Felix; Antonius

fe'-liks, an-to'-ni-us (Phelix, fra latin felix, "lykkelig"): En romersk prokurator i Judæa, udnævnt som Cumanus' efterfølger af kejser Claudius. Den begivenhed, der førte til, at Felix kom ind i fortællingen i Apostlenes Gerninger, var uroen i Jerusalem (ApG 21,27). Dér blev Paulus, som blev angrebet på foranledning af de asiatiske jøder på grund af påstået falsk lære og vanhelligelse af templet, med besvær reddet af øverstbefalende Lysias. Men da Lysias fandt ud af, at Paulus var romersk borger, og at de hemmelige sammensværgelser mod hans fanges liv derfor kunne få alvorlige følger for ham selv, og da han desuden fandt, at Paulus var anklaget på religiøse snarere end politiske grunde, sendte han ham videre til Felix i Cæsarea for at blive forhørt (ApG 21,31-23). Ved sin ankomst blev Paulus fremstillet for Felix og blev derefter holdt tilbage i fem dage i Herodes' domshal, indtil hans anklagere også skulle nå til Cæsarea (ApG 23,33-35). Retssagen blev indledt, men efter at have hørt Tertullus' vidnesbyrd (se TERTULLUS) og Paulus' tale til sit eget forsvar udsatte Felix dommen (ApG 24,1-22). Den undskyldning, han gav for udsættelsen, var, at Lysias ikke var mødt frem, men hans virkelige grund var at skaffe sig bestikkelse for at løslade Paulus. Han behandlede derfor til at begynde med sin fange mildt og lod, sammen med Drusilla, som om han interesserede sig for hans lære. Men disse forsøg på at få Paulus til at købe sin frihed mislykkedes ynkeligt; Paulus søgte hverken Felix' eller Drusillas gunst, og de hyppige samtaler, han havde med dem, gjorde han til en anledning til at prædike for dem om retfærdighed og afholdenhed og den endelige dom. Sagen trak ud i to år, indtil Felix ved sin afgang, "idet han ønskede at vinde jødernes gunst .... lod Paulus blive i lænker" (ApG 24,27). Ifølge den bezanske tekst skyldtes Paulus' fortsatte fængsling Felix' ønske om at behage Drusilla.

Felix var bror til Pallas, som var Claudius' berygtede yndling, og som ifølge Tacitus (Annals xiii. 14) faldt i unåde i 55 e.Kr. Tacitus antyder, at Felix var fælles prokurator i Judæa sammen med Cumanus, før han blev udnævnt til eneansvarlig, men Josefus tier om dette. Både Tacitus og Josefus omtaler, at han efterfulgte Cumanus, idet Josefus anfører, at det skete på foranledning af ypperstepræsten Jonatan. Der er nogen tvivl om kronologien for Felix' embedsperiode. Harnack og Blass, som følger Eusebius og Hieronymus, sætter hans tiltrædelse til 51 e.Kr. og Paulus' fængsling til 54-56 e.Kr.; men de fleste moderne kommentatorer hælder til datoerne 52 e.Kr. og 56-58 e.Kr. Disse sidstnævnte tolker Paulus' udsagn: "Du har i mange år været dommer for dette folk" (ApG 24,10), som en henvisning til et eller andet juridisk embede, ikke nødvendigvis til stillingen som medprokurator (se Tacitus), som Felix tidligere havde haft på Cumanus' tid, og de argumenterer for, at denne tidligere forbindelse mellem Felix og Judæa gav en grund til Jonatans støtte til Felix' krav på prokuratoratet ved Gumanus' afsættelse. Apostlenes Gerningers vidnesbyrd om Felix' onde karakter bekræftes fuldt ud af Josefus' skrifter (BJ, II, xiii). Selv om han undertrykte de røvere og mordere, der plagede Judæa, og blandt dem den "egypter", som Lysias henviser til (ApG 21,38), var "han selv mere skadelig end dem alle." Når lejligheden bød sig, tøvede han ikke med at bruge sicarii (se ASSASSINS) til sine egne formål. Idet han udnyttede sin brors indflydelse ved hoffet, kendte hans grusomhed og rovgriskhed ingen grænser, og under hans styre blev oprør vedvarende og markerede et tydeligt stadium i den oprørsbevægelse, som kulminerede i udbruddet i 70 e.Kr. (således Schurer). At han lod Paulus blive i lænker, var blot et sidste eksempel på en mand, der ofrede pligt og retfærdighed for sin egen samvittighedsløse egoismes skyld. For mere detaljerede oplysninger om datoer osv., jf. Knowling (Expos Greek Test., II, 477 ff).

C. M. Kerr