Forsyn

prov'-i-dens:

I. FORSYNET DEFINERET

II. FORSKELLIGE SFÆRER FOR FORSYNETS VIRKSOMHED SKELNET FRA HINANDEN

III. BIBELSK FREMSTILLING AF LÆREN OM FORSYNET

1. Det guddommelige forsyn i Det Gamle Testamentes skrifter

(1) Forsynet i Pentateuken

(2) Det Gamle Testamentes historiske bøger

(3) Salmerne

(4) Visdomslitteraturen

(5) Jobs Bog

(6) De profetiske skrifter

2. Det guddommelige forsyn i Det Nye Testamente

(1) De synoptiske evangelier

(2) De johannæiske skrifter

(3) Apostlenes Gerninger og anden nytestamentlig historie

(4) De paulinske breve

(5) Petersbrevene og andre nytestamentlige skrifter

3. Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes lære om forsynet sammenlignet

(1) Den nye betoning af Guds faderskab og kærlighed

(2) Kristi og Helligåndens plads i forsynet

(3) Den nye betoning af moralske og åndelige velsignelser

IV. DRØFTELSE AF INDHOLDET I DEN BIBELSKE LÆRE

1. Forskellige syn på forsynet sammenlignet

(1) Det ateistiske eller materialistiske syn

(2) Det panteistiske syn

(3) Det deistiske syn

(4) Det teistiske eller bibelske syn

(5) Den guddommelige immanens

2. Forsynets guddommelige formål og endelige mål

3. Særligt forsyn

(1) Åndeligt, ikke materielt, gode for mennesket som målet, der søges i det særlige forsyn

(2) Særligt forsyn og »tilfældigheder«

(3) Særligt forsyn i forhold til fromhed og bøn

(4) Særligt forsyn i forhold til menneskelig medvirken

(5) Almindeligt og særligt forsyn er begge lige guddommelige

4. Guddommeligt forsyn og menneskets frie vilje

(1) Guddommeligt forsyn i forhold til villige viljer

(2) Guddommeligt forsyn i forhold til syndig fri vilje

5. Guddommeligt forsyn i forhold til naturligt og moralsk onde

6. Det onde styres forsynsmæssigt til det gode

7. At tolke forsynet

8. Konklusion

LITTERATUR

I. Forsynet defineret.

Ordet »provide« (fra latin providere) betyder etymologisk »at forudse«. Det tilsvarende græske ord, pronoia, betyder »forudtanke«. Forudtanke og forudseenhed indebærer et fremtidigt mål, et sigte og et bestemt formål og en plan for at nå dette mål. Læren om endemål er en lære om endelige årsager og betyder, at det, der er sidst i virkeliggørelse og opnåelse, er først i sind og tanke. Den mest væsentlige egenskab ved fornuftsvæsener er, at de handler med henblik på et mål; at de handler ikke blot med tanke, men med forudtanke. Da det derfor er karakteristisk for fornuftsvæsener at træffe forberedelse til enhver begivenhed, der forudses eller forventes, er ordet »forsyn« efterhånden blevet brugt mindre i dets oprindelige etymologiske betydning af forudseenhed end til at betegne den forberedende omsorg og overvågning, som er nødvendig for at sikre et ønsket fremtidigt resultat. Mens alle fornuftsvæsener udøver et forsyn, der svarer til deres kræfter, er det dog først, når ordet bruges med henvisning til det guddommelige væsen, som besidder uendelig kundskab og magt, at det får sin egentlige og sande betydning. Læren om det guddommelige forsyn vedrører derfor den bevarende omsorg og styrelse, som Gud udøver over alle de ting, han har skabt, for at de kan opfylde de mål, hvortil de blev skabt.

»Forsynet er det mest omfattende udtryk i teologiens sprog. Det er baggrunden for alle de enkelte områder af den religiøse sandhed, en baggrund, der er gådefuld i sin sammenblandede lyshed og mørke. Det gennemtrænger og fylder hele omfanget af menneskets forhold til sin Skaber. Det forbinder den usynlige Gud med den synlige skabning, og den synlige skabning med forløsningens værk, og forløsningen med personlig frelse, og personlig frelse med alle tings ende. Det fører vores tanker tilbage til det højeste formål, som var hos Gud i begyndelsen, og fremad til alle tings forudsete ende og fuldendelse, mens det mellem disse indbefatter hele den uendelige mangfoldighed af Guds handlemåder med mennesket« (W. B. Pope, Compendium of Christian Theology, I, 456).

II. Forskellige sfærer for forsynets virksomhed skelnet fra hinanden.

Det skabte univers kan, med henblik på det guddommelige forsyn, bekvemt inddeles i tre områder: for det første det livløse eller fysiske univers, som bevares eller styres af Gud efter visse ensartede principper, der kaldes naturens love; for det andet den levende eksistens, som omfatter plante- og dyreverdenen, over hvilken Gud udøver den forsynsmæssige omsorg, som er nødvendig for at opretholde det liv, han skabte; og for det tredje den fornuftige verden, sammensat af væsener, som ud over levende liv besidder fornuft og moralsk fri handleevne og styres af Gud, ikke ved nødvendighedstvang, men gennem en appel til fornuften, idet de har magt til at adlyde eller ikke adlyde Guds love efter deres egne frie viljers beslutning. Denne vidt udbredte omsorg og overvågning, som Gud udøver over sit skabte univers, betegnes almindeligvis som hans almindelige forsyn, der omfatter både de onde og de gode, og dertil kommer et mere særligt og specifikt forsyn, som han udøver over og til gavn for de gode, dem hvis viljer er i harmoni med den guddommelige vilje. III. Bibelsk fremstilling af læren om forsynet.

Ordet "forsyn" bruges kun én gang i Skrifterne (ApG 24,2), og her henviser det ikke til Gud, men til menneskets forudseenhed og arbejde, en betydning som det nu sjældent bruges i. (Se også Rom 13,14, hvor det samme græske ord oversættes "omsorg".) Men selv om den bibelske brug af ordet kræver ringe overvejelse, er den lære, som betegnelsen "forsyn" angiver, en af de mest betydningsfulde i det kristne system og er enten tydeligt udtalt eller klart forudsat af hver eneste bibelsk forfatter. Det Gamle Testamentes skrifter forstås bedst, når de tolkes som en fremadskridende åbenbaring af Guds forsynsmæssige formål med Israel og verden. Messianske forventninger gennemtrænger hele det hebraiske folks liv og litteratur, og hele den gammeltestamentlige husholdning kan ikke med urette betragtes som verdens, og især det udvalgte folks, moralske oplæring og forsynsmæssige forberedelse til den kommende Messias. I den apokryfe "Visdommens Bog" bruges ordet "forsyn" to gange (Visd 14,3; 17,2) med henvisning til Guds styre over verden. Rabbinsk jødedom var ifølge Josefus stærkt optaget af at drøfte forholdet mellem det guddommelige forsyn og menneskets frie vilje. Saddukæerne, fortæller han os, fastholdt et yderligtgående syn på menneskelig frihed, mens essæerne troede på en absolut skæbne; farisæerne undgik disse yderpunkter og troede både på Guds overstyrende forsyn og på menneskets frihed og ansvar (Ant., XIII, v, 9; XVIII, i, 3; BJ, II, viii, 14). Se FARISÆERE. Det Nye Testamente begynder med forkyndelsen af, at "Himmeriget er kommet nær", en erklæring som medfører tanken om et forsynsmæssigt formål og en plan, der løber gennem den forudgående husholdning, som beredte vejen for Messias' komme. Men Kristi værk fremstilles i Det Nye Testamente ikke blot som kulminationen på et guddommeligt forsyn, der gik forud for det, men som begyndelsen på en ny forsynsmæssig orden, en bestemt og vidtrækkende plan for verdens forløsning, en forudseenhed og plan så omfattende, at den giver selve tanken om det guddommelige forsyn en ny, større og rigere betydning, både intensivt og ekstensivt, end den nogensinde havde haft før. Det ringeste behov hos det ydmygeste individ og de største interesser i Guds verdensomspændende rige er på samme måde omfattet af det guddommelige forsyns rækkevidde, sådan som det fremstilles af Kristus og apostlene.

1. Det guddommelige forsyn i Det Gamle Testamentes skrifter:

(1) Forsynet i Pentateuken.

Skrifternes åbningssætning, "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden," er en ophøjet og majestætisk bekræftelse af Guds grundlæggende forhold til alle tings oprindelse. Den efterfølges af talrige udsagn spredt gennem den hellige bog, som erklærer, at han, som skabte, også opretholder og styrer alt, hvad han skabte. Men Israels folk var fra begyndelsen af sin historie, i den hebraiske opfattelse, den særlige genstand for Guds forsyn og omsorg, skønt det blev erklæret, at Jahves herredømme og styre strakte sig over hele jorden (2 Mos 8,22). Deuteronomisten (5 Mos 10,14) bruger et sprog, som antyder, at guddommeligt ejerskab over alle ting i himmel og på jord medfører tanken om guddommeligt forsyn og herredømme; og han betragter også Israel som Jahves særlige ejendom og særlige omsorg (5 Mos 32,8).

Dette særlige forsyn, som hvilede over det udvalgte folk som helhed, var også nøje og detaljeret, idet særlige personer blev udvalgt til at tjene et forsynsmæssigt formål i folkets tilblivelse og blev guddommeligt ledt i opfyldelsen af deres forsynsmæssige mission. Således fremstilles Abrahams forsynsmæssige plads i historien i Neh 9,7; Neh 9,8. Jakob anerkender den samme forsynsmæssige hånd i sit liv (1 Mos 31,42; 1 Mos 48,15). Josefs liv er rigt på vidnesbyrd om et guddommeligt forsyn (1 Mos 45,5; 1 Mos 45,7; 1 Mos 50,20). Hele Moses' livshistorie, sådan som den findes i Pentateuken, er et studie i læren om det guddommelige forsyn. Andre liv, som de fremstilles i disse tidlige fortællinger, kan være mindre bemærkelsesværdige, men de står ikke mindre i gæld til det guddommelige forsyn for, hvad de er, og for, hvad de udretter for andre. Ja, som professor Oehler bemærker: "Hele den pentateukiske åbenbaringshistorie er intet andet end virksomheden af det guddommelige forsyn, som med henblik på virkeliggørelsen af det guddommelige mål på én gang er rettet mod helheden og samtidig viser sig virksomt i ledelsen af enkelte menneskers liv og i styringen af alle omstændigheder" (Old Testament Theology).

