Mos 14,6), som levede i de huler, der gennemhuller dette distrikt som en bikage (jf. ZDPV, 1909, VI, 12), og kun ændrede dem lidt til boligformål. De var en lille race, 5 fod 4 tommer til 5 fod 7 tommer høje (ca. 163-170 cm), slanke af bygning, med forholdsvis brede hoveder og tykke kranier; de jagede, holdt husdyr (køer, får, geder); de havde ild og tilberedte mad; de besad ingen metaller; de fremstillede i hånden et porøst og gruset, svagt brændt lertøj, som de dekorerede med røde linjer; og de var i stand til en primitiv kunst--den ældste i Israels land--hvor tegninger af forskellige dyr forekommer. De satte pris på visse stænger af sten (muligvis falliske); de bragte sandsynligvis ofre; de kremerede helt sikkert deres døde og lagde nogle få madkar sammen med asken. Det fundne krematorium var 31 fod langt og 24 fod bredt (ca. 9,4 × 7,3 m), og i det blev kroppene brændt hele, uden hensyn til orientering. Mange skålmærker i klipperne antyder mulige religiøse ritualer; i nær forbindelse med disse mærker fandtes visse rester, herunder knogler af svin (jf. 3 Mos 11,7).

(b) De semitter, som fortrængte denne befolkning, var mere fremskredne i civilisation; de havde bronzeredskaber og pottemagerhjul samt finere og mere varieret keramik. De var en kraftigere race, 5 fod 7 tommer til 5 fod 11 tommer høje (ca. 170-180 cm), med større knogler, tykkere kranier og længere ansigter. De brændte ikke deres døde, men begravede dem skødesløst på gulvet i de naturlige huler. Gravfundene er de samme som før; af og til findes der nogle perler ved liget. Den tidligere race havde omgivet deres bebyggelse med en mur, 6 fod høj og 8 fod tyk (ca. 1,8 m høj og 2,4 m tyk), for det meste af jord, dog beklædt med udvalgte sten; men denne race byggede en mur af tilhuggede sten, om end uregelmæssigt skåret og lagt. Muren var 10 fod tyk (ca. 3 m), og én portåbning var 42 fod bred (ca. 12,8 m), flankeret af to tårne. Mens hytter altid var de almindelige boliger (som i senere tidsaldre), blev der dog mod slutningen af denne periode opført nogle bygninger af sten, og man fandt ét stort palads, bygget af sten og med en række søjler ned gennem midten; det rummede et kompleks af rum, deriblandt én rektangulær sal, 40 fod lang og 25 fod bred (ca. 12 × 7,6 m). Mest bemærkelsesværdige af alt var deres ingeniørarbejder. De udhuggede enorme anlæg, kvadratiske, rektangulære og cirkulære, i de bløde kridt- og kalkstensklipper; et af dem indeholdt 60 kamre, hvoraf ét kammer var 400 gange 80 fod (ca. 122 × 24 m). Det største værk var dog en tunnel, som blev lavet omkring 2000 f.Kr., gik ud af brug omkring 1450-1250 f.Kr., og som viser disse tidlige indbyggeres kraft. Den var 200-250 fod lang (ca. 61-76 m) og bestod af en vej skåret gennem klippehøjen ca. 47 1/2 fod (ca. 14,5 m) frem til en imponerende buegang, 23 fod høj og 12 fod 10 tommer bred (ca. 7 m høj og 3,9 m bred), som førte til en lang, skrånende passage af samme dimensioner, med buen som hvælvet tag og siderne godt lodrette. Denne førte ind i et lag af langt hårdere klippe, hvor dimensionerne blev mindre og håndværket ringere, men nåede til sidst, omkring 130 fod (ca. 40 m) under den nuværende jordoverflade, frem til en enorm levende kilde af en sådan dybde, at udgraverne ikke kunne tømme den for det bløde mudder, den var fyldt med. En veltilhugget, men stærkt slidt og ramponeret stentrappe, over 12 fod bred (ca. 3,7 m), forbandt kilden med tunnelens øvre afsnit 94 fod (ca. 29 m) ovenover. Bag kilden var der en naturlig hule, 80 gange 25 fod (ca. 24 × 7,6 m). Dr. Macalister spørger: "Planlagde en kana'anæisk guvernør, og udførte kana'anæiske arbejdere, dette vældige værk? Hvordan opdagede de gamle ingeniører kilden?" Ingen kan svare; men tunnelen var bestemt anlagt for at bringe indgangen til vandpassagen inden for den gårdsplads, som var beskyttet af paladsets mure.

