Håb

hop:

1. I Det Gamle Testamente:

I Revised Version (British and American) gengiver Det Nye Testamentes »håb« substantivet elpis (52 gange) og verbet elpizo (31 gange). King James Version gengiver dog substantivet i Hebr 10,23 med »tro«, og for verbet giver den »stole på« i 18 tilfælde (tilsyneladende uden megen systematik, fx i Fil 2 sammenlign 2,19 og 23; se TILLID), mens den i Luk 6,35 oversætter apelpizo med »uden at håbe at få noget igen« (Revised Version (British and American) »aldrig fortvivlende«). Men i Det Gamle Testamente findes der ikke noget hebraisk ord, der har den præcise betydning af »forventning om noget godt«, så i King James Version står »håb« (substantiv og verbum) for omkring 15 hebraiske ord, hvoraf næsten alle andre steder får andre oversættelser (fx gengives mibhTach med »håb« i Jer 17,17, »tillid« i Sl 40,4, »fortrøstning« i Sl 65,5). Revised Version (British and American) har forsøgt at være mere systematisk og har for det meste forbeholdt »håb« for substantivet tiqwah og verbet yachal, men fuldstændig konsekvens var ikke mulig (fx Ordsp 10,28; Ordsp 11,23; Ordsp 23,18). Denne mangel på et særligt ord for håb har intet at gøre med nogen undervurdering af dyden blandt hebræerne. For Det Gamle Testamentes religion er frem for alt en håbets religion, centreret i Gud, fra hvem al udfrielse og alle velsignelser forventes med tillid (Jer 17,17; Joel 3,16; Sl 31,24; Sl 33,18; Sl 33,22; Sl 39,7 osv.). Dette håbs former er utallige (se ISRAEL, RELIGION OF; FRELSE osv.), men den mest fuldendte form, og den med grundlæggende betydning for Det Nye Testamente, er den faste tillid til, at Gud på et fastsat tidspunkt, personligt eller gennem sin repræsentant (se MESSIAS), vil oprette et retfærdighedens rige.

2. I Det Nye Testamente:

(1) Forkyndelsen af dette kommende Guds rige var det centrale element i Jesu undervisning, og budskabet om dets nære komme (Mark 1,15 osv.), med visheden om adgang til det for dem, der tog imod hans lære (Luk 12,32 osv.), er indholdet af hans undervisning om håb. Denne undervisning gives dog i sproget hos én, for hvem den næste verdens og fremtidens realiteter er fuldstændig velkendte; tonen er ikke så meget forudsigelsens som fremlæggelsen af indlysende kendsgerninger. Med andre ord er »håb« for Kristus »vished«, og ordet »håb« er aldrig på hans læber (Luk 6,34 og Joh 5,45 er naturligvis ikke undtagelser). For detaljerne se GUDS RIGE; TRO; TILGIVELSE osv. Og uanset hvor langt han kan have lært, at riget var nærværende i hans levetid, gjorde han ikke desto mindre dette riges fulde fuldendelse, med ham selv som Messias, til noget fremtidigt (se DET NYE TESTAMENTES ESKATOLOGI; PARUSI).

(2) Derfor stod den tidlige kirke efter himmelfarten tilbage med en eskatologisk forventning, som primært og næsten teknisk var Det Nye Testamentes »håb«--»idet vi venter på det salige håb og tilsynekomsten af den store Guds og vor frelsers, Jesu Kristi, herlighed« (Tit 2,13), »til et levende håb ...., til en arv, uforgængelig og ubesmittet, .... gemt i himlene til jer, som ved Guds kraft bevares gennem tro til en frelse, der er rede til at blive åbenbaret i den sidste tid« (1 Pet 1; sammenlign Rom 5,2; Rom 8,20-24; 2 Kor 3,12; Ef 1,18-21; Kol 1,5; Kol 1,23; Kol 1,17; Tit 1,2; Tit 3,7; Tit 3,1; Tit 3,3). Grundlagene for dette håb var mange:

(a) Først og fremmest naturligvis Det Gamle Testamentes løfter, som var grundlaget for Kristi undervisning. Sådanne citeres ofte udførligt (ApG 2,16 osv.), mens de ligger til grund for utallige andre passager. Disse løfter er »håbets anker«, der holder sjælen fast (Hebr 6,18-20). Delvis faldt de tidligste kristne forventninger altså sammen med de jødiske, og »Israels håb« (ApG 28,20; sammenlign 26,6.7; Ef 2,12, og især Rom 11,25-32) var et fælles grundlag, hvor jøde og kristen kunne mødes. Alligevel følte den kristne, gennem den tillid til tilgivelse og renselse, som blev givet i forsoningen (Hebr 9,14 osv.), at han havde et »bedre håb« (Hebr 7,19), som jøden ikke kunne kende.

(b) Særligt kristent var imidlertid det pant, der blev givet i Kristi opstandelse. Den beseglede hans messiasværdighed og beviste hans herredømme (Rom 1,4; Ef 1,18-20; 1 Pet 3,21 osv.) og sendte således hans efterfølgere ud med visheden om sejr. Desuden blev Kristi opstandelse opfattet som det første skridt i den almindelige opstandelse og derfor som et bevis på, at alle tings fuldendelse var begyndt (1 Kor 15,23; sammenlign ApG 23,6; ApG 24,15; ApG 26,6; ApG 26,7; 1 Thess 4,13; 1 Thess 4,14 osv.).

