Undervise; lærer; undervisning

tech, tech'-er, tech'-ing:

I. GAMMELTESTAMENTLIGE UDTRYK

1. Disciplin

2. Lov

3. Skelneevne

4. Visdom

5. Kundskab

6. Oplysning

7. Syn

8. Inspiration

9. Næring

II. NYTESTAMENTLIGE UDTRYK

1. Instruktion

2. Tilegnelse

3. Fremstilling

4. Belysning

5. Udlægning

6. Myndighed

7. Omsorg

8. Tilsyn

III. GAMMELTESTAMENTLIG HISTORIE

1. I hjemmet

2. Offentligt

IV. UDENBIBELSK UNDERVISNING

V. NYTESTAMENTLIG HISTORIE

1. Kristi liv

2. Apostolsk arbejde

3. Almene betragtninger

Der bruges en rig variation af ord i Bibelen til at beskrive undervisningsprocessen. Udtrykkene betegner ikke så meget et embede og en embedsmand som en funktion og en tjeneste, selv om begge tanker ofte udtrykkes eller antydes.

I. Gammeltestamentlige udtryk.

1. Disciplin:

lamadh, "at slå": Et meget almindeligt ord for "at undervise"; det kan have betydet "at slå med en stav", "at tugte", og kan oprindeligt have henvist til den måde, man slog og drev dyr på, hvorved de blev holdt i ave og oplært. Gennem en ædel udvikling kom udtrykket til at beskrive processen med at disciplinere og oplære mennesker i krig, religion og livsførelse (Es 2,3; Hos 10,11; Mika 4,2). Da undervisning både er en betingelse for og en ledsager til disciplinering, betyder ordet ofte ganske enkelt "at undervise", "at informere" (2 Krøn 17,7; Sl 71,17; Ordsp 5,13). Undervisningens herlighed var dens harmoni med Guds vilje, dens udspring i Guds myndighed og dens formål om at sikre åndelig lydighed (5 Mos 4,5; 5 Mos 4,14; 5 Mos 31,12; 5 Mos 31,13).

2. Lov:

yarah, "at kaste": Den undervisningstanke, som loven blev afledt af, udtrykkes ved et verbum, der betyder "at kaste", "at kaste som en pil eller lod". Det bruges også om at række hånden frem for at pege ud eller vise tydeligt (1 Mos 46,28; 2 Mos 15,25). Den oprindelige tanke ændres let til en pædagogisk forestilling, eftersom læreren fremsætter nye idéer og kendsgerninger, ligesom en såmand kaster sæd i jorden. Men undervisningsprocessen blev ikke betragtet som ydre og mekanisk, men som indre og livgivende (2 Mos 35,34; 2 Mos 35,35; 2 Krøn 6,27). Navneordsformen er det almindelige ord for lov, menneskelig og guddommelig, generel og specifik (5 Mos 4,8; Sl 19,8; Ordsp 1,8). Følgende er tankevækkende udtryk: "lovens bog" (5 Mos 28,61; 2 Kong 22,8); "Moses' lovbog" (Jos 8,31; 2 Kong 14,6); "Guds lovbog" (Jos 24,26); "Jahves lovbog" (2 Krøn 17,9). Således fandtes der selv på Josvas tid i de religiøse læreres besiddelse en bog med Herrens lov, sådan som den var givet ved Moses. Denne nedskrevne åbenbaring og lovgivning fortsatte med at være den guddommelige norm og den endelige myndighed for præst, konge og folk (2 Krøn 23,11; Neh 8,1-3).

3. Skelneevne:

bin, "at adskille": Ordet, der betyder "at adskille", "at skelne", bruges ofte i kausativ betydning om "at undervise". Tanken om undervisning var ikke en ophobning af kendsgerninger, der legemligt blev overført som handelsvarer. Virkelig læring fulgte af ægte undervisning. Dette ord antyder et sundt psykologisk grundlag for en god pædagogik. Undervisningens funktion kunne udøves med henblik på løsningen af vanskelige problemer, fortolkningen af Guds vilje eller måden at leve et gudfrygtigt liv på (Dan 8,16; Dan 8,26; Neh 8,7-9; Sl 119,34).

