Edom; edomitter

e'-dum, e'-dum-its 'edhom, "rød"; Edom:

1. Grænser:

Edoms grænser kan fastlægges med nogen grad af nøjagtighed. Øst for `Arabah løb den nordlige grænse fra Det Døde Hav og blev markeret af Wady el-Kurachi, eller Wady el-Chasa. Mod øst grænsede den op til ørkenen. Den sydlige grænse løb ved Elath og Ezjon-Geber (5 Mos 2,8). Vest for `Arabah bestemmes Edoms nordgrænse af Israels sydgrænse, som angivet i 4 Mos 34,3 f: en linje, der løb fra Salthavet syd for Akrabbim-stigningen til Zin og Kadesh-Barnea. Dette sidste sted, får vi at vide, lå ved Edoms grænses "yderste" kant (4 Mos 20,16). Linjen kan i almindelighed angives ved Wady el-Fiqrahs løb. Hvor meget af højlandet vest for `Arabah sydpå til `Aqaba-bugten der var indbefattet i Edom, er det umuligt at sige.

2. Karakter og kendetegn:

Det land, der således er angivet, varierer meget i karakter og kendetegn. Syd for Det Døde Hav, i dalbunden, har vi først strækningen med saltmarskland, kaldet es-Sebkha; derefter, hinsides den linje af hvide klipper, der krydser dalen diagonalt fra nordvest til sydøst, hæver en bred sænkning, strøet med sten og sandhøje, resterne af en gammel havbund, sig gradvist, og 60 miles mod syd når den en højde på omkring 700 fod over Det Røde Havs niveau, 2.000 fod over Det Døde Havs. Fra dette punkt sænker den sig, indtil den når kysten ved `Aqaba-bugten, 45 miles længere mod syd. Hele sænkningen er i dag kendt som Wady el-`Arabah (sammenlign hebraisk ha-`arabhah, 5 Mos 2,8 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk), osv.). På begge sider rejser bjergene sig stejlt fra dalen, og deres kanter er skåret ud i mange fantastiske former af de dybe wadier, der bryder ned fra det indre (se Araba). Den nordlige del af plateauet mod vest danner det rummelige græsningsland for `Azdzimeh-araberne. Bjergene hæver sig til en højde fra omkring 1.500 fod til lidt over 2.000 fod. Dette distrikt blev gennemkrydset af den gamle karavanevej til det sydlige Israels land; og langs den østlige side kan der stadig ses spor af den tidligere civilisation. Ørkenområdet mod syd er højere og når op til så meget som 2.600 fod. Bjergkæden øst for `Arabah er generelt højere i syd end i nord. Jebel Harun ved Petra ligger 4.780 fod over havets overflade; mens Jebel el-Chisma øst for `Aqaba kan være så meget som 5.900 fod højt.

Kalksten, porfyr og nubisk sandsten er den fremherskende formation; men vulkanske bjergarter findes også. Bjergkæden består hovedsageligt af ujævne klippehøjder med mange næsten utilgængelige tinder, adskilt af dybe kløfter. Men der er også brede strækninger med frugtbart land, hvor hvede, druer, figner, granatæbler og oliven dyrkes med fordel. Det nordlige distrikt er i dag kendt under navnet el-Jebal, svarende til det gamle Gebal. Seir er det navn, der anvendes om den østlige bjergkæde i 1 Mos 36,8; 5 Mos 2,1; 5 Mos 2,5; 2 Krøn 20,23. Den kaldes også Edom og Esaus bjerg (Obad 1,8). Seir bruges imidlertid om det vestlige højland i 5 Mos 33,2. Dette synes også at være betydningen i Dom 5,4, hvor det fremstår som det tilsvarende udtryk for "Edoms mark." Med det samme udtryk i 1 Mos 32,3 kan det dog mere passende anvendes om den østlige bjergkæde.

Se illustration under ørken.

3. Navnets oprindelse:

Navnet Edom, "rød," kan være afledt af de røde sandstensklipper, der er karakteristiske for landet. Det blev anvendt om Esau på grund af hans hudfarve (1 Mos 25,25), eller på grund af farven på den linseret, som han solgte sin førstefødselsret for (1 Mos 25,30). I 1 Mos 36,8 sidestilles Esau med Edom som den, der bor i Seirs bjergland; og han beskrives som Edoms far (36,9, hebraisk). Navnet er dog sandsynligvis langt ældre. Det kan spores i optegnelserne fra det tolvte dynasti i Egypten. I Tell el-Amarna-brevene (Brit Mus nr. 64) nævnes Udumu, eller Edom; og i assyriske indskrifter forekommer navnet Udumu om en by og om et land. Sidstnævnte kan have fået navn efter førstnævnte; denne kan igen være afledt af en guddom, Edom, som kan spores i et navn som Obed-Edom (2 Sam 6,10).

4. Historie:

Esaus børn siges at have "ødelagt" horitterne, som boede i Seir før dem (1 Mos 14,6; 5 Mos 2,22). Det betyder kun, at horitterne blev underkuet. Esau giftede sig med datteren af Ana, en horit (1 Mos 36,20--i vers 2 kaldes han en hivvit); og listerne i dette kapitel viser, at folkene blandede sig med hinanden. Horitternes styre lå i hænderne på "hertuger" (1 Mos 36,29 f, RV "høvdinge"). De blev efterfulgt af hertuger af Esaus hus (1 Mos 36,40). Denne styreform gav plads for et valgkongedømme (1 Mos 36,31); og dette havde eksisteret nogen tid, før Israel forlod ørkenen. Den daværende regerende konge ville ikke tillade Israel at gå gennem landet (4 Mos 20,14; 4 Mos 21,4). Israel fik forbud mod at "afsky en edomit," med den begrundelse at han var en bror; og børn af tredje generation kunne træde ind i Herrens forsamling (5 Mos 23,7). Krig med Edom var udelukket.

Omtrent tredive år efter udgangen af Egypten »slog Ramses III Seirs folk«. Israelitterne kan ikke have været langt borte. Vi hører første gang om krig mellem Israel og Edom under Saul (1 Sam 14,47). David førte krigen med frygtelig energi og dræbte 18.000 edomitter (sådan bør der læses i stedet for »aramæere«) i Saltdalen (2 Sam 8,13); Joab blev i landet i seks måneder, hvor der lå israelitiske garnisoner, »indtil han havde udryddet hver mandsperson i Edom« (1 Kong 11,15). Hadad af Edoms kongelige slægt flygtede til Egypten og blev senere en kilde til vanskeligheder for Salomo (1 Kong 11,14; 1 Kong 11,25). Erobringen af Edom åbnede Det Røde Havs havne for Israel, hvorfra Salomos og Joshafats ekspeditioner drog ud. På Joshafats tid kaldes kongen en »stedfortræder« (1 Kong 22,47). Dets konge anerkendte Judas overhøjhed (2 Kong 3,9 osv.). Under Joram, Joshafats søn, gjorde Edom oprør. Joram besejrede dem ved Zair, men var ude af stand til at slå oprøret ned (2 Kong 8,20). Amasja trængte ind i landet, dræbte 10.000 i Saltdalen og indtog Sela, som han gav navnet Jokte'el (2 Kong 14,7). Uzzija genoprettede den edomitiske havn Elat (2 Kong 14,22). I den syriske krig vandt Resin Elat tilbage for Syrien og fordrev jøderne. Den blev derefter permanent besat af syrere--også her bør vi sandsynligvis læse edomitter (2 Kong 16,6). Fra kileskriftindskrifterne lærer vi, at da Tiglat-Pileser undertvang Resin, var Qaus-malaka af Edom blandt de konger, som han modtog hyldest fra i Damaskus (736 f.Kr.). Senere hyldede Malik-ram Sankerib. Også til Ezarhaddon blev de tvunget til at yde tjeneste. De gav Nebukadnesar den hjælp, de kunne, og jublede over Jerusalems ødelæggelse, hvilket vakte den bitreste harme i jødernes hjerter (Klag 4,21; Ez 25,12; Ez 35,3; Obad 1,10). Edomitterne trængte ind i de nu tomme landområder i det sydlige Juda. I 300 f.Kr. faldt Seirs bjergland med hovedstaden Petra i nabatæernes hænder.

5. Idumæa og idumæerne:

Vest for `Arabah blev det land, de besatte, kendt under det græske navn Idumæa, og folket som idumæere. Hebron, deres vigtigste by, blev indtaget af Judas Makkabæeren i 165 f.Kr. (1 Makk 4,29.61; 5,65). I 126 f.Kr. blev landet undertvunget af Johannes Hyrkanos, som tvang folket til at blive jøder og lade sig omskære. Antipater, statholder i Idumæa, blev af Julius Cæsar gjort til prokurator over Judæa, Samaria og Galilæa. Han banede vejen til tronen for sin søn Herodes den Store. Med Judas fald under romerne forsvinder Idumæa fra historien.

Navnene på flere edomitiske guddomme kendes: Hadad, Qaus, Koze og muligvis Edom; men om Edoms religion mangler vi oplysninger. Sproget adskilte sig kun lidt fra hebraisk.

W. Ewing