Festmåltid

Som et tegn på gæstfrihed (1 Mos 19,3; 2 Sam 3,20; 2 Kong 6,23); ved anledninger med glæde i hjemmet (Luk 15,23; 1 Mos 21,8); på fødselsdage (1 Mos 40,20; Job 1,4; Matt 14,6); og i anledning af et bryllup (Dom 14,10; 1 Mos 29,22).

Festmåltider var en del af de skikke, der var forbundet med frembærelsen af ofre (5 Mos 12,6, 7; 1 Sam 9,19; 16,3, 5), og med de årlige fester (5 Mos 16,11). “Det var et af formålene med de større højtider, som krævede folkets fremmøde ved det hellige telt, at nationens enhed kunne bevares og knyttes sammen ved, at man til fastsatte tider samledes på ét sted og med én sjæl tog del i de samme religiøse handlinger. Men denne enhed var først og fremmest en religiøs og ikke blot en politisk enhed; folket skulle ikke blot mødes indbyrdes, men med Jehova, og fremstille sig for ham som ét legeme; mødet var i sin egen natur en forbindelse af dem selv i fællesskab med Jehova; derfor var det ikke politik og handel, det her drejede sig om, men sjælen i den mosaiske ordning, grundlaget for Israels religiøse og politiske eksistens, pagten med Jehova. For at holde folkets bevidsthed om dette levende, for at genoplive, styrke og videreføre den, kunne intet være så velegnet som disse årlige fester.”