Brevet til laodikenserne

la-od-i-se'-anz, (en te Laodikeon ekklesia .... ten ek Laodikias, "i laodikensernes menighed .... brevet fra Laodikea," Kol 4,16):

I. FORKLARINGER PÅ PAULUS' UDSAGN

1. Skrevet af laodikenserne?

2. Skrevet af Paulus fra Laodikea?

3. Et brev adresseret til laodikenserne

II. VIDNESBYRD TIL FORDEL FOR EFESERBREVET

1. Marcions opfattelse

2. Henvisninger i Efeserbrevet og andre breve

3. Menigheden i Efesos af jødisk oprindelse

4. Efeserbrevet og Kolossenserbrevet, søsterbreve

5. Sammenfatning

III. LAODIKEA FORTRÆNGT AF EFESOS

1. Et rundskrivelsesbrev

2. Bevis fra bibelske prologer

IV. GRUNDEN TIL ET SÅDANT BREV

Paulus skriver her til kolossenserne: "Og når dette brev er blevet læst hos jer, så sørg for, at det også bliver læst i laodikensernes menighed, og at I også læser brevet fra Laodikea." Hvad var eller hvad er dette brev?

I. Forklaringer på Paulus' udsagn.

De ord, apostlen bruger, kan betyde:

(1) et brev skrevet af laodikenserne;

(2) et brev skrevet af Paulus fra Laodikea;

(3) et brev skrevet til laodikenserne og som kolossenserne skulle skaffe sig fra dem.

1. Skrevet af laodikenserne?:

Ordene kan betyde et brev skrevet af laodikenserne. Men her er det tilstrækkeligt at henvise til den kendsgerning, at Paulus pålægger kolossenserne at skaffe sig og læse "brevet fra Laodikea". Hvordan kunne en befaling af denne art gives med henblik på et brev skrevet af tredjeparter? Hvordan kunne Paulus vide, at laodikenserne havde lavet en kopi af det, før de sendte det af sted? Hvordan kunne han sige, at laodikenserne ville være villige til at give en kopi af det fra sig? De antagelser, som denne hypotese medfører, er utrolige. Desuden betragter sammenhængen Kolossenserbrevet og "det fra Laodikea" som ledsagerbreve, hvor de to menigheder skal foretage en udveksling, sådan at hver menighed får besked på at læse begge.

2. Skrevet af Paulus fra Laodikea?:

Eller ordene kan henvise til et brev skrevet af Paulus fra Laodikea. Og det er blevet foreslået, at det brev, vi søger efter, kan være Første Timotheusbrev, Første Thessalonikerbrev, Andet Thessalonikerbrev eller Galaterbrevet. Men i disse breves tilfælde er sandsynligheden, at hvert eneste af dem blev skrevet andetsteds end fra Laodikea. På det tidspunkt, da Paulus skrev til Kolossæ, var han fange i Rom, og alene af den grund var det umuligt, at han på noget nyligt tidspunkt kunne have skrevet noget brev fra Laodikea. Men hans egen udtalelse (Kol 2,1) er, at de i Laodikea ikke havde set hans ansigt i kødet. Da han aldrig havde været i Laodikea, kunne han ikke have skrevet noget brev fra den by.

3. Et brev adresseret til laodikenserne:

En tredje mulighed er et brev skrevet:

(1) ikke af Paulus, men af en anden person. Men hele afsnittets tone taler på ingen måde for dette forslag;

(2) af Paulus, men sådan at brevet er gået tabt; dette er den almindelige tolkning;

(3) det apokryfe latinske brev. "Til laodikenserne."

Dette uægte brev er blot en klodset sammenstillet kompilering; det har ingen kendetegn på ægthed. Lightfoot (Kol, 282) beskriver dets almindelige karakter sådan: det "er et kludetæppe af paulinske vendinger, trukket på snor uden nogen bestemt forbindelse eller noget klart formål. De er hovedsagelig taget fra Filipperbrevet, men hist og her er én lånt andetstedsfra, f.eks. fra Galaterbrevet. Selvfølgelig slutter det med et påbud til laodikenserne om at udveksle breve med kolossenserne. Apostlens påbud i Kol 4,16 gav anledning til forfalskningen, og den udbredelse, det nogensinde opnåede, skyldtes den støtte, som dette sted mentes at give det. I modsætning til de fleste forfalskninger havde det intet videre sigte. Det har ingen læremæssige særpræg. Det er ganske harmløst, for så vidt som usandhed og dumhed forenet nogensinde kan betragtes som harmløse" (Lightfoot, i det citerede værk 282).

