Lilleasien, arkæologi

a'-shi-a mi'-ner, ar'-ke-ol'-o-ji ov: På det nuværende trin af vores viden er det vanskeligt at skrive på en måde, der kan vinde tilslutning, om Lilleasiens arkæologi. Synspunkter, som endnu for få år siden var uimodsagte, er allerede ved at blive forældede, mens den moderne arkæolog, der begejstret udgraver gamle steder, møjsommeligt tyder slidte indskrifter og tålmodigt sammenholder dokumentarisk materiale, på ingen måde har fuldført sin opgave. Men det er nu klart, at et arkæologisk felt, værdigt til at blive sammenlignet med felterne i Eufrats og Nilens dale, indbyder til udvikling i Lilleasien.

1. De tidligste påvirkninger fra Mesopotamien:

I Contemporary Review for august 1907 mindede professor Sayce sine læsere om, at de græske geografer kaldte Cappadox for Ninyas' søn og derved førte den kappadokiske kulturs oprindelse tilbage til Nineve, og at de på tilsvarende måde udledte Lydiens Mermnadedynasti fra Ninos, Belos' søn, eller fra Babylonien gennem Assyrien. Virkelig historie ligger sandsynligvis bag disse sagn, og folketavlen støtter dette (1 Mos 10,22), når den kalder Lud, eller Lydien, en søn af Sem og bror til Asshur. Dette er dog ikke at hævde, at noget stort antal semitiske folk nogensinde gjorde Lilleasien til deres hjem. Men professor Winckler og andre har vist os, at det sprog, den skrift, de ideer og de institutioner, som var karakteristiske for den babyloniske civilisation, var vidt udbredt blandt folkeslagene i det vestlige Asien, og fra meget tidlige tider kom Lilleasien ind under deres indflydelsessfære. Strabon gengiver traditionen om, at Zile, ligesom Tyana, blev grundlagt på »Semiramis' høj« og forbinder således disse gamle steder med den mesopotamiske kultur.

Dr. David Robinson hævder i sin Ancient Sinope (145 ff), at »Sinopes tidlige grundlæggelser sandsynligvis er assyriske«, skønt den sikre historie ikke i detaljer kan beskrive, hvad der lå forud for den milesiske bosættelse af dette halvøens nordlige punkt og bedste havn. Heller ikke Strabon kunne gå længere tilbage end til de milesiske kolonister for grundlæggelsen af Samsun, det gamle Amisus, en vigtig handelsby øst for Sinope, men den ledsagende illustration (fig. 1) synes tydeligt at vise Assyriens indflydelse. Originalen er en terrakottafigur af gråt ler, som for nylig blev fundet i det gamle Samsun. Mesopotamiske religiøse og kulturelle påvirkninger synes således at have farvet Lilleasien, i det mindste på visse steder, helt til Sortehavets kyst; og den store halvø har faktisk været, hvad dens form antyder: en venlig hånd, der strækker sig ud fra Asiens kontinent mod Europas kontinent.

2. Tredje årtusinde f.Kr.:

Professor Sayces ovennævnte artikel byggede på det vidnesbyrd, som kileskriftstavler fra Kara Eyuk, »Den sorte høj«, gav; et gammelt sted lige inden for Halysflodens slyngninger nær Caesarea Mazaca. Disse tavler, som han selv og professor Pinches tydede dem, var fra Abrahams tid, eller Hammurabis tid, omkring 2250 f.Kr., og var skrevet på en assyrisk dialekt. Nybyggerne var soldaterkolonister fra den assyriske del af det babyloniske rige og var beskæftiget med minedrift og handel. Sølv, kobber og måske jern var de metaller, man søgte. »Tiden blev regnet som i Assyrien ved hjælp af embedsmænd kaldet limmi, som gav året deres navn.« Kolonisterne havde et tempel med dets præster, hvor finansielle transaktioner blev udført under religionens hellighed. Der var veje, postbude hvis tasker var fyldt med kileskriftssten, og handelsrejsende som havde specialiseret sig i fine klæder. Dette gør det ganske naturligt, at Akan fandt en smuk babylonisk kappe ved plyndringen af Aj (Jos 7,21). Slaveri er en anerkendt institution; en dreng sendes til en barber for at blive omskåret; et hus, en hustru og børn pantsættes som sikkerhed for en gæld. En ed aflægges »på toppen af en stav«, en interessant kendsgerning, som kaster lys over de vers, der beskriver den døende Jakobs ed og velsignelse (1 Mos 47,31; Hebr 11,21). Det tidlige Lilleasien bliver således oplyst på forskellige punkter af Mesopotamiens kultur og sender nogle af de spredte stråler videre til den græske verden.

