Fønikien; fønikerne

fe-nish'-i-a, fe-nish'-anz:

1. Landet

2. Kolonierne

3. Folket

4. Kunsthåndværk og fremstilling

5. Handel og vareudveksling

6. Sprog og kultur

7. Religion

8. Historie

LITTERATUR

1. Landet:

Betegnelsen "Fønikien" er græsk (Phoinike, "daddelland, eller palmeland," af phoinix, "daddelpalmen"). Den forekommer i Bibelen kun i ApG (11,19; 15,3; 21,2), idet landet almindeligvis betegnes som "kysten" eller "egnene omkring Tyrus og Sidon" (Matt 15,21; Mark 7,24; Mark 7,31; Luk 6,17). I Det Gamle Testamente finder vi det indbefattet i det land, der tilhørte kana'anæerne eller Sidon (1 Mos 10,19; 1 Mos 49,13; Jos 11,8; 1 Kong 17,9). Fønikiens grænser var også ubestemte. Betegnelsen bruges undertiden af klassiske forfattere som omfattende kystlinjen fra Mt. Cassius i nord til Gaza eller længere mod syd, en strækning på omkring 380 miles, eller omkring 400 miles hvis vi medregner bugternes og indskæringernes buer og forbjergenes fremspring. Men i strengere forstand strakte det sig ikke længere end til Gabala (det moderne Jebleh) i nord og Karmels bjerg i syd, eller omkring 150 miles. Navnet blev sandsynligvis først anvendt om området over for Cypern, fra Gabala til Aradus og Marathus, hvor man lagde mærke til daddelpalmen, og derefter, da den fandtes i endnu større mængde længere mod syd, blev det også anvendt om dette område. Palmetræet er almindeligt på mønterne fra både Aradus og Tyrus, og det vokser stadig ved kysten, om end ikke i stor mængde. Landets bredde var også ubestemt; det strakte sig ikke ind i landet længere end til kammen af de to bjergkæder, Bargylus (Nusairi-bjergene) og Libanon, som løber parallelt med kysten og på størstedelen af deres længde kun efterlader lidt plads mellem sig og havet. Det er tvivlsomt, om fønikerne beboede bjergområderne, men de må have behersket dem på de vestlige skråninger, eftersom de hentede tømmer derfra til deres skibe og templer. Landets bredde oversteg sandsynligvis ikke 25 eller 30 miles på det meste, og mange steder var den langt mindre; i virkeligheden et meget lille territorium, men et, der spillede en fremtrædende rolle i oldtiden.

Der er få havne på hele kysten, ingen i moderne forstand, eftersom de få bugter og vige, der findes, kun giver ringe læ for moderne skibe; men oldtidens skibe fandt tilstrækkelig beskyttelse en række steder, især ved hjælp af kunstige havne, og ved den lethed, hvormed de kunne trækkes op på sandstranden om vinteren, når sejladsen var indstillet. Forbjergene er få og rager ikke langt ud i havet, såsom Theu-prosopon syd for Tripolis, Ras Beirut og det brede fremspring syd for Tyrus, der omfatter Ras el-`Abyadh og Ras en-Naqura og Ras el-Musheirifeh (se Tyrus' stige). Karmels forbjerg er noget mere markant end de andre og danner en ret vidtstrakt bugt, som strækker sig til Akko. Forbjerget hæver sig til en højde af 500 fod eller mere nær havet og til mere end det dobbelte i sin fortsættelse mod sydøst.

Libanonbjerget, som danner baggrunden for Fønikien i omkring 100 miles, er et særdeles iøjnefaldende træk i landskabet. Det når en højde på 10.200 fod på det højeste punkt øst for Tripolis og 8.500 i Jebel Sunnin øst for Beirut, og den gennemsnitlige højde er fra 5.000 til 6.000 fod. Det er gennemskåret af dybe kløfter, hvor de talrige vandløb har skåret sig vej til havet, hvilket skaber meget varierede og maleriske landskaber. Oprindelig var det tæt bevokset med ceder-, ege- og fyrretræer, som stadig findes i betydeligt antal, men langt den største del af bjerget er blevet afskovet, og skråningerne er i vid udstrækning blevet terrasseret til dyrkning af vinranker og frugttræer samt morbærtræer til silkeavl. Sletterne langs kysten er ikke vidtstrakte, men gennemgående meget frugtbare og bærer rige afgrøder af hvede, byg og andre kornsorter, hvor de ikke er anvendt til dyrkning af morbær, appelsin, citron, figen, abrikos og andre småfrugter. I sin største udstrækning omfattede Fønikien den brede Sharonslette og sletten ved Akko, mellem Karmel og denne by, samt en del af det område, der vandes af Kishon; men Fønikiens sletter i egentlig forstand er langt mere begrænsede. De er: Tyrus' slette, lang men smal, der strækker sig fra Ras el-`Abyadh til Sarepta; Sidons slette, der strækker sig fra Sarepta til Bostrenus (Nahr el-'Auly); Beiruts slette (Berytus) mellem de vidtstrakte sandklitter langs kysten og det klippefyldte næs mod vest og Libanons fod, 10 eller 12 miles lang, men kun en eller to bred, og som rummer en af de største olivenlunde i Syrien; den meget lille slette ved Tripolis, der omfatter denne by og dens havn; og, den mest vidtstrakte af alle, Marathus' slette, der strækker sig fra Arka til Aradus eller endda videre og omfatter floden Eleutherus (Nahr el-Kebir). Disse sletter leverede kun en del af den føde, som indbyggerne havde brug for; de var mere eller mindre afhængige af deres naboer for resten (1 Kong 5,11; ApG 12,20).

