Første Korintherbrev

Blev skrevet fra Efesos (1 Kor 16,8) omkring påsketiden i det tredje år af apostlens ophold dér (ApG 19,10; 20,31), og da han havde besluttet at besøge Makedonien og derefter vende tilbage til Korinth (sandsynligvis år 57 e.Kr.).

De nyheder, der imidlertid var nået ham fra Korinth, forpurrede hans plan. Han havde hørt om de misbrug og stridigheder, der var opstået blandt dem, først fra Apollos (ApG 19,1), og dernæst fra et brev, de havde skrevet til ham om emnet, og også fra nogle af “Kloes husfolk” samt fra Stefanas og hans to venner, der havde besøgt ham (1 Kor 1,11; 16,17). Paulus skrev derfor dette brev med det formål at standse partisindet og rette de fejlagtige opfattelser, der var vokset frem blandt dem, samt afhjælpe de mange misbrug og uordnede skikke, der var udbredte. Titus og en bror, hvis navn ikke angives, var sandsynligvis brevets overbringere (2 Kor 2,13; 8,6, 16-18).

Brevet kan inddeles i fire dele:

Apostlen behandler emnet om de sørgelige splittelser og partistridigheder, der var opstået blandt dem (1 Kor 1-4).

Dernæst behandler han visse tilfælde af umoral, som var blevet berygtede blandt dem. De havde tilsyneladende tilsidesat selv de første grundsætninger for moral (5; 6).

I den tredje del drøfter han forskellige spørgsmål om lære og kristen etik som svar på visse meddelelser, de havde sendt ham. Han retter især visse grove misbrug i forbindelse med fejringen af Herrens nadver (7-14).

Den afsluttende del (15; 16) indeholder et udførligt forsvar for læren om de dødes opstandelse, som nogle iblandt dem havde draget i tvivl, efterfulgt af nogle almindelige anvisninger, meddelelser og hilsener.

Dette brev “viser apostlens stærke selvbeherskelse på trods af hans fysiske svaghed, hans trængte omstændigheder, hans uophørlige vanskeligheder og hans følelsesfulde natur. Det blev, fortæller han os, skrevet i bitter kval, ‘af megen nød og hjertets tryk...og med strømmende øjne’ (2 Kor 2,4); alligevel beherskede han udtrykket for sine følelser og skrev med en værdighed og hellig ro, som han mente bedst kunne vinde hans vildfarne børn tilbage. Det giver et levende billede af den tidlige kirke...Det opløser fuldstændigt drømmen om, at den apostolske kirke befandt sig i en enestående tilstand af hellighed i livsførelse eller renhed i lære.” Apostlen udfolder og anvender i dette brev store principper, der er egnede til at vejlede kirken til alle tider i dens behandling af de samme og beslægtede onder, i hvilken form de end måtte vise sig.

Dette er et af de breve, hvis ægthed aldrig er blevet draget i tvivl af kritikere af nogen skole; så mange og så afgørende er vidnesbyrdene om dets paulinske oprindelse.

Efterskriften til dette brev angiver fejlagtigt i KJV, at det blev skrevet i Filippi. Denne fejl opstod ved en fejloversættelse af 1 Kor 16,5, “For jeg rejser gennem Makedonien,” som blev fortolket som betydende: “Jeg er på vej gennem Makedonien.” I 16,8 erklærer han sin hensigt om at blive endnu nogen tid i Efesos. Derefter er hans plan at “rejse gennem Makedonien.”