Se APOKRYPHE BREVE.

(4) Det eneste andet alternativ er, at "brevet fra Laodikea" er et brev til laodikenserne fra Paulus selv, som han pålægger kolossenserne at skaffe fra Laodikea. Der synes ikke blot at være en høj grad af sandsynlighed, men bevis for, at brevet fra Laodikea er det brev, der kendes som Efeserbrevet. Paulus havde derfor skrevet et brev til Laodikea, en by som han allerede to gange havde nævnt i Kolossenserbrevet: "For jeg vil, at I skal vide, hvor meget jeg kæmper for jer og for dem i Laodikea" (Kol 2,1): "Hils brødrene i Laodikea, og Nymfas, og den menighed, som er i deres hus" (Kol 4,15). Hvis man accepterer, at Kol 4,16 betyder, at han skrev til Laodikea samtidig med, at han skrev til Kolossæ, hvad er der da blevet af det førstnævnte brev? Ved vi nu ikke mere om det, end hvad der indeholdes i denne henvisning til det i Kolossenserbrevet? Den kendsgerning, at det efter Paulus' udtrykkelige befaling skulle meddeles til mindst de to menigheder i Kolossæ og Laodikea, ville gøre dets forsvinden og tab meget mærkeligt.

II. Vidnesbyrd til fordel for Efeserbrevet.

Men er der noget grundlag for at konkludere, at det overhovedet er gået tabt? En fremstilling af sagens kendsgerninger synes at vise, at det brev, Paulus skrev til laodikenserne, findes bevaret, men blot under en anden titel. De bevislinjer, som synes at vise, at det såkaldte Efeserbrev i virkeligheden er brevet skrevet af Paulus til laodikenserne, er disse:

Det er velkendt, at ordene "i Efesos" (Ef 1,1) i brevets indskrift er meget tvivlsomme. Revised Version (britisk og amerikansk) læser i randnoten: "Nogle meget gamle autoriteter udelader `i Efesos.'" Blandt de autoriteter, som udelader "i Efesos", er Vaticanus- og Sinaiticus-håndskrifterne, de bedste og ældste eksisterende autoriteter.

1. Marcions opfattelse:

Tertullian hævder, at kætterne, dvs. Markion, havde ændret titlen "Brevet til efeserne" til "Brevet til laodikenserne". Men denne anklage medfører ikke nogen læremæssig eller kættersk beskyldning mod Markion i denne henseende. "Det er ikke sandsynligt," siger Moule (Eph, 25), "at Markion var skyldig her, hvor ændringen ikke ville have tjent noget dogmatisk formål." Og det forhold, at man allerede på et så tidligt tidspunkt, i første halvdel af det 2. århundrede, åbent foreslog, at brevets bestemmelsessted var Laodikea, har bestemt vægt, især i lyset af det andet allerede nævnte forhold, som ikke er mindre vigtigt, nemlig at "i Efesos" er udeladt i de to store håndskrifter, Vaticanus og Sinaiticus.

2. Henvisninger i Efeserbrevet og andre breve:

"Brevet til efeserne" kunne ikke, i hvert fald ikke primært, være adresseret til Efesos, fordi Paulus taler om sine læsere som personer, hvis omvendelse fra hedenskabet til troen på Kristus han først for nylig havde hørt om: "Derfor holder også jeg, efter at jeg har hørt om den tro på Herren Jesus, som findes blandt jer, og den kærlighed, som I viser mod alle de hellige, ikke op med at takke for jer, idet jeg nævner jer i mine bønner" (Ef 1,15). Disse ord kunne vanskeligt bruges om menigheden i Efesos, som Paulus selv havde grundlagt, og med henvisning til personer, blandt hvem han havde levet i tre år, og hvor han endda personligt kendte "hver eneste" af de kristne (ApG 20,31).

Og i Ef 3,1 f KJV skriver han: "Derfor er jeg, Paulus, Jesu Kristi fange for jer hedninger, hvis I da har hørt om den husholdning med Guds nåde, som er givet mig med henblik på jer." Men hvordan kunne han nogensinde tvivle på, at de ældste i menigheden i Efesos (ApG 20,17), såvel som medlemmerne af denne vigtige menighed, kendte til det forhold, at en husholdning med Guds nåde var blevet givet ham? Spørgsmålet om, hvorvidt hans læsere havde hørt om det ene store forhold, som hans tjeneste byggede på, kunne på ingen måde gælde de kristne i Efesos. Apostlen og efeserne havde et klart og nært gensidigt kendskab. De kendte ham og satte pris på ham og elskede ham højt. Da han tog afsked med menighedens ældste, faldt de alle ham om halsen og kyssede ham (ApG 20,37).