Fønikiens floder er forholdsvis korte og små; Litany udspringer i Buka', mellem Libanon og Anti-Libanon, og finder vej i en dyb og snæver kløft mellem Libanon og Hermonbjerget mod syd, og drejer til sidst vestpå og når havet nogle få mil nord for Tyrus, hvor den kaldes Kasimiyeh. Omkring 12 mil nord for Beirut ligger Hundefloden (Lycus), et meget kort vandløb, men kendt for det berømte pas ved dens udmunding, hvor egyptiske, assyriske og babyloniske konger indhuggede deres monumenter; og nogle få mil syd for Jebail (Gebal) ligger Adonis (Nahr Ibrahim), som kommer ned fra 'Afqa (Apheca svarer til Afek, Jos 13,4), kendt for Venus- og Adonis-riterne (se TAMMUZ); og Eleutherus, allerede nævnt, som løber gennem dalen mellem Bargylus og Libanon og danner passagen mellem disse to bjerge ind i det indre land. De øvrige floder er meget korte, men giver en stadig vandforsyning til kystens beboere.

Landets produkter, ligesom klimaet, er meget varierede på grund af højdeforskellen mellem de områder, der egner sig til dyrkning, med temperaturer fra det halvtropiske til det alpine. Hvor langt de gamle folk dyrkede bjergskråningerne, ved vi ikke, men de drog i hvert fald stor nytte af skovene af ceder og fyr, især den førstnævnte, som var den mest værdifulde til skibsbygning og arkitektoniske formål og blev højt værdsat, ikke blot af fønikerne, men også af egyptere, assyrere og babyloniere, som transporterede den til deres egne lande til byggeri. Mineralforekomsterne er få, og fønikerne var afhængige af deres kolonier og andre lande for det, de behøvede af sådanne.

2. Kolonierne:

Landets smalhed og vanskeligheden ved at udvide på grund af de høje bjergkæder og fjendtligheden fra stammerne i det indre fik fønikerne til at vende sig mod havet for at finde en udvej for deres voksende befolkning. Vi har kun ét eksempel på deres forsøg på at kolonisere baglandet, og det endte i katastrofe (Dom 18). Hiram, kongen af Tyrus, var ikke tilfreds med Salomos gave på 20 byer i Galilæa, sandsynligvis fordi han ikke ønskede at påtage sig ansvaret for deres forsvar. Folket blev tidligt søfarere, og herredømmet over havet var mere tillokkende for dem, og de fandt plads til udvidelse på øerne og ved Middelhavets kyst, hvor de grundlagde kolonier vidt omkring. Deres første oversøiske besiddelser var på Cypern, hvis kyster de besatte i det 2. årtusinde f.Kr., sandsynligvis omkring 1500. På sydkysten anlagde de forskellige kolonier, såsom Citium (Larnaca), Amathus, Curium og Paphos, og på østkysten Salamis, Ammachosta og Soli, og i det indre Idalium og Golgi, foruden andre mindre betydningsfulde bosættelser. Vidnesbyrdene om den fønikiske besættelse af Cypern er talrige. Den sydlige del af Lilleasien tiltrak dem også på et tidligt tidspunkt, især Kilikiens frugtbare sletter, og Tarsus blev den vigtigste af deres kolonier dér. Dens mønter bærer fønikiske typer og indskrifter, blandt hvilke Ba'al er fremtrædende. Andre steder langs kysten blev besat, og det samme gjaldt øen Rhodos samt visse havne på Kretas sydkyst og de fleste af øerne i Det Ægæiske Hav. Deres tilstedeværelse i Attika bevidnes af indskrifter, og sagnet forbinder Theben med dem i skikkelse af Kadmos, den formodede søn af Agenor, kongen af Fønikien. Men det er tvivlsomt, om de virkelig koloniserede det græske fastland. De blev mere tiltrukket af landene længere mod vest.

Den største af deres kolonier lå i Afrika. De besatte først Utica, sandsynligvis i det 12. århundrede f.Kr., og andre steder i samme område indtil det 9. århundrede. Det store Karthago blev grundlagt, som var bestemt til at blive den rigeste og mægtigste af alle og Roms frygtede rival. Alle kender fortællingen om Elisa, eller Dido, den formodede tyriske dronning, som førte sine tilhængere til stedet og grundlagde byen. Fortællingen er måske sagnagtig, men at Karthago var en koloni fra Tyrus, er der ingen grund til at tvivle på. Andre kolonister besatte dele af Sicilien, såsom Motya, Erix, Soli og Panormus (Palermo). De drog også over til Sardinien og De Baleariske Øer og anlagde kolonier på Spaniens sydkyst og Afrikas nordvestlige kyst, inden for og hinsides Gibraltarstrædet. Af deres bosættelser i Spanien var Gades (Cades) og Tartessus de mest kendte, idet sidstnævnte sandsynligvis er Skriftens Tarshish (1 Kong 10,22). Malaca (Malaga) og Abdera, inden for strædet, var ligeledes vigtige bosættelser, og der var andre af mindre betydning.

Fønikernes koloniale foretagsomhed var bemærkelsesværdig for tiden og blev i oldtiden kun overgået af grækerne, som kom senere, mens fønikerne var pionererne. Fønikernes energi og dristighed i at trænge ud på ukendte have, med de ufuldkomne midler de havde til rådighed, er et vidnesbyrd om dette folks foretagsomhed. Deres hovedformål var dog handel. Deres kolonier var for det meste handelsstationer til udveksling af deres forarbejdede varer mod produkterne fra de lande, de besøgte. De bekymrede sig kun lidt om at opbygge nye stater eller om at udbrede deres civilisation og forme barbariske stammer og give dem del i deres kultur. I dette blev de langt overgået af grækerne, hvis kolonier i dyb grad ændrede de folk og lande, som de kom i kontakt med.