(c) Men mere end alt andet frembragte hengivenheden for Kristus en religiøs erfaring, som gav håbet vished. »Håbet gør ikke til skamme, fordi Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev givet os« (Rom 5,5; sammenlign 8,16.17; 2 Kor 1,22; 2 Kor 5,5; Ef 1,14 osv., og se HELLIGÅNDEN). Selv synlige mirakler blev udført ved Ånden; de var tegn på enden (ApG 2,17) såvel som på den enkeltes vished om at få del i den endelige lykke (ApG 10,47; ApG 19,6 osv.).

(3) Men hvor sikkert håbet end kunne være, var det endnu ikke opnået, og mellemtiden var en anledning til at udvikle troen, »substansen af det, man håber på« (Hebr 11,1). Ja, håb er ganske enkelt tro rettet mod fremtiden, og der kan ikke drages nogen skarp skelnen mellem tro og håb. Det er let nok at se, hvordan King James Version fandt »bekendelsen af vor tro« klarere end »bekendelsen af vort håb« i Hebr 10,23, skønt gengivelsen af elpis med »tro« var vilkårlig. Således er »håb« i Rom 8,20-24 næppe mere end »tro« i dette særlige aspekt. Især har vi i 8,24 som den mest naturlige oversættelse (jf. Ef 2,5; Ef 2,8): »Ved håb blev vi frelst« (således King James Version, English Revised Version, American Revised Version randnote); kun en pedantisk fastholden ved ordene kan i dette finde nogen afvigelse fra den strengeste paulinske teologi (jf. det væsentlige fremtidsblik i det klassiske eksempel på »frelsende tro« i Rom 4,18-22, især vers 18). Alligevel er kombinationen usædvanlig, og græsk kan lige så godt gengives: »Til håb blev vi frelst« (»i håb« i American Standard Revised Version er ikke så godt); dvs. vor frelse, for så vidt som den hører fortiden til, er kun til for at forberede os på det, der skal komme (jf. Ef 4,4; 1 Pet 1,3). Men denne udsættelse af den fulde opnåelse, gennem udvikling af troen, giver standhaftighed (Rom 8,25; jf. 1 Thess 1,3; 1 Thess 5,8; Hebr 3,6; Hebr 6,11), som ikke kunne vindes på nogen anden måde. På den anden side virker denne standhaftighed, frembragt af håbet, igen tilbage på håbet og øger det (Rom 5,4; Rom 15,4). og så videre. Men der gøres i Det Nye Testamente intet forsøg på at give et katalog over »håbets frugter«, og sådanne lister er da også uundgåeligt kunstige.

(4) Et sted, der fortjener særlig opmærksomhed, er 1 Kor 13,13: »Men nu bliver tro, håb, kærlighed, disse tre.« »Bliver« står i kontrast til »skal ophøre« i 13,8.9, og tiden for det blivende er følgelig efter parusien; dvs. mens mange gaver kun er for den nuværende verden, er tro, håb og kærlighed evige og varer ved i den kommende verden. 1 Kor 1 er tydeligvis et meget omhyggeligt skrevet afsnit, og troens og håbets varighed kan ikke tilskrives nogen simpel skødesløshed fra Paulus’ side, men meningen er ikke særlig klar. Sandsynligvis følte han, at dydenes triade var en så væsentlig del af den kristnes karakter, at den enkeltes eksistens uden dem var utænkelig, uden at han forsøgte at definere, hvad troens og håbets genstand ville være i den herliggjorte tilstand. Hvis der skal gives noget svar, må det findes i læren om, at livet selv i himlen ikke vil være statisk, men vil have muligheder for ubegrænset vækst. Aldrig vil den endelige sjæl helt kunne undvære tro, mens væksten ind i det næste på hvert trin kan foregribes gennem håbet.

3. Praktisk:

Kun adventistiske grupper kan bruge alle Det Nye Testamentes løfter bogstaveligt, og det er ikke altid let at oversætte det eskatologiske sprog til moderne, praktiske termer. Den enkleste metode er den, der allerede er veludviklet i det fjerde evangelium, hvor udtrykket »Guds rige« som regel erstattes af ordene »evigt liv«, dvs. en tidsmæssig relation mellem denne verden og den næste erstattes af en lokal, sådan at vægten lægges på det håb, der venter den enkelte hinsides graven. På den anden side kan Det Nye Testamentes katastrofiske billedsprog fortolkes i evolutionær form. Gud virker, ved at sende den overnaturlige kraft ind i verden, som ses i den kristne kirke, både for slægten og for den enkelte, og han har et mål i beredskab for hele sin skabning såvel som for de enkelte sjæle. Den enkelte har den tidlige kirkes motiver som støtte og lærer især gennem korset, at selv hans egne synder ikke skal berøve ham hans håb. Men begge de ovennævnte fortolkninger er nødvendige, hvis religionen på rimelig måde skal repræsentere Det Nye Testamentes ånd. En ren individualisme, der kun ser hinsides graven efter sit håb, tømmer udtrykket »Guds rige« for dets mening og tenderer uundgåeligt mod askese. Og derimod kan Jesu religion ikke reduceres til blot et håb om etisk fremgang for den nuværende verden. En kristendom, der mister et transcendent, eskatologisk håb, ophører med at være kristendom.

Burton Scott Easton