4. Visdom:

sakhal, "at være vis": Det verbum, hvorfra de forskellige navneordsformer for "visdom" er afledt, betyder "at se på", "at betragte", "at iagttage", og i den kausative stamme beskriver det den proces, hvorved man bliver sat i stand til selv at se det, som aldrig før var trådt ind i ens fysiske eller intellektuelle bevidsthedsfelt. Navneordet betegner en vis person eller vismand, hvis opgave er at undervise andre i Herrens veje (Ordsp 16,23; Ordsp 21,11; og ofte i visdomslitteraturen). I Dan 12,3 læser vi: "De vise (randnote: 'lærerne') skal stråle som himmelhvælvingens glans."

5. Kundskab:

yadha', "at se" (sammenlign oida): Dette verbum betyder bogstaveligt "at se" og følgelig "at opfatte", "at vide", "at komme til at vide" og "at få til at vide eller undervise". Det beskriver det at kende som både fremadskridende og fuldendt. Den kausative forestilling betegner opnåelse inden for undervisningens område. Det bruges om Moses' fortolkning og anvendelse af principperne i Guds lov (2 Mos 18,16; 2 Mos 18,20), om vismændenes belysning af livets problemer (Ordsp 9,9; Ordsp 22,19) og om det stadige forsyns ledelse på livets vej (Sl 16,11).

6. Oplysning:

zahar, "at skinne": Denne verbalrod betyder "at skinne", og når den anvendes på det intellektuelle område, angiver den, at undervisningens funktion er oplysning. Uvidenhed er mørke, kundskab er lys. Moses skulle undervise folket i forskrifter og love, eller oplyse dem om principperne og budene i Guds åbenbaring (2 Mos 18,20). Den tjeneste, der blev ydet af de lærere--præster, levitter og fædre--som Josafat sendte ud, var oplysning i den dobbelte betydning af instruktion og formaning (2 Krøn 19,8-10).

7. Syn:

ra'-ah, "at se": Den bogstavelige betydning af dette verbum er "at se", og navneordsformen er den gamle betegnelse for profet eller autoritativ lærer, som forventedes at have et klart syn for åndelige virkeligheder, Guds vilje, menneskets behov og livets vej (1 Sam 9,9; 1 Krøn 9,22; 2 Krøn 16,7; Es 30,10).

8. Inspiration;

nabha', "at koge op": Det mest betydningsfulde ord for "profet" er afledt af det verbum, som betyder "at koge op eller frem som en kilde", og følgelig at udgyde ord under Guds Ånds drivende kraft. Hebræerne brugte verbets passive former, fordi de anså profeternes tanker og ord for ikke at skyldes personlig evne, men guddommelig indflydelse. Profeternes udsagn var kendetegnet ved undervisning, formaning, overtalelse og forudsigelse (5 Mos 18,15-22; Ez 33,1-20).

9. Næring:

ra`ah, "at vogte en hjord": Navnet "hyrde", som er så dyrebart både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, kommer af et verbum, der betyder "at føde", altså at beskytte og drage omsorg for ud fra en følelse af hengivenhed, ejerskab og ansvar. Det bruges med henvisning til borgerlige herskere i deres betroede stillinger (2 Sam 5,2; Jer 23,2); med henvisning til lærere i dyd og visdom (Ordsp 10,21; Præd 12,11); og frem for alt med henvisning til Gud som den store hyrde for sit udvalgte folk (Sl 23,1; Hos 4,16). Ez 34 fremsætter en anklage mod de utro hyrder eller borgerlige herskere; Sl 23 åbenbarer Jahve som de sande troendes hyrde, og Joh 10 viser, hvordan religiøse lærere er hyrder under Jesus, den gode hyrde.

II. Nytestamentlige udtryk.

Yderligere lys kastes over religiøs undervisning på bibelsk tid ved et kort overblik over de vigtigste pædagogiske udtryk, der findes i Det Nye Testamente.

1. Belæring:

didasko, "at undervise": Det sædvanlige ord for "undervise" i Det Nye Testamente betegner enten at holde en samtale med andre for at belære dem eller at fremføre en didaktisk tale, hvor der ikke nødvendigvis er direkte personlig og mundtlig deltagelse. I den første betydning beskriver det den dialogiske metode, samspillet mellem ideer og ord mellem elever og lærere, og i den sidste brug henviser det til de mere formelle monologer, der især er beregnet på at give oplysning (Matt 4,23; Matt 4,5-7; Matt 13,36; Joh 6,59; 1 Kor 4,17; 1 Tim 2,12). En lærer er en, der udfører undervisningens funktion eller beklæder undervisningens embede. Evne og egnethed til arbejdet kræves (Rom 2,20; Hebr 5,12). Titlen henviser til jødiske lærere (Joh 1,38), til Johannes Døberen (Luk 3,12), til Jesus (Joh 3,2; Joh 8,4, og ofte), til Paulus (1 Tim 2,7; 2 Tim 1,11) og til undervisere i den tidlige kirke (ApG 13,1; Rom 12,7; 1 Kor 12,28). Undervisning var, ligesom forkyndelse, en integreret del af en apostels arbejde (Matt 28,19; Mark 16,15; Ef 4,1).

