Efeserbrevet

Blev skrevet af Paulus i Rom omtrent samtidig med brevet til kolossenserne, som det på mange punkter ligner.

Indhold. Brevet til kolossenserne er hovedsageligt polemisk, skrevet for at gendrive visse teosofiske vildfarelser, som havde sneget sig ind i menigheden dér. Brevet til efeserne synes ikke at være udsprunget af særlige omstændigheder, men er ganske enkelt et brev, der udspringer af Paulus’ kærlighed til menigheden dér, og som viser hans inderlige ønske om, at de skulle blive fuldt undervist i evangeliets dybe læresætninger. Det indeholder (1) hilsenen (1,1.2); (2) en almindelig beskrivelse af de velsignelser, evangeliet åbenbarer, med hensyn til deres kilde, de midler hvormed de opnås, det formål hvortil de skænkes, og deres endelige resultat, sammen med en inderlig bøn om yderligere åndelig berigelse for efeserne (1,3-2,10); (3) “en fremstilling af den markante forandring i åndelig stilling, som de hedningekristne nu havde fået, afsluttende med en beretning om forfatterens udvælgelse til og kvalifikation for apostelgerningen blandt hedningerne, en kendsgerning der fremstilles sådan, at den skulle hindre dem i at tabe modet og føre ham til at bede om større åndelige velgerninger for sine fraværende trosfæller” (2,12-3,21); (4) et kapitel om enhed som uforstyrret af gavernes mangfoldighed (4,1-16); (5) særlige formaninger vedrørende det almindelige liv (4,17-6,10); (6) billedsproget om en åndelig krig, Tykikos’ sendelse og den afsluttende velsignelse (6,11-24).

Grundlæggelsen af menigheden i Efesos. Paulus’ første og hastige besøg i Efesos i tre måneder er omtalt i ApG 18,19-21. Det arbejde, han begyndte ved denne lejlighed, blev ført videre af Apollos (24-26) og Akvila og Priskilla. Ved sit andet besøg, tidligt det følgende år, blev han i Efesos “tre år,” for han fandt, at byen var nøglen til de vestlige provinser i Lilleasien. Her blev “en stor og virksom dør” åbnet for ham (1 Kor 16,9), og menigheden blev grundlagt og styrket ved hans utrættelige arbejde dér (ApG 20,20, 31). Fra Efesos som centrum bredte evangeliet sig “næsten over hele Asien” (19,26). Ordet “voksede kraftigt og fik magt” trods al den modstand og forfølgelse, han mødte.

På sin sidste rejse til Jerusalem gik apostlen i land i Milet, og da han havde sammenkaldt menighedens ældste fra Efesos, holdt han sin bemærkelsesværdige afskedstale til dem (ApG 20,18-35), idet han ventede ikke at se dem mere.

Følgende paralleller mellem dette brev og talen i Milet kan spores:

ApG 20,19 = Ef 4,2. Udtrykket “ydmyghed i sind” forekommer intet andet sted.

ApG 20,27 = Ef 1,11. Ordet “råd,” som betegnelse for den guddommelige plan, forekommer kun her og Hebr 6,17.

ApG 20,32 = Ef 3,20. Den guddommelige evne.

ApG 20,32 = Ef 2,20. Opbygningen på grundvolden.

ApG 20,32 = Ef 1,14, 18. “De helliges arv.”

Sted og tidspunkt for brevets tilblivelse. Det blev tydeligvis skrevet fra Rom under Paulus’ første fængsling (3,1; 4,1; 6,20), og sandsynligvis kort efter hans ankomst dertil, omkring år 62, fire år efter at han havde taget afsked med de efesiske ældste i Milet. Brevets slutnotits er korrekt.

Der synes ikke at have været nogen særlig anledning til at skrive dette brev, som allerede bemærket. Paulus’ formål var tydeligvis ikke polemisk. Der var ikke opstået vildfarelser i menigheden, som han søgte at påpege og gendrive. Apostlens formål er “at fremstille grunden, årsagen og målet og enden for de troendes menighed i Kristus. Han taler til efeserne som en type eller prøve på den universelle kirke.” Menighedens grundvold, dens forløb og dens ende er hans emne. “Overalt er menighedens grundvold Faderens vilje; menighedens forløb er ved Sønnens fyldestgørelse; menighedens ende er livet i Helligånden.” I Romerbrevet skriver Paulus ud fra synspunktet om retfærdiggørelse ved Kristi tilregnede retfærdighed; her skriver han især ud fra synspunktet om forening med Forløseren og dermed om den sande Kristi kirkes enhed. “Dette er måske den dybeste bog, der findes.” Det er en bog “som lodder den kristne læres dybeste dybder og bestiger den kristne erfarings højeste tinder;” og det forhold, at apostlen tydeligvis forventede, at efeserne skulle forstå den, er et vidnesbyrd om “den fremgang, Paulus’ omvendte havde nået under hans forkyndelse i Efesos.”

Forholdet mellem dette brev og brevet til kolossenserne (se dette). “Apostlens breve er det brændende udbrud af pastoral nidkærhed og hengivenhed, skrevet uden forbehold og i upåtaget enkelhed; følelserne kommer varme fra hjertet, uden den udformning, beskæring og pertentlige ordning, som hører en formel tale til. Der er en så frisk og fortrolig gengivelse af følelse, så hyppig en indføring af dagligdags vendinger og så megen samtalepræget åbenhjertighed og livlighed, at læseren forbinder forfatterens billede med hvert afsnit, og øret synes at opfange og genkende selve tonerne af levende tiltale.” “Er det da noget forbløffende, at ét brev skulle ligne et andet, eller at to breve skrevet omtrent samtidig skulle have så meget til fælles og samtidig så meget særegent? Det nære forhold i stil og emne mellem brevene til Kolossæ og Efesos må slå enhver læser. Deres nøjagtige forhold til hinanden har givet anledning til megen diskussion. Den store sandsynlighed er, at brevet til Kolossæ blev skrevet først; de parallelle passager i Efeserbrevet, som i antal udgør omkring toogfyrre, har udseende af at være udvidelser fra brevet til Kolossæ. Sammenlign:

Ef 1,7; Kol 1,14 Ef 1,10; Kol 1,20 Ef 3,2; Kol 1,25 Ef 5,19; Kol 3,16 Ef 6,22; Kol 4,8 Ef 1,19; Kol 2,12, 13 Ef 4,2-4; Kol 3,12-15 Ef 4,16; Kol 2,19 Ef 4,32; Kol 3,13 Ef 4,22-24; Kol 3,9, 10 Ef 5,6-8; Kol 3,6-8 Ef 5,15, 16; Kol 4,5 Ef 6,19, 20; Kol 4,3, 4 Ef 5,22; Kol 3,18
“Stilen i dette brev er særdeles levende og svarer til apostlens sindstilstand på det tidspunkt, da han skrev. Overlykkelig over den beretning, som deres sendebud havde bragt ham om deres tro og hellighed (Ef 1,15), og grebet af betragtningen af Guds uransagelige visdom, som er vist i menneskets forløsning, og af hans forbløffende kærlighed til hedningerne ved at gøre dem delagtige gennem troen i alle goderne ved Kristi død, hæver han sig højt i sine tanker om disse store emner og giver sine tanker udtryk i ophøjet og fyldig tale.”