(2) Det Gamle Testamentes historiske bøger.

I en vis forstand er alle Det Gamle Testamentes bøger historiske, idet de leverer materiale til at skrive Israels folks historie. Se ISRAEL, HISTORY OF. Pentateuken, de poetiske bøger, visdomslitteraturen, profeterne – alle leverer de materiale til at skrive Det Gamle Testamentes historie; men der står stadig en litteraturgruppe tilbage, som omfatter bøgerne fra Josva til Ester, og som med særlig ret kan betegnes som historisk. Disse bøger er alle, i en vigtig betydning, en tolkning og fremstilling af den hebraiske histories kendsgerninger i deres forhold til det guddommelige forsyn. De hellige historieskrivere påtager sig at give noget af en guddommelig historiefilosofi, at tolke historiens kendsgerninger religiøst, at påpege de onder, der følger af individuel og national synd, og retfærdighedens løn og velsignelser, samt at vise Guds altid nærværende og altid ledende hånd i menneskets historie – at han ikke er en tavs tilskuer til menneskelige anliggender, men universets øverste moralske hersker, som både enkeltpersoner og nationer skylder troskab. For den hebraiske historiker har enhver begivenhed i nationens liv en moralsk betydning, både på grund af dens forhold til Gud og på grund af dens betydning for Israels forsynsbestemte opgave og prøvelse som Guds folk. Dommerbogen, som dækker bibelhistoriens “mørke tidsaldre” og er en gåde for mange i studiet af Guds hånd i historien, viser, hvor langt Gud undertiden nødvendigvis må nedlade sig i sin brug af ufuldkomne og endda sanselige mennesker, gennem hvem han åbenbarer sin vilje og udfører sit værk i verden. Skønt han derfor nedlader sig til at bruge mænd som Samson og Jefta som redskaber for sit forsyn, er det aldrig gennem sådanne, at han gør sit største værk, men gennem en Abraham, en Josef, en Moses, en Esajas, gennem mænd af ophøjet moralsk karakter. Og dette er en af de mest bemærkelsesværdige lærdomme af Det Gamle Testamentes historie, hvis den studeres som en åbenbaring af Guds forsynsmæssige metoder og redskaber. Blandt disse historiske forfattere har ingen givet klarere og stærkere udtryk for Guds forsynsmæssige forhold til den fysiske verden som dens bevarer og til den moralske verden som dens guddommelige hersker end Nehemias’ forfatter. “Du, ja du alene, er Herre; du har skabt himlen, himlenes himmel med hele deres hær, jorden og alt, hvad der er på den, havene og alt, hvad der er i dem, og du bevarer dem alle. .... Dog forlod du dem i din mangfoldige barmhjertighed ikke i ørkenen: skysøjlen veg ikke fra dem om dagen for at lede dem på vejen, og ildsøjlen ikke om natten for at give dem lys og vise den vej, de skulle gå. Du gav dem også din gode ånd til at undervise dem” (Neh 9,6; Neh 9,19; Neh 9,20 KJV). Hans ord afspejler de opfattelser, som alle Det Gamle Testamentes historieskrivere havde om Guds hånd i nationens styre og ledelse. Den hebraiske historie bevæger sig, på grund af de guddommelige løfter og det guddommelige forsyn, altid fremad mod det messianske mål.

(3) Salmerne.

Digterne hører til verdens største religiøse lærere, og de bedste digteres teologi repræsenterer i almindelighed den højeste og reneste tro, der findes hos et folk. Anvender vi denne sandhed på den hebraiske slægt, kan vi sige, at vi i Salmerne og Jobs Bog når højdepunktet i Det Gamle Testamentes åbenbaring med hensyn til læren om det guddommelige forsyn. Salmistens Gud er ikke blot alle tings skaber og bevarer, men en Gud, der hører og besvarer bøn, et væsen så fuldt af mild barmhjertighed og kærlig godhed, at vi ikke kan undgå at identificere ham med den Gud, som Kristus lærte os at kalde “vor Fader.” Intet andet sted i hele Skriften, bortset fra Bjergprædikenen, kan vi finde en så fyldig og klar fremstilling af Guds minutiøse og særlige forsyn over sine trofaste og troende børn som i Salmerne – især sådanne som Salme 91; 103; 104 og 139. Sl 105 følger Guds hånd i forsynsmæssig og nådig ledelse gennem hvert trin af Israels underfulde historie. Taksigelse og lovprisning for forsynets barmhjertighed og velsignelser findes i rigt mål i Salme 44; 66; 78; 85; 138. Skønt forholdet mellem Guds magt og forsyn og det fysiske univers samt livets materielle og timelige velsignelser stadig hævdes i Salmerne, er det dog forbindelsen mellem Guds forsyn og menneskets etiske og åndelige natur, med retfærdighed og tro og kærlighed, der udgør det højeste særpræg ved salmistens åbenbaring af læren om forsynet. At retfærdighed og lydighed er nødvendige betingelser for og ledsagere af det guddommelige forsyn i dets moralske aspekter og resultater, fremgår af talrige udsagn hos salmisterne (1,6; 31,19.20; 74,12; 84,11; 91,1; 125,2). Denne tanke finder sit lykkeligste udtryk i Sl 37,23 KJV: “En god mands skridt ordnes af Herren, og han har behag i hans vej.” De inspirerede digtere gør det klart, at det guddommelige forsyns formål ikke blot er at opfylde timelige behov og bringe jordiske velsignelser, men at sikre enkeltpersoners og nationers moralske gode.

(4) Visdomslitteraturen.

Læren om forsynet finder rig og varieret udtryk i Det Gamle Testamentes visdomslitteratur, især i Ordsprogenes Bog. Den magt, der bevarer og styrer og leder, anerkendes altid som uadskillelig fra den magt, der skaber og befaler (Ordsp 3,21-26; Ordsp 16,4). Det guddommelige forsyn virker ikke uafhængigt af menneskets frie vilje; forsynets velsignelser er betinget af karakter og adfærd (Ordsp 26,10 KJV; Ordsp 2,7; Ordsp 2,8; Ordsp 12,2; Ordsp 12,21). Der kan, i Det Gamle Testamentes trosbegreber, næppe gives nogen stærkere formulering af læren om det guddommelige forsyn end den, Israels vise mænd gav i følgende udsagn, som er nedskrevet i Ordsprogenes Bog: “Kend ham på dine veje, så vil han lede dine stier” (3,6); “Et menneskes hjerte udtænker sin vej, men Jahve leder hans skridt” (16,9) “Loddet kastes i skødet; men hele dets afgørelse er fra Jahve” (16,33); “Et menneskes skridt er fra Jahve” (20,24); “Kongens hjerte er i Jahves hånd som vandløbene: Han vender det, hvorhen han vil” (21,1); “Hesten gøres rede til kampens dag; men sejren er fra Jahve” (21,31). Se også 3,21-26; 12,2.21. Den opfattelse af forsynet, som fremstilles i Prædikerens Bog, synes at afspejle synspunkterne hos en, der havde erfaring med synd og var kommet i nær berøring med mange af livets onder. Alle ting har deres fastsatte tid, men virkeliggørelsen af forsynets formål og mål for skabningens tilværelse er, hvor menneskelig fri handleevne er involveret, altid betinget af menneskets udøvelse af sin frie vilje. Forsynets Gud hersker og leder alt til sit formål, men han overvælder og tilsidesætter og ødelægger ikke ved sin almagt menneskets sande frihed. De ting, der er, afspejler ikke Guds fuldkomne forsyn, men snarere hans forsyn, sådan som det påvirkes af menneskelig fri handleevne og skæmmes af menneskets synd (Præd 3,1-11). “Jeg ved, at der ikke er noget bedre for dem end at glæde sig og gøre godt, så længe de lever: og også at hvert menneske skal spise og drikke og nyde godt af alt sit arbejde, er Guds gave” (Præd 3,12; Præd 3,13; se også Præd 3,14); “De retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd” (Præd 9,1); “Løbet tilhører ikke de hurtige, og kampen ikke de stærke” (Præd 9,11). Den samme konklusion, som Prædikerens forfatter nåede frem til om, hvordan menneskelivet påvirkes af det guddommelige forsyn og menneskets synd, har fundet udtryk i den store digters ofte citerede linjer:

“Der er en guddom, som former vore ender,

hug dem groft til, som vi vil.”

(5) Jobs Bog.

Det største af alle de inspirerede bidrag til Det Gamle Testamentes visdomslitteratur, Jobs Bog, kræver særlig overvejelse. Det er den ene bog i Bibelen, der helt og holdent er viet til en drøftelse af det guddommelige forsyn. De vanskeligheder, et eftertænksomt sind møder i spørgsmålet om det guddommelige forsyn og dets forhold til menneskelig lidelse, har intetsteds i verdens litteratur fundet stærkere og klarere udtryk end i dette inspirerede drama, som bærer navnet på sin enestående og vidunderlige helt, Job. Job repræsenterer ikke blot en stor lidende, men en ærlig tvivler: han vovede at tvivle på sin tids teologi, en teologi som han utvivlsomt selv havde troet på, indtil erfaringen, den bedste af alle lærere, lærte ham dens fuldstændige utilstrækkelighed til at forklare de dybeste problemer i menneskelivet og i det guddommelige forsyn. Formålet med denne bog i det inspirerede bind synes at være at korrigere tidens fremherskende teologi med hensyn til emnet synd og lidelse i deres forhold til det guddommelige forsyn. Der er ingen mere beklagelig og skadelig vildfarelse, som en falsk teologi kunne lære, end at al lidelse i denne verden er et bevis på synd og et mål for ens skyld (se AFFLICTION). Det er hårdt nok for de uskyldige at lide. At føje til deres lidelse ved at sige til dem, at det alt sammen skyldes, at de er forfærdelige syndere, selv om deres hjerter forsikrer dem om, at de ikke er det, er at lægge en byrde på de uskyldige, som er for tung at bære. Værdien i den inspirerede kanon af en bog, der er skrevet for at afsløre fejlen i en så vildledende lære som denne, kan vanskeligt overvurderes. Det uvurderlige bidrag, som denne bog yder til den bibelske lære om forsynet, findes ikke i enkelte og løsrevne udsagn, hvor slående og tankevækkende nogle af disse end kan være, men snarere i bogen som helhed. Udsagn om Guds almene forsyn findes i overflod i dette inspirerede drama--sådanne som disse, for eksempel: “Hvem ved ikke i alt dette, at Jahves hånd har gjort dette, han i hvis hånd enhver levende tings sjæl er, og hele menneskehedens ånde?” (Job 12,9; Job 12,10); “Hvem har givet ham myndighed over jorden? eller hvem har ordnet hele verden? .... Han skal knuse mægtige mænd uden tal og sætte andre i deres sted” (Job 34,13; Job 34,14 KJV).