Et andet stort reservoir, 57 gange 46 fod (ca. 17 × 14 m), i en anden del af byen var brudt ud i klippen til en dybde af 29 1/2 fod (ca. 9 m), og under dette endnu ét af samme dybde, men ikke så stort, og smallere mod bunden. Disse var dækket med to lag cement og omgivet af en mur; de kunne rumme 60.000 gallons (ca. 227.000 liter).

(c) Den anden semitiske by, bygget på ruinerne af den første, var mindre, men mere luksuriøs. Der var færre bygninger, men større rum. Pottemagerhjulet blev drevet med foden. Keramikken bliver langt finere, og stilarterne og udsmykningen når et højdepunkt af ynde og forfinelse. Udenrigshandelen begynder i denne periode og når næsten eller helt sit højdepunkt. De hyksos-skarabæer, der er fundet her, beviser, at der under deres herredømme (XVI. og XVII. dynasti) var tæt forbindelse med Israels land, og de mange egyptiske genstande viser, at dette også var tilfældet før og efter hyksos. Den kretensiske og den ægæiske handel, især gennem Cypern, indførte nye kunstneriske ideer, som snart førte til lokale forsøg på efterligning. Skriverredskaber til at skrive i voks og ler begynder her og findes i alle lag derefter.

Mens keramikken er udførligt bemalet, er den kun lidt formet i relief. Den ældre "kæmmede" udsmykning forsvinder praktisk talt, mens poleret udsmykning når sit højdepunkt. Dyrefigurer er almindelige; øjnene er ofte udførligt modelleret og sat på; men det er barnlig kunst. Begravelser finder stadig sted i naturlige huler, men også i dem, der er kunstigt udhugget; ligene er skødesløst lagt på gulvet uden kister, som regel i sammenkrøbet stilling, og sten er lagt rundt om og over dem uden system. Drikofre og som regel også madofre er anbragt hos de døde. Skarabæer findes sammen med skeletterne, og smykker af bronze og sølv, af og til guld og perler, og undertiden våben. Lamper begynder også at blive nedlagt, men i små antal.

