Ur i Kaldæa

kal'-dez ('ur kasdim; he chora (ton) Chaldaion): I mere end 2.000 år har man forsøgt at identificere stedet for denne by. Septuagintas forfattere, enten fordi de ikke kendte stedet eller ikke betragtede det som en by, skrev chora, "land", i stedet for Ur. Eupolemus, som levede omkring 150 f.Kr., omtalte det som en by i Babylonien kaldet Camarina, som han sagde af nogle blev kaldt Ouria. Stefanus (ApG 7,2; ApG 7,4) betragtede stedet som liggende i Mesopotamien. Talmud derimod, såvel som nogle senere arabiske forfattere, betragtede Erek (Septuagintas Orek) som byen. Kileskriftsformen for denne by, Urnki, synes at støtte denne opfattelse, men Erek nævnes i Første Mosebog. Ammianus Marcellinus identificerede byen med borgen Ur i ørkenen mellem Hatra og Nisibis, men den blev først grundlagt på persernes tid. På grund af dens nærhed til Karan, og fordi Stefanus placerede den i Mesopotamien, er Urfa eller Oorfa, af grækerne kaldt Edessa, også i moderne tid blevet identificeret som byen. Men Seleukos tillægges æren for at have bygget denne by.

Den mest almindeligt accepterede teori i dag er, at Ur skal identificeres med det moderne Mugheir (eller Mughayyar, "det begede") i det sydlige Babylonien, kaldet Urumma eller Urima og senere Uru i indskrifterne. Dette grænser op til det distrikt, som i det 1. årtusinde f.Kr. blev kaldt Kaldæa (Kaldu).

Dette, mener nogle, stemmer med Eupolemus' opfattelse, fordi Camarina kan komme af det arabiske navn for månen, qamar, hvilket måske henviser til, at den gamle by var viet til tilbedelsen af måneguden. Et andet argument, som er blevet fremført for denne identifikation, er, at Karan, byen som Tera udvandrede til, også var et centrum for månegudsdyrkelse. Dette er dog usikkert, fordi Urumma eller Urima på Abrahams tid var et sumerisk centrum og sæde for Nannar-dyrkelsen, hvorimod Karan var semitisk og var viet til Sin. Selv om disse to guddomme i senere århundreder blev identificeret med hinanden, synes argumentet dog at have ringe vægt, eftersom andre guddomme også blev dyrket fremtrædende i disse byer, især Karan; dette forhold minder os også om, at Talmud siger, at Tera tilbad ikke færre end 12 guddomme.

Det bør nævnes, at der er forskere, som sammen med Septuaginta mener, at Ur ikke betyder en by, men måske et land, hvor patriarken lod sine hjorde græsse, som for eksempel landet Uri eller Ura (Akkad). Betegnelsen "kaldæernes" var i så fald tænkt til at skelne det fra det land, hvor de ikke fandtes.

Endnu en identifikation er byen Uru (Mar-tu) nær Sippar, et betydningsfuldt sted på Abrahams tid, men som gled ud af syne i senere perioder (sammenlign Amurru, 167). Dette forhold ville forklare, at man ikke kunne identificere stedet i de sene førkristne århundreder, da Urima eller Uru stadig blomstrede. Vestsemitter--for navnet Abram er ikke babylonisk--boede i stort tal i denne by i den tidsalder, hvor patriarken levede. Den babyloniske kontraktlitteratur fra dette sted, såvel som fra andre steder, er fuld af navne fra de vestsemitiske lande, Aram og Amurru. Dette forhold gør det rimeligt, at stedet skal findes i Babylonien; men som nævnt, selv om argumenterne på ingen måde er vægtige, foretrækker flere forskere i dag Mugheir frem for noget andet sted.

A. T. Clay