Men Jobs Bogs særlige bidrag til læren om det guddommelige forsyn er, som allerede antydet, at fremstille dens forbindelse med syndens og lidelsens faktum. Forvirrede sjæle til alle tider har spurgt: Hvis Gud er almægtig og fuldkommen god, hvorfor skulle der da være nogen lidelse i en verden, som han skabte, og som han hersker over? Hvis han ikke kan forhindre lidelse, er han da almægtig? Hvis han kan, men ikke vil forhindre lidelse, er han da uendeligt god? Løser bogen mysteriet? Det kan vi ikke hævde, at den gør. Men den retfærdiggør Guds, Skaberens, karakter og Jobs karakter som et moralsk frit væsen under prøvelse. Den viser lidelsens plads i en moralsk verden, hvor frie væsener danner karakter; den viser, at fuldkommen moralsk karakter ikke skabes ved guddommelig almagt, men ved prøvelse, og at fysisk lidelse tjener et moralsk formål i Guds forsynsmæssige styre af mennesker og nationer. Mens bogen ikke fjerner mysteriet fra problemet, viser den dog, hvordan den guddommelige og menneskelige karakters lysende hellighed kan åbenbares på den mørke baggrund af en lidende verden. Billedet af denne lidende mand fra Us, plaget af legemlige smerter og irriteret af de dårligt valgte ord fra velmenende venner, mens han stiller sig på den faste klippe af sin egen bevidste retskaffenhed og udfordrer jord og helvede til at bevise, at han er skyldig i uret, og ved, at hans Forsvarer lever og vil komme ham til hjælp--det er et inspireret billede, som vil gøre enhver uskyldig lidende, der læser det, stærkere indtil tidens ende.

Se også JOB, BOOK OF.

(6) De profetiske skrifter.

Intetsteds i hele litteraturen anerkendes eksistensen og overhøjheden af en moralsk og forsynsmæssig orden i verden klarere end i Det Gamle Testamentes profeters skrifter. Disse skrifter forstås bedst, når de fortolkes som de moralske budskaber og lidenskabelige appeller fra mænd, der ikke blot var profeter og prædikanter af retfærdighed for deres egen tid, men også studerende og lærere i historiens moralfilosofi for alle tider, seere, mænd med vision, som fortolkede alle begivenheder i lyset af deres betydning for denne moralske og forsynsmæssige orden. I denne guddommelige orden havde den israelitiske nation ingen ringe del, og over den var Israels Gud suveræn og handlede "efter sin vilje i himlens hær og blandt jordens indbyggere." Mens hvert profetisk budskab får sin farve af de politiske, sociale og moralske forhold, der fremkaldte det, og derfor adskiller sig fra hvert andet budskab, er profeterne alle ét i deres insisteren på denne moralske ordens overhøjhed og guddommelige autoritet og i deres fremadskuende forventning om Messias' komme og oprettelsen af det messianske rige som det forsynsmæssige mål og fuldendelsen af den moralske orden. De beskriver alle, med forskellige grader af lys og skygge, en kommende tid, da én, født af deres egen undertrykte og nedtrådte slægt, skulle komme i magt og herlighed og oprette et rige af retfærdighed og kærlighed på jorden, et rige som alle nationer til sidst skal samles ind i; og på hans rige skal der ikke være ende. Guds forsynsmæssige styre af nationen var altid og overalt rettet mod dette messianske mål. Det sprog, som en inspireret forfatter lægger i munden på Nebukadnesar, den hedenske konge, er ikke så meget et udtryk for hedningernes opfattelse af Gud og hans styre, som det er udtryk for en hebraisk profets tro om Guds forhold til mennesker og nationer: "Han handler efter sin vilje i himlens hær og blandt jordens indbyggere; og ingen kan standse hans hånd eller sige til ham: Hvad gør du?" (Dan 4,35). De forsynsmæssige velsignelser, som profeterne lover folket, hvad enten det gælder enkeltpersoner eller nationen, er aldrig et spørgsmål om blot og bar almagt eller favorisering, men er uløseligt forbundet med retfærdig adfærd og hellig karakter. De lovede velsignelser er hovedsagelig åndelige, men hvad enten de er åndelige eller materielle, er de altid betinget af retfærdighed. Esajas' Bog er særlig rig på steder, der understreger den moralske adfærds og karakters plads i Guds forsynsmæssige styre af verden, hvis højeste formål og mål er at oprette et rige af retfærdighed på jorden (Es 33,13-16; Es 35,8-10; Es 43,2; Es 46,4; Es 54,14-17). Det guddommelige forsyn er både personligt og nationalt, og om begge erklæres det med forskellige udtryk for vished, at "Jahve vil gå foran jer; og Israels Gud vil være jeres bagtrop" (Es 52,12). Hver af de store og små profeter bekræfter og styrker læren hos denne største og mest sandt repræsentative af alle Det Gamle Testamentes profeter.

2. Det guddommelige forsyn i Det Nye Testamente:

(1) De synoptiske evangelier.

De synoptiske evangelier giver det rigest mulige materiale til et studium af læren om det guddommelige forsyn. De erkender i Kristi komme opfyldelsen af en lang række messianske profetier og kulminationen på forsynets hensigter og planer, som havde været i Guds sind fra begyndelsen og ventede på tidens fylde for deres åbenbaring i inkarnationen (Matt 1,22; Matt 2,5; Matt 2,15; Matt 3,3). I sit private og personlige liv i tjeneste og bøn er Kristus et forbillede på barnlig tillid til den himmelske Faders forsyn (Matt 11,25; Matt 26,39; Mark 1,35; Mark 6,46; Luk 3,21; Luk 11,1). Hans private og offentlige udsagn er fulde af erklæringer om Guds altid vågende og kærlige omsorg for alle sine skabninger, men frem for alt for de skabninger, som bærer hans eget billede; mens hans lære om Guds rige åbenbarer en guddommelig forsynsplan for verdens forløsning og oplæring, som nødvendigvis rækker langt ind i fremtiden; og endnu længere fremme, i hans syn på det guddommelige forsyn, kommer en dag med endelig dom, gengældelse og belønning, efterfulgt af en ny og evig tingenes orden, hvor ethvert menneskes skæbne vil blive bestemt af dets adfærd og karakter i dette nuværende liv (se vor Herres lignelser om Riget: Matt 13,24-50; Mark 4,26 ff; Luk 14,16 ff; også Matt 24 og 25). Vor Herres mange velkendte udsagn, som findes i de synoptiske evangelier, indeholder de mest væsentlige og dyrebare af alle Det Nye Testamentes åbenbaringer om den himmelske Faders forsyn (Matt 5,45; Matt 6,26-34; Matt 10,29-31; Luk 21,16-18).

(2) De johannæiske skrifter.

Johannesevangeliet adskiller sig fra de synoptiske evangelier i sin måde at fremstille læren om forsynet på, især ved at det går tilbage til Guds sind og hensigt i selve begyndelsen (Joh 1,1-5), mens de synoptiske evangelier blot går tilbage til Det Gamle Testamentes messianske profetier. Både Johannesevangeliet og Johannesbrevene lægger i deres fremstilling af det guddommelige forsyn den størst mulige vægt på guddommelig kærlighed og barnlig tillid, idet den sidste mange steder stiger til egentlig vished. Johannes' Åbenbaring er et profetisk syn, i apokalyptisk form, af Guds forsynsbestemte hensigt for fremtiden; den handler ikke så meget om enkeltpersoner som om folkeslag og om historiens vidtrækkende bevægelser gennem århundrederne. Gud åbenbares i Johannes' skrifter ikke som en almægtig og vilkårlig hersker, men som en altelskende Fader, der ikke blot sørger for sine børn i dette liv, men bygger et hus med mange boliger til dem i den kommende verden (Joh 14,1-20).

(3) Apostlenes Gerninger og anden nytestamentlig historie.

De historiske dele af Det Nye Testamente, sådan som de findes i Apostlenes Gerninger og andre steder, udelukker eller nedvurderer ikke den menneskelige friheds element hos enkeltpersoner og folkeslag, men erkender dog i menneskelivet og historien det altid nærværende og altstyrende sind hos den Gud, om hvem det erklæres, at »vi lever og bevæger os og er til« (ApG 17,28). Løbebanen for den første særprægede nytestamentlige skikkelse begynder med disse ord: »Der kom et menneske, sendt fra Gud, hans navn var Johannes« (Joh 1,6). Men ikke blot Johannes, forløberen, men enhver anden enkeltperson er efter Det Nye Testamentes opfattelser et menneske »sendt fra Gud«. Apostlene opfatter sig selv sådan; Stefanus, martyren, var sådan; Paulus var sådan (ApG 22,21). Nytestamentlig biografi er et studium af liv, der ledes af forsynet, uden at udelade henvisninger til dem, som nægter at lade sig lede sådan--for sådan er den menneskelige frie handleevnes magt: mange, som er »sendt fra Gud«, nægter at gå ind i deres guddommeligt bestemte mission. Pinsedagen er åbenbaringen af en ny kraft i historien--en åbenbaring af den plads og magt, som den gudmenneskelige Kristus og Helligånden fra nu af skal have i at skabe historie--i at danne karakteren hos de mennesker og folkeslag, hvis gerninger skal skabe historie. Den stærkeste moralske kraft i historien skal fra pinsedagen af være den ophøjede, inkarnerede Kristus, og han skal få desto større indflydelse i verden efter sin himmelfart, når hans gerning skal udføres gennem Helligånden. Dette er det historiske syn på forsynet i forbindelse med Kristi person, som Det Nye Testamentes historieskrivere fremlægger, og som vi, efter 19 århundreders kristen historie, er berettigede til at fastholde endnu mere tillidsfuldt og fast, end de kristne i det 1. århundrede kunne fastholde det; for de kristne århundreder har bevist, at det er sandt. Hvad Gud er i naturen, er Kristus i historien. Al historie er ved at blive kristen historie og virkeliggør således Det Nye Testamentes opfattelse af det guddommelige forsyn i og gennem Kristus.