(d) I denne periode »plyndrede Menephtah Gezer«, og Israel etablerede sig i Kanaan. Udgravningerne har ikke givet noget spor af Menephtahs angreb, medmindre det skal findes i et elfenbensbrystsmykke med hans kartouche. Omkring 1400 f.Kr. blev en stor mur, 4 fod tyk (ca. 1,2 m), bygget af store og velformede sten og senere beskyttet af særlig fine tårne, måske, som Macalister foreslår, af den farao, der erobrede Gezer og gav den som medgift til sin datter, kong Salomos hustru. Et mærkeligt forhold, som tilsyneladende illustrerer Jos 16,10, er byens store vækst kort efter den hebraiske invasion. »Husene er mindre og ligger tættere, og det hellige område på offerhøjen er blevet bebygget.« »Der er ingen antydning af en udelukkende israelitisk befolkning omkring byen udenfor« (Macalister, v. Driver, Modern Research, 69). At jord fra den gamle hellige indhegning blev taget i brug til byggeri, og at nye ideer i byggeplaner samt stærkere befæstede bygninger nu blev indført, er blevet anset for at antyde, at der blandt den gamle befolkning trådte et andet element ind med andre ideer. Det fineste palads fra denne periode, med meget tykke mure (3-9 fod), omhyggeligt anlagt i rette vinkler og sikkert bygget nær »tiden for den hebraiske invasion«, var måske Horams residens (Jos 10,33). I denne periode begynder seglene (10 er fundet her, mod 28 i den næste periode og 31 i den hellenistiske), og også jernredskaberne; brugen af tømrerens passer er påvist, bueboret var sandsynligvis i brug, søm af bronze og jern forekommer (smedejern var ret almindeligt fra omkring 1000 f.Kr.); en kogekar af bronze blev fundet, og skeer af muslingeskal og bronze; moderne metoder til at fremstille knapper og knaphuller er fineste fra denne periode, mens keramikknapper indføres i den næste by. En tilfældig bibelhenvisning til alliancen mellem Gezer og Lakish (Jos 10,33) får en uventet illustration ved det forhold, at en slags keramik, der er særegen for Lakish og ikke er fundet i nogen anden af byerne i Sydlandet, blev fundet i Gezer. Keramikken her viser i almindelighed samme konstruktionsmetode som i det 3. lag, men udsmykningen og formerne forringes, mens der praktisk taget ikke er nogen støbning. Den viser stort set den samme fremmede indflydelse som før, idet stilarterne er påvirket fra Egypten, Kreta, Det Ægæiske Hav og især Cypern. Fra denne periode stammer 218 skarabæer, 68 fra perioden før og 93 fra perioden efter. Der forekommer også ornamentale, farvede eksemplarer af importeret egyptisk glas; klart glas findes først i den næste periode. Kun ringe forbindelse med Babylon kan påvises i denne æra: mod 16 babyloniske cylindere fundet i den foregående periode blev der kun fundet 4 i denne og 15 i den næste periode. Der er ingen markant ændring i måden at skaffe sig af med de døde på, men madkarrene er mindre og anbringes i gravene i stort antal; de fleste af dem er knust, enten fordi man af økonomiske grunde brugte dårlige kar, eller med den tanke at frigøre genstandens ånd, så den kunne tjene den afdøde i åndeverdenen. Lamper er nu almindelige i hver grav, men der er et markant fald i mængden og værdien af prydgenstande. Religiøse emblemer forekommer kun sjældent. Dyrkelsen af Astarte (se Ashtoret), Ba'als kvindelige ledsager, er mest populær i denne æra, idet terrakottafigurer og -plader af denne gudinde findes i mange typer og i stort antal. Det er tankevækkende, at disse bliver mærkbart færre i det næste lag. Det er også bemærkelsesværdigt, at primitive afgudsbilleder ganske sikkert ofte med vilje er grimme (Vincent). Sådan afværger arabere den dag i dag det onde øje.

(e) Denne periode, hvor næsten hele den profetiske litteratur blev til, er af særlig interesse. Gezer var på denne tid, som i enhver anden periode, i sit almindelige udseende som en moderne arabisk landsby: en vældig masse af krogede, smalle, luftløse gader, lukket inde bag en tyk mur, uden spor af sanitære bekvemmeligheder, med enorme cisterner, hvori døde mennesker kunne ligge uopdaget i århundreder, og uden kloakker. Selv i makkabæertiden løb den eneste kloak, der blev fundet, ikke ud i en samletank, men ned i jorden tæt ved guvernørens palads. Dødeligheden var overordentlig høj; kun få gamle mænd blev fundet på gravpladserne, mens krumning af rygsøjlen, syfilis, hjernesygdom og især brækkede, ikke-sammenvoksede knogler var almindelige. Pincetter, nåle og synåle, kohlflasker, spejle, kamme, parfumebokse og skrabere (til bade) var almindelige i dette lag og i alle de følgende, mens vi her også har sølvøreringe, armbånd og andre smukke smykker sammen med det første tegn på genstande af klart glas; desuden redskaber af mange slags sten, bronze og jern, en jernhakke ganske som den moderne, og den første kendte trisse af bronze. De mange hebraiske vægtlodder, der er fundet her, har kastet meget nyt lys over vægtstandarderne i landet (se især Macalister, Gezer, II, 287-92; E. J. Pilcher, PEFS, 1912; A. R. S. Kennedy, Expository Times, XXIV).

