Hævne; hævner

a-venj' a-venj'-er: Hævne.--Den almindelige tanke, der er forbundet med dette ord, er at påføre den, der har gjort uret, straf. Da vægten kan lægges på selve gerningen, på den, der har gjort uret, eller på den krænkede part, findes verbet som intransitivt (kun 3 Mos 19,18; se nedenfor), transitivt (2 Sam 4,8 m.fl.); og også aktivt (5 Mos 32,43), passivt (Jer 5,9) og refleksivt (Est 8,13). I 1 Sam 25,26 ff er hævne oversat fra yasha`, "at frelse" (RV randnote, "din egen hånd, som frelser dig"), i Hos 1,4 fra paqadh, "at hjemsøge," og i 2 Sam 18,19 ff fra shaphaT, "at dømme," men det sædvanlige hebraiske ord er naqam, eller afledninger deraf, "at hævne."

Oversættelsen i Revised Version (British and American) afviger nogle steder fra King James Version: 4 Mos 31,3 Revised Version (British and American) "udfør Jahves hævn"; (sammenlign 2 Sam 22,48; Sl 18,47; 3 Mos 26,25); 3 Mos 19,18 Revised Version (British and American) "tage hævn"; Dom 5,2 Revised Version (British and American) "fordi lederne tog ledelsen i Israel" fra para`, "at være fri, at lede".

I Det Nye Testamente er hævne oversat fra græsk ekdikeo, "at øve ret," "at beskytte" (Luk 18,3 ff m.fl.) og i KJV Åb 18,20, krino, "at dømme"; Revised Version (British and American) "Gud har dømt jeres dom".

Hævner.--Det vil sige den person, der påfører den onde straf for en uret, som han selv har oplevet (fra naqam, "at hævne"; Sl 8,2 m.fl.) eller som en anden har oplevet, fra ga'al, "at løskøbe"; (4 Mos 35,12 ff m.fl.). I Det Nye Testamente forekommer hævner kun én gang: "Herren er en hævner i alle ting" (1 Thess 4,6). Det var den nærmeste slægtnings pligt at udføre hævn over den, der havde myrdet hans slægtning: han blev go'el. Med henvisning til den beskyttende lovgivning og skik, se goel. Sammenlign blod; hævn, hævner.

A. L. Breslich