3. Andet årtusinde f.Kr.:

De tidligste indfødte indbyggere, som kan skelnes i Lilleasien, er hittitterne (se hittitterne). Lige siden 1872, da dr. Wright foreslog, at de mærkelige hieroglyffer på fire sorte basaltsten, som han havde opdaget ved Hamat, måske var et værk af hittitisk kunst, har der været en stadig voksende mængde materiale for forskere at arbejde med. Der findes skulpturer i den samme generelle stil, som fremstiller figurer af mænd, kvinder, guder, løver og andre dyr, ørne med dobbelte hoveder, sfinkser, musikinstrumenter, vingede skiver og andre symboler, som alt sammen kun delvis kan forstås. De ledsages af hieroglyfskrift, som endnu ikke er tydet, og indskrifterne læses »boustrophedon«, det vil sige fra højre mod venstre og tilbage igen, sådan som okserne går, når de pløjer en orientalsk mark. Der er også blevet opdaget store borge med forbindelsesmure og volde, porte, tunneler, voldgrave, paladser, templer og andre helligdomme og bygninger. Mere end dette: lejlighedsvise fragmenter af kileskriftstavler, samlet op på jordens overflade, førte til den antagelse, at skriftlige dokumenter af værdi kunne findes begravet i jorden. Malatia, Marash, Sinjirli, Sakje Geuzi, Gurun, Boghaz-keuy, Eyuk, Karabel, for ikke at nævne måske hundrede andre steder, har frembudt vigtige hittitiske levn. Karkemish og Kedesh ved Orontes var hovedstæder i det nordlige Syrien. Hittitterne i Det hellige land, hvad enten det var på Abrahams tid eller på Davids og Salomos tid, var en sidegren fra nationens hovedstamme. Lilleasien var hittitternes egentlige hjem.

Boghaz-keuy er i løbet af det sidste årti blevet det bedst kendte hittitiske sted i Lilleasien og kan beskrives som typisk. Det ligger i det nordlige Kappadokien, halvtreds muldyrførertimer syd for Sinope. Yasilikaya, de "skrevne" eller "udhuggede" klipper, er en forstad, og Eyuk med sit sfinxbevogtede tempel ligger kun 15 miles mod nord. Det blev professor Hugo Winckler fra Berlins Universitet beskåret at sikre midlerne, få tilladelse fra den tyrkiske regering og i sommeren 1906 udgrave over 3.000 mere eller mindre fragmentariske tavler, skrevet med kileskrift og på det hittitiske sprog. Dette er den første betydelige samling af den endnu utydede hittitiske litteratur, som forskere kan arbejde med. Disse tavler er af ler, skrevet på begge sider og brændt hårde og røde. Ofte står skriften i optrukne kolonner. Kileskriften blev, ligesom det latinske alfabet i moderne tid, brugt langt fra sit oprindelige hjemsted, og det i tusinder af år. Sproget på nogle få tavler fra Boghaz-keuy er babylonisk, især en kopi af traktaten mellem Rameses II af Egypten og Khita-sar, hittitternes konge i det centrale Lilleasien. Skriverne overtog ikke blot de babyloniske tegn, men også visse ideogrammer, og det er disse ideogrammer, der har givet nøglen til foreløbige ordlister på flere hundrede ord, som er blevet udgivet af professorerne Pinches og Sayce. Når professor Winckler og hans tyske medarbejdere udgiver de tavler, de har deponeret i museet i Konstantinopel, kan vi måske lytte til stemmen fra en hittitisk Homer, der taler fra de støvede mursten, skrevet i Moses' tid. Ved siden af Boghaz-keuy synker det høje Trojas knejsende tårne ned til størrelsen af en befæstet landsby.

