Forløser; forløsning

re-dem'-er, re-demp'-shun (paraq, "at rive løs," "at redde," padhah, ga'al; agorazo, med henvisning til køb, lutroumai, fra lutron, "en løsesum"):

1. Gradvis moralisering af forestillingen om forløsning

2. Forløsning som liv i individet

3. Forløsning som social

4. Forløsning som proces

5. Moralske implikationer i Skriftens forestilling om forløseren

6. Guds søns enestående stilling som forløser

LITTERATUR

Forestillingen om forløsning i Det Gamle Testamente tager sit udgangspunkt i tanken om ejendom (3 Mos 25,26; Ruth 4,4). Der betales penge efter loven for at købe noget tilbage, som må udfries eller reddes (4 Mos 3,51; Neh 5,8). Fra dette udgangspunkt bruges ordet "forløsning" gennem hele Det Gamle Testamente i den almindelige betydning udfrielse. Gud er Israels forløser i den forstand, at han er Israels udfrier (5 Mos 9,26; 2 Sam 7,23; 1 Krøn 17,21; Es 52,3). Tanken om udfrielse omfatter udfrielse fra alle former for ond skæbne, fra national ulykke (Es 52,9; Es 63,9; jf. Luk 2,38), eller fra plage (Sl 78,35; Sl 78,52), eller fra ulykke af enhver art (1 Mos 48,16; 4 Mos 25,4; 4 Mos 25,9). Naturligvis var den almindelige tanke om Israels forhold til Gud, at Gud både havde et krav på Israel (5 Mos 15,15) og en forpligtelse over for Israel (1 Krøn 17,21; Sl 25,22). Israel tilhørte ham, og det var i kraft af hans egen ret, at han kunne gribe ind i Israels liv for at forløse Israel. På den anden side lå der en forpligtelse på ham til at forløse Israel.

I Det Nye Testamente har forestillingen om forløsning mere en antydning af løsesum. Mennesker holdes under lovens forbandelse (Gal 3,13) eller under selve syndens (Rom 7,23). Forløseren køber deres udfrielse ved at frembære sig selv som betaling for deres forløsning (Ef 1,7; 1 Pet 1,18).

1. Gradvis moralisering af forestillingen om forløsning:

Gennem både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente kan der iagttages en gradvis moralisering af betydningen af forløsning. Den samme moraliseringsproces er fortsat gennem alle de kristne tider. Med udgangspunkt i tanken om en forløsningspris, opfattet næsten i materielle termer, er den religiøse tanke gået frem til helt moralske og åndelige forestillinger. Også gennem Skrifterne bliver forestillingen om forløsning mere specifik i takt med den kristne åbenbarings fremskridt. I begyndelsen er Gud forløseren fra trængsler af alle slags. Han forløser fra ulykke og fra sorger. Denne almindelige tanke består naturligvis gennem hele åbenbaringen og indgår i høj grad i vores tænkning i dag, men den voksende moralske skelneevne hos de bibelske forfattere kommer til at tillægge synden mere og mere betydning som den vigtigste forstyrrer af menneskets velfærd. Vi vil ikke nedtone kraften i Skriftens tanke om, at Gud er udfrieren fra al den ulykke, som bliver menneskets lod, men Skriftens vægt bevæger sig mere og mere hen imod udfrielse fra synd. Paulus fremstiller denne udfrielse som en udfrielse fra loven, der bringer synden til udtryk, men vi må ikke opfatte hans tanke på nogen kunstig måde. Han ville have mennesker udfriet ikke blot fra loven, men også fra følgerne af onde handlinger og fra selve ondskabens ånd (Rom 8,2).

