Liv

lif (chayyim, nephesh, ruach, chayah; zoe, psuche, bios, pneuma):

I. BEGREBERNE

II. DET GAMLE TESTAMENTES LÆRE

1. Almindelig brug af ordet

2. Idéens sammensathed

III. I APOKRYFERNE

IV. I DET NYE TESTAMENTE

1. I de synoptiske evangelier

2. I det fjerde evangelium

3. I Apostlenes Gerninger

4. I Paulus' skrifter

5. I Johannes' skrifter

6. I de øvrige bøger i Det Nye Testamente

LITTERATUR

I. Begreberne.

Af de hebraiske udtryk er chayah verbet, som betyder »at leve«, »at have liv« eller livsprincippet, »at blive ved med at leve« eller »at leve i fremgang«. I Piel betyder det »at give liv, eller bevare, eller levendegøre og genoprette liv«. Hiphil ligner i høj grad Piel. Substantivet hayyim, der almindeligvis bruges i flertal, er et abstrakt substantiv, der betyder »liv«, dvs. besiddelsen af livsprincippet med dets kræfter og aktiviteter. Nephesh betyder ofte »levende væsen« eller »skabning«. Undertiden har det betydningen af det refleksive »selv«. Andre gange henviser det til sjælens sæde, personligheden, følelserne, begærene – lidenskaber og endda mentale handlinger. Hyppigt betyder det »liv«, »livets sæde«, og på denne måde bruges det omkring 171 gange i Det Gamle Testamente, hvor det henviser til livskraftens princip hos både mennesker og dyr. Ruach betyder »vind«, »ånde«, livskraftens princip eller kilde, men bruges aldrig til at betegne liv i egentlig forstand.

II. Det Gamle Testamentes lære.

1. Almindelig brug af ordet:

Ordet »liv« bruges i Det Gamle Testamente i den almindelige betydning. Det betød liv i kroppen, menneskets eksistens og aktivitet i alle dets dele og kræfter. Det er personen som helhed, bevidst og aktiv. Der findes ingen tanke om, at kroppen er en lænke eller et fængsel for sjælen; kroppen var nødvendig for livet, og forfatterne havde intet ønske om at blive adskilt fra den. For dem var den fysiske sfære en nødvendighed, og et menneske levede, når alle dets aktiviteter blev udført i lyset af Guds ansigt og gunst. Livets hemmelighed og kilde var for dem forholdet til Gud. Der fandtes intet godt eller ønskværdigt uden for dette fællesskabsforhold. At overvinde eller blive befriet fra synd var nødvendigt for livet. Det virkelige tyngdepunkt i livet lå i den moralske og religiøse del af menneskets natur. Denne måtte stå i fællesskab med Gud, kilden til alt liv og al aktivitet.

2. Idéens sammensathed:

Forestillingen om liv er meget sammensat. Flere betydninger er tydeligt angivet:

(1) Meget ofte henviser det til selve livsprincippet, adskilt fra dets ytringer (1 Mos 2,7). Her er det livets ånde, eller ånden fra Gud, som indeholdt og meddelte livsprincippet til mennesket og gjorde det til en nephesh eller et levende væsen (se også 1 Mos 1,30; 1 Mos 6,17; 1 Mos 7,22; 1 Mos 45,5, osv.).

(2) Det bruges til at betegne perioden for ens faktiske eksistens, dvs. »levetid« (1 Mos 23,1; 1 Mos 25,7; 1 Mos 47,9; 2 Mos 6,16; 2 Mos 6,18; 2 Mos 6,20, osv.).

(3) Livet fremstilles som en direkte gave fra Gud og som fuldstændigt afhængigt af ham for sin fortsættelse (1 Mos 1,11-27; 1 Mos 2,7; 4 Mos 16,22).

(4) I nogle få tilfælde henviser det til undfangelsen af børn og betegner den tid, hvor undfangelse var mulig (1 Mos 18,10; 1 Mos 18,14 randnote; 2 Kong 4,16; 2 Kong 4,17 randnote).

(5) I mange tilfælde henviser det til helheden af menneskets relationer og aktiviteter, som tilsammen udgør livet (5 Mos 32,47; 1 Sam 25,29; Job 10,1, osv.).

