Forsamlingens bjerg

(Es 14,13) er blevet antaget at henvise til det sted, hvor Gud lovede at mødes med sit folk (2 Mos 25,22; 29,42, 43), dvs. den guddommelige nærværs bjerg, Zions bjerg. Men her må Babylons konge forstås som en, der udtrykker sig efter sine egne hedenske forestillinger og ikke efter jødernes. “Forsamlingens bjerg” vil derfor i dette tilfælde betyde det nordlige bjerg, som babylonierne mente var deres guders mødested. I de babyloniske indskrifter nævnes et bjerg, der beskrives som “Bels mægtige bjerg, hvis top kappes med himlen, hvis rod er det hellige dyb.” Dette bjerg blev i deres mytologi anset for at være det sted, hvor guderne havde deres sæde.

Kun i Es 14,13, et mytisk bjerg hos babylonierne, som de betragtede som gudernes sæde. Det lå langt mod nord og beskrives i babyloniske indskrifter som et bjerg kaldet Im-Kharasak, “Bels mægtige bjerg, hvis top når himlen, hvis rod er det hellige dyb.” I deres geografi siges de at have identificeret det med bjerget El-wend, nær Ekbatana.