Hittitiske skulpturer viser en meget markant mennesketype med korte, kraftige skikkelser, skrå øjne, fremtrædende næser og mongoloide træk. Vi antager, at de var af turansk eller mongolsk blod; bestemt ikke semitiske og sandsynligvis ikke ariske. Da de besatte forskellige vigtige indlandscentre i Lilleasien før, under og efter hele det andet årtusinde f.Kr., er det sandsynligt, at de besatte meget eller det meste af det mellemliggende område (se Records of the Past for december 1908). En stor hovedstad som Boghaz-keuy, med sine stærke befæstninger, ville kræve omfattende provinser til at forsørge sig og ville udstrække sit herredømme sådan, at ingen fjende var inden for angrebsafstand. "Amazonerne" anses nu almindeligvis for at være de bevæbnede hittitiske præstinder for en gudinde, hvis kult bredte sig over hele Lilleasien. "Amazonbjergene," der lokalt stadig kendes under det gamle navn, løber parallelt med Sortehavets kyst nær floden Iris, og en tradition, der nu er udbredt dér, siger, at kvinderne er stærkere end mændene, arbejder hårdere, lever længere og er bedre i et skænderi! Et sammenlignende studium af den dekorerede keramik, som er så rigeligt forekommende på landets gamle steder, gør det mere end muligt, at de kunstige høje, som er et så almindeligt træk i det anatolske landskab, og de mange klippeudhuggede grave, hvoraf de mest berømte sandsynligvis er dem ved Amasia, var udført af hittitiske hænder.

De hittitiske skulpturer giver på slående vis indtryk af religiøse snarere end politiske eller militære temaer. Folket var hedninger med mange guder og gudinder, hvoraf én, eller ét par, blev anerkendt som stående i spidsen for panteonet. Titler som Sutekh af Karkemish, Sutekh af Kadesh, Sutekh af hittitternes land, viser, at hovedguden var lokaliseret forskellige steder, måske med varierende egenskaber. En ledsagende gudinde hed Antarata. Hun var Lilleasiens store modergudinde, som kom til at overgå sin mandlige modpart i rang. Hun fremstilles i skulpturerne med en ungdommelig mandlig skikkelse som ledsager, sandsynligvis som en illustration af sagnet om Tammuz, som de vildfarne hebraiske kvinder græd over (Ez 8,14). Han blev i senere tider kaldt Attys. Han står for liv efter død, forår efter vinter, den ene generation efter den anden. Den hovedgud, der blev dyrket ved Boghaz-keuy, var Teshub. En anden hed Khiba, og det samme navn forekommer i Tell el-Amarna-korrespondancen fra Jerusalem. Dette giver en bemærkelsesværdig illustration af profetens tiltale til Jerusalem: "Din mor var hittit" (Ez 16,45).

Hittitternes gudsdyrkelse fra udvandringens tid ses stadig afbildet på klipperne ved Yasilikaya. Dette sted var metropolens helligdom. Der er to hypæthrale klippegallerier, hvoraf det største har en dobbelt procession på omkring 80 figurer, udhugget på de naturlige klippevægge, som er blevet glattet til formålet, og som mødes i galleriets inderste niche. Figurerne nærmest indgangen er omtrent halv legemsstørrelse. Efterhånden som processionerne skrider frem, tiltager figurernes højde, indtil de to personer forrest, ypperstepræsten og ypperstepræstinden eller kongen og dronningen, er klart over legemsstørrelse. Disse personer rækker mærkelige symboler frem mod hinanden; hver følges af et følge af sit eget køn, og hver støttes--præstekongen på hovederne af to undersåtter eller fanger, og præstindedronningen på en leopard. Den sidstnævnte skikkelse følges af sin ledsager-søn.