3. Folket:

Fønikerne var de samme som kana'anæerne, under hvilket navn de kendes i Det Gamle Testamente, såvel som sidonere (1 Mos 10,19; 4 Mos 13,29). De var af semitisk afstamning, hvis vi kan dømme efter deres sprog og kendetegn. Det er sandt, at Kanaan i 1 Mos 10,6 kaldes en søn af Kam, men det er også sandt, at Kanaans sprog identificeres med hebraisk (Es 19,18). Hvis de tidlige fønikere talte et andet sprog, mistede de det fuldstændigt før deres kontakt med hebræerne. Deres skrifter og alle henvisninger til dem hos oldtidens autoriteter viser, at deres sprog var rent semitisk. Hvad angår deres oprindelse og tidspunktet for deres vandring til den syriske kyst, er det vanskeligere at afgøre. Herodot (i.2; vii.89) siger, at de først boede ved Det Erythræiske Hav, som identificeres med Den Persiske Bugt, og moderne autoriteter har ikke fundet beviser, der gendriver udsagnet. Det er ganske sikkert, at de ikke var landets urbefolkning, og de må være kommet ind med nogle af de forskellige folkevandringer fra øst, som vi fra egyptiske og babyloniske monumenter ved fandt sted i det 3., måske i det 4. årtusinde f.Kr. Semitter findes i Syrien så tidligt som under det 4. egyptiske dynasti, omkring 3000 f.Kr., og vi kan med rimelighed formode, at kana'anæerne var i besiddelse af havkysten så tidligt som 2500 f.Kr. Det er muligt, at de var blandt hyksos-invaderne i Egypten (Paton, Syria and Palestine, 67).

At fønikerne gik til søs på et meget tidligt tidspunkt og blev den antikke verdens dygtigste søfarere, er sikkert. Deres foretagsomhed i denne retning bevidnes af klassiske forfattere, og henvisningerne til den i Det Gamle Testamente er talrige. Dette var forbundet med stor flid og dygtighed i fremstillingen af de forskellige artikler, som udgjorde materialerne for deres omfattende handel. De udviste en dristighed og vovemod ved at trodse havets farer i deres små skibe, som for den tidsalder kræver vores beundring. De var de første, der vovede at sejle ud af syne fra land på deres rejser og sejle forbi Herakles' søjler ud i oceanet. Men i deres handelsforbindelser var de ofte samvittighedsløse, og deres begær efter fortjeneste førte dem ofte til at udnytte de barbariske folkeslag, som de kom i kontakt med, på urimelig måde. Købet af det land, hvor Karthagos citadel blev bygget, kan illustrere oldtidens opfattelse af dem, men vi bør huske, at list og bedrag tilskrives dem af deres fjender, som er de eneste, der har overleveret beretninger om dem. De hebraiske profeter taler om deres stolthed og forfængelighed (Ez 28,17), og vold (Ez 28,16), og Amos antyder en handel med fanger taget i krig, men om det var hebræere eller ej, er ikke klart (Am 1,9). Slaver var blandt de handelsvarer, de handlede med (Ez 27,13; Joel 3,6), men dette kunne næppe tilregnes dem som en stor synd, når slaveri var universelt. Hovedårsagen til, at de blev fordømt af profeterne, var deres fordærvede skikke i gudsdyrkelsen og den skadelige indflydelse fra Ba'al- og Astarte-kulten, som de indførte i Israel gennem Akabs ægteskab med Jezabel (1 Kong 16,31-33). Denne onde indflydelse kunne mærkes selv efter fangenskabet, da den fønikiske Tammuz' ritualer blev praktiseret i Jerusalem (Ez 8,14). Men fønikernes tidligere forbindelser med Israel på Davids og Salomos tid var venskabelige og til gensidig gavn. Alt i alt tildeler historiens dom dette folk en høj stilling for deres foretagsomhed og dygtighed i at drive deres handel og for at være civilisationens pionerer i mange af middelhavslandene, især ved deres indførelse af alfabetisk skrift, som var langt det mest værdifulde af alle deres bidrag til den antikke verdens kultur.

4. Kunsthåndværk og fremstillingsvirksomhed:

(1) Tekstilstoffer:

Fønikerne var berømte for deres tekstilstoffer af silke, uld, linned og bomuld. Materialerne til de tre sidste blev skaffet fra Syrien og Egypten, men silken kom fra Fjernøsten gennem Persien. Farvningen af disse stoffer skete ved en proces opfundet af fønikerne, og farvens glans og holdbarhed var uden sidestykke i oldtiden og gjorde den tyriske purpur berømt over hele verden. De finere kvaliteter af den var så kostbare, at kun de meget rige, eller konger og fyrster, kunne skaffe sig den, og den blev til sidst et synonym for kongelighed. Dette farvestof blev udvundet af skaldyr, som fandtes i rigelige mængder i Middelhavet, især langs den fønikiske kyst, arter af Murex og Buccinum. Fremstillingsmåden kendes ikke med sikkerhed og blev sandsynligvis holdt hemmelig af fønikerne. I det mindste havde de monopol på virksomheden.

(2) Glas:

Glas var et andet velkendt produkt fra landet, og selv om det ikke blev opfundet af fønikerne, som man tidligere antog, blev det fremstillet i store mængder og eksporteret til alle lande omkring havet.