2. Forløsning som liv i individet:

Når vi forsøger at skelne betydningen af forløsning fra synd, som hele udviklingen i bibelsk og kristen tænkning peger hen imod, gør vi vel i at holde os Mesterens ord for øje: at han kom, for at mennesker skulle have liv og have det i overflod (Joh 10,10). Ordet "liv" synes at være Det Nye Testamentes endelige ord som udtryk for Kristi formål. Gud sendte sin Søn for at bringe mennesker til liv. Ordet "liv" er imidlertid ubestemt. Liv betyder mere i én periode af verdens historie end i en anden. Det har dog den fordel, at det altid er helt forståeligt i sin væsentlige betydning. Vort mål må være at fastholde denne væsentlige betydning og samtidig give plads for en stadig større fylde og udvidelse af menneskelig evne og stræben. Forløsningens mål kan kun være at føre mennesker til den fuldeste brug og glæde af deres kræfter. Dette er i virkeligheden den forestilling, som ligger implicit selv i de tidligste udsagn om forløsning. Den mand, der forløses ved betaling af penge, kommer ud af fængslet til dagens lys, eller han kommer ud af slaveri til frihed, eller han føres tilbage til sit hjem og sine venner. Den mand, der er under loven, forløses fra lovens byrde og forbandelse. Paulus taler om sin erfaring under loven som erfaringen hos en, der er lænket til et dødt legeme (Rom 7,24). Naturligvis ville befrielse fra en sådan trældom betyde liv. I de mere åndelige passager i Det Nye Testamente er det onde i menneskers hjerter som en ødelæggende sygdom, der lammer deres højere aktiviteter (Joh 8,33-51). I al forløsning, sådan som den forstås i kristne begreber, er der et dobbelt element. Først er der udfrielsen, som fra en forbandelse. Noget binder et menneske eller tynger det ned: forløsningen befrier ham fra denne byrde. På den anden side er der sjælens positive bevægelse, når den således er blevet befriet, mod et større og fyldigere liv. Vi har sagt, at den bibelske betoning altid ligger på udfrielse fra synd som det væsentlige i forløsningen, men denne udfrielse er så væsentlig, at livet ikke kan gøre fremskridt i nogen af sine normale aktiviteter, før det er forløst fra det onde. Derfor følger i Skriftens tanke alle slags velsignelser efter udfrielsen. Den mand, der først søger Guds rige og hans retfærdighed, finder, at alt andet gives ham i tilgift (Matt 6,33). Materielle, intellektuelle og sociale velsignelser følger som en selvfølge af den indre ånds forløsning fra det onde. Når forløsningens mål, at frembringe viljen til at gøre det rette i menneskers hjerter, først er opfyldt, fører det mennesker til med held at søge livet ad alle mulige veje. Dette betyder naturligvis ikke, at det forløste liv hengiver sig til at dyrke sig selv frem mod højere fortrin. Det betyder, at det forløste liv er befriet fra enhver form for selviskhed. I den uselviske søgen efter liv for andre finder det forløste liv sin egen største bedrift og lykke (Matt 16,25).

3. Forløsning som social:

Ligesom tanken om forløsning især beskæftigede sig med den indre ånd, sådan beskæftiger den sig også med individet som forløsningens genstand. Men ligesom den indre ånds forløsning fører til frihed på alle livets områder, sådan fører individets forløsning også til store sociale forvandlinger. Det er umuligt at fjerne tanken om en forløst menneskehed fra Skrifterne. Men menneskeheden opfattes ikke i almene eller klassemæssige begreber. Forløsningens genstand er ikke menneskeheden eller menneskeslægten eller masserne. Forløsningens genstand er snarere mennesker, der er sat i forhold til hinanden som medlemmer af en familie. Men det ville gøre vold på Skriftens opfattelse at forstå individets relationer på nogen snæver eller begrænset måde (1 Kor 12,12-27).

En vigtig udvidelse af tanken om forløsning i vor egen tid er kommet, efterhånden som mennesker har forstået individers forløsning i deres sociale relationer. Meget ofte har mennesker tænkt på forløsning som det at rive enkeltpersoner bort fra farerne i en verden, der i sig selv er absolut ond. Selv menneskers materielle omgivelser er til tider blevet betragtet som noget, der rummer noget iboende ondt. Den tanke om forløsning, som synes mest i tråd med Skriftens fortolkning, synes at være den, der bringer de materielle og sociale kræfter inden for rækkevidde af individuelle viljer. Paulus taler om, at hele skabningen sukker og er i veer og venter på åbenbarelsen af Guds sønner (Rom 8,22). Dette levende billede stiller os over for den i sit væsen kristne opfattelse af forløsningen af de kræfter, som mennesker er placeret midt iblandt. De, der er forløst til det største liv, vil ved selve kraften i deres liv gribe alle denne verdens kræfter for at gøre dem til tjenere for guddommelige formål. Seeren så en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle stammer og folk og tungemål, som råbte frelsens glæder ud (Åb 7,9), men ingen steder fremgår den antydning, at disse blev forløst på nogen anden måde end ved at overgive sig til retfærdighedens kræfter.