Ruinerne ved Eyuk ligger tæt samlet og består af et lille tempel, dets dør bevogtet af sfinkser og en dobbelt procession af tilbedere, der nærmer sig, omkring 40 i tal. Helligdommens hovedrum måler kun 7 yards gange 8 (ca. 6,4 m gange 7,3 m). Dette kan sammenlignes med det Hellige i israelitternes tabernakel, som omtrent var samtidigt. Ingen af dem kunne rumme en tilbedende menighed, men kun de tjenestegørende præster. De højtidelige sfinkser ved døren minder om keruberne, der prydede israelitternes tempel, og vingede ørne med dobbelte hoveder udsmykker døråbningens indre vægge. Midt i de udhuggede processioner, der bevæger sig på basaltklipperne hen mod helligdommen, står et alter, foran hvilket der står en tyr på en sokkel, og bag hvilket der står en præst, som bærer en stor ørering. Tæt bag præsten nærmer en flok på tre får og en ged sig offeralteret. Sammenlign beskrivelsen i 2 Mos 32. Israelitterne sagde til Aron: "Rejs dig, lav os guder"; han krævede deres guldøreringe, lavede en kalv "og byggede et alter foran den"; de bragte brændofre og frembar takofre; de satte sig ned for at spise og drikke og rejste sig for at lege. Israelitisk gudsdyrkelse lignede i visse former hittitternes gudsdyrkelse, men dens åndelige indhold var helt anderledes. Af musikinstrumenter viser Eyuk-processionen en lituus, en (sølv?)trompet og en velformet guitar. Dyreverdenen er repræsenteret ved endnu en tyr med en kiste eller ark på ryggen, en veludført løve og to harer, der holdes i en ørns to kløer. En kilde tæt ved leverede alt det vand, som tilbederne behøvede, og som krævedes til rituelle formål.

Professor Garstang viser i The Land of the Hittites, at den magt, som havde været i aftagende efter omkring 1200 f.Kr., oplevede en periode med fornyet opblomstring i det 10. og 9. århundrede. Han henfører monumenterne i Sakje Geuzi, som professoren selv udgravede, sammen med andre hittitiske levn i Lilleasien til denne periode. Den vanniske magt, kendt som Urartu, beslægtet med hittitterne, men adskilt fra dem, opstod i nordøst; frygerne begyndte at dominere i vest; assyrerne pressede på fra sydøst. Hittitternes fald blev fuldendt ved de ødelæggende kimmeriske hordes indtrængen, og efter 717, da Karkemish blev indtaget af assyrerne, forsvinder hittitterne ud af de arkæologiske optegnelser fra deres hjemland. Se Lilleasien, II, 1.

4. Første årtusind f.Kr.:

Før hittitterne forsvandt fra Lilleasiens indre, havde forskellige ariske folk, mere eller mindre nært beslægtet med grækerne, slået sig ned forskellige steder omkring kysten. Schliemann, kendt fra Troja, var den banebrydende arkæolog på dette område, og hans grænseløse begejstring, optimisme og opfindsomhed fremdrog skattene fra Priamos' by og gjorde igen fortællingen om de dage, da verden var ung, virkelig. Blandt de mest værdifulde samlinger i det vidunderlige museum i Konstantinopel er den fra Troja, som indeholder bronzeøkser og lansespidser, redskaber af kobber, talenter af sølv, diademer, øreringe og armbånd af guld, bensyle og nåle, tenvægte udført i brændt ler, et stort antal afgudsbilleder eller votivgaver samt andre genstande fundet i Troas, ved det moderne Hissarlik. Frygiske, thrakiske og senere galatiske indvandrere fra nordvest var sivet over Hellespont og havde kilet sig ind blandt de tidligere indbyggere. Der var nogle fællestræk mellem den kretensiske eller ægæiske civilisation og Lilleasiens, men professor Hogarth fremhæver i sin Ionia and the East, at disse ligheder var få. Anderledes forholdt det sig med grækerne i egentlig forstand. Herodot angav navnene på tolv æoliske, tolv joniske og seks doriske byer på vestkysten, grundlagt af kolonister, der kom over Det Ægæiske Hav, og som virkede som surdej blandt, ledte og giftede sig ind i den indfødte befolkning, de fandt bosat dér. En af disse asiatiske græske kolonier, Milet, var folkerig og kraftig nok til at udsende 60 til 80 egne kolonier; de efterfølgende sværme af eventyrere bevægede sig mod nord og øst, op langs Ægæerhavets kyst, gennem Bosporus og langs Sortehavets sydkyst. Da tiden var inde, spredte Xenofon og de Ti Tusinde, og derefter Alexander med sine makedonere, i endnu videre omfang frøene af hellenistisk kultur på en jord, der allerede var forberedt til at modtage den. Indskrifterne, skulpturerne, templerne, gravene, paladserne, borgene, teatrene, smykkerne, figurerne i bronze eller terrakotta, mønterne af sølv eller kobber og andre genstande, der er bevaret fra denne periode, udviser en stil i kunst, kultur og religion, som bedst kan kaldes anatolsk, men som er beslægtet med det egentlige Grækenlands. Udgravningerne i Efesos, Pergamon, Sardes og andre vigtige steder viser den samme podning af græske skud på den lokale stamme.