(4) De paulinske skrifter.

Ingen skikkelse, som vi har nogen beretning om i kristen litteratur, blev ved forsynet forberedt til sin livsgerning og ved forsynet ledet i udførelsen af denne livsgerning mere sandt end apostlen Paulus. Vi finder derfor, som vi på forhånd ville forvente, at Paulus' taler og skrifter er fulde af beviser på hans absolutte tro på en alvis Guds overordnede forsyn. Hans lære om forudbestemmelse og forudordning forstås bedst, når den tolkes, ikke som en guddommelig magt, der på forhånd bestemmer menneskets skæbne og ophæver den menneskelige vilje, men som en opfattelse af det guddommelige forsyn som Guds evige hensigt om at gennemføre et mål, der var tænkt og forudset fra begyndelsen, nemlig verdens forløsning og skabelsen i og gennem Kristus af en ny og hellig menneskehed. Hvert eneste af Paulus' breve vidner om forfatterens tro på et guddommeligt forsyn, der overordner og leder livet for enhver sjæl, som virker i harmoni med den guddommelige vilje; men dette forsyn arbejder for at sikre som sit hovedmål, ikke materielle og timelige velsignelser, men det moralske og åndelige gode for dem, det angår. Paulus' lære om det guddommelige forsyn, sådan som det angår enkeltpersoner og er betinget af karakter, kan findes sammenfattet i det, der måske er den mest omfattende enkeltsætning om forsynet, som nogensinde er skrevet: "Og vi ved, at alle ting virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, dem, som er kaldet efter hans hensigt" (Rom 8,28 King James Version). Enhver sand udlægning af Det Nye Testamentes lære om det guddommelige forsyn, som kan gives, kan kun være en udfoldelse af indholdet i denne korte, men omfattende udtalelse. Det største af Paulus' breve, det til romerne, er et studium i historiens guddommelige filosofi, en åbenbaring af Guds forsynsmæssige hensigt og plan med hensyn til frelsen, ikke blot for enkeltpersoner, men for folkeslagene. Disse hensigter, sådan som Paulus ser dem, hvad enten de angår enkeltpersoner eller hele slægten, er altid forbundet med Kristi formidlende tjeneste: "For fra ham og gennem ham og til ham er alle ting. Ham være æren i evighed" (Rom 11,36).

(5) Petersbrevene og andre nytestamentlige skrifter.

Peters, Jakobs og Judas' breve samt Brevet til Hebræerne er alle i fuld overensstemmelse med læren i de øvrige nytestamentlige skrifter, som allerede er behandlet. Peter, som i begyndelsen havde så svært ved at se, hvordan Guds forsynsmæssige hensigt i og for Messias kunne virkeliggøres, hvis Kristus skulle lide og dø, kom senere til at se, at Kristi magt og herlighed og hans altbesejrende evangelium er uløseligt forbundet med Messias' lidelser og død (1 Pet 1,11; 1 Pet 1,12). Ingen udtalelse om Guds forsyn over de retfærdige kan være klarere eller stærkere end følgende udsagn af Peter: "Herrens øjne er over de retfærdige, og hans ører vendt mod deres bøn; men Herrens ansigt er imod dem, der gør det onde. Og hvem er den, der vil skade jer, hvis I er ivrige efter det, som er godt?" (1 Pet 3,12; 1 Pet 3,13). Det guddommelige forsyns hensigt og mål, sådan som det ses i Jakobs Brev, er altid etisk: ligesom livsførelse og karakter er målet og kronen på den kristne stræben, sådan er de også målet og sigtet for det guddommelige forsyn, når det samarbejder med mennesker for at gøre dem fuldkomne (Jak 1,5; Jak 1,17; Jak 1,27; Jak 2,5; Jak 5,7). Den apologetiske værdi af Brevet til Hebræerne udspringer af det stærke bevis, det fremlægger, for at Kristus er opfyldelsen, ikke alene af Israels messianske profetier og forventninger, men af de forsynsmæssige hensigter og planer hos den Gud, som til forskellige tider og på mange måder tidligere havde talt til fædrene gennem en lang række profeter (Hebr 1,1; Hebr 1,2; Hebr 11,7-40; Hebr 13,20; Hebr 13,21). Det ville være vanskeligt at presse et mere omfattende studium af historiens lærdomme, der illustrerer den moralske lovs virkemåder og gengældelser under det guddommelige forsyn, ind i ét kort kapitel end det, der findes i Judas' Brev (se især 1,5.7.11.14.15.24).

3. Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes lære om forsynet sammenlignet:

Af dette korte overblik over læren i Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes skrifter om læren om det guddommelige forsyn vil det ses, at mens Det Nye Testamente i de fleste enkeltheder bekræfter læren om det guddommelige forsyn, sådan som den fremsættes i Det Gamle Testamentes skrifter, er der tre enkeltheder, hvor vægtpunkterne ændres, og ved denne nye og ændrede vægt bliver læren i høj grad beriget i Det Nye Testamente.

(1) Den nye vægt på Guds faderskab og kærlighed.

Forsynets Gud i Det Gamle Testamente betragtes som en suveræn hersker, hvis vilje skal adlydes, og hans ledende egenskaber er almagt og hellighed, mens Gud i Det Nye Testamente åbenbares som den himmelske Fader, og hans forsyn fremstilles som en fars omtanke og omsorg for sine børn. Hans ledende egenskaber her er kærlighed og hellighed--selve hans almagt er kærlighedens almagt. At lære, at Gud ikke blot er en retfærdig hersker, der skal frygtes og tilbedes, men en mild og kærlig Fader, som altid tænker på og sørger for sine børn, er at gøre Gud elskelig og forvandle hans forsyn til en forvaltning af almægtig kærlighed.

(2) Kristi og Helligåndens plads i forsynet.

Læren om forsynet i Det Nye Testamente er forbundet med Kristi person og Helligåndens forvaltning på en måde, der adskiller den fra Det Gamle Testamentes fremstilling af forsynet som den ene Guds værk, han som dér blev åbenbaret i sin naturs enkle enhed uden skelnen mellem personer. Hvis det er sandt, som nogle teologer har lært, at "Gud Faderen planlægger, Gud Sønnen udfører, og Gud Helligånden anvender", så ville det følge, at forsynet udelukkende er Kristi og Helligåndens værk; men denne teologiske formel, selv om den har antydende værdi, kan ikke accepteres som en nøjagtig fremstilling af bibelsk lære med hensyn til det guddommelige forsyn. Kristus henfører bestandig skabelsen og forsynet til Faderen. Men han sagde også: "Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder" (Joh 5,17), og Det Nye Testamentes forfattere tilskriver Kristus både skabelsens og forsynets værk. Således Paulus: "For ved ham blev alle ting skabt, som er i himlene og som er på jorden, synlige og usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller fyrstedømmer eller magter: alle ting blev skabt ved ham og til ham: og han er før alle ting, og ved ham består alle ting" (Kol 1,16; Kol 1,17 King James Version). Selv om dette og andre steder henviser til Kristi forhold til det almindelige forsyn, herunder styrelsen af det fysiske univers, er det dog først, når den guddommelige styrelse har at gøre med forløsningen af en fortabt verden og oprettelsen af Guds rige i menneskers hjerter og liv, at den fulde rækkevidde af Kristi del i det guddommelige forsyn kan erkendes. Menneskers frelse og fuldendelse er forsynets højeste formål, hvis det ses fra Det Nye Testamentes synspunkt, som er Kristi midlergernings synspunkt.

(3) Den nye vægt på moralske og åndelige velsignelser.

Det Nye Testamente underordner ikke blot forsynets materielle og timelige aspekter under de åndelige og evige i højere grad end Det Gamle Testamente gør; men Kristus og apostlene lægger, i et omfang der ikke har noget sidestykke i Det Gamle Testamente, vægten i deres undervisning om forsynet på menneskets moralske behov og evige interesser og på Guds rige og hans retfærdighed, hvis oprettelse i menneskers hjerter og liv er det ene store mål, som både den himmelske Fader og hans børn uophørligt arbejder for. At være fri for synd, at være hellig i hjertet og nyttig i livet, at elske og adlyde Gud som en Fader, at elske og tjene mennesker som brødre--dette er det ideal og det mål, som mennesker ifølge Det Nye Testamente bør arbejde og bede for, og dette er det mål, som Gud arbejder frem imod ved sit uophørligt samvirkende forsyn.

IV. Drøftelse af indholdet i den bibelske lære.

1. Forskellige syn på forsynet sammenlignet:

Der er fire forskellige opfattelser af forsynet, for så vidt det angår Guds forhold til verdens fortsatte gang og til mennesket, det fornuftige og moralske, frie væsen, som han har sat på den, nemlig det ateistiske, det deistiske, det panteistiske og det teistiske eller bibelske syn. Se også GOD, I, 4. Det sidstnævnte syn kan bedst forstås, når det fremstilles i sammenligning og kontrast med disse modstående syn.

(1) Det ateistiske eller materialistiske syn:

Ateisme eller materialisme står ved den ene yderlighed og hævder, at der ikke er nogen Gud, at det materielle univers er evigt, og at alle eksisterende former for plante-, dyre- og fornuftsliv er fremkommet fra materielle atomer, som fra evighed af er udstyret med visse egenskaber, gennem en udviklingsproces. Da materialismen benægter eksistensen af en personlig Skaber, benægter den naturligvis enhver lære om et guddommeligt forsyn.