Se GLAS.

(3) Keramik:

Keramik var også en fremstillings- og eksportartikel, og nogle af eksemplerne på deres arbejde, fundet på Cypern, viser betydelig dygtighed i dekorationskunsten såvel som i fremstillingen. I dette blev de dog langt overgået af grækerne.

(4) Bronze:

Bronze var en specialitet for fønikerne, og i århundreder var de de førende producenter, eftersom de kontrollerede kilderne til forsyningen af det kobber og tin, der blev brugt ved fremstillingen. Resterne af deres bronzefremstillinger er talrige, såsom våben til angreb og forsvar, knive, toiletartikler, økser, segl, bægre, paterae og forskellige andre husgeråd. Genstande til kunstneriske formål er ikke af høj værdi, selv om søjlerne med navnene Jakin og Boaz, støbehavet, fodstykkerne, karrene og andre genstande, som Hiram fra Tyrus støbte til Salomos tempel, må have udvist betydelig kunstnerisk fortjeneste. Deres bronze var af god kvalitet og blev hærdet, så den egnede sig godt til skærende redskaber. Sammensætningen var omtrent 9 dele kobber til 1 del tin. De synes også at have fremstillet jern (2 Krøn 2,14), og nogle eksemplarer er bevaret til vor tid, men ud fra deres sjældenhed kan vi ikke bedømme omfanget af deres fremstilling i dette metal, da de fleste genstande er gået til ved korrosion.

Æstetisk kunst blandt fønikerne var af lav kvalitet, som den var blandt semitterne i almindelighed, og hvor vi finder nogle arbejder af moderat værdi, viser de uden tvivl indflydelse fra græsk kunst, såsom dem, der blev fundet på Cypern af general Di Cesnola og andre. I selve Fønikien er meget lidt af kunstnerisk værdi kommet for dagen, som kan tilskrives indfødte kunstnere. I skulpturen er stilen stiv og konventionel, meget af den yderst grov, og den mangler udtryk. Dyreformerne er som regel groteske, ofte absurde, og minder én om børns forsøg på plastisk kunst. De menneskelignende sarkofager, der blev opdaget i Sidon, var modelleret efter de egyptiske, og de pragtfulde af forskellig udformning fra samme sted, nu i museet i Konstantinopel, var ganske sikkert værk af græske kunstnere fra Alexander den Stores tid.

Fønikernes arkitektur var kendetegnet ved massivitet snarere end elegance. Underbygningerne til nogle af deres templer og borge er kyklopiske, ligesom dem ved templet i Jerusalem (1 Kong 7,10), og andre eksempler findes i Sidon, Gebal, Marathus og andre steder i selve Fønikien. Deres arbejde synes at mangle symmetri og ynde og viser mangel på æstetisk smag.

5. Handel og vareudveksling:

Handel var selve Fønikiens liv. Landets snævre grænser udelukkede ethvert omfattende landbrug, og folket var tvunget til at skaffe sig udkomme på andre måder. De gav sig i kast med industrielle håndværk, og dette førte dem til at søge midler til at distribuere deres varer. Handel var uundværlig for dem, og de søgte afsætning for den til søs og til lands. Deres beliggenhed var særlig gunstig for handel. Midt i den gamle verden, med oldtidens store, rige og folkerige nationer bag sig og på begge sider, vendte de sig mod de unge, kraftige og voksende nationer i vest, og de tjente dem alle som transportører og producenter. Deres karavaner fulgte alle Østens veltrådte ruter, Arabiens ørkener og bjergpassene i Armenien og Lilleasien, og deres skibe stak dristigt til søs og udforskede Middelhavet og Euxinus og tøvede ikke med at trodse Atlanterhavets ukendte farer og trængte måske endda frem til Østersøen, idet de i deres iver efter opdagelser og søgen efter nye handelsveje efterlignede senere tiders søfarere. Kunne vi finde en detaljeret beretning om deres rejser og opdagelser, ville det være et særdeles interessant dokument, men vi har kun lidt ud over det, andre har skrevet om dem; det giver os dog en ret god forestilling om omfanget af deres handelsforetagender. Profeten Ezekiel har givet os et bemærkelsesværdigt katalog over Tyrus' varer og over de lande, som byen handlede med (Ez 27). Der nævnes næsten alle områder i Vestasien, Egypten, Grækenland og øerne samt Spanien, angivet ved navne på folkeslag, stammer og lande. Varerne i deres handel omfatter de vigtigste, som var kendt i den gamle verden: landbrugsprodukter såsom uld, linned, olie, balsam, krydderier, røgelse, vin, korn osv.; metaller såsom guld, sølv, kobber (bronze), tin, jern, bly osv.; ædelsten og fremstillede varer, "mængden af håndværksarbejder", som de var så dygtige til at fremstille. De handlede også med dyr, heste, muldyr, lam, væddere og bukke, og, hvad der er mindre til deres ære, med menneskers personer (Ez 27,13). Rækkevidden af deres handel var langt videre, end Ezekiel antyder. Vi ved, at de nåede Scillyøerne ved Britannien og sandsynligvis Østersøen, hvortil de drog efter rav, skønt dette kan være blevet bragt over land til Adriaterhavet og dér modtaget i deres skibe. De sejlede langs Afrikas vestkyst så langt som til Kap Non, og måske længere, for Herodot fortæller os, at Farao Neko udsendte en besætning af fønikiske søfolk for at omsejle Afrika, hvilket de gennemførte på 3 år.