Det er derfor klart, at udsagnet om, at han først for nylig havde hørt om deres omvendelse, og hans spørgsmål om, hvorvidt de havde hørt, at en husholdning med Guds nåde var blevet betroet ham, ikke beskriver og ikke kan beskrive medlemmerne af menigheden i Efesos. "Det er tydeligt," skriver Moule (Eph, 26), "at brevet ikke på selve overfladen bærer en efesisk destination."

I Brevet til korintherne er der mange lokale henvisninger såvel som hentydninger til apostlens arbejde i Korinth. I Brevet til galaterne er der også mange henvisninger til hans arbejde blandt folkene i menighederne i Galatien. Det samme gælder Brevet til filipperne, hvor flere navne nævnes på personer, som apostlen kendte. I de to breve til thessalonikerne forekommer der også henvisninger til hans arbejde blandt dem.

Vender vi os til Brevet til kolossenserne og til Brevet til romerne--Kolossæ og Rom var byer, som han ikke havde besøgt, før han skrev til menighederne dér--kender han flere personer i Kolossæ; og i tilfældet med Brevet til romerne nævner han ikke færre end seksogtyve personer i den by ved navn.

Hvordan kan det da være, at der i "Brevet til efeserne" slet ikke er nogen henvisninger til de tre år, han tilbragte i Efesos? Og hvordan kan det også være, at der ikke nævnes nogen af menighedens medlemmer eller af de ældste, som han kendte så nært og så kærligt? "Efeserbrevet" er uforklarligt ud fra den almindelige antagelse, at Efesos var den by, brevet var adresseret til. Den anden teori, at brevet var et rundbrev, som i første omgang blev sendt til Laodikea, indebærer ingen sådan vanskelighed.

3. Menigheden i Efesos af jødisk oprindelse:

En anden antydning med hensyn til brevets primære bestemmelsessted findes i ordene: "I, hedningerne efter kødet, som kaldes uomskærelse af det, der kaldes omskærelse, den i kødet, gjort med hænder; at I på den tid var adskilt fra Kristus, fremmede for Israels borgerret og fremmede for løftets pagter, uden håb og uden Gud i verden" (Ef 2,11; Ef 2,12). Beskriver disse ord menigheden i Efesos? Var menigheden dér af hedensk oprindelse? Langtfra, for faktisk begyndte den med, at Paulus forkyndte evangeliet for jøderne, sådan som det udførligt fortælles af Lukas i ApG 18. Derefter, i ApG 19, kommer Paulus igen til Efesos, hvor han gik ind i synagogen og talte frimodigt i tre måneder; men da nogle blev forhærdede og ikke troede, men talte ondt om Vejen for mængden, skilte han disciplene ud og førte daglige samtaler i Tyrannus' skole.

Her er der derfor et bestemt bevis på, at menigheden i Efesos ikke var af hedensk oprindelse. Den var tydeligt jødisk, men et hedensk element var også blevet optaget i den. Men den menighed, som Paulus skriver "Brevet til efeserne" til, var slet ikke jødisk. Han taler ikke til sine læsere på nogen anden måde end som "I hedninger".

4. Efeserbrevet og Kolossenserbrevet som søsterbreve:

Men en vigtig overvejelse er, at "Brevet til efeserne" blev skrevet af Paulus ved næsten samme lejlighed som brevet til kolossenserne. Disse to er søsterbreve, og disse blev sammen med Brevet til Filemon skrevet og afsendt på samme tid; Onesimus og Tykikus bar Brevet til kolossenserne (Kol 4,7; Kol 4,8; Kol 4,9), Onesimus var bærer af brevet til Filem, mens Tykikus ud over at bringe Kolossenserbrevet også var den budbringer, der bragte "Brevet til efeserne" (Ef 6,21).

En nøje granskning af Kolossenserbrevet og "Efeserbrevet" viser, i et omfang uden sidestykke andre steder i Det Nye Testamentes breve, en bemærkelsesværdig lighed i udtryksmåde. Der er kun to vers i hele Kolossenserbrevet, som der ikke findes nogen parallel til i "Efeserbrevet". De samme ord bruges, mens tanken er så varieret og så rig, at det ene brev på ingen måde er en kopi eller gentagelse af det andet (se listen over paralleller osv. i Paul's Epistles to Colosse and Laodicea, T. and T. Clark, Edinburgh). Begge breve kommer varme og fulde af liv fra den store apostels fulde hjerte; han havde indtil da ikke besøgt nogen af de to byer, men ikke desto mindre kom omsorgen for alle menighederne dagligt over ham.

