Genoprettelse

res-to-ra'-shun: Tanken om en genoprettelse af verden havde sin oprindelse i de gammeltestamentlige profeters forkyndelse. Deres tro på Israels enestående stilling og opgave som Guds udvalgte folk inspirerede dem til den overbevisning, at nationens ødelæggelse til sidst ville blive fulgt af en genoprettelse under forhold, som ville sikre virkeliggørelsen af den oprindelige guddommelige hensigt. Da genoprettelsen kom og gik uden opfyldelse af dette håb, blev den messianske tidsalder skudt ud i fremtiden. På Jesu tid var forestillingen blevet mere eller mindre åndeliggjort, og forventningen om en ny orden, hvor syndens følger ikke længere ville vise sig, var et fremtrædende træk ved den messianske forestilling. I Jesu og apostlenes undervisning tages en sådan genoprettelse for givet som en selvfølge.

I Matt 17,11 (jf. Mark 9,12) beskrives den moralske og åndelige genfødelse, som Johannes Døber prædikede, som en genoprettelse og betragtes som en opfyldelse af Mal 4,6. Det skal dog bemærkes, at Johannes' gerning kun kunne karakteriseres som genoprettelse i den forstand, at den var begyndelsen på den genfødelse, som skulle fuldendes af Jesus. I Matt 19,28 taler Jesus om en genfødelse (palingenesia) af verden i vendinger, der tillægger de hellige en tilstand af særlig lykke. Måske findes det mest præcise udtryk for tanken om genoprettelse som en særlig begivenhed eller krise i Peters tale (ApG 3,21), hvor genoprettelsen beskrives som en apokatastasis panton og betragtes som en opfyldelse af profeti.

I alle de anførte passager forudsættes genoprettelsen som noget, tilhørerne er fortrolige med, og følgelig udfoldes dens natur ikke. Vidnesbyrdet er derfor for begrænset til at retfærdiggøre noget forsøg på at skitsere dens særlige træk. Under sådanne omstændigheder er der stor fare for at læse sin egen forestilling om, hvad genoprettelsen skal indebære, ind i Skriftens sprog. Vi udtrykker sandsynligvis Skriftens fulde hjemmel, når vi siger, at den genopbygning, der nævnes i disse passager, sigter til genoprettelsen af mennesket, under Kristi herredømme, til et liv, hvor syndens følger ikke længere er til stede, og at denne genopbygning i et vist mål skal omfatte en genfødelse af både den fysiske og den åndelige verden.

Om genoprettelsens goder skal tilfalde alle mennesker, lades også udefineret i Skriften. I de allerede anførte passager er det kun Kristi disciple, der træder frem i synsfeltet. Visse udsagn af Jesus betragtes undertiden som gunstige for den mere omfattende opfattelse. I Joh 12,32 taler Jesus om at drage alle mennesker til sig, men her, som i Joh 3,14; Joh 3,15, må det bemærkes, at skønt Kristi offer i sit sigte omfatter alle mennesker, vil dets goder uden tvivl kun tilfalde dem, der villigt svarer på hans dragende kraft. Kajfas' udsagn (Joh 11,52) er uden relevans, for udtrykket »Guds børn, som er spredt omkring«, henviser sandsynligvis kun til de værdige jøder i diasporaen. Heller ikke Paulus' udsagn (Rom 11,32; 1 Kor 15,22; Ef 1,9; Ef 1,10; Kol 1,20; 1 Tim 2,4; 1 Tim 4,10; Tit 2,11) kan presses til fordel for den restorationistiske opfattelse. De bekræfter kun, at Guds plan sørger for forløsning for alle, og at hans frelsesvilje er universel. Men mennesker har deres egne viljer, og om de får del i goderne ved den frelse, der er tilvejebragt, afhænger af, om de gør brug af dens privilegier. Læren om alles genoprettelse kan næppe udledes af Det Nye Testamente.

Se også STRAF, EVIG.

Russell Benjamin Miller