4. Forløsning som proces:

Vi har sagt, at forløsningens mål er at føre mennesker til det største og fuldeste liv. Vi har også sagt, at "liv" er et generelt udtryk. For at holde os tæt til de bibelske forestillinger vil vi bedst kunne sige, at forløsningens mål er at gøre mennesker lig Kristus (Rom 8,9). Ellers kunne det være muligt at bruge ordet "liv" på en måde, der antyder, at en tøjlesløs udfoldelse af evnerne er det, vi mener med forløsning. Forestillingen om forløsning er faktisk blevet tolket sådan på forskellige tidspunkter i den kristne tænknings historie. Livet er blevet betragtet som ren kvantitativ overstrømmende kraft--de lavere sanselige glæder er blevet regnet for omtrent at ligge på samme niveau som de højere. Vi kan se det moralske og åndelige anarki, som derved ville blive frembragt. I Kristi ord til sine disciple brugte han engang udtrykket: "I er rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer" (Joh 15,3). I denne særlige sammenhæng synes tanken ikke at være en ydre vaskelse. Kristus synes snarere at mene, at hans disciple renses, ligesom en vingård renses ved, at nogle af grenene beskæres bort, for at andre kan bære frugt. Med andre ord skal livets forløsning tolkes sådan, at vægten lægges på det kvalitative snarere end på det kvantitative. Kristus gav ganske vist i sin undervisning og i sit eget liv plads til menneskelivets normale og sunde aktiviteter. Han var ikke asket; han gik til fester og bryllupper, men hans vægt lå altid på livet forstået i de højeste termer. Vi kan da sige, at forløsningens mål er at frembringe et liv i mennesker, der ligner det i Kristus.

5. Moralske følger i den bibelske forestilling om Forløser:

Desuden må forløsning ikke forstås på en sådan måde, at behovet for et svar fra den enkeltes vilje fjernes. Den bogstavelige tanke om løsepenge har at gøre med at betale en pris for et menneskes befrielse, hvad enten mennesket er villigt til at blive befriet eller ej. Naturligvis var forudsætningen hos de bibelske forfattere, at ethvert menneske i fængsel eller slaveri eller sygdom ville være overvældet af glæde over at blive forløst; men når det gælder mennesker, hvis liv er rettet mod synd, kan vi ikke altid gøre denne forudsætning. Syndens frygtelighed ligger i høj grad i den kærlighed til at synde, som synden frembringer. Nogle tænkere har tolket forløsning sådan, at det næsten betyder, at mennesker gribes uden hensyn til deres egen vilje. Det er meget let at se, hvordan denne forestilling opstår. Et menneske, som selv hader synd, standser måske ikke op for at indse, at nogle andre mennesker elsker synd. Hvis forløsning skal betyde noget, må den berøre denne indre viljesholdning. Vi kan derfor ikke fastholde nogen forestilling om forløsning, som bringer mennesker ind under en renselsesproces uden deres egne viljers samtykke. Hvis vi holder os levende for den voksende moralske skelneevne, som bevæger sig gennem Skrifterne, må vi altid lægge vægt på forløsning som en moralsk proces. Ikke alene må vi sige, at forløsningens mål er at gøre mennesker lig Kristus, men vi må også sige, at forløsningens metode må være Kristi metode, metoden med at appellere til den moralske vilje. Der er intet bibelsk grundlag for tanken om, at mennesker forløses ved et magtbud. Det meste, vi kan få ud af Kristi ord, er en erklæring om Guds vedholdenhed i hans søgen efter det fortabte: `(Han går) efter det, som er fortabt, indtil han finder det' (Luk 15,4). Nogle vil tolke disse ord sådan, at forløsningens proces fortsætter, indtil hvert menneske er bragt ind i riget. I lyset af Det Nye Testamente kan vi ikke begrænse Guds forløsende kærlighed; men på den anden side kan vi ikke tage passager fra billedlige udtryk i en sådan betydning, at vi begrænser menneskers frihed. Forløsningen må forstås sådan, at den respekterer menneskers moralske valg. I vores tanke om den guddommelige søgen efter at få herredømme over menneskets indre motiv må vi ikke standse før tanken om mennesker, der er forløst til at elske retfærdigheden for dens egen skyld. Dette ville gøre op med planen om at forløse mennesker blot ved at befri dem for følgerne af deres synder. Ud af et forandret liv må der naturligvis komme forandrede følger. Men den bibelske lære er, at vægten i forløsningen altid er moralsk: at vende sig til livet på grund af det, livet er.