(6) I nogle få tilfælde bruges det synonymt med midlerne til at opretholde livet (5 Mos 24,6; Ordsp 27,27).

(7) Mange gange bruges det synonymt med lykke eller velbefindende (5 Mos 30,15; 5 Mos 30,19; Ezra 6,10; Sl 16,11; Sl 30,5; Ordsp 2,19, og ofte).

(8) Det fremstilles altid som en meget dyrebar gave, og overtrædelser mod livet skulle straffes strengt (1 Mos 9,4; 1 Mos 9,5; 3 Mos 17,14; 3 Mos 24,17).

Dødsstraf påbydes her udtrykkeligt på grund af værdien af det liv, der er blevet taget. Lex talionis krævede liv for liv (2 Mos 21,23; 5 Mos 19,21); og dette gælder endda dyret (3 Mos 24,18). Livet blev fremstillet som boende i blodet, og derfor måtte blodet ikke spises eller letsindigt udgydes på jorden (3 Mos 17,15; 5 Mos 12,23). Dekalogen forbyder mord eller uretmæssig berøvelse af menneskeliv (2 Mos 20,13; 5 Mos 5,17). Klæder, der var taget i pant, måtte ikke beholdes natten over, for derved kunne ejerens liv bringes i fare (5 Mos 24,6). At livet blev betragtet som dyrebart, fremgår af 2 Kong 10,24; Est 7,7; Job 2,4; Ordsp 4,23; Ordsp 6,26. Offerets væsen bestod i den kendsgerning, at livet (nephesh) boede i blodet; således gik livet tabt, når blod blev udgydt (5 Mos 12,23; 3 Mos 17,11). Undertrykkelse fra dommeres og herskeres side blev strengt fordømt, fordi undertrykkelse var skadelig for livet.

(9) Et langt liv var stærkt ønsket og efterstræbt af israelitterne, og under visse betingelser var dette muligt (Sl 91,16). De før-syndflodiske patriarkers lange levetid er et problem for sig (se ANTEDILUVIANS). Det var en af de største ulykker at blive afskåret midt i livet (Es 38,10-12; Es 53,8); at man længtes efter en god alderdom, vises af 2 Mos 20,12; Sl 21,4; Sl 34,12; Sl 61,6, osv. Dette lange liv var muligt for dem, der adlød deres forældre (2 Mos 20,12; 5 Mos 5,16), og for dem, der adlød Gud (5 Mos 4,4; Ordsp 3,1; Ordsp 3,2; Ordsp 10,27); for de vise (Ordsp 3,16; Ordsp 9,11); for de rene af hjertet (Sl 34,12-14; Sl 91,1-10; Præd 3,12; Præd 3,13); for dem, der frygtede Gud (Ordsp 10,27; Es 65,18-21; Es 38,2-5, osv.).

(10) Muligheden for et udødeligt liv antydes svagt i de tidligste skrifter og læres langt klarere i de senere. Livets træ midt i haven angav en mulig udødelighed for mennesket på jorden (1 Mos 2,9; 1 Mos 3,22; 1 Mos 3,24) (se TREE OF LIFE).

Da de undlod at få del i dette og faldt i synd ved at spise af "træet til kundskab om godt og ondt", blev de drevet ud af haven, for at de ikke skulle spise af livets træ og blive udødelige væsener i deres syndige tilstand. At fratage mennesket muligheden for at gøre sig selv udødeligt, mens det var syndigt, var en velsignelse for slægten; udødelighed uden hellighed er snarere en forbandelse end en velsignelse. Vejen til livets træ blev fra da af bevogtet af keruberne og flammen fra et sværd, så mennesker ikke kunne få del i det i deres syndige tilstand. Dette udelukkede dog ikke muligheden for en åndelig udødelighed i en anden sfære. Enoks fællesskab med Gud førte til en legemlig bortrykkelse; det samme gjaldt Elias, og flere hundrede år efter deres død kaldte Gud sig Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, hvilket antyder, at de da virkelig var levende. I Es 26,19 er der en klar profeti om en opstandelse og en ende på døden. Dan 12,2 hævder en opstandelse for mange af de døde, nogle til evigt liv og nogle til skam og evig afsky. Nogle af salmisterne troede fast på livets fortsættelse i fællesskab med Gud (Sl