Vi ved, at de havde en flåde i Det Røde Hav, som sejlede fra Elat eller Esjon-Geber (1 Kong 9,26; 1 Kong 9,27), og det er ganske muligt, at nogle af Egyptens konger gav dem lov til at benytte havne ved den anden gren af Det Røde Hav. De må have besøgt Afrikas østkyst og måske sat over Det Indiske Ocean efter at have fulgt Arabiens kyst og således drevet handel med Indien. Det Ofir, der nævnes i forbindelse med disse rejser, er ikke endeligt lokaliseret, men lå måske i Sydarabien, skønt det muligvis lå i Sydøstafrika.

Se guld.

De skibe, hvormed fønikerne foretog disse rejser, var små sammenlignet med nutidens store fartøjer, men de største, der kendes i deres tid, som vi kan slutte af de lange rejser, de foretog. Deres overlegenhed bevidnes af klassiske forfattere. I Xerxes' berømte tog mod Grækenland overgik de fønikiske skibe alle andre i hastighed, og kongen valgte et af dem, da han gik om bord for at sejle ud på havet (Herodot vii.100). Disse skibe blev drevet frem både af sejl og årer, som vi ved fra afbildninger på mønterne.

Se COINS.

6. Sprog og kultur:

De gamle tilskrev fønikerne opfindelsen af alfabetet. Dette anses nu for tvivlsomt, og der findes ingen pålidelige oplysninger til at afgøre, hvilket folk der først analyserede talen ned til dens yderste elementer, men fønikerne har fortjenesten af at have bragt opfindelsen til den vestlige verdens kendskab. Det er ganske sikkert, at alfabeterne i Vestasien og Europas alfabeter stammede fra de fønikiske skrifttegn. Det var, hvad man måtte forvente ud fra deres vidtstrakte handelsforbindelser. Alfabetisk skrift var faktisk en af deres eksportvarer og langt den vigtigste af dem alle. Verden skylder dette folk en stor gæld for dette uvurderlige hjælpemiddel til litteratur, videnskab og kultur.

Se ALPHABET.

Det fønikiske alfabet omfatter 22 bogstaver og mangler tegn til at angive vokaler, som det blev overladt til læseren at indsætte. Denne mangel er fælles for de semitiske alfabeter, men blev snart afhjulpet, da grækerne overtog det fønikiske. Nogle af bogstaverne må tjene for to lyde, såsom tegnene for »s« og »sh«, for »p« og »ph«, for »t« og »th«; desuden findes der et overflødigt tegn for lyden »s«. Også lydene »y« og »w« er ikke repræsenteret. Bogstavernes oprindelse skal sandsynligvis findes i de hieroglyfiske tegn for ord og stavelser, som egypterne og andre brugte, eftersom ligheden mellem nogle af dem og disse tegn er tydelig; men i nogle tilfælde er det mere sandsynligt, at fønikerne antog deres egne hieroglyffer. Således var det første bogstav, 'aleph, som betyder »okse«, tydeligvis afledt af billedet af et oksehoved og derefter reduceret til en konventionel form.

Det fønikiske alfabet og sprog var fælles for de kanaanæiske stammer og hebræerne, som vi ved fra de mange indskrifter, der er fundet i Vestasien. Moabitterstenen vidner om deres brug øst for Jordan, og Siloam-indskriften ligeledes for Israel, og de samme skrifttegn er fundet i Nordsyrien. Dette ville være naturligt, for folk i disse egne var i det 9. århundrede f.Kr. i høj grad blevet semitiske, da vi formoder, at det fønikiske alfabet var i almindelig brug.

Det er mærkeligt, at fønikerne, som havde et alfabet så tidligt og gjorde det så vidt kendt i verden, gjorde så lidt brug af det til litteratur. Resterne af deres sprog er meget sparsomme, for det meste indskrifter, og disse er som regel meget korte. De længste på egentlig fønikisk er dem fra Sidon, hvoraf den mest berømte er Esmunazers, kongen af Sidon, som omfatter 298 ord. Nogle få andre, der hører til samme dynasti, er blevet opdaget i grave og på murene i Asmuns tempel og viser den fønikiske karakter og stil i dens bedste form. Kun to værker af nogen længde er kendt af os gennem oversættelse eller henvisninger hos græske forfattere. Det første er Sanchoniathons fønikiske historie fra Beirut, som Filon fra Byblos hævder at have oversat fra den fønikiske original. Dette betvivles dog, og både forfatteren og historien mistænkes for at være mytiske. Det andet værk er ægte; den korte beretning om en kartagisk konges rejse hinsides Herakles' søjler, kaldet Hannos Periplus, er ikke uden fortjeneste som fortælling og antyder, at i det mindste den kartagiske gren af den fønikiske slægt kan have haft en litteratur af en vis værdi, men den er desværre gået tabt. Vi kan dog ikke antage, at den var særlig omfattende eller særlig vigtig, for så ville mere af den være blevet bevaret. Den naturlige konklusion er, at fønikerne var så optaget af handelsforetagender og jagten på rigdom, at de forsømte de ædlere anvendelser af det uvurderlige kulturredskab, de havde fundet i alfabetisk skrift.

7. Religion:

Religionen blev tildelt en meget fremtrædende rolle i fønikernes liv. Som et semitisk folk var et sådant træk kun naturligt, og de synes at have besiddet det i rigt mål. Deres religiøse forestillinger er vigtige på grund af den indflydelse, de havde på hebræerne, hvilket er så tydeligt i Det Gamle Testamente. Dyrkelsen af den kanaanæiske Baal og Ashtoreth, eller Astarte, førte israelitterne på afveje og frembragte de mest katastrofale følger.

