Forsyn

Betyder bogstaveligt forudseenhed, men bruges almindeligvis om Guds opretholdelse og styring af alle ting ved hjælp af sekundære årsager (Sl 18,35; 63,8; ApG 17,28; Kol 1,17; Hebr 1,3). Guds forsyn omfatter den naturlige verden (Sl 104,14; 135,5-7; ApG 14,17), dyreskabningen (Sl 104,21-29; Matt 6,26; 10,29), og menneskers anliggender (1 Krøn 16,31; Sl 47,7; Ordsp 21,1; Job 12,23; Dan 2,21; 4,25), og enkeltpersoners (1 Sam 2,6; Sl 18,30; Luk 1,53; Jak 4,13-15). Det omfatter også menneskers frie handlinger (2 Mos 12,36; 1 Sam 24,9-15; Sl 33,14, 15; Ordsp 16,1; 19,21; 20,24; 21,1), og syndige ting (2 Sam 16,10; 24,1; Rom 11,32; ApG 4,27, 28), såvel som deres gode handlinger (Fil 2,13; 4,13; 2 Kor 12,9, 10; Ef 2,10; Gal 5,22-25).

Hvad menneskers syndige handlinger angår, fremstilles de som noget, der sker med Guds tilladelse (1 Mos 45,5; 50,20. Jf. 1 Sam 6,6; 2 Mos 7,13; 14,17; ApG 2,3; 3,18; 4,27, 28), og som noget, der kontrolleres (Sl 76,10) og styres, så det tjener det gode (1 Mos 50,20; ApG 3,13). Gud forårsager ikke synd og godkender den ikke, men begrænser, holder tilbage og styrer den kun, så den tjener det gode.

Måden, hvorpå Gud udøver sit forsyns styre, forklares slet ikke. Vi ved kun, at det er en kendsgerning, at Gud styrer alle sine skabninger og alle deres handlinger; at dette styre er universelt (Sl 103,17-19), særligt (Matt 10,29-31), virksomt (Sl 33,11; Job 23,13), omfatter begivenheder, der tilsyneladende er tilfældige (Ordsp 16,9, 33; 19,21; 21,1), er i overensstemmelse med hans egen fuldkommenhed (2 Tim 2,13), og er til hans egen ære (Rom 9,17; 11,36).