2. Tilegnelse:

manthano, "at lære": Undervisningens centrale tanke er at få nogen til at lære. Undervisning og læring er ikke skolastiske, men dynamiske, og de indebærer personlig relation og aktivitet i tilegnelsen af kundskab (Matt 11,29; Matt 28,19; ApG 14,21). Der var tre koncentriske kredse af disciple på vor Herres tid: lærende, elever, overfladiske tilhængere, skaren (Joh 6,66); de troendes fællesskab, som accepterede Jesus som deres Mester (Matt 10,42); og de tolv disciple, som Jesus også kaldte apostle (Matt 10,2).

3. Fremstilling:

paratithemi, "at stille ved siden af": Den fremstillende tanke, der indgår i undervisningsprocessen, er nøje forbundet med tilpasningens princip. Når det siges, at Kristus fremsatte lignelser for folket, bruger den hellige forfatter billedet af at stille noget ved siden af eller nær en person, altså foran ham i en tilgængelig position. Føden eller undervisningen bør være sund, eller hygiejnisk, og tilpasset modtagerens evne og udvikling (Matt 13,24; Mark 8,6; ApG 16,34; 1 Kor 10,27; 2 Tim 4,3; Hebr 5,12-14).

4. Udlægning:

diermeneuo, "at fortolke": På vandringen til Emmaus forklarede Kristus de forvirrede disciple de gammeltestamentlige skrifter med henvisning til sig selv. Fortolkerens arbejde er at gøre sandheden klar og at virke tilhørerens opbyggelse (Luk 24,27; 1 Kor 12,30; 1 Kor 14,5; 1 Kor 14,13; 1 Kor 14,17).

5. Udfoldelse:

ektithemi, "at stille frem": Verbet betyder bogstaveligt "at sætte eller stille frem" og betegner det at bringe de latente og skjulte ideer i et litterært afsnit eller i et tanke- og livssystem frem. Således fortolkede Peter sit syn, Akvila og Priskilla udfoldede sandheden for Apollos, og Paulus udlagde evangeliet i Rom (ApG 11,4; ApG 18,26; ApG 28,23). Sand undervisning er en pædagogisk udlægning.

6. Myndighed:

prophetes, "en, der taler for": En profet var en mand, der frembar et budskab fra Gud til folket. Han kunne beskæftige sig med fortidens nederlag og bedrifter, nutidens privilegier og ansvar eller fremtidig dom og herlighed. Han modtog sit budskab og sin myndighed fra Gud (5 Mos 18,15-22; 5 Mos 18,6). Ordet henviser til gammeltestamentlige lærere (Matt 5,12), til Johannes Døberen (Matt 21,26), til Jesus Messias (ApG 3,25) og til særlige talere i den apostolske tidsalder (Matt 10,41; ApG 13,1; 1 Kor 14,29; 1 Kor 14,37).

7. Omsorg:

poimen, "en hyrde": Ordet for hyrde betegner en, der passer en hjord, og analogt en person, der giver mental og åndelig næring og vogter og støtter dem, der er under hans omsorg (Matt 9,36; Joh 10,2; Joh 10,16; 1 Pet 2,25; Ef 4,11). Kærlighed er en grundlæggende forudsætning for udøvelsen af hyrdefunktionen (Joh 21,15-18). Pligterne skal udføres med stor flid og i ydmyg anerkendelse af Helligåndens gaver og udnævnelse (ApG 20,28).

8. Tilsyn:

episkopos, "en tilsynsmand": Biskoppen eller tilsynsmanden skulle vogte og beskytte Guds blodkøbte kirke (ApG 20,28). Blandt de forskellige kvalifikationer for de religiøse tilsynsmænd var en egnethed til at undervise (1 Tim 3,2; Tit 1,9). Herren er frem for nogen hyrde og biskop (1 Pet 2,25).

III. Gammeltestamentlig historie.

1. I hjemmet:

I det jødiske hjem påhvilede undervisningen i Herrens lov først og fremmest forældrene. Undervisningen skulle være flittig, samtalen religiøs og atmosfæren sund (5 Mos 6,7-9).