(2) Det panteistiske syn:

Panteismen står ved den anden yderlighed i forhold til ateismen og lærer, at Gud er alt, og alt er Gud. Det skabte univers er Guds "levende klædning"--Gud er verdens sjæl, universet hans eksistensform. Men Gud er et uendeligt Det, ikke et personligt Væsen, som kan udtrykke sin eksistens i termer af selvbevidsthed--Jeg, Du, Han. Forsynet er ifølge panteismen ganske enkelt den upersonlige guddoms udvikling og adskiller sig kun fra materialismen ved det navn, det giver den uendelige substans, hvorfra alle ting strømmer.

(3) Det deistiske syn:

Deismen lærer, at der findes en Gud, og at han skabte verden, men at de skabte ting ikke behøver hans nærvær og udøvelsen af hans magt for fortsat at eksistere og opfylde deres funktioner. Den materielle verden er sat under uforanderlig lov; mens mennesket, det fornuftige og moralske, frie væsen, er overladt til at gøre, som det vil. Ifølge deismen har Gud omtrent det samme forhold til universet, som urmageren har til sit ur. Efter at have lavet sit ur og trukket det op blander han sig ikke i det, og jo længere det kan gå uden skaberens indgriben, desto større er beviset på skaberens visdom og dygtighed. Ifølge deismen har Gud aldrig udført et mirakel eller givet mennesket en overnaturlig åbenbaring. Den eneste religion, der er mulig for mennesket, er naturlig religion; det kan slutte sig fra naturen op til naturens Gud. Bønnens eneste værdi er dens subjektive indflydelse; den hjælper os til at besvare vore egne bønner, til at blive og være det, vi beder om at blive. Hvis det guddommelige Væsen er en Gud, der hører bøn, er han i det mindste ikke en Gud, der besvarer bøn. Naturens love udgør Guds almindelige forsyn; men der findes ifølge deismen intet andet personligt og særligt forsyn end dette. Gud, hævder deisterne, er et alt for stort, alt for fjernt, alt for transcendent Væsen til at beskæftige sig med detaljerne i skabningers tilværelse.

(4) Det teistiske eller bibelske syn:

Den teistiske eller bibelske opfattelse af forsynet lærer, at Gud ikke blot er Skaberen, men også universets Opretholder, og at universets opretholdelse, ikke mindre end dets skabelse, i hvert eneste øjeblik indebærer og nødvendiggør et almægtigt og allestedsnærværende personligt Væsen. Denne verden er ikke »styret af naturens love«, sådan som deismen lærer, men den er »styret af Gud efter naturens love«. »Lov« er i sig selv noget magtesløst, medmindre den er udtryk for en fri vilje eller person bag den; »naturens love« er meningsløse og magtesløse, medmindre de er udtryk for den ensartede måde, hvorpå Gud opretholder og styrer verden. Det er almindeligt at tale om naturens love, som om de var bestemte selveksisterende kræfter eller magter, der styrer verden. Men burde vi ikke snarere sige, at der ikke findes nogen virkelig årsag undtagen personlig vilje--enten den guddommelige vilje eller skabte viljer? Hvis dette er sandt, er det inkonsekvent at sige, at Gud har overdraget styret af det fysiske univers til »sekundære årsager«--det vil sige til naturens love--og at disse love ikke er umiddelbart afhængige af ham for deres virkning. Den allestedsnærværende og altid virksomme Gud er den eneste virkelige kraft og magt og årsag i universet, bortset fra at skabte viljer kan være sande og virkelige årsager inden for deres begrænsede rammer. Dette syn på Guds forhold til det skabte univers tjener til at skelne den bibelske lære om det guddommelige forsyn fra materialisters og deisters lære, som helt fjerner den guddommelige hånd fra universets fortsatte gang og i stedet gør »naturens love« til en gud og derfor ikke har behov for en guddommelig opretholder. Bibelsk teisme giver rigelig plads til det overnaturliges og mirakuløses nærvær, men vi må ikke være blinde for en fare her, nemlig at man kan lægge så stor vægt på Guds nærvær i det overnaturlige (åbenbaring, inspiration og mirakel), at man helt overser hans lige så vigtige og nødvendige nærvær i det naturlige--hvilket ville være at fremme en deistisk opfattelse af Guds forhold til verden ved at overdrive hans transcendens på bekostning af hans immanens. Den sande teistiske lære om forsynet er den, som, uden at undervurdere det overnaturlige og mirakuløse, dog urokkeligt fastholder, at Gud ikke i mindre grad er nærværende i og nødvendig for det, der kaldes det »naturlige«.

(5) Den guddommelige immanens.

Denne tanke om Guds væsentlige forhold til alle tings fortsatte eksistens udtrykkes måske bedst med betegnelsen »immanens«. Skabelsen betoner Guds transcendens, mens forsynet betoner hans immanens. Panteismen bekræfter Guds immanens, men benægter hans transcendens. Deismen bekræfter hans transcendens, men benægter hans immanens. Bibelsk teisme lærer, at Gud både er transcendent og immanent. Med betegnelsen »transcendens«, når den anvendes om Gud, menes, at det guddommelige Væsen er en person, adskilt og forskellig fra naturen og hævet over naturen--»naturen« bruges her i sin videste betydning som omfattende alle skabte ting. Med den guddommelige immanens menes, at Gud er i naturen såvel som over naturen, og at naturens fortsættelse er lige så direkte og umiddelbart afhængig af ham som naturens oprindelse--ja, af nogle defineres Guds opretholdelse af det skabte univers som en handling af »fortsat skabelse«. Med den guddommelige immanens menes noget mere end allestedsnærværelse; dette udtryk bekræfter i sig selv ikke noget årsagsforhold mellem Gud og det, han er nærværende for, mens udtrykket »immanens« bekræfter et sådant årsagsforhold. Når vi derfor hævder den guddommelige immanens som måden for Guds forsynsmæssige virken, bekræfter vi, at alle skabte ting er afhængige af ham for fortsat eksistens, at naturens love ikke har nogen virkning adskilt fra deres Skaber og Opretholder, at Gud skal søges og ses i alle former og faser af skabningens eksistens, i det naturlige såvel som i det overnaturlige og mirakuløse, at han ikke blot er allestedsnærværende, men altid og overalt virksom både i den naturlige og den åndelige verden, og at uden ham kunne hverken det materielle atom, den levende organisme eller den fornuftige sjæl have nogen væren. Han skabte ikke blot alle ting, men »ved ham består alle ting«, det vil sige, ved ham opretholdes alle ting i væren.

2. Forsynets guddommelige formål og endelige mål:

Hvad, lad os da spørge, lærer Skrifterne om formålet med og endemålet for Guds forsynsmæssige styre af verden? Bag dette spørgsmål ligger et andet: Hvad var det guddommelige motiv og den højeste tanke ved skabelsen af universet, og hvad var den endelige årsag til og målet for alle ting i Guds tanke og hensigt? Hvis vi kan tænke Guds tanker efter ham og opdage denne skabelsens "endelige årsag", blot med tilnærmelsesvis nøjagtighed, vil vi finde et princip, som i det mindste vil kaste lys over forsynets metoder og mysterier, selv om det ikke fuldt ud forklarer dem. Vi vover at hævde, at den styrende tanke i Guds sind, da han grundlagde denne tingenes orden, som vi er en bevidst del af, var at skabe en slægt af væsener, som skulle finde deres højeste lykke ved i højeste grad at være hellige, og som, i samme grad som de opnår deres højeste hellighed og lykke, derved i højeste grad skulle herliggøre deres skaber. Skaberens højeste herlighed kan kun fremmes af sådanne væsener, som på én gang er fornuftige, moralske, frie og hellige. Der findes ubevidste, utænkende, umoralske former for eksistens, men universets motiv og mening skal ikke findes i det lavere, det fysiske og dyriske, men i det højeste, i det fornuftige og moralske. Det lavere eksisterer for det højere, det materielle og dyriske for det åndelige og moralske. Et væsen, hvis karakter formes under den intellektuelle og moralske friheds vilkår og love, er højere end noget væsen kan være, som er, hvad det er, af nødvendighed, det vil sige i kraft af forhold, som det ikke har kontrol over. Karakter, der formes frit under Guds styre og vejledning, vil herliggøre Skaberen mere end noget kan, som gøres til det, det er, helt ved guddommelig almagt. Når dette er sandt, følger det, at Guds forsyn i verden først og uophørligt vil være rettet mod at udvikle karakter hos frie moralske væsener, mod at reducere synden til et minimum og udvikle det størst mulige mål af hellighed, på enhver måde og ved ethvert middel, som er foreneligt med fuldkommen moralsk frihed hos skabningen.

Muligheden for synd i en verden af frie væsener og i en prøvelsestilstand er uundgåelig, men at sige, at synd er mulig, betyder ikke, at den er nødvendig. Se CHOICE; WILL. Den endelige årsag og ende, formålet og motivet, for det guddommelige forsyn er da ikke menneskers timelige, materielle og jordiske lykke, men det højeste, endelige moralske gode for frie væsener, hvis højeste lykke sikres gennem deres højeste hellighed—hvilket for det første betyder deres lydighed mod Guds hellige vilje som deres Fader, og for det andet kærlig og selvopofrende tjeneste for deres medmennesker. Dette altid nærværende og altbeherskende moralske formål med det guddommelige forsyn bestemmer dets metoder og forklarer, i det mindste delvist, hvad der ellers ville være dets mysterier. Med denne opfattelse af det guddommelige forsyn stemmer den generelle retning i bibelsk tænkning fuldstændigt overens. I lyset af Kristi åbenbaring af Gud som en hellig og kærlig Fader, der betragter alle mennesker som sine børn, og hvis hovedanliggende er at udvikle hellighed og kærlighed i dem, han elsker, kan vi definere det guddommelige forsyn som uendelig visdom, der bruger uendelig magt til at opnå den uendelige helligheds og kærligheds mål. Den oprindelige og bestemmende årsag til det guddommelige forsyn findes, i Det Nye Testamentes opfattelse af det, altid i Guds kærlighed, mens den endelige årsag er Faderens herlighed, sådan som den virkeliggøres i hans børns hellighed og lykke.