Ét markant træk overlevede som en arv fra hittitisk tid i dyrkelsen af en stor modergudinde. Hvad enten hun var kendt som Ma, eller Kybele, eller Anaitis, eller Diana, eller blev betegnet med en anden titel, var det det kvindelige, ikke det mandlige, der stod i spidsen for gudernes panteon. Med den græske kultur kom også bystatsformen for styre. De grovere og tidligere indfødte samfund var organiseret efter landsbymønsteret. Som regel havde hver landsby sin helligdom, under opsyn af præster eller måske oftere præstinder; jorden tilhørte guden eller gudinden; den betalte tiende til helligdommen; ofre og gaver blev frembåret ved det hellige centrum; dette lå ofte på en høj bakke, under et helligt træ og ved siden af en hellig kilde; der var kun lidt uddannelse, lov eller styre, undtagen for så vidt som vejledende orakler blev forkyndt fra templet.

I den tidlige del af dette årtusinde blev frygerne en magt af afgørende betydning i den vestlige del af halvøen, og professor Hogarth siger om området ved Midas-graven: »Der findes intet område med fortidsmonumenter, som det ville være mere værd at undersøge« for udgravere. Derefter kom Lydien, hvis hovedstad, Sardes, nu er under udgravning ved professor Butler og hans amerikanske medarbejdere. Sardes blev indtaget, og Krøsus blev afsat af perserne omkring 546 f.Kr., og i to århundreder, indtil Alexander, kastede persisk myndighed sin skygge over Lilleasien, men de varige påvirkninger var få.

5. Romerne i Lilleasien:

Omkring år 200 f.Kr. begyndte romerne at blive indviklet i politikken i de fire vigtigste kongeriger, som dengang optog Lilleasien, nemlig Bithynien, Pergamon, Pontos og Kappadokien. Langsomt rykkede deres indflydelse og deres våben frem under sådanne borgerlige og militære ledere som Sulla, Lucullus, Pompejus, Cicero og Julius Cæsar, mens Attalos af Pergamon og Prusias af Bithynien testamenterede deres urolige områder til den stadige magt, der rejste sig fra Vesten. I 133 f.Kr. gik romerne i gang med at organisere provinsen Asia og tog navnet fra et lydisk distrikt, som var indbefattet i provinsen. Skridt for skridt blev de romerske grænser skubbet længere mod øst. Mithridates VI, konge af Pontos, blev kaldt »den mest formidable fjende, republikken nogensinde måtte kæmpe imod«, men han bukkede under for Roms sejrende våben. Se PONTUS. Cæsar straffede den ulykkelige Farnakes ved Zile i det centrale Lilleasien og bekendtgjorde køligt sin succes i det mindeværdige budskab på tre ord: »veni, vidi, vici.« Til sidst kom hele denne smukke halvø under det jernhårde herredømme, og det romerske styre varede mere end 500 år, indtil Theodosius i 395 e.Kr. delte riget mellem sine sønner, gav Østen til Arcadius og Vesten til Honorius, og Romerriget blev kløvet i to. Tro mod deres skikke andre steder byggede romerne veje, vel brolagt med sten, mellem de vigtigste byer i deres østlige provinser. Arkæologen eller den almindelige rejsende støder ofte på strækninger af disse veje, undertiden i de tætteste skove, lige så solide og lige så ujævne, som da romerske stridsvogne rumlede hen over dem. Milepæle blev rejst for at markere afstandene, sædvanligvis med indskrifter både på latin og græsk, og tydningen af disse milepælsoptegnelser bidrager til genopdagelsen af den tabte historie. Broer over de vigtige vandløb er blevet genopbygget og repareret af skiftende generationer af mennesker, men i visse tilfælde træder den oprindelige bygnings romerske karakter tydeligt frem. Romerne var et byggende folk, og regeringsbygninger, akvædukter, bade, teatre, templer og andre bygningsværker møder arkæologen eller venter på spadens arbejde. Epigrafiske studier som professor Sterretts viser, hvilken rigdom af indskrifter der endnu mangler at blive fremdraget, på latin såvel som på græsk.