Keramikken var af ringe kvalitet, klodset og grov i form og udsmykning, undtagen når den var importeret; de lokale ægæiske efterligninger var uværdige. Kamornamentik var ikke almindelig, og den polerede udsmykning var som regel begrænset til tilfældige ridser. Flerdobbelte lamper blev almindelige, og en stor variation af stilarter i små kander blev indført. Motiverne fra den foregående periode overlever, men i en degenereret form. De fuglefriser, som er så karakteristiske for den 3. semitiske periode, forsvinder. Skarabæ-stemplet går af brug, men aftryk af andre segl »bliver nu ret almindelige som pottemagermærker«. Disse består enten af enkle mønstre (stjerner, pentagrammer osv.) eller af navne i gammelhebraisk skrift. Disse hebraisk-indskrevne stempler blev fundet på mange steder og består af to klasser: (i) dem, der indeholder personnavne, såsom Azarja, Haggaj, Menahem, Shebanja osv.; (ii) dem, der er begrænset til fire navne, ofte gentaget--Hebron, Socoh, Ziph, Mamshith--i forbindelse med en henvisning til kongen, f.eks. »For (eller Tilhørende) kongen af Hebron«. Disse sidste stammer, ifølge dr. Macalisters endelige vurdering, fra den persiske periode. Han mener stadig, at de repræsenterer navnene på forskellige pottemagere eller pottemagerlav i Israels land (jf. Jos 1; Jos 4; Jos 5, og se især Bible Side-Lights from Gezer, 150 osv.), men andre formoder, at disse navne repræsenterer de lokale rummål, som var forskellige i disse forskellige distrikter; andre, at de repræsenterede forskellige skattedistrikter, hvor vinkrukker ville blive brugt og købt. Under alle omstændigheder har vi her ganske sikkert arbejdet fra kongens pottemagere, som der henvises til i 1 Krøn 4,23. En anden meget ejendommelig hebraisk tavleindskrift er den såkaldte zodiak-tavle, hvorpå dyrekredsens tegn er afbildet sammen med visse andre symboler, som man først antog udtrykte en eller anden esoterisk magisk eller religiøs betydning, men som synes blot at repræsentere det gamle landbrugsår med de rette måneder angivet for såning og høst--idet de svarer til de moderne årstider og afgrøder, bortset fra at hør blev dyrket i oldtiden. Et endnu vigtigere litterært minde fra denne periode består af to kileskriftstavler, skrevet omkring tre fjerdedele af et århundrede efter at de ti stammer var blevet ført til Assyrien, og fremmede kolonier var blevet anbragt i israelitisk område. Dette sammenbrud for Nordriget var ikke kendetegnet ved nogen lokal katastrofe, så vidt ruinerne viser, lige så lidt som sammenbruddet for det kana’anæiske kongedømme, da Israel gik ind i Kanaan; men kort efter finder vi en assyrisk koloni bosat i Gezer, som »bruger assyrisk sprog og skrift .... og driver handel efter assyriske metoder«. På den ene tavle (649 f.Kr.), som er et skøde for en bestemt ejendom og indeholder en beskrivelse af den, optrådte køberens navn, sælgerens segl og underskrift af 12 vidner, hvoraf én er den egyptiske guvernør over den nye by, en anden en assyrisk adelsmand, hvis navn står før guvernørens, og endnu en en vesterlænding fra Asien, mens de øvrige er assyrere. Det er en hebraisk »Netanja«, som året efter, sådan som den anden tavle viser, sælger sin mark; hans segl bærer et måne- og stjerneemblem. Til trods for det anerkendte litterære arbejde af høj kvalitet, der blev frembragt i Israels land i denne periode, findes der intet andet spor af dette helt ned til den græske periode, bortset fra én nybabylonisk tavle.