3. Særligt forsyn:

Ved læren om det særlige forsyn forstås, efter den bedste brug af dette udtryk i teologisk litteratur, som allerede antydet, den minutiøse omsorg og stadig vågende overvågning, som Gud udøver over sine lydige og troende børn i både små og store ting, der har til formål at sikre deres stadig voksende hellighed og nytte. Guds almene forsyn er og må være særligt, idet det stiger ned til enkelthederne—til de mindste detaljer i skabningernes eksistens—og altid og overalt er virksomt. Men Skrifterne lærer, at der findes en mere særlig omsorg for og ordning af de åndeligt godes liv end den, der gælder de ugudelige, som ikke har gudsfrygt for øje. Følgende skriftsteder fremsætter i utvetydige vendinger læren om et særligt forsyn, som den himmelske Fader udøver over og til gavn for de retfærdige: "Et menneskes skridt stadfæstes af Jahve, og han har glæde i hans vej" (Sl 37,23); "Kend ham på alle dine veje, så vil han lede dine stier" (Ordsp 3,6); "Ingen ulykke skal ramme den retfærdige" (Ordsp 12,21); "Men søg først hans rige og hans retfærdighed, så skal alle disse ting gives jer i tilgift" (Matt 6,33); "For dem, der elsker Gud, virker alle ting sammen til det gode" (Rom 8,28). Følgende punkter synes tydeligt at være indeholdt i enhver fremstilling af læren om det særlige forsyn, som kan gøre krav på at være tro mod Skrifternes lære;

(1) Åndeligt, ikke materielt, gode for mennesket er målet, der søges i det særlige forsyn.

En fejlagtig og skadelig forestilling har længe været udbredt, nemlig at det særlige forsyn er bestemt til at sikre Guds børns verdslige og jordiske gode, deres materielle og timelige fremgang. Intet kunne være fjernere fra sandheden. Materielle velsignelser kan ganske vist komme som et særligt forsyn til Guds barn (Matt 6,33 m.fl.), men det »gode«, som alle ting virker sammen om at sikre for dem, der elsker Gud, er hovedsagelig åndeligt gode og ikke økonomisk, socialt, intellektuelt eller timeligt gode, undtagen for så vidt disse kan sikre det endelige åndelige gode. Ja, Guds særlige forsyn kan tage rigdom bort og i stedet bringe fattigdom for at give de »sande rigdomme«. Det kan modarbejde snarere end fremme ens verdslige håb og ambitioner; det kan bringe sygdom snarere end sundhed og endog død i stedet for liv—for undertiden kan en kristen gøre mere godt ved sygdom eller død end ved sundhed eller fortsat liv—og når det er tilfældet, kan hans sygdom eller død med rette tolkes som et særligt forsyn. »Hver gren, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.« Mange af Det Gamle Testamentes løfter synes ganske vist at have særlig henblik på materielle og timelige velsignelser, men vi bør huske, at den bedste fortolkning af disse findes i Det Nye Testamente, hvor de (som for eksempel når de citeres af Kristus i fristelsen) fortolkes som havende hovedsagelig åndelig betydning. Når vor Herre taler om, at selve hårene på vore hoveder er talte, og erklærer, at hvis en spurv ikke kan falde til jorden uden Faderens viden, da kan vi, som er mere værd end mange spurve, visselig ikke glide bort fra hans kærlighed og omsorg, kunne hans ord tolkes som en lære om, at Gud vil frelse os fra fysisk lidelse og død; men det er ikke hans mening, for i den selvsamme sammenhæng taler han om, hvordan de, som han således tilsiger sin kærlighed og omsorg, skal blive forfulgt og hadet for hans navns skyld, og hvordan nogle af dem skal slås ihjel; og dog var hans løfte sandt. Gud var med dem i deres fysiske lidelser, men den store velsignelse, hvormed han velsignede dem, var ikke fysisk, men moralsk og åndelig.

(2) Særligt forsyn og »ulykker«.

En anden endnu mere fejlagtig og skadelig forestilling om det særlige forsyn er forbindelsen af det med, og begrænsningen af det i vid udstrækning til, det man kalder »ulykker«, de uregelmæssige og lejlighedsvise hændelser, som indebærer mere end almindelig fare og risiko for livet. Den populære forestilling om det særlige forsyn forbinder det med en lykkelig undslippen fra synlige farer og alvorlig skade, som når huset bryder i brand, eller hestene løber løbsk, eller toget forulykker, eller skibet møder en frygtelig storm, eller man kommer i berøring med smitsom sygdom eller den frygtelige pest, der går i mørket. En lykkelig undslippen fra skade og død ved en sådan lejlighed betegnes i folkemunde som et »særligt forsyn«, og dette uden hensyn til om den person, der således undslipper, er en hellig eller en synder. Vi kan ikke stærkt nok fremhæve den kendsgerning, at Guds særlige forsyn ikke er en vilkårlig, lejlighedsvis og uregelmæssig indgriben af hans kærlighed og magt til fordel for hans børn, men indebærer uophørlig—ja uendelig—omtanke og omsorg for dem, der elsker ham, overalt og i alle livets erfaringer.

(3) Særligt forsyn i forhold til fromhed og bøn.

Guds særlige forsyn er betinget af fromhed og bøn, skønt det i de velsignelser, det bringer, langt overgår hans børns bestemte anmodninger. Mens vi med rette kan bede om ting, der angår vort timelige og fysiske liv, med forvisning om, at Gud vil besvare sådanne bønner i det omfang, han anser det for bedst, opmuntrer Skrifterne os dog til at gøre åndelige velsignelser til hovedgenstanden for vore bønner. »Søg først hans rige og hans retfærdighed« er kernen i Det Nye Testamentes lære om dette emne; men vi bør ikke overse, at dette guddommelige påbud både foregås og efterfølges af de stærkeste forsikringer om den mest minutiøse og uophørlige forsørgelse af alle vore timelige og fysiske behov ved den kærlige himmelske Fader. »Vær derfor ikke bekymrede og sig: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os med? .... For jeres himmelske Fader ved, at I har brug for alle disse ting. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed; så skal alle disse ting gives jer i tilgift,« KJV. I overensstemmelse med dette skriftord har digteren skrevet:

»Gør hans tjeneste til jeres glæde;

jeres behov skal være hans omsorg.«

Men skønt det er sandt, at Gud har lovet at gøre vore behov til sin omsorg, bør vi huske, at han kun har lovet dette til den fromme og gudfrygtige skare af fromme, bedende sjæle, som »søger først Guds rige og hans retfærdighed«. Hans almindelige forsyn er ens mod alle, hvorved »han lader sin sol stå op over onde og gode og lader regn falde over retfærdige og uretfærdige«. Men det er kun »for dem, der elsker Gud«, at det er lovet, at »alle ting virker sammen til gode«—og beviset på kærlighed ligger ikke i ens bekendelse, men i hans lydighed og tjeneste.

(4) Særligt forsyn i forhold til menneskeligt samarbejde.

Kristi ord om den himmelske Faders vågende og kærlige forsyn betyder ikke, at Guds børn slet ikke skal tænke på mad og klæder og dagligt arbejde for at skaffe livets fornødenheder. Arbejde, både åndeligt og legemligt, er lige så meget en pligt som bøn. Bønnen: "Giv os i dag vort daglige brød," gør det ikke unødvendigt, at de, der beder den, arbejder for deres eget daglige brød. Intet kunne være mere skadeligt for sund kristen virksomhed end at tolke vor Herres betoning, i Bjergprædikenen og andre steder, af tillid til den himmelske Faders vågende forsyn som en retfærdiggørelse af tankeløshed, lediggang og mangel på fremsyn; for dens formål er ganske enkelt at advare os imod den unødvendige og skadelige bekymring for fremtiden, som ikke blot er uforenelig med tillid til Gud, men som fuldstændig ødelægger menneskets bedste bestræbelser på egne vegne.

(5) Det almene og det særlige forsyn er begge lige guddommelige. Mens Skrifterne synes for os at skelne reelt og sandt mellem Guds naturlige og hans overnaturlige orden og mellem hans almene og hans særlige forsyn, er dog alt for sandt fromme og klogt skelnende sjæle lige guddommeligt: det naturlige såvel som det overnaturlige, det almene såvel som det særlige forsyn. Hvad Guds trofaste og kærlige børn angår, smelter det almene og det særlige forsyn sammen til ét. Den eneste virkelige og vigtige forskel mellem de to er den, som menneskers frie viljer frembringer, i kraft af hvilken nogle er i kærlig overensstemmelse med de guddommelige planer for dem, mens andre er i fjendskab med Gud og modarbejder hans kærligheds hensigt med dem. Hvis alle mennesker var og altid havde været lige tillidsfulde og kærlige børn af den himmelske Fader, ville der måske aldrig have været nogen anledning til at skelne mellem Guds almene og særlige forsyn. Den eneste forskel, vi i så fald havde behøvet at anerkende, ville have været forskellen mellem forskellige former for guddommeligt forsyn, i betragtning af at den alkærlige Fader ville lade vidt forskellige begivenheder indtræffe for sine forskellige børn. Hvis nogen derfor er tilbøjelig til at benægte den skelnen, vi her har foretaget mellem alment og særligt forsyn, og foretrækker at hævde, at der kun findes én almen forsynsorden over menneskeheden i verden, at forskellen ligger i mennesket og ikke i Guds forsyn, kan der ikke rejses nogen alvorlig indvending imod hans standpunkt, forudsat at han dermed ikke mener, at verden styres af upersonlige og uforanderlige love, men klart og tillidsfuldt vil hævde, at verden styres af den alkærlige, alvise, allestedsnærværende og overalt virksomme Gud. For i virkeligheden er det eneste, der virkelig er "særligt" og ude af orden, den begrænsning, som synden pålægger det guddommelige forsyns virke, for så vidt som menneskers egenvilje og modstand hindrer virkeliggørelsen af Guds forsynsmæssige hensigter med dem. Men desværre er synden nu, og har længe været, så udbredt og herskende i verden, at vi er kommet til at betragte Guds forsyn, sådan som det er påvirket og begrænset af den, som det regelmæssige og almene, og hans mere fuldkomne og fuldstændige forsyn til gavn for og over de gode som det undtagelsesvise og særlige. Men om vi kalder det guddommelige forsyn, sådan som det forholder sig til troende, "alment" eller "særligt," er af ringe betydning, forudsat at vi tror, at "en god mands skridt ordnes af Herren" (Sl 37,23 King James Version), at "alle ting virker sammen til (åndeligt) gode for dem, der elsker Gud," og at for dem, som på rette måde underordner det timelige under det åndelige og søger "først Guds rige og hans retfærdighed," skal alt, hvad der behøves, "blive lagt til" af den himmelske Fader.