Der kan næppe være tvivl om, at fønikernes hovedguddomme, såvel som formerne for deres kult, stammede fra Babylonien, sandsynligvis bragt med dem, da de vandrede mod vest, men senere ændret gennem kontakt med Egypten og Grækenland. Nogle mener, at den tidligste opfattelse af guddommen blandt semitterne var monoteisme, og vi finder spor af dette i de egenskaber, som fønikerne tillagde deres hovedgud. Han er Baal, »herre« eller »mester«; Baal-samin, »himlens herre«; Eliun, »den højeste« osv. Disse betegnelser indebærer enten én Gud eller én, som er den øverste blandt guderne og deres hersker. Men denne tro blev ændret, før fønikerne kom i kontakt med hebræerne, og polyteisme trådte i stedet, skønt deres guder var mindre talrige end hos de fleste polyteistiske folkeslag. En af de mest fordærvende tendenser, vi bemærker, var tillæggelsen af seksuelle kendetegn til hovedguddommene i deres panteon, såsom Baal og Ashtoreth, hvilket førte til tøjlesløse ritualer af den mest afskyelige art.

Baal ba`al; den fønikiske Baal var hovedguddommen og blev dyrket overalt, idet han sædvanligvis blev betegnet efter stedet hvert sted: Baal af Tyrus eller Baal-Tsur, Baal-Sidon, Baal-Tars (Tarsus), Baal-bek osv. Han blev betragtet som guden for det avlende princip i naturen, og hans statuer var undertiden flankeret af tyre. Han blev identificeret med Zeus, og han optræder på mønterne under den græske Zeus-type, siddende på en trone, med en ørn i den udstrakte højre hånd og et scepter i den venstre. Undertiden er hans hoved omgivet af stråler, som viser, at han er solguden.

Astarte (fønikisk `ashtoreth) var den store naturgudinde, Magna Mater, himlens dronning (Jer 7,18), og ligesom Baal var solguddommen, blev hun ofte fremstillet under måneaspektet, Ashteroth-karnaim, "Ashteroth med de to horn" (1 Mos 14,5). Undertiden fremstilles hun med duen, frugtbarhedens symbol, hvis gudinde hun var. Hun blev almindeligvis identificeret med Afrodite eller Venus. Hun havde, ligesom Baal, templer overalt, og konger var undertiden hendes ypperstepræster, og hendes dyrkelse var alt for ofte ledsaget af orgier af den mest fordærvede slags, som ved Apheca.

Se ASHTORETH; TAMMUZ.

Blandt de øvrige guder kan vi nævne: El, eller Il ('el oprindelig betegnelsen for den højeste Gud, men senere en underordnet guddom, som blev Byblos' (Gebals) særlige guddom og af grækerne blev betragtet som den samme som Kronos. Melqarth (melqarth, "byens konge") var oprindelig den samme som Baal og repræsenterede én side af denne gud, men blev senere en særskilt guddom, Tyrus' skytsgud, hvis hoved ses på mange af dens mønter, ligesom hans symbol, køllen, eftersom han blev identificeret med Herkules. Herodot beskriver hans tempel i Tyrus, som han tillægger stor ælde, 2.300 år før sin egen tid. Dagon (daghon) synes at have været Aradus' beskyttende guddom; hans hoved ses på denne bys tidlige autonome mønter. Han synes af fønikerne at være blevet betragtet som agerbrugets gud snarere end fiskeriets, som man almindeligvis har antaget. Adonis ('adhon, "herre") blev betragtet som søn af Cinyras, en mytisk konge af Gebal og Astartes mand. Myten om hans død ved vildsvinet førte til de særlige ritualer, der fejrede den, indstiftet af Gebals kvinder ved Apheca og ved floden, som var opkaldt efter ham (se TAMMUZ). Esmun ('esmun), en af Siddiks sønner, fader til kabirerne, blev især æret i Sidon og Beirut. I Sidon blev der bygget et stort tempel til hans ære; dets ruiner er for nylig blevet udforsket, og forskellige indskrifter er fundet, som indvier det til ham. Hans navn betyder "den ottende", dvs. Siddiks ottende søn, idet de andre var kabirerne, eller De Store, som blev anset for at råde over skibe og søfart, og som sådan blev de dyrket mange steder, selv om deres særlige sæde var Beirut. Skønt de blev kaldt "Store", fremstilles de som dværge, og et billede af en af dem blev anbragt på stævnen eller agterenden af hver fønikisk krigsgalej. Gudinden Tanith (tanith) indtog en høj plads i gudeverdenen, eftersom hun i indskrifter går forud for Baal, når de to navne forekommer sammen. Hun blev især æret i Karthago, og de mest ophøjede navne gives hende, såsom "alles ophav"; "den højeste af guderne"; "elementernes herskerinde" osv. Foruden nogle andre guder af mindre betydning, som oprindelig blev dyrket af fønikerne, indførte de nogle fremmede guddomme i deres gudeverden. Således optræder Poseidon hyppigt på Beiruts mønter og blev dens skytsguddom i romersk tid; Isis og hendes tempel i Gebal er ligeledes afbildet på dets mønter, Dioskurerne eller deres symboler på mønter fra Tripolis og Beirut osv. Den fordærvede karakter af den fønikiske gudsdyrkelse er blevet nævnt. Den var også grusom, idet skikken med menneskeofre var almindelig og blev ført ud i et omfang, der var uhørt blandt andre folkeslag, såsom det rædselsvækkende offer af 200 fornemme unge mænd i Karthago, da byen blev belejret af Agathokles. Offeret skete ved brænding, idet offeret blev lagt i armene på gudens statue, som var opvarmet til formålet. I Fønikien var denne gud Melqarth eller Molok, og skikken fordømmes i Det Gamle Testamente (3 Mos 20,2-5), men også andre guder blev æret på denne måde. Fønikernes religiøse følelse var utvivlsomt dyb, men sørgeligt fordærvet og forvansket.