Efter således at have forsøgt, i det mindste i hovedtræk, at bestemme indholdet af den kristne tanke om forløsning, står det tilbage for os at pege på nogle følger for Forløserens værk. Gennem hele Skriftens lære om forløsning fremstilles forløsningen for os først og fremmest som Guds egen sag (Joh 3,16). Gud forløser sit folk; han forløser dem af kærlighed til dem. Men Guds kærlighed må ikke forstås som blot eftergivenhed, partiskhed eller godmodig hengivenhed. Guds kærlighed hviler på moralske grundlag. Gennem hele Skriften finder vi derfor ofte antydet, om ikke altid klart udtalt, den tanke, at Gud er forpligtet til at forløse sit folk. Den senere tænknings udvikling har med sikker moralsk dømmekraft udfoldet denne antydning. Vi er kommet til at se magtens forpligtelser. Jo mægtigere et menneske er, desto tungere er dets forpligtelser i forvaltningen af denne magt. Dette er en ægte kristen opfattelse, og denne kristne opfattelse anvender vi på Guds karakter, i tillid til at vi er på linje med Skriftens lære. Derfor kan vi formulere Guds forpligtelser omtrent således: Gud er det mest forpligtede væsen i universet. Hvis et menneske har tunge forpligtelser til at bruge magten til at styre de kræfter, der allerede virker i verden, ret, hvor meget tungere må da ikke forpligtelserne være for Skaberen, som satte disse kræfter i gang! Forpligtelsen bliver overvældende for vores menneskelige tanke, når vi tænker på, at skabelsen omfatter det at kalde mennesker til eksistens og udruste dem med frihedens uopfordrede gave. Mennesker er ikke i verden efter eget valg. Vældige skarer af dem synes at være her som udfoldelsen af næsten blinde impulser. Menneskers omgivelser gør det meget let for dem at synde. De tilbøjeligheder, som i det mindste synes at være medfødte, hælder alt for ofte tragisk mod det onde. Mennesker synes i sig selv at være fuldstændig utilstrækkelige til deres egen forløsning. Hvis der skal være forløsning, må den komme fra Gud, og den kristne tanke om en moralsk Gud synes at omfatte en forpligtelse fra Guds side til at forløse dem, som han har sendt ind i verden. Kristus har for altid gjort den absolut bindende karakter af moralske hensyn klar. Hvis forpligtelsen til at forløse mennesker betød alt for Kristus, må den også betyde alt for Kristi Gud. Derfor føler vi os på linje med sand kristen tænkning i læren om, at forløsningen først kommer som en opfyldelse af forpligtelserne fra Guds egen side.

Hvis vi leder efter den fælles tanke i alle de kristne udsagn om Guds del i forløsningen, finder vi den i dette: at Gud i alle disse udsagn forstås som den, der gør alt, hvad han kan gøre, for menneskets forløsning. Hvis mennesker i tidligere tider forestillede sig menneskeslægten som under Satans herredømme og Satan som berøvet sin ret ved menneskets befrielse og derfor berettiget til en vis erstatning, forestillede de sig også Gud selv som den, der betalte løsesummen til Satan. Hvis de tænkte på Gud som en feudalherre, hvis værdighed var blevet krænket af synden, tænkte de på Gud som den, der selv betalte den pris, som den krænkede værdighed krævede. Hvis deres tanke var, at der måtte skaffes en stedfortræder for syndere, omfattede tanken forestillingen om Gud som den, der selv tilvejebringer en stedfortræder. Hvis de forestillede sig universet som et vældigt system af moralske love--brudt af synden--hvis værdighed måtte opretholdes, tænkte de på Gud selv som den, der tilvejebringer midlet til at opretholde lovenes værdighed. Hvis de forestillede sig mennesker som frelst ved en vældig moralsk indflydelse sat i virksomhed, tænkte de på denne indflydelse som noget, der udgik, ikke fra mennesket, men fra Gud. Den fælles tanke i forløsningsteorierne er da, for så vidt det gælder Guds del, at Gud selv tager initiativet og gør alt, hvad han kan, for at opfylde den forpligtelse, der hviler på ham selv. Hver formulering af læren om forløsning er et forsøg fra en tidsalder i kristen tænkning på på sin egen måde at sige, at Gud har gjort alt, hvad han kan gøre for mennesker.