Begravelserne i denne periode var stort set som tidligere, bortset fra at hulerne var mindre, og at der hen imod periodens slutning blev anbragt hylder langs væggene til at modtage ligene. I én semitisk grav blev der fundet så mange som 150 kar. Det mest forbavsende fund på dette niveau var uden sammenligning flere grave, som forskere almindeligvis er enige om er “filistiske”. De var ikke indfødte kana’anæiske, men bestemt ægæiske indtrængere med forbindelser til Kreta og Cypern, sådan som vi ville forvente, at filistrene havde (se filistre). Gravene var aflange eller rektangulære, dækket med store vandrette stenplader; hver grav indeholdt kun ét lig, udstrakt med hovedet mod øst eller vest. Én grav var en 18-årig piges, med genstande af alabast og sølv omkring hende, og hun bar en kretensisk sølvplade for munden; en anden var en 40-årig mand med et agatsegl af assyrisk mønster, et tohanket glaskar osv.; en anden var en kvinde omgivet af smukke smykker af bronze, bly, sølv og guld, med en basaltskarabæ mellem knæene. Den rigeste grav var en piges, hvis hoved var blevet skilt fra kroppen; hos hende var der en halvkugleformet skål, prydet med roset- og lotusmønster, og en mængde smukke ting. Jernet i disse grave var bemærkelsesværdigt (sammenlign 1 Sam 17,7), og i én grav blev der fundet to barrer af guld, hvoraf den ene havde næsten på brøkdelen samme vægt som Akans (Jos 7,21). Det mest imponerende fund var offerhøjen. Den begyndte allerede omkring 2500-2000 f.Kr. og voksede ved tilføjelse af monolitter og omgivende bygninger frem til denne tid. De otte vældige utilhuggede søjler, som blev fundet stående på række, med to andre væltede (sammenlign dog Benzinger, Hebrew Archaeology, 320), viser os det faktiske udseende af dette gamle kultsted, der er så berømt i Bibelen (5 Mos 16,22; 2 Kong 17,9; 2 Kong 17,11; 2 Kong 23,8). Toppen af en af disse monolitter var blevet slidt glat af kys; en anden var importeret og var muligvis, som det er blevet foreslået, en erobret “Aril”; en anden sten i nærheden havde en stor fordybning i toppen, næsten 3 fod lang og 2 fod bred og 1 fod 2 tommer dyb (ca. 91 × 61 × 36 cm), som tolkes forskelligt: som den blok, hvorpå ’asherah, der så ofte nævnes i forbindelse med matstsebhoth, kan have været rejst, eller som et alter, eller måske som et leje til rituelle afvaskninger. Inde i den hellige indhegning blev der fundet en lille bronzekobra (2 Kong 18,4), og også indgangen til en gammel hule, hvor der sandsynligvis blev givet orakelsvar; udgraverne fandt, at denne hule var forbundet med en anden ved en lille, hemmelig passage--hvorigennem budskabet formodentlig blev overbragt. I laget under offerhøjen var der en kirkegård med spædbørn begravet i store krukker. “At de ofrede spædbørn var de førstefødte, viet i templet, antydes af den kendsgerning, at ingen var over en uge gamle” (Macalister). I alle de semitiske lag blev der også fundet knogler af børn i husenes hjørner, og aflejringerne var identiske med spædbørnsbegravelserne på offerhøjen; og en undersøgelse viste, at der ikke var tale om dødfødte børn. I det mindste nogle af begravelserne under husenes tærskler og under murenes fundamenter bærer de stumme beviser på denne uhyggelige skik. Et sted blev skelettet af en gammel kvinde fundet i et hjørne, hvor der var efterladt et hul netop stort nok til dette formål. En ung mand på omkring 18 år var blevet skåret over i taljen, og kun den øverste del af hans krop var blevet nedlagt. Før israelitterne kom ind i landet, begyndte man at anbringe en lampe under mure og fundamenter, sandsynligvis som symbolsk erstatning for menneskeoffer. Et nedlagt depot af lampe og skål under tærsklen osv. begynder i den 3. semitiske periode, men er sjældent indtil midten af denne periode. I den 4. semitiske periode er det almindeligt, om end ikke universelt; i den hellenistiske forsvinder det næsten. Macalister formoder, at disse skåle indeholdt blod eller druesaft. I ét slående tilfælde blev der fundet en bronzefigur i stedet for et lig. Kurve fulde af fallosser blev båret bort fra offerhøjen. Forskellige typer af Astarte blev fundet i Gezer. Når vi ser styrken og populariteten i denne religion, som profeterne kæmpede imod i Kanaan, “forbløffes vi over denne verdensreligions overlevelse,” og vi ser nu, “hvorfor Ezra og Nehemias var tvunget til at rejse ‘lovens hegn’ mod dette hedenskab, som faktisk omstyrtede alle andre semitiske religioner” (George Adam Smith. PEFS, 1906, 288).