8. Historie:

Fønikiens politiske historie er historien om de byer og købstæder, der hørte til det. Landet som helhed havde ingen centraliseret regering, men de vigtigste byer udøvede til tider en slags hegemoni over nogle af de mindre. Dette gjaldt især Sidon og Tyrus, men hver by havde sin konge og sit lokale styre. Landet omtales aldrig i gamle dokumenter, men folket betegnes efter deres byer. Således finder vi i 1 Mos 10,17 f omtalen af Sidon, arvaditten, arkitten osv., og i Jos 13,4 gebalitterne og sidonierne i forbindelse med kana'anæernes land. På samme måde omtaler indskrifterne fra Egypten, Babylonien og Assyrien folkene fra de forskellige byer, men ikke landet som en politisk enhed, hvilket det aldrig var.

Byerne træder først frem i historien i perioden med egyptisk herredømme, der begyndte i det 16. århundrede f.Kr. under Thothmes III. Denne konge undertvang de fleste af de fønikiske byer eller modtog deres underkastelse under sine talrige felttog til Syrien, og det egyptiske herredømme fortsatte med større eller mindre afbrydelser indtil Egyptens tilbagegang under det 20. dynasti, eller i omkring 300 år. I denne tid synes Arvad at have udøvet overherredømmet i nord og Sidon i syd, mens Gebal kontrollerede den midterste region. Tell el-Amarna-brevene afslører mange forhold vedrørende tingenes tilstand, mens den egyptiske magt var ved at svækkes i den sidste del af det 18. dynasti, især under Amenhotep IV (Ikhnaton). Fremvæksten af amoritternes og hittitternes magt i nord truede disse byer, som stod under egyptiske guvernører, og de anråbte deres lensherre om hjælp, som ikke blev givet, og de faldt, den ene efter den anden, i fjendens hænder. Ramses II genoprettede det egyptiske herredømme, men hans efterfølgere af det 20. dynasti kunne ikke opretholde det, og invasionen af stammer fra vest og nord, kaldet Peleset eller filistre, til lands og til vands, fortsatte med at vokse, selv om den blev slået tilbage af Ramses III, indtil det egyptiske herredømme blev brudt, og kystbyerne genvandt deres uafhængighed omkring midten af det 12. århundrede f.Kr. Sidon trådte frem som Fønikiens hovedby, og Josva omtaler den som "Store Sidon" (Jos 11,8). Homer nævner også Sidon ofte, men henviser ikke til Tyrus. Den sidstnævnte by fandtes bestemt på hans tid, men var ikke trådt frem som den førende by i grækernes bevidsthed. Dog var den en befæstet by på Josvas tid (19,29), og kongen af Tyrus er blandt de brevskrivere, der nævnes i Tell el-Amarna-brevene. Den synes at have fået forrang frem for Sidon, da denne blev angrebet af filistrene fra Askalon, og indbyggerne blev tvunget til at flygte i sikkerhed til Tyrus. Under alle omstændigheder udøvede Tyrus overherredømmet i Fønikien, da David kom på tronen, og havde sandsynligvis opnået det et eller to århundreder før og beholdt det, indtil Fønikien blev underlagt Assyrien i det 9. århundrede f.Kr. Asshur-nazir-pal kom først i kontakt med Fønikien, som underkastede sig tribut, mellem 877 og 860 f.Kr., og denne underkastelse fortsatte indtil Assyriens fald i den sidste del af det 7. århundrede f.Kr. Underkastelsen var kun nominel i mere end et århundrede; byerne beholdt deres konger og styrede deres egne anliggender uden indblanding fra assyrerne, så længe de betalte tributten. Men med Tiglat-pilesers fremtræden i Syrien omkring 740 f.Kr. ændrede forholdene sig, og de fønikiske byer blev udsat for hårdhændet behandling, og nogle af dynastierne blev drevet bort fra deres byer, og assyriske guvernører blev indsat i deres sted. Undertrykkelsen fremkaldte oprør, og Elulaeus af Tyrus forenede Sidon og byerne mod syd i et forbund for at modstå Tiglat-pilesers og hans efterfølger Shalmaneser IV's indgreb; ham modstod han med held, skønt assyreren vandt Sidon, Akko og nogle andre byer over på sin side og fik hjælp af deres flåder til at angribe øbyen. Angrebet mislykkedes fuldstændigt, og Shalmaneser lod Elulaeus beholde sin uafhængighed, som han bevarede i et kvart århundrede, idet han genvandt kontrollen over de byer, der var faldet fra, og også over Cypern. Sargon (722-705 f.Kr.) lod Fønikien være i fred, men Sankerib (705-681) besluttede at straffe kongen af Tyrus og forberedte en hær på 200.000 mand til krigen mod Fønikien. Elulaeus blev bange og flygtede til Cypern, men hans byer vovede at gøre modstand, og Sankerib måtte undertvinge dem én efter én, men det lykkedes ham ikke at indtage selve Tyrus. Over det erobrede område satte han en vis Tubaal, sandsynligvis en føniker, som betalte ham tribut. Han modtog også tribut fra Gebal og Aradus, hvilket viser, at hele Fønikien var underlagt ham, eftersom disse to byer sandsynligvis kontrollerede alt det, der ikke stod under Tyrus. Under Esarhaddon (681-668) gjorde Sidon oprør under Abd-Melkarth, som blev fanget og halshugget; byen blev plyndret, og indbyggerne blev enten dræbt eller ført i fangenskab, og den blev genbefolket med fanger fra øst. På et senere tidspunkt (672), da Esarhaddon forberedte sig på at invadere Egypten, gjorde Baal, vasalkongen af Tyrus, oprør og nægtede at hjælpe ham, men underkastede sig senere enten Esarhaddon eller hans søn Ashurbanipal og hjalp den sidstnævnte ved hans invasion af Egypten i 668 f.Kr. Fire år senere finder vi imidlertid den assyriske konge i færd med at belejre Tyrus og straffe Baal ved at tvinge ham til at give sin datter som medlem af assyrerens harem. Baal selv blev siddende på sin trone. Den samme skæbne blev kongen af Aradus til del, og Akko (Acre) blev også straffet.