2. Offentligt:

Der blev også sørget for offentlig undervisning i Guds lov (5 Mos 31,12; 5 Mos 31,13). Dette er en kortfattet sammenfatning af tidlig hebraisk undervisning med hensyn til omfanget af støtten, undervisningens indhold og processens formål. Dommeren og profeten Samuel erkendte, at hans pligt grundlæggende var at bede til Gud for sit folk og at lære nationen »den gode og rette vej« (1 Sam 12,23). Judas herlighed og fremgang under Joshafat skyldtes i høj grad den vægt, han lagde på religiøs undervisning som grundlag for national karakter og stabilitet. Hans omrejsende bibelskolelærerkorps bestod af fem fyrster, ni levitter og to præster, som gennemførte en moralsk og religiøs forvandling, for »de underviste i Juda og havde bogen med Jahves lov med sig« (2 Krøn 17,7-9). Den mest slående illustration, vi har af offentlig religiøs undervisning i Det Gamle Testamente, findes i Neh 8. Præsten og skriveren Ezra var forstander og havde en rigelig stab af lærere til at undervise den store skare af mænd, kvinder og børn, som var ivrige efter at høre. Bøn skabte en andagtsfuld atmosfære. Oplæsningen var tydelig, fortolkningen korrekt og forståelig. Der var virkelig undervisning, fordi folket blev bragt til at forstå og adlyde loven. I Neh 9 og 10 har vi de åndelige, ceremonielle, sociale og borgerlige virkninger af oldtidens religiøse undervisning nedskrevet.

IV. Ekstrabibelsk undervisning.

Fangenskabet gav en mægtig impuls til undervisningen. I det fjerne Babylon oprettede jøderne, berøvet templets privilegium og inspiration, synagogen som et institutionelt centrum for gudsdyrkelse og undervisning. I den senere del af den mellembibelske periode blev religiøs undervisning drevet i synagogen, og deltagelse var obligatorisk, idet undervisning i loven blev betragtet som det grundlæggende element i national sikkerhed (Deutsch, Literary Remains, 23; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, I, 230). Kun bibelteksten blev undervist til dem fra 5 til 10 år, og de første lektioner blev taget fra Tredje Mosebog (Taylor, Sayings of the Jewish Fathers, 111). Fra 10 til 15 år blev eleven undervist i indholdet af Mishna eller den uskrevne tradition og fik den forret at deltage i drøftelserne af Mishna, som udgør Gemara (Edersheim, op. cit., I, 232). Udvalg af Skriften som shema (5 Mos 6,4-9) blev gjort til genstand for studium, og lektionshjælpemidler blev tilpasset elevernes evne (Ginsburg, artikel »Education« i Cyclopedia of Biblical Literature). Betydningen af undervisningsideen blandt jøderne fremgår af de talrige udtryk for skole (artikel »Education,« Cyclopedia of Biblical Literature) og synagogernes udbredelse; der var måske 480 i Jerusalem på Kristi tid (Hor. Heb. I, 78). Eleven forventedes ikke at være en passiv tilhører, men en aktiv deltager (Ab., vi.6; Taylor, Sayings of the Jewish Fathers, 115 f). Der blev lagt stor vægt på hørbar gentagelse og nøjagtig hukommelse, men læreren var skyldig, hvis eleven ikke forstod den foreskrevne lektion (Hamburger, RE, II, 672, 674). Eleven blev betragtet som sin lærers barn (Sanhedhrin 19), hvilket er en velkendt tanke i Det Nye Testamente. Den trofaste lærer blev anset for at være bestemt til at indtage et højt sæde blandt de gamle (Dan 12,3). De skriftkloge var sekretærer eller afskrivere af den hellige lov og ville således i det mindste tilegne sig et nøjagtigt ordret kendskab til dens indhold. Ganske naturligt ville de blive religiøse lærere (Neh 8,4). Derfor også deres fremtrædende plads i Det Nye Testamente.

LITTERATUR.

Artikel »Torah,« Jewish Encyclopedia (sammenlign artiklerne »Talmud'' og »Education«); Trumbull, Yale Lectures on the Sunday-School, 3-40; Hamburger. Se Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche.