5. Sammenfatning:

For at sammenfatte:

(1) Ordene "i Efesos" i brevets adresse mangler i de to ældste og bedste håndskrifter.

(2) Paulus taler om sine læsere som personer, hvis omvendelse til Kristus han kun kendte til gennem omtale. På samme måde taler han om dem som nogle, der kun gennem rygter kendte til hans opdrag som Kristi apostel. Desuden, skønt han havde boet i Efesos i tre år, indeholder dette brev ikke en eneste hilsen.

(3) Han taler om sine læsere som en menighed, der udelukkende består af hedninger. Men menigheden i Efesos var, langt fra at være udelukkende hedningekristen, faktisk jødisk i sin oprindelse.

(4) "Efeserbrevet" blev skrevet ved samme lejlighed som Kolossenserbrevet, og den samme budbringer, Tykikos, bragte dem begge.

Da brevet derfor ikke var, og ikke kunne være, adresseret til Efesos, er konklusionen, at det var adresseret til en eller anden menighed, og at det ikke var en afhandling sendt til den kristne menighed i almindelighed. Ordene i brevets første vers, "til de hellige, som er," beviser, at navnet på det sted, som det var adresseret til, er alt det, der er gået tabt fra håndskrifterne, men at byens navn oprindeligt stod der, sådan som brevet kom fra Paulus' hånd.

Nu skrev Paulus et brev til Laodikea på samme tid, som han skrev til Kolossæ. Han sendte begge breve af sted med Tykikos. Tanken og følelsen og endog sprogbrugen i de to breve er sådan, at ingen anden forklaring er mulig end, at de kom varme fra den samme forfatters hjerte på samme tid. På alle disse grunde synes konklusionen uundgåelig: Brevet til Laodikea er slet ikke gået tabt, men er identisk med det såkaldte "Brev til efeserne".

III. Laodikea fortrængt af Efesos.

1. Et rundskrivelsesbrev:

Hvordan fortrængte Efesos da Laodikea? Det forklares straks, hvis man antager den teori, at brevet var et "rundskrivelsesbrev", ikke kun adresseret til Laodikea, men også til andre byer. Vi ved f.eks., at apostlen påbyder, at det skal bringes til menigheden i Kolossæ og læses dér. Således kunne det også være blevet sendt til andre byer, såsom Hierapolis (Kol 4,13) og Efesos. Hvis menigheden i Laodikea derfor ikke var omhyggelig med at sørge for, at brevet blev returneret til dem af de menigheder, som de havde sendt det til, er det let at forstå, hvordan en afskriver i en af disse byer kunne udelade ordene "i Laodikea", fordi de ikke stemte med navnet på den by, hvor håndskriftet faktisk befandt sig på det tidspunkt. Efterhånden som afskrifter blev mangfoldiggjort, ville ordene "i Efesos" melde sig som navnet på Asiens hovedby, den provins hvorfra brevet var blevet kendt af hele den kristne menighed, og hvortil Paulus rent faktisk havde sendt det. Det ville være en naturlig følelse, at det stemte med tingenes passende orden, at Paulus, som havde grundlagt menigheden i Efesos, skulle have skrevet et brev til menigheden dér.

2. Bevis fra bibelske prologer:

I en artikel om "Markion og kanon" af professor J. Rendel Harris, LL.D., i The Expository Times, juni 1907, henvises der til Revue Benedictine for januar samme år, som indeholdt en bemærkelsesværdig artikel af de Bruyne med titlen "Bibelske prologer af markionitisk oprindelse", hvor forfatteren lykkedes med at vise, at en meget udbredt række forord til Paulusbrevene, som forekommer i visse latinske bibler, må være taget fra en markionitisk bibel. Professor Rendel Harris tilføjer, at de pågældende forord kan gå tilbage til Markion selv, for under alle omstændigheder er den markionitiske hånd, de stammer fra, ældre end den latinske tradition, hvori prologerne er indlejret. "Det er tydeligt ud fra Tertullians polemik mod Markion, at Paulusbrevene stod i følgende rækkefølge i den markionitiske kanon: Galaterbrevet, 1. og 2. Korintherbrev, Romerbrevet, 1. og 2. Thessalonikerbrev, derefter Efeserbrevet (som Markion kalder med navnet Brevet til laodikenserne), Kolossenserbrevet, Filipperbrevet og Filemonbrevet. .... Lad os vende os til de prologer, der er gængse i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og andre håndskrifter til Efeserbrevet og Kolossenserbrevet: Den efesiske prolog lyder som følger: `Ephesii sunt Asiani. Hi accepto verbo veritatis perstiterunt in fide. Ho conlaudat apostolus, scribens eis a Roma de carcere!' Når vi derimod vender os til den kolossensiske prolog, finder vi, at den indledes således: `Colossenses et hi sicut Laodicenses sunt Asiani. Et ipsi praeventi erant a pseudapostolis, nec ad hos accessit apostolus sed et hos per epistolam recorrigit,' osv.