De fønikiske byers hyppige oprør viser deres kærlighed til uafhængighed og en sej modstand mod undertrykkelse. De blev sandsynligvis befriet fra Assyriens åg omkring 630 f.Kr., da mederne angreb Nineve, og de skytiske horder oversvømmede hele Vestasien. De fønikiske byer var befæstede og led ikke særlig meget under den barbariske invasion, og da Assyrien blev knust, genvandt de deres uafhængighed. I den kamp, der fulgte mellem Egypten og Babylon om herredømmet over Syrien, kom Fønikien for en tid under Egyptens magt, men blev ikke undertrykt, og dets byer blomstrede. Det var i denne periode, at Tyrus nåede stor rigdom og berømmelse, sådan som det afspejles i Ezekiels Bog. Da Nebukadnesar belejrede den, viste en modstand på 13 år dens styrke og ressourcer, og selv om byen på fastlandet blev ødelagt, er det tvivlsomt, om Babylons konge indtog øbyen; men den må have underkastet sig og betalt tribut (585 f.Kr.). Fønikien forblev underlagt Babylon, indtil dette rige faldt i persernes hænder (538), og accepterede derefter deres åg i Kambyses' dage, hvis ikke tidligere; men den persiske konge synes ikke at have brugt magt for at opnå fønikernes tilslutning. Han havde brug for deres flåder til at hjælpe ved angrebet på Egypten og sikrede sig dem uden vanskelighed. De hjalp ham ved erobringen af Egypten, men da han bad dem fortsætte mod Karthago, nægtede de, og han måtte opgive det. Fønikiens flåde var for nødvendig for ham til, at han ville løbe nogen risiko for at støde den fra sig.

Denne flåde var persernes stærkeste sømagt i alle deres kommende krige mod Grækenland. Uden dens hjælp ville Dareios og hans efterfølgere kun med vanskelighed have kunnet invadere dette land eller holde Lilleasiens vestkyster underkuet. Fønikien forblev tro mod sine persiske herskere i omkring 150 år, men da de vestlige satrappers almindelige oprør fandt sted i 362 f.Kr., synes Fønikien at have støttet dem. Dog brød der ikke noget åbent oprør ud før 351, da Sidon under sin konge Tabnit II (Tennes) dristigt erklærede sin uafhængighed og fik de fleste af de fønikiske byer til at gøre det samme. De persiske garnisoner blev massakreret eller drevet ud. Ochus, Persiens konge, rykkede frem med en hær på 300.000 fodfolk og 30.000 ryttere for at straffe oprørerne, og Tabnit, grebet af fej frygt, forrådte Sidon i hans hænder; men borgerne satte ild til byen og tilintetgjorde sig selv hellere end at falde i hænderne på Ochus, som, lige så forræderisk som Tabnit, dræbte forræderen (se SIDON). De andre byer underkastede sig derefter, og Fønikien forblev underlagt Persien indtil Alexander den Stores tid. Da denne erobrer invaderede Perserrigets besiddelser og havde besejret Dareios ved Issos, 333 f.Kr., krævede han de fønikiske byers underkastelse, og alle gav efter undtagen Tyrus. Alexander blev nødt til at belejre den, hvilket kostede ham 7 måneder med det hårdeste arbejde, så stor var tyrernes tapperhed og dygtighed. Indtagelsen af Tyrus regnes for en af denne mægtige erobrers største bedrifter; han plettede dog sit eftermæle ved sin grusomme behandling af de modige forsvarere. Han massakrerede de mandlige fanger og solgte resten af indbyggerne, 30.000 i antal, som slaver (se TYRE). Efter Alexanders død var de fønikiske byer underlagt ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien; de sidstnævnte opnåede til sidst kontrol over dem alle ved Antiochos III's sejr over Scopas i 198 f.Kr. Fra dette tidspunkt udgjorde Fønikien en del af Seleukideriget, indtil det sammen med Syrien og Israels land kom i romernes hænder. Dets byer blev hjemsted for mange grækere, og dets sprog blev i vid udstrækning græsk, som indskrifter og mønter vidner om. Romerne havde også meget at gøre med at ændre folkets karakter, og nogle byer, især Berytus, blev i høj grad romerske. Man kan næppe sige, at Fønikien havde en selvstændig eksistens efter den græske invasion.

LITTERATUR.

Rawlinson, History of Phoenicia; Kenrick, Phoenicia; Movers, Phonizier; Breasted, History of Egypt, and Ancient Records; Budge, History of Egypt; Rawlinson, Ancient Monarchies; Rogers, Babylonia and Assyria; Bevan, House of Seleucus; Tell el-Amarna Letters; Perrot and Chipiez, Art in Phoenicia.

H. Porter