V. Det Nye Testamentes historie.

1. Kristi liv:

I Det Nye Testamente finder vi, at Jesus i fremragende grad er læreren, skønt han også var forkynder og helbreder (Matt 4,23). Hans bjergprædiken var uforlignelig undervisning. Han åbnede sin mund og »underviste« (Matt 5,2). Titlerne »lærer,« »mester,« »rabbi« angiver alle den mest fremtrædende funktion i hans aktive tjeneste. Allerede i en alder af 12 år åbenbarede han sin visdom og sit slægtskab midt blandt rabbinerne eller de jødiske lovlærere i templet (Luk 2,41). I Åndens kraft underviste han, så alle anerkendte hans myndighed (Luk 4,14; Luk 4,15; Matt 7,29). Han forklarede disciplene i enrum, hvad han lærte folket offentligt (Matt 13,36). Hans principper og undervisningsmetoder udgør den standard, hvormed al sand pædagogik måles, og det ideal, som alle senere lærere har stræbt efter med kun delvis succes (Matt 7,28; Matt 7,29; Joh 1,49; Joh 3,2; Joh 6,46). I missionsbefalingen, som den er gengivet i Matt 28,18; Matt 28,19; Matt 28,20, har vi kristendommens arbejde fremstillet i uddannelsesmæssige termer. Vi finder den højeste myndighed (28,18), det omfattende indhold--det evangelistiske, det ceremonielle, det undervisningsmæssige, det praktiske (28,19 og 20a), og det inspirerende løfte (28,20b).

2. Apostolisk arbejde:

Den vægt, der blev lagt på undervisning i den apostolske tid, er en naturlig følge af folkets behov og Jesu befalinger. Apostlenes praksis er ganske ensartet. De prædikede eller forkyndte, men de udlagde også. I Jerusalem holdt de omvendte fast ved apostlenes undervisning (ApG 2,42); og dagligt i templet og i folks hjem blev undervisningen forbundet med prædikenen (ApG 5,42). I Antiokia, centrum for den ydre missionsvirksomhed, underviste Paulus, Silas, Barnabas og mange andre i Herrens ord (ApG 15,35). I Thessalonika førte Paulus og Silas i tre uger samtaler med folket ud fra Skrifterne, åbnede de hellige hemmeligheder og beviste for alle oprigtige sind, at Jesus var Messias (ApG 17,1-3). I Berøa blev undervisningen i synagogen fulgt op af privat studium, og som følge deraf kom mange til tro på Herren (ApG 17,10-15). I Athen drøftede og forklarede Paulus det, der hørte Guds rige til, både i synagogen tre gange om ugen og dagligt på torvet (ApG 17,16). I Korinth, efter at Paulus var blevet nægtet brugen af synagogen, underviste han i Herrens ord i halvandet år i Justus’ hus og lagde således grundvolden til en stor menighed (ApG 18,1-11). I Efesos underviste Paulus i to år i Tyrannos’ skole, idet han førte drøftelser og overbeviste folket om Guds rige (ApG 19,8-10). I Rom udlagde Paulus ordet, vidnede om dets sandhed og overbeviste mennesker om at tage imod evangeliet (ApG 28,23). Hans arbejdsmetode i Rom under prøvende begrænsninger beskrives som, at han hjerteligt tog imod folket og prædikede Guds rige og "underviste i det, der vedrører Herren Jesus Kristus" (ApG 28,30; ApG 28,31).

3. Almindelige betragtninger:

Lærerembedet er grundlæggende forbundet med skabelsen af en missionsatmosfære (ApG 13,1). Religiøs undervisning er nødvendig for udviklingen af kristen karakter og den højeste effektivitet i tjenesten (1 Kor 12,4-11; 1 Kor 12,28; 1 Kor 12,29; Ef 4,11; Ef 4,12). Præstens kvalifikation er livsvigtigt forbundet med menighedens undervisende funktion. Han skal holde fast ved sandheden, eller være rettroende (Tit 1,9), anvende sandheden, eller være praktisk (Tit 1,9), studere sandheden, eller være velunderrettet (1 Tim 4,13; 1 Tim 4,15), undervise i sandheden, eller være udrustet eller dygtig og taktfuld (2 Tim 2,2; 1 Tim 3,2), leve sandheden, eller være trofast i alle ting (2 Tim 2,2; 1 Tim 4,16). Kristendommens undervisende funktion i det 2. århundrede blev strengt officiel og mistede derved meget af sin smidighed. En populær håndbog til vejledning for religiøse lærere blev kaldt "De tolvs lære" (se DIDACHE). De apostolske fædres skrifter giver værdifulde oplysninger om udøvelsen af undervisningens nådegaver i de tidlige århundreder (Didache xiii.2; xv. 1, 2; Barnabas 18; Ignatius til efeserne 31).

Se CATECHIST; EDUCATION; SPIRITUAL GIFTS.

Byron H. Dement