6. Guds Søns enestående stilling som Forløser:

Det er ud fra dette synspunkt, vi må nærme os den rolle, Kristus spiller i forløsningen. Dette er ikke stedet for et forsøg på en formel fremstilling, men nogle elementer i den kristne lære er, i det mindste i omrids, straks klare. Spørgsmålet er først at tilvejebringe en forbindelse mellem Gud og Kristus, som gør Kristi forløsende gerning virkelig virksom. Nogle har ment at finde en sådan formulering i opfattelsen af, at Kristus er en profet. De ville tømme udtrykket »Guds Søn« for enhver enestående betydning; de ville gøre Kristus til Guds Søn i samme forstand, som enhver stor profet kunne tænkes at være en søn af Gud. Naturligvis vil vi ikke nedtone Skriftens lære om Kristi fulde menneskelighed, og dog må det være os tilladt at give udtryk for vores tro på, at fremstillingen af Kristus som Forløser blot i samme forstand, som en profet er en forløser, ikke yder Skriftens lære retfærdighed; og vi føler også, at en sådan løsning på spørgsmålet om Kristus ville være utilstrækkelig til forløsningens praktiske opgave. Hvis Kristus blot er en profet, der giver os sin lære, glæder vi os over læren, men vi står over for problemet om, hvordan læren kan gøres virksom. Hvis det hævdes, at Kristus er en profet, som i sig selv virkeliggjorde det moralske ideal, føler vi os tvunget til at svare, at dette i virkeligheden sætter Kristus på en vældig afstand fra os. En sådan lære om Kristi person ville gøre ham til det ypperste religiøse geni, men det menneskelige geni står adskilt fra den almindelige masse af mennesker. Han kan samle menneskers idealer i sig og virkeliggøre dem; han kan give stemme til menneskers længsler og virkeliggøre disse længsler; men han er måske ikke i stand til at gøre mennesker lig sig selv. Shakespeare er et fuldendt litterært geni. Han har én gang for alle sagt mange ting, som det almindelige menneske tænker eller halvt tænker. Når det almindelige menneske støder på en vending hos Shakespeare, føler det, at Shakespeare for alle tider har sagt de ting, som det selv ville have sagt, hvis det havde kunnet. Men værdsættelsen af Shakespeare gør ikke det almindelige menneske lig Shakespeare; værdsættelsen af Kristus har ikke i sig selv vist sig virksom til at gøre mennesker lig Kristus.

Hvis vi derimod, uden at forsøge en formel teologisk konstruktion, lægger en virkelig betydning i tanken om Kristus som Guds Søn og holder fast ved et enestående forhold mellem Kristus og Gud, som gør Kristus til den største gave, Gud kan give os, finder vi ganske vist, at Kristus ophøjes til en væsentligt guddommelig eksistens; men vi finder også, at denne guddommelighed ikke fremmedgør ham fra os. Forløsningen bliver gennemførlig, ikke blot når vi har en åbenbaring af, hvor højt mennesket kan nå op, men når vi også har en åbenbaring af, hvor dybt Gud kan komme ned. Hvis vi kan tænke os, at Gud på en virkelig måde er kommet ind i verden gennem sin Søn, Jesus Kristus, gør den åbenbaring Kristus til Herren, som kan føre os til forløsning.

En sådan opfattelse giver den dynamik, som vi må have i enhver virkelig forløsningsproces. Vi behøver ikke blot idealet, men vi behøver kraft til at nå idealet. Hvis vi kan føle, at universet står under en moralsk Guds herredømme, en Gud, som er forpligtet til at bære menneskers byrder, og som villigt påtager sig disse forpligtelser, føler vi virkelig, at det moralske liv i sin fylde og på sit bedste er den største kendsgerning i universet. Desuden må vi være tro mod Skrifterne og løfte hele opfattelsen af forløsningen ud over samvittighedens område til hjertets område. Det, Guds samvittighed kræver, opfylder Guds kærlighed villigt. Kristi kors bliver på én gang åbenbaringen af Guds retfærdighed og Guds kærlighed. Således sættes der kraft bag menneskelig samvittighed og menneskelig kærlighed til at bevæge sig fremad mod forløsningen (Rom 8,35-39).