(f) I makkabæertiden byggede indbyggerne i Gezer vandreservoirer (ét med en kapacitet på 4.000.000 gallons), brugte godt brolagte rum, foretrak komplekse husplaner med søjler, idet gårdspladsen blev mindre vigtig i forhold til rummene, selv om tamfjerkræ nu for første gang blev indført. De arkitektoniske udsmykninger er alle blevet tilintetgjort (som andre steder i landet) bortset fra nogle få profilerede sten og en jonisk volut fra et palads, som formodes at være Simon Makkabæerens på grund af henvisningerne hos Josefus og på grund af en hastigt nedskrevet forbandelse, der blev fundet i gårdspladsen: "Må ild indhente (?) Simons palads." Dette er den eneste indskrift fra alle disse eftereksilske århundreder, som så meget af den smukke bibelske litteratur tilskrives, bortset fra én grotesk dyrefigur, hvorpå der er skriblet et navn, som ligner "Antiochus" en smule. Kun nogle få skår af græske skåle, nogle rhodiske krukkehanke, nogle få pilehoveder af bronze og jern, nogle få dyrefigurer og et fragment af en Astarte, af tvivlsom kronologi, er tilbage fra disse fire århundreder. Potteskårene beviser, at udenlandsk import fortsatte, og at de lokale pottemagere fulgte klassiske forbilleder og udførte fremragende arbejde. Varen var altid hårdt brændt; kamornamentik og polering var gået af mode; støbt ornamentik var som regel begrænset til rebmønstret; malede dekorationer var sjældne; pottemagermærker var almindeligvis på græsk, selv om nogle var på hebraisk, idet bogstaverne var af sen form, og ingen navne forekom, som lignede dem, der findes i Skriften. Gravene var veltilhuggede, firkantede kamre med skakter hugget ud i klippen til ligene, sædvanligvis ni til hver grav, som blev ført ind i dem med hovedet først. Døråbningerne var veltilhuggede, og dækslerne var næsten altid flytbare flade plader, skønt der i ét tilfælde blev fundet en svingende stendør--runde rullesten eller de "falske døre", som så ofte findes i Jerusalems grave, var ukendte her. Små helligdomme blev opført over forgården eller forhallen. Når legemet var gået i opløsning, blev knoglerne i grave med disse kukhin, skakter, samlet i ossuarier; indskrifterne på disse ossuarier viser tydeligt overgangen fra gammelhebraisk til kvadratskrift. Efter makkabæertiden blev byen forladt, selv om et lille kristent fællesskab boede her i det 4. århundrede e.Kr.

Se også GEZER.

LITTERATUR.

Vigtigste nyere monografier:

Publications of Palestine Exploration Fund, især Survey of Western Palestine (9 bind, 1884); Survey of Eastern Palestine (2 bind, 1889); "Palestinian Pilgrim's Text Society's Library" (13 bind) og bøgerne af W.M. Flinders Petrie, F.J. Bliss og R.A.S. Macalister; også Bliss, Development of Palestine Exploration (1906), og Macalister, Bible Side-Lights from the Mound of Gezer (1906); Ernst Sellin, Tell Ta`annek (1904); Eine Nachlese auf dem Tell Ta`annek (1905); C. Steuernagel, Tell el-Mutesellim (1908); Mommert, Topog. des alten Jerusalem (1902-7); H. Guthe, Bibelatlas (1911).

Vigtigste tidsskrifter:

PEFS; ZDPV; Mitteilungen Und Nachrichten des deutschen Palastina-Vereins; Palastina-Jahrbuch (MNDPV); Revue Biblique.

Vigtigste almene værker:

L.B. Paton, Early History of Syria and Palestine (1902); Cuinet, Syrie, Liban et Palestine (1896-1900); H.V. Hilprecht, Explorations in Bible Lands during the 19th Century. (1903); P.H. Vincent, Canaan, d'apres l'exploration recente (1907); G.A. Smith, Jerusalem (1908); S. R. Driver, Modern Research as Illustrating the Bible (1909).

Camden M. Cobern