4. Guddommeligt forsyn og menneskets frie vilje:

Problemet om det guddommelige forsyn har sin største betydning, ikke i dets forhold til den fysiske naturs love, men i den side af det, som angår Guds behandling af moralske væsener, de skabninger som kan, og ofte gør, handle imod hans vilje. Gud styrer mennesker, som en far styrer sine børn, som en konge styrer sine frie undersåtter; ikke som en maskinist arbejder med sin maskine, eller som en hypnotisør kontrollerer sine mesmeriserede ofre. En far i sin familie og en hersker i sit rige kan hver især gøre, som han vil, inden for visse grænser, og Gud uendeligt meget mere: "Han gør efter sin vilje i himlens hær og blandt jordens indbyggere; og ingen kan holde hans hånd tilbage eller sige til ham: Hvad gør du?" (Dan 4,35). Han ophøjer én og styrter en anden ned. Ikke desto mindre handler selv Gud inden for grænser; han begrænsede sig selv, da han skabte frie væsener. Som et rent spørgsmål om magt kan Gud forudbestemme menneskets viljesbeslutninger og gøre dets handlinger nødvendige, men han kan kun gøre det ved at gøre mennesket til en slags fornuftig maskine og ødelægge dets sande frihed. Men Skriften, fornuften og bevidstheden forenes alle om at lære mennesket, at det er moralsk frit, at det er en handlende person og ikke blot noget, der handles på. Guds forsynsmæssige styre af mennesker bygger derfor på deres frihed som fornuftige og moralske væsener og består i en sådan forvaltning og ledelse ved Helligånden af menneskers anliggender, at den opmuntrer frie moralske væsener til dyd og afskrækker dem fra synd. Guds forsyn må nødvendigvis virke på og sammen med to slags viljer--villige viljer og modstående viljer.

(1) Det guddommelige forsyn i forhold til villige viljer.

Apostlen erklærer, at Gud virker i de troende »både at ville og at gøre efter hans gode vilje.« Hvis Guds særlige forsyn over og til gavn for hans børn kan indebære et indgreb af hans guddommelige magt inden for den fysiske lovs område, synes det langt mere at ville indebære et lignende indgreb inden for det menneskelige sinds og den menneskelige viljes område. Åndelig vejledning er et af de dyrebareste privilegier for troende, men det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Helligånden effektivt kan vejlede en troende uden at finde en måde at styre hans vilje og bestemme hans viljesakter på, som er forenelig med fri handlen. Mens de fleste af menneskets tanker, følelser og viljesakter er selvbestemte i deres oprindelse, idet de skyldes dets eget sinds, hjertes og viljes frie og naturlige virke, er der dog også tanker, følelser og viljesakter, som er frembragt af Gud. Selv en synder under syndserkendelse har tanker og følelser, som frembringes af Helligånden. Langt mere har den troende guddommeligt frembragte tanker og følelser; og hvis der findes guddommeligt frembragte tanker og følelser, kan der på samme måde, synes det, findes guddommeligt frembragte viljesakter. Synes dette uforeneligt med den moralske frie handleevnes kendsgerning? Det mener vi ikke; det undergraver ikke menneskets frie handleevne mere, at Gud effektivt påvirker et menneskes viljesakter og sikrer en bestemt handlemåde, end at ét menneske effektivt påvirker et andet. Ingen viljesakt, der er guddommeligt nødvendiggjort, kan være en fri moralsk viljesakt; for moralske viljesakter er sådanne, som fremsættes frit, med motiver og moralske mål for øje. Elementet af nødvendighed og tvang ville ødelægge al sand frihed i, og moralsk ansvarlighed for, enhver bestemt viljesakt, så den hverken kunne være dydig eller lastefuld. Men — og her er det afgørende punkt — når et menneske ved en handling af sin egen vilje frit overgiver ordningen af sit liv til Gud og beder Gud vælge for ham, hvad der er bedst, idet Gud virker i ham både at ville og at gøre, indebærer denne handling, hvorved han overgiver sig selv til Gud, selve kernen i moralsk frihed og er den højeste udøvelse af fri handleevne. »Vore viljer er vore for at gøre dem til dine,« har digteren med rette sagt. Med andre ord er den højeste moralske handling af menneskets frie vilje at overgive sig selv til den guddommelige vilje; og enhver kontrol over menneskets vilje fra Guds side, som udspringer af og følger efter denne frie handling af selvhengivelse, er helt i overensstemmelse med fuldkommen moralsk frihed, selv om den skulle indebære guddommeligt frembragte viljesakter. Ophører et rådvildt barn med at være frit, når det i udøvelsen af sin frihed beder en vis og kærlig far om at afgøre en sag for sig og være dets vejleder til at nå et bestemt ønsket mål? Sikkert ikke; og dette indgreb af forældres visdom og kærlighed er ikke mindre effektivt, hvis det så vidt muligt virker gennem barnets sind og vilje, frem for at lade barnet være helt passivt. Således virker Gud effektivt gennem sindet og viljen hos enhver sjæl, der uforbeholdent overgiver sig til den guddommelige vilje — overgiver sig ikke blot én gang, men stadig. Gud kan ikke under de guddommeligt fastsatte frihedens love virke i og gennem synderen »både at ville og at gøre«, fordi synderens vilje er rettet mod det onde og derfor står den guddommelige vilje imod. Guds vilje kan ikke virke sammen med, men kun imod, en syndig vilje; og hvis den virkede således og nødvendiggjorde hans viljesakter, ville det ødelægge hans sande frihed. Men hvis Gud virkede i og gennem en lydig og samtykkende vilje, som søger guddommelig vejledning, ville DET være en udøvelse af guddommelig magt, som på ingen måde er uforenelig med menneskers sande moralske frihed. Sådan er, som vi opfatter det, den guddommelige viljes indflydelse på den menneskelige vilje i forsynet. Guds forsyn virker effektivt kun gennem villige viljer.

(2) Det guddommelige forsyn i forhold til syndig fri vilje.

Men Guds forsyn møder både modstående og villige viljer. Dog repræsenterer ikke ethvert uomvendt menneske en lige fjendtlig vilje — der findes forskellige grader af modstand. At Guds nådige og særlige forsyn til gavn for et menneske ofte går forud for, at han forlader synden og modtager Kristus som personlig frelser, er åbenbart for enhver, der studerer kristne livsskildringer. Meget af den bedste oplæring, som mangt et »udvalgt redskab« nogensinde får til sin livsgerning, viser sig at være den ubevidste forsynsmæssige forberedelse, som han modtog under en Faders ledelse, før han bevidst indviede sig til sin guddommelige Mester. »Jeg omgjordede dig, skønt du ikke kendte mig,« sagde Gud til Kyros — og over denne tekst prædikede Horace Bushnell en af de største moderne prædikener om det guddommelige forsyn, med temaet: »Ethvert menneskes liv er en plan fra Gud.« Hvis dette er sandt om et kristent menneske, at Helligånden selv før hans omvendelse søgte ham og endda forberedte ham, så langt det da var muligt, til at opfylde »Guds plan« i hans liv, er det da ikke efter al sandsynlighed lige så sandt, at Helligånden og Guds gode forsyn virkede til gavn for andre syndere, som til det sidste blev ved i oprør mod Gud? Så stor er den moralske frie handleevnes magt, som Gud har udrustet mennesket med, at den skabte frie aktør kan modarbejde den uendelige kærligheds plan for sit liv og hindre forsynets virke til hans gavn (Jer 18). Om en fri moralsk aktør altså vil tillade, at Guds forsynsplaner bliver gennemført for ham eller ej, afhænger af hans egen frie vilje. Det siges om den guddommelige Kristus, at han ikke kunne gøre mange mægtige gerninger i en bestemt by på grund af deres vantro og modstand. På samme måde er det guddommelige forsyn betinget og begrænset af en syndig fri vilje.

5. Det guddommelige forsyn i forhold til naturligt og moralsk onde:

At de bibelske forfattere ikke betragter det ondes eksistens som en gyldig indvending mod det guddommelige forsyn, er tydeligt for enhver, der studerer Skrifterne. Ja, det er ved at virke godt ud af det, som verden regner for ondt, at det guddommelige forsyn opnår mange af sine mest helbringende og velgørende mål til gavn for de gode. At naturligt eller fysisk onde (fattigdom, sygdom, lidelse osv.) er et af de mægtigste redskaber i Guds hånd til at holde moralsk onde tilbage og rette det, og til at virke moralsk og åndeligt godt for faldne og syndige mennesker, kan let påvises. For eksistensen af moralsk onde (synd) i verden er mennesket, den moralsk frie aktør, helt ansvarligt. Gud kunne kun forhindre moralsk frie aktører i at synde ved ikke at skabe dem, eller ved at lægge deres viljer under uimodståelig guddommelig begrænsning og tvang. Men den sidste måde at styre dem på ville i realiteten ødelægge deres virkelige og sande frihed; og hvis dette blev gjort, ville ikke blot al synd, men også al dyd og hellighed som egenskaber hos frie væsener derved blive gjort umulige hos mennesker; for kun sådanne væsener kan frembringe frie, hellige viljeshandlinger, som også kan frembringe frie, syndige viljeshandlinger. Hvis mennesket aldrig havde syndet, ville der sandsynligvis aldrig have været en så omfattende forsynsmæssig brug af naturligt eller fysisk onde, som der er nu; og dette på grund af den kendsgerning, at en ufalden og hellig slægt af væsener ikke ville have haft behov for det naturlige ondes nærvær for at sikre deres højeste moralske udvikling. Men en falden og syndig slægt har brug for et sådant middel til at føre den tilbage til Gud og til at udvikle en hellig karakter og den højeste moralske tjeneste. Det er ikke sandt, at synd nu altid eller endog almindeligvis er den umiddelbare årsag til, at et individ lider fysisk ondt, eller at usædvanlig lidelse er et bevis på usædvanlig synd. “Mester, hvem syndede,” spurgte disciplene, “denne mand eller hans forældre, siden han blev født blind? Jesus svarede: “Hverken denne mand har syndet eller hans forældre; men det skete, for at Guds gerninger skulle åbenbares på ham” (Joh 9,2; Joh 9,3 King James Version). Menneskelig lidelse er til menneskets åndelige gavn og til den guddommelige herlighed, sådan som det ses i, at godt virkes ud af ondt—dette er den forklaring, Mesteren giver på, hvorfor naturligt onde tillades eller sendes af Gud. Det er ikke blot et stærkt, men i en verden som vores et nødvendigt middel til at rette og helbrede moralsk onde og til det faldne menneskes åndelige udvikling. “Før jeg blev plaget, fór jeg vild; men nu holder jeg dit ord .... Det er godt for mig, at jeg blev plaget, for at jeg kan lære dine vedtægter” (Sl 119,67; Sl 119,71); “Hver gren, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt” (Joh 15,2). Historiens hellige og særligt nyttige mænd og kvinder har som regel måttet gennemgå en streng tugt og udholde mange og svære prøvelser, og de blev kun fuldkomne gennem deres lidelser. Det guddommelige forsyn vender således meget af verdens naturlige og fysiske onde til moralsk godt.