Målet med forløsningen i Kristus er da at løfte mennesker ud af døden hen imod livet. Sindet skal gøres levende ved åbenbaringen af menneskelivets sande idealer. Samvittigheden skal styrkes ved åbenbaringen af den moralske Gud, som fører alle ting videre i retfærdighedens interesse. Hjertet skal bevæges og vindes ved åbenbaringen af den kærlighed, som sender en enbåren Søn til korset for vores forløsning. Og vi må forstå Kristi gerning, ikke som en enkeltstående hændelse eller blot en historisk begivenhed, men som en åbenbaring af den ånd, der har været virksom fra begyndelsen og virker for evigt. Lammet blev slagtet fra verdens grundlæggelse (Åb 13,8); Guds ånd, åbenbaret i Kristi kors, er den samme i går, i dag og for evigt. I korset har vi en åbenbaring af hellig kærlighed, som i en vis forstand overvælder og samtidig opmuntrer. Korset er åbenbaringen af, hvor langt Gud er villig til at gå i forløsningen, frem for at tilsidesætte den mindste tøddel af sin moralske lov. Han vil ikke forløse mennesker undtagen på vilkår, der lader dem forblive mennesker. Han vil ikke overvælde dem på nogen sådan måde, at deres evne til frit valg ophæves. Han vil vise mennesker sin egen følelse af hellighed og kærlighed. I en hellig kærligheds navn, som de for evigt kan stræbe efter, men som de aldrig fuldt ud kan nå, råber mennesker til ham om tilgivelse, og den tilgivelse finder mennesker for evigt tilgængelig.

Det står tilbage at tilføje endnu et punkt i Skriftens lære, nemlig at genløsning er en vedvarende proces. Hvis vi igen må bruge ordet "liv", som har været nøglen til denne drøftelse, kan vi sige, at genløsningens mål er gradvis at gøre mennesker levende. Der er ingen grænser for udviklingen af menneskelige kræfter, når de berøres af Guds genløsende processer. Korset er en åbenbaring af den guddommelige villighed til at bære over med mennesker, som til stadighed er ved at blive genløst. Naturligvis taler vi om det genløste menneske som genløst én gang for alle. Med dette mener vi, at han er genløst én gang for alle ved at blive vendt om og sat i gang i den rette retning, men fremgangen mod fuldt liv kan være hurtigere eller langsommere alt efter mennesket og de omstændigheder, han er sat midt i. Alligevel er hovedsagen den retning, mennesket bevæger sig i. Åbenbaringen af den Gud, som hjælper i genløsningen, er åbenbaringen af den Gud, der tager retningen som hovedsagen snarere end skridtets længde eller bevægelsens hastighed. Ethvert menneske forventes at gøre sit bedste. Hvis han snubler, forudsættes det, at han finder vej til at komme på benene; hvis han bevæger sig langsomt, må han forsøge at bevæge sig hurtigere; hvis han bevæger sig langsommere, end han kan nå, må han stræbe efter den højere hastighed, men den dynamiske kraft er altid åbenbaringen af Guds hellige kærlighed.

Skrifterne ærer profeterne, i hvilket land eller hvilken tid de end fremtræder. Skrifterne byder godhed velkommen under alle forhold. De har plads for et "lys, som oplyser hvert menneske, der kommer ind i verden", men de gør det stadig klart, at hovedkraften i menneskers genløsning er åbenbaringen af hellig kærlighed i Jesus Kristus. Genløsningen, gentager vi, opfattes aldrig i kunstige eller mekaniske vendinger. Hvis nogen ikke har Kristi ånd, hører han ikke Kristus til (Rom 8,9). Genløsningens mål er at frembringe denne ånd, og denne ånd er liv.

LITTERATUR.

H. C. Sheldon, Systematic Theology; Clarke, Outline of Christian Theology; Brown, Christian Theology in Outline; Mackintosh, Doctrine of Person of Christ; Bowne, Studies in Christianity; Tymms, The Christian Atonement.

Francis J. McConnell