Ur

Lys, eller månebyen, en by “i Kaldæa,” Harans fødested (1 Mos 11,28, 31), den største by i Sinear eller det nordlige Kaldæa og landets vigtigste handelscentrum såvel som centrum for politisk magt. Den lå nær Eufrats udmunding, på dens vestlige bred, og repræsenteres af højene (af mursten sammenføjet med bitumen) ved el-Mugheir, dvs. “den bitumenbelagte,” eller “bitumenbyen,” nu 150 miles fra havet og omtrent 6 miles fra Eufrat, lidt oven for det punkt, hvor den modtager Shat el-Hie, en biflod fra Tigris. Den var tidligere en havneby, eftersom Den Persiske Golfs vande nåede så langt ind i landet. Ur var Babyloniens havn, hvorfra der blev drevet handel med dem, der boede ved golfen, og med de fjerne lande Indien, Etiopien og Egypten. Den blev opgivet omkring 500 f.Kr., men fortsatte længe, ligesom Erek, med at være en stor hellig gravpladsby, hvilket fremgår af de mange grave, der er fundet dér.

Den ældste konge af Ur, som vi kender, er Ur-Ba’u (gudinden Ba’us tjener), sådan som Hommel læser navnet, eller Ur-Gur, sådan som andre læser det. Han levede omkring otteogtyve hundrede år f.Kr. og deltog i opførelsen af det berømte tempel for måneguden Sin i selve Ur. Illustrationen, der gives her, viser hans kileskriftsindskrift, skrevet på sumerisk og stemplet på hver eneste mursten i templet i Ur. Den lyder: “Ur-Ba’u, konge af Ur, som byggede månegudens tempel.”

“Ur var viet til dyrkelsen af Sin, den babyloniske månegud. Den delte dog denne ære med en anden by, og denne by var Haran, eller Harran. Harran lå i Mesopotamien og fik sit navn fra hovedvejen, der førte gennem den fra øst til vest. Navnet er babylonisk og vidner om, at den var grundlagt af en babylonisk konge. Det samme vidnesbyrd gives endnu mere afgørende af den dyrkelse, som dér blev rettet mod den babyloniske månegud, og af dens gamle tempel for Sin. Ja, månegudens tempel i Harran var måske endda mere berømt i den assyriske og babyloniske verden end månegudens tempel i Ur.

“Mellem Ur og Harran må der derfor i tidlige tider have været en nær forbindelse, hvis beretning endnu ikke er blevet genfundet. Det kan være, at Harran skyldte sin grundlæggelse en konge af Ur; under alle omstændigheder var de to byer bundet sammen af dyrkelsen af den samme guddom, det tætteste og mest varige foreningsbånd, der fandtes i den gamle verden. At Tera skulle være udvandret fra Ur til Harran, ophører derfor med at være mærkeligt. Hvis han overhovedet forlod Ur, var det det mest naturlige sted at tage hen. Det var som at gå fra én forgård i et tempel til en anden.

“En så bemærkelsesværdig overensstemmelse mellem den bibelske fortælling og det arkæologiske forskningsvidnesbyrd kan ikke være et resultat af tilfældighed. Fortællingen må være historisk; ingen forfatter fra en sen tid, selv hvis han var babylonier, kunne have opfundet en historie, der så nøjagtigt stemmer med det, vi nu ved har været sandheden. At en historie af den art skulle være opfundet af traditionen i Israels land, er lige så umuligt. For det fordomsfri sind er der ingen vej uden om den konklusion, at historien om Teras udvandring fra Ur til Harran bygger på kendsgerning” (Sayce).