Forhærdelse

har'-d'-n (chazaq, qashah; skleruno):

(1) "Forhærdelse" forekommer hyppigst i udtrykket "at forhærde hjertet" eller "nakken". Denne forhærdelse af menneskers hjerte tilskrives både Gud og menneskene selv, f.eks. med hensyn til Faraos og egypternes hjerte; Hiphil af chazaq, "at gøre stærk", bruges hyppigt i denne sammenhæng (2 Mos 4,21, "Jeg vil forhærde hans hjerte", RV randnote (hebraisk) "gøre stærk"; 2 Mos 7,13, "Og han forhærdede F.'s hjerte", RV "blev forhærdet", randnote (hebraisk) "blev stærk"; 2 Mos 7,22; 2 Mos 8,19; 2 Mos 9,12; 2 Mos 10,20; 2 Mos 10,27 osv.; 2 Mos 14,17, "Jeg vil forhærde egypternes hjerte", RV randnote (hebraisk) "gøre stærk"; jf. Jos 11,20); qashah, "at være tung", "at gøre hård" (2 Mos 7,3); kabhedh, "tung", "langsom", "hård", ikke let bevægelig (2 Mos 10,1, RV randnote (hebraisk) "gjorde tung"). Når forhærdelsen tilskrives menneskets egen handling, bruges kabhedh generelt (2 Mos 8,15, "Han forhærdede sit hjerte og lyttede ikke", RV randnote (hebraisk) "gjorde tung"; 2 Mos 8,32, "Farao forhærdede sit hjerte" (RV randnote som før); 2 Mos 9,7; 2 Mos 9,34; 1 Sam 6,6 to gange). "Forhærdelsen" af menneskers hjerte af Gud er på måden af straf, men det er altid en følge af deres egen selvforhærdelse. I Faraos tilfælde læser vi, at "han forhærdede sit hjerte" mod opfordringen til at frigive israelitterne; ved således at forhærde sig selv blev han stadigt mere bekræftet i sin stivsindethed, til han bragte den endelige ulykke over sig selv. Sådan gør synden sig selv til sin egen straf. Det var ikke begrænset til Farao og egypterne, og det hører ikke alene til det forgangne. Som Paulus siger (Rom 9,18), "Hvem han vil, gør han forhærdet" (skleruno); 2 Mos 11,7, "De udvalgte opnåede det, og resten blev forhærdet" (RV og KJV randnote, poroo, "at gøre hård" eller "følelsesløs"); "Forhærdelse til dels er overgået Israel" (porosis); jf. Joh 12,40 (fra Es 6,10), "Han har blændet deres øjne og forhærdet deres hjerte"; Es 63,17, "O Herre, hvorfor får du os til at vandre bort fra dine veje og forhærder vores hjerte fra frygt for dig?" (qashach, "at forhærde"); jf. på den anden side, som udtryk for menneskets skyld, Job 9,4, "Hvem har forhærdet sig selv imod ham og været heldig?" Mark 3,5, "bedrøvet over forhærdelsen af deres hjerte"; Mark 6,52, "Deres hjerte blev forhærdet"; Rom 2,5, "efter din hårdhed og ubotfærdig hjerte". I hebraisk religiøs tankegang tilskrev man alt direkte til Gud, og forhærdelsen er Guds værk i hans fysiske og etiske beskaffenhed og i menneskets naturens love; men det er altid en følge af menneskelig handling, der ikke er i harmoni hermed. Andre tilfælde af skleruno findes i ApG 19,9; Hebr 3,8; Hebr 3,13; Hebr 3,15; Hebr 4,7.

(2) "Forhærde" i betydningen "at befæste sig selv" (gøre sig selv hård) er oversættelsen af caladh, "at springe", "fryde sig" (Job 6,10 KJV, "Jeg ville forhærde mig i sorg", RV "Lad mig fryde mig i pine", randnote "forhærde mig").

(3) I Ordsp 21,29 betyder "forhærde" "dristighed", "trods" eller "skamløshed" (fræk); `azaz, Hiphil, "at styrke sit ansigt", "En gudløs mand forhærder sit ansigt"; Delitzsch, "En gudeligt mand viser dristighed i sit udtryk"; jf. Ordsp 7,13; Præd 8,1; se også HARD.

For "forhærde" har RV "stivsindet" (2 Mos 7,14; 2 Mos 9,7, randnote "tung"); "forhærder" (Es 63,17); "gjorde stiv" (Jer 7,26; Jer 19,15); for "bliver forhærdet" (Job 39,16, den amerikanske Standard reviderede Version "behandler hårdt", og den engelske reviderede Version randnote); "ved forhærdelsen" i stedet for "for hårdeden" (Mark 3,5); "forhærdelse" for "blindhed" (Ef 4,18).

W. L. Walker