Georgiske, gotiske og slaviske oversættelser

jor'-ji-an, goth'-ik, sla-von'-ik:

1. Den georgiske oversættelse:

Georgien er navnet på det område, der strækker sig øst for Sortehavet, et land, som har haft en selvstændig national eksistens i 2.000 år, men som nu (under navnet Grusinia) er en del af Ruslands transkaukasiske område. Sproget har ingen slægtskab med nogen af de anerkendte sproggrupper, men er ved at blive forældet under russisk pres. Kristendommen blev indført i Georgien i det 4. århundrede, og en national omvendelse fulgte. En velunderbygget tradition gør den første oversættelse af Bibelen næsten samtidig med denne omvendelse og henfører den til Mesrop (død 441; se ARMENIAN VERSIONS), men dette er ikke helt sikkert, og begyndelsen på en indfødt oversættelse kan i virkeligheden ligge så meget som to århundreder senere. Det ældste bevarede manuskript er en Salter fra det 7.-8. århundrede, og den tidligste kopi af evangelierne er måske et århundrede senere; i alt opregner Gregory (Textkritik, 573-75) 17 georgiske manuskripter af Det Nye Testamente, men hans liste er ikke udtømmende.

Den første trykte bibel blev fremstillet med det gamle alfabet i Moskva i 1743 og er aldrig blevet genoptrykt, men andre udgaver, måske kun af Det Nye Testamente, udkom i det mindste i 1816 og 1818, med brug af det ikke-kirkelige alfabet. Ifølge Conybeare (ZNTW, XI, 161-66, 232-39 (1910)) blev den georgiske oversættelse først lavet ud fra den gammelsyriske og senere (11. århundrede) revideret ud fra den græske. I 1910 blev en ny udgave, baseret på to manuskripter dateret henholdsvis 913 og 995, påbegyndt (Quattuor Ev. versio Georgia vetus, Petersborg). Den georgiske oversættelse blev brugt af S. C. Malan, The Gospel according to John, translated from the 11 Oldest VSS, London, 1862.

2. Den gotiske oversættelse:

Ulfilas, vestgoternes arianske biskop og den vigtigste drivkraft i deres omvendelse til kristendommen, var også den første, der oversatte Bibelen til gotisk, et arbejde hvortil han endda måtte opfinde et alfabet. Ifølge traditionen omfattede hans oversættelse hele Bibelen med undtagelse af Kongebøgerne (som han mente ikke passede til hans omvendtes i forvejen alt for krigeriske karakter), men der er tvivl om, hvorvidt hans arbejde faktisk omfattede mere end Det Nye Testamente. For lidt af Det Gamle Testamente er bevaret til, at dette spørgsmål kan afgøres, og det er heller ikke muligt at sige, hvor meget revision oversættelsen af Det Nye Testamente har gennemgået siden Ulfilas' arbejde.

En liste over de seks gotiske manuskripter gives i HDB, IV, 862, hvortil skal føjes et tosproget latin-gotisk manuskript, der indeholder dele af Lukas 24, kendt som Arsinoe-fragmentet (udgivet i ZNTW, XI, 1-38 (1910) og særskilt (Giessen, 1910)). I alt er der i Det Gamle Testamente bevaret 1 Mos 5 (delvis); Sl 52,2 f; Neh 5-7 (delvis), og i Det Nye Testamente evangelierne og Paulus' breve (alle ufuldstændige), med citater fra Hebræerbrevet. Den bedste fuldstændige udgave er Stamm-Heynes(9) (Paderborn, 1896), men da oversættelsen er af grundlæggende betydning for de germanske sprogs historie, findes der mange udgaver af forskellige dele, udarbejdet til filologiske formål.

Fragmenterne af Det Gamle Testamente er en oversættelse af en tekst, der er meget nært beslægtet med den lukianske græske tekst (se SEPTUAGINT), og stammer bestemt ikke fra den hebraiske tekst. Det Nye Testamente blev uden tvivl lavet ud fra en tekst af den type, der blev brugt i Antiokia (Konstantinopel) i det 4. århundrede, med meget små variationer, hvoraf ingen er »neutrale« (von Soden klassificerer dem som af I-typen). Enten ved udarbejdelsen af oversættelsen eller (mere sandsynligt) ved en senere revision blev der brugt en gammellatinsk tekst af typen Codex Brixianus (f), og visse gammellatinske læsemåder er tydeligt markerede. For korte lister over disse særegenheder, se Burkitt i Journal Theological Studies, I, 129-34 (1900), eller von Soden, Schriften des New Testament, I, 1469 f (1906).

3. Den slaviske oversættelse:

Det vides med sikkerhed, at den første slaviske oversættelse af Bibelen blev påbegyndt i 864 eller tidligere af de to brødre Kyrillos (død 869) og Methodios (død 885), og at sidstnævnte arbejdede på den efter førstnævntes død. Deres arbejde blev udført til gavn for balkanslaverne, og i begyndelsen blev kun de liturgiske dele (evangelierne, Apostlenes Gerninger, brevene og Salmerne) oversat, men efter at dette var fuldført, førte Methodios oversættelsen videre, så den omfattede større dele af Det Gamle Testamente. Hvor meget af dette han gennemførte, er uklart, men han synes ikke at have fuldendt hele Det Gamle Testamente, mens han næsten sikkert ikke oversatte Johannes' Åbenbaring. Usikker er også den nøjagtige dialekt, der blev brugt til dette arbejde; selv om denne dialekt var grundlaget for det nuværende liturgiske sprog i den russiske kirke, har den gennemgået meget forandring, før den nåede sit endelige stadium. På forskellige tidspunkter blev oversættelsen af Bibelen revideret, så den stemte med sprogets ændringer, foruden andre revisionsændringer, og som følge heraf udviser manuskripterne (hvoraf nogle går tilbage til det 10. århundrede) meget forskellige teksttyper, som ikke er blevet tilfredsstillende klassificeret.

Et forsøg på at bringe det uoverensstemmende materiale i orden blev gjort omkring 1495 af ærkebiskop Gennadius, men han var ude af stand til at finde slaviske håndskrifter, der omfattede hele Bibelen, og blev nødt til at udfylde manglerne (Krønikebøgerne, Ezra, Nehemias, Ester og det meste af Jeremias samt apokryferne) ved en ny oversættelse, lavet fra Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.). Denne Gennadius-bibel var grundlaget for den første trykte udgave, fremstillet i Ostrog i 1581, selv om de liturgiske dele var blevet trykt tidligere (Apostlenes Gerninger og brevene først af alle i 1564). Ostrog-udgaven fulgte Gennadius ret nøje, men Ester, Højsangen og Visdommens Bog var nye oversættelser lavet fra Septuaginta. Den næste revision blev foretaget efter ordre fra Peter den Store og blev udført ved brug af græsk (Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente), selv om den resulterende tekst først blev trykt i 1751. En let ændret udgave fra 1756 er stadig den russiske kirkes officielle Bibel.

Denne slaviske version må skelnes fra versionen på det egentlige russiske sprog, som først blev påbegyndt i 1517, revideret eller omarbejdet på forskellige tidspunkter, med en fremragende moderne oversættelse, der første gang blev udgivet komplet i 1876. Se om hele emnet især Bebb i Church Quart. Rev., XLI, 203-25, 1895.

LITTERATUR.

Om alle tre versioner se HDB, IV, 861-64, 1902, og artiklen "Bibelubersetzung" i PRE3, III (1897), med det vigtige supplement i XXIII (1913).

Burton Scott Easton