"Af dette er det tydeligt, at prologen til laodikenserne oprindeligt gik forud for prologen til kolossenserne, og at den

efesiske prolog er en erstatning for den laodikensiske prolog, som delvis kan rekonstrueres ud fra henvisningerne til den i den kolossensiske prolog. Vi kan se, at den indeholdt en oplysning om, at laodikenserne hørte til Lilleasien, at de havde været under falske apostles indflydelse og aldrig var blevet besøgt af Paulus, som retter deres vildfarelse ved et brev ....

"Vi har nu vist, at den oprindelige kanon havde `Laodikenserne, Kolossenserne.' Det er interessant at lægge mærke til, hvordan nogle latinske håndskrifter naivt indrømmer dette: `I må vide, at det brev, som vi har som det, der er skrevet til efeserne, giver kætterne, og især markionitterne, titlen Brevet til laodikenserne.'"

IV. Grunden til et sådant brev.

Hvis man derfor antager, at "Brevet til efeserne" er det brev, som Paulus skrev til laodikenserne, opstår der forskellige spørgsmål, såsom: Hvorfor skrev han til menigheden dér? Hvad var der i menighedens tilstand i Laodikea, som gjorde et brev fra ham nødvendigt? Var der nogen kætteri dér, ligesom den falske lære, der fandtes i nabomenigheden i Kolossæ?

Svaret på sådanne spørgsmål er, at selv om vi ikke har mange oplysninger, havde disse menigheder i provinsen Asien dog meget til fælles. De var opstået på samme tid, i løbet af de to hele år, Paulus opholdt sig i Efesos. De bestod af mennesker af de samme folkeslag og med de samme sprog. De var udsat for de samme påvirkninger fra læremæssig vildfarelse. De vildfarelser, som én menighed faldt i, kunne ikke undgå også at påvirke de andre. Disse menigheder var i vid udstrækning gennemtrængt af de samme idéer, hentet både fra tidens filosofi og fra deres fædrene hedenske religioner. Derfor ville de alle, uden undtagelse, behøve den samme apostolske undervisning og formaning. Dette brev har derfor en nær lighed med Brevet til kolossenserne, netop fordi forholdene i menigheden i Laodikea lignede dem i menigheden i Kolossæ; og også fordi de tanker, der fyldte Paulus' hjerte, da han skrev til Kolossæ, i første række var egnede til at modvirke den falske lære i Kolossæ, men de er også grundlaget for al kristen erfaring og selve livet i al kristen sandhed og lære. Det er de store tanker om Kristus som alle tings skaber, Kristus som alle tings opretholder, Kristus som alle tings forsoner. Sådanne tanker, der fyldte Paulus' hjerte, ville naturligt finde udtryk i et sprog, der havde nær lighed med det, hvori han netop havde skrevet til Kolossæ.

Det er ikke mere forbløffende, at Paulus skulle have skrevet til Laodikea, end at han også skrev til Kolossæ, som sandsynligvis var den mindst betydningsfulde af alle de byer og menigheder, der nævnes i apostlens virke og livsløb. Det er heller ikke mere mærkeligt, at han skulle have skrevet et så dybt brev som det til "efeserne," end at han også skulle have givet anvisning om, at det skulle sendes videre til Kolossæ og læses dér; af den grund, at fremstillingen af Kristi store kærlighed til menigheden og af, at han gav sig selv for den--læren om Guds nåde--er netop det korrektiv, som vildfarelserne hos de falske lærere i Kolossæ krævede, og den er også grundlaget for kristen sandhed og erfaring til alle tider�

BEMÆRK: En meget bemærkelsesværdig omstændighed vedrørende det apokryfe Brev til laodikenserne nævnes af Nestle i forordet til hans udgave af Det Latinske Nye Testamente, udgivet i Stuttgart i 1906. Han skriver, at "Brevet til laodikenserne i tusind år var en del af meget mange latinske bibler og fik en plads i før-lutherske tyske bibler sammen med Hieronymus' brev til Damasus."

John Rutherfurd