Det var i den romerske periode, at kristendommen gjorde sit indtog på halvøen. Kristne disciple såvel som romerske legioner og statholdere brugte vejene, broerne og de offentlige bygninger. Gamle kirkebygninger og andre religiøse stiftelser har deres historier at fortælle. Det er meget interessant på græske gravsten fra det 1. eller 2. århundrede e.Kr. at læse indskrifter som: »Her ligger Guds tjener, Daniel«, »Her ligger Guds tjenerinde, Maria.« Vores store autoritet for denne periode er Sir William M. Ramsay, hvis Historical Geography of Asia Minor og andre værker må læses af enhver, der vil gøre sig fortrolig med dette rige felt.

6. Den byzantinske periode:

Ved næsten umærkelige grader gled den romerske æra over i den byzantinske. Vi bevæger os nu så hurtigt fra arkæologiens område til den egentlige histories, at vi må fatte os i korthed. I tusind år efter Roms fald levede Østriget videre, et græsk legeme gennemtrængt af vedvarende romerske påvirkninger og med Konstantinopel som det pulserende hjerte. Tidernes karakter var om noget religiøs, men den fremherskende kristendom var en synkretistisk sammensætning, som indeholdt meget fra det tidligere Anatoliens naturdyrkelse. Den kristne kirkes første store konciler samledes på Lilleasiens jord, det fjerde blev holdt i Efesos i 431, og på dette koncil blev udtrykket »Guds Moder« antaget. Vi har set, at Lilleasiens folk i halvtreds generationer eller mere havde tilbedt en stor modergudinde, ofte sammen med hendes søn som gemal. Det var i Efesos, centrum for dyrkelsen af Diana, at kirkefolk, hvoraf mange kun havde en ringe oplæring i kristendommen, optog denne artikel i deres formulering af religiøs tro.

7. Seldsjuk-tyrkerne:

Endnu en gang blev landets styre, den dominerende race, religionen, sproget og kulturen alt sammen forandret – denne gang med seldsjuk-tyrkernes invasioner. Denne stamme var forløberen for osmanner-tyrkerne og blev senere opslugt blandt dem. Disse seldsjukker kom ind i Lilleasien, idet de drog op fra Centralasiens afkroge, omtrent på den tid da normannerne bosatte sig langs Vesteuropas kyster. Deres plads i historien er i nogen grad klar, men de fortjener at blive nævnt i arkæologien på grund af deres bemærkelsesværdige arkitektur. Deres arkitektur var en gren af den saracenske eller mauriske arkitektur, og mange eksempler er bevaret i Lilleasien. Moskeer, skoler, regeringsbygninger, khaner, fæstningsværker, fontæner og andre bygningsværker findes stadig i stort tal og i en mere eller mindre tilfredsstillende bevaringstilstand, og det er bygninger, der er bemærkelsesværdigt massive, men samtidig udsmykkede med finhed og variation i ornamentikken. Osmanner-tyrkerne, seldsjukkernes fætre, kom senere op fra den centralasiatiske bikube og indtog Konstantinopel ved en mindeværdig belejring i 1453. Med denne begivenhed kan man sige, at Lilleasiens arkæologi slutter, og at historien i stedet dækker feltet.

George E. White