6. Ondt styres forsynsmæssigt til det gode:

Mange af de ting, der rammer Guds børn, skyldes direkte andre menneskers synder. At gode mennesker, selv de allerbedste mennesker, lider meget ved onde menneskers hånd, er hævet over enhver tvivl; og dog er disse onder blandt de “alle ting”, som apostlen erklærer virker sammen til gode for dem, der elsker Gud. Det gode, der kan følge for gode mennesker af de ondes onde adfærd, skyldes bestemt ikke nogen iboende kraft i synden til at virke godt for dem, som den ondsindet rettes imod; det kan kun skyldes den kendsgerning, at Gud styrer den til de uskyldiges gode. “Hvad jer angår,” sagde Josef, “I tænkte ondt mod mig; men Gud tænkte det til godt” (1 Mos 50,20); “Det, der er sket med mig,” sagde Paulus, “er snarere faldet ud til evangeliets fremgang” (Fil 1,12). Selv om Gud på forhånd ved det onde, som onde mennesker planlægger at gøre mod hans børn, forhindrer han det måske ikke; og det fordi han kan og vil styre det til sin herlighed og til deres gode, hvis de forbliver trofaste. Men sæt nu, at et godt menneske ikke blot bliver skadet, men dræbt af de onde, som i tilfældet med martyrerne, der døde på bålet—gælder princippet stadig? Det gør det, svarer vi; den hellige, som dør under udførelsen af sin pligt og på grund af sin troskab mod pligten, er ikke blot ved alle åbenbaringens løfter forsikret om en lykkelig udødelighed, men han har det sjældne privilegium at tjene til at fremme Guds rige ved sin død såvel som ved sit liv. Guds rige fremmes på mange måder ved gode menneskers død. Er “martyrernes blod” ikke “kirkens sæd”? Men vi må her igen bemærke, at det ikke er materielt og timeligt, men moralsk og åndeligt godt, Gud har garanteret sine hellige, kærlige og trofaste børn. Hvis synd havde en iboende kraft til at virke godt, ville de have ret, som hævder, at “målet helliger midlet, og man kan gøre ondt, når der kommer godt ud af det” (jf. Rom 3,8); og de ville også have ret, som hævder, at Gud er ophav til det onde, eftersom det onde efter den antagelse kun er forklædt godt—påstande, som er gennemført onde og undergraver alt, hvad der er godt i mennesket eller Gud. Skrifterne, ret fortolket, giver intetsteds støtte til en sådan falsk og vildledende etik (jf. Es 45,7). 7. At tolke forsynet:

I hvilken udstrækning kan vi, efter at have studeret Guds forsynsmæssige handlemåder, sådan som de åbenbares i Skrifterne, i naturen, i menneskehedens historie og i personlig erfaring, vove at tolke forsynet, som det gælder aktuelle begivenheder i vores eget liv og i andres liv? Erfaring og iagttagelse vil advare os både mod hastværk og mod for stor tillid til vores tolkninger af forsynet. Forhastede fejltolkninger af forsynet i dets betydning for nærværende, forbigående begivenheder bliver ofte frugtbare kilder til skepsis i fremtiden. Nogle mennesker er meget tilbøjelige til at tolke forsynet. Visse onder eller ulykker rammer et dårligt menneske; de er hurtige til at hævde, at det er en guddommelig dom, sendt over ham på grund af hans synd. Visse velsignelser kommer til et godt menneske; de er sikre på, at velsignelserne er sendt fra himlen på grund af hans usædvanlige fromhed. En whiskyhandlers butik brænder ned: det er, siger de, en guddommelig dom på grund af hans uretmæssigt erhvervede fortjeneste. Men kort efter bliver en utvivlsomt from og indviet mands ejendom opslugt af flammerne: hvor er forsynet nu? "Oraklerne" formår ikke at forklare det; og det gør de heller ikke i utallige andre tilfælde: for eksempel når to mænd, en helgen og en synder, ligger hjælpeløse på sygelejer. Den første bliver, trods bøn og fromhed, ved med at få det værre og dør måske; mens den anden, uden fromhed eller bøn, får sit helbred igen. Gud har ikke gjort os til fortolkere af hans forsynshandlinger undtagen for os selv; og endog meget af det, som vi oprigtigt tror kommer til os på en nådefuldt forsynsmæssig måde, kan vi roligt bevare som en hellig hemmelighed mellem os selv og vores Gud, eftersom Gud ikke har givet os noget middel til absolut at bevise, at det, der er hændt os, ikke også kunne være hændt, under lignende omstændigheder, for syndige mennesker. Mange kristne mænd kommer til at se, at det onde, der er hændt ham--tab af ejendom, den frygtelige sygdomsperiode og lignende--ting, som han dengang ikke ville tolke som forsynsmæssige--er blandt de bedste ting, der nogensinde blev sendt over ham, idet de gjorde ham helligere og mere nyttig (sammenlign Joh 13,7):

"Blind vantro farer sikkert vild,

Og gransker hans værk forgæves;

Gud er sin egen fortolker,

Og han vil gøre det klart."

Der er imidlertid mange åbenlyse sandheder skrevet med store bogstaver på historiens sider, i rigers og nationers opkomst, tilbagegang og fald, som den, der løber, kan læse. Og for den, der virkelig tror på vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, og som behørigt vil overveje alle livets kendsgerninger og lærdomme, i sig selv og andre, hos enkeltpersoner og hos nationer, og ikke blot for en dag, men tålmodigt, efterhånden som årene kommer og går, vil det blive klart, at "Gud er i sin himmel--alt står ret til i verden," og at alle ting virker sammen til åndeligt gode for dem, der elsker Gud, og som beviser deres kærlighed til ham ved at tjene deres medmennesker.

8. Konklusion:

Vi konkluderer da, at der ifølge Skrifterne findes et altid vågent forsyn, udøvet af den himmelske Fader over hans trofaste og kærlige børn, som uophørligt virker for at sikre deres stadig voksende hellighed og nytte her, og deres fuldkomne lykke i en fremtidig eksistenstilstand. At forberede fornuftige og udødelige frie aktører gennem hellighed og nytte her til lykke herefter er målet og enden for dette altomfattende Guds forsyn, som inden for sin kærlige omsorg indbefatter ethvert menneske, undtagen sådanne som udelukker sig selv derfra ved deres egen viljesbestemte og vedholdende synd. Og i opnåelsen af dette mål bidrager det, som verden regner for livets ulykker og onder, ofte langt mere end det, som efter menneskers vurdering regnes for de største jordiske velsignelser. Der findes ingen forsynets landevej til en tilstand her, som er fri for livets onder, og som overstrømmer af timelige og jordiske velsignelser for de gode. Men der findes en kongelig og hellig landevej, ad hvilken en forsynets skystøtte bevæger sig om dagen og en ildstøtte om natten og leder pagtens børn, gennem liv i kærlig tjeneste og offer, til et helligt forjættet land, målet for et nådigt forsyn; og de, der vandrer ad denne landevej, bærer dette segl: "Herren kender dem, der er hans: Og: Enhver, der nævner Kristi navn, skal holde sig fra uretfærdighed" (2 Tim 2,19 KJV). De, der bærer dette segl, er de guddommeligt udvalgte redskaber og aktører for det større og videre forsyn, som altid virker for at oprette et fuldkomment retfærdighedsrige på hele jorden, Guds rige, som vor Herre blev kød for at indlede i dets messianske form, og som han regerer fra himlen for at fuldende i dets endelige og fuldkomne form, og han vil fortsætte med at regere, indtil han, efter at have "lagt alle fjender under hans fødder," skal "overgive riget til Gud, ja Faderen"--når digterens syn skal blive virkeliggjort om:

"Den Gud, som evigt lever og elsker;

Én Gud, én lov, ét element,

Og én fjern guddommelig begivenhed,

Som hele skabningen bevæger sig imod."

LITTERATUR.

James Orr, The Christian View of God and the World; A. B. Bruce, The Providential Order of the World; James McCosh, The Method of Divine Government; James Hinton, The Mystery of Pain; John Telford, Man's Partnership with Divine Providence; W. N. Clarke, The Christian Doctrine of God, and, An Outline of Christian Theology; W. B. Pope, Compendium of Christian Theology; A. L. Lilley, Adventus Regni; Oehler, Theology of the Old Testament; Wendt, The Teaching of Jesus; George B. Stevens, The Pauline Theology; E. P. Gould, The Biblical Theology of the New Testament; T. Jackson, The Providence of God Viewed in the Light of the Holy Scripture; H. M. Gwatkin, The Knowledge of God; Lux Mundi: Preparation in History for Christ; J. Flavell, Divine Conduct, or the Mystery of Providence; O. D. Watkins, The Divine Providence; Borden P. Bowne, The Immanence of God.

Wilbur F. Tillett