Forfølgelse

Den første store forfølgelse på grund af religiøs overbevisning, som vi har nogen optegnelse om, var den, der brød ud mod Guds tilbedere blandt jøderne i Akabs dage, da denne konge, på tilskyndelse af sin hustru Jezabel, “en kvinde i hvem, sammen med en orientalsk dronnings hensynsløse og tøjlesløse vaner, var forenet de heftigste og strengeste egenskaber, der lå i den gamle semitiske slægt”, på den mest ubarmhjertige måde søgte at udrydde tilbedelsen af Jahve og sætte tilbedelsen af Astarte og Ba'al i dens sted. Akabs eksempel i denne henseende blev fulgt af Manasse, som “udgød meget uskyldigt blod, indtil han havde fyldt Jerusalem fra den ene ende til den anden” (2 Kong 21,16; jf. 24,4). Til alle tider, i den ene eller anden form, har Guds folk måttet lide forfølgelse. I sin tidligste historie gennemgik den kristne kirke mange blodige forfølgelser. Om de følgende århundreder i vort eget og i andre lande kan den samme sørgelige beretning gives.

Kristne har forbud mod at søge evangeliets udbredelse med magt (Matt 7,1; Luk 9,54-56; Rom 14,4; Jak 4,11, 12). Ordene i Sl 7,13, “Han ordner sine pile mod forfølgerne,” burde snarere være, som i RV: “Han gør sine pile til brændende [skud].”