Hærfugl

hoo'-po; -poo (dukhiphath; epops; Latin Upupa epops): En af de særegne og berømte fugle i Israels land, med krumt næb og smuk fjerdragt. Den er omtrent på størrelse med en drossel. Dens ryg har en kraftig kanelfarve, dens hoved er gyldent okker med en fjertop af gyldne fjer, båndet med hvidt og med sorte spidser; fjerene bliver gradvis længere hen over hovedet, indtil de, når de er foldet sammen, ligger i sorte og hvide linjer, og når de rejses, viser hver fjer sin udsøgte tegning. Dens vinger og hale er sorte med hvide og okkerfarvede bånd. Den bygger rede i huller og hule træer. Alle ornitologer er enige om, at den er en "væmmelig, uren fugl" i sine føde- og ynglevaner. Reden, som de voksne fugle ikke tager sig af, bliver snart snavset og ildelugtende. Fuglen nævnes kun i listerne over vederstyggeligheder (3 Mos 11,19; og 5 Mos 14,18). En grund til, at Moses anså den for uegnet som føde, var dens vaner. En lige så tungtvejende grund lå i det faktum, at den var en af Egyptens hellige fugle. Dér var den tro udbredt, at den kunne opdage vand og vise, hvor man skulle grave en brønd; at den kunne høre hemmeligheder og helbrede sygdomme. Dens hoved var en del af de amuletter, som hekse brugte. Man mente, at hærfuglen havde vidunderlige medicinske kræfter, og araberne kaldte den "Doktorfuglen". Fordi viben næsten er på størrelse med en hærfugl og i nogen grad minder om den med sin gyldne fjerdragt, blev viben brugt i de tidlige oversættelser af Bibelen i stedet for hærfugl. Men da man huskede, at viben er en brokfugl, at dens kød og æg er særlig lækker føde, og at den blev spist overalt, hvor den var kendt, besluttede moderne kommentatorer med rette, at hærfuglen var den fugl, der var tænkt på i Moseloven. Det må dog føres til protokols, at hvor der ikke knytter sig nogen overtro til hærfuglen, og hvor dens redevaner er ukendte og dens fødesøgningsvaner kun lidt forstået, bliver den, når den passerer på træk, dræbt, spist og regnet for lækker, især af beboere i Sydeuropa.

Gene Stratton-Porter