Brevet til Hebræerne

Dets kanonicitet. Alle resultaterne af den kritiske og historiske forskning, som dette brev særligt har været genstand for, godtgør i rigt mål dets ret til en plads i Det Nye Testamentes kanon blandt de øvrige inspirerede skrifter.

Dets forfatterskab. Der er til forskellige tider blevet fremsat en betydelig variation af meninger om dette emne. Nogle har hævdet, at dets forfatter var Silas, Paulus’ ledsager. Andre har tilskrevet det Clemens af Rom, eller Lukas, eller Barnabas, eller en ukendt alexandrinsk kristen, eller Apollos; men den konklusion, som vi mener er bedst støttet, både af indre og ydre vidnesbyrd, er, at Paulus var dets forfatter. Der er uden tvivl mange vanskeligheder ved at acceptere det som Paulus’; men vi kan i det mindste argumentere med Calvin for, at der ikke kan være nogen vanskelighed ved “uden strid at modtage det som et af de apostolske breve.”

Tid og sted for affattelsen. Det blev efter al sandsynlighed skrevet i Rom, nær slutningen af Paulus’ toårige fangenskab (Hebr 13,19, 24). Det blev med sikkerhed skrevet før Jerusalems ødelæggelse (13,10).

Hvem det var adresseret til. Det var tydeligvis bestemt for jødiske omvendte til troen på evangeliet, sandsynligvis for menigheden i Jerusalem. Efterskriften til dette brev er naturligvis uden autoritet. I dette tilfælde er den forkert, for Timotheus kunne åbenlyst ikke være dets overbringer (13,23).

Dets formål var at vise det sande mål med og den sande betydning af det mosaiske system samt dets symbolske og midlertidige karakter. Det beviser, at det levitiske præstedømme var en “skygge” af Kristi præstedømme, og at de lovbestemte ofre forudskildrede det store og fuldkomne offer, han bragte for os. Det forklarer, at evangeliet ikke havde til hensigt at ændre Moses’ lov, men at træde i stedet for den og ophæve den. Dets undervisning var egnet til, og havde til formål, at standse den tendens til at falde fra kristendommen og vende tilbage til jødedommen, som nu viste sig blandt visse jødekristne. Evangeliets højeste autoritet og overvældende herlighed fremstilles klart og på en sådan måde, at deres troskab mod Kristus styrkes og bekræftes.

Det består af to dele: (a) en læremæssig del (1-10,18), (b) og en praktisk del (10,19-kap. 13). Der findes i det mange henvisninger til dele af Det Gamle Testamente. Det kan betragtes som en afhandling, der supplerer Brevet til Romerne og Brevet til Galaterne, og som en inspireret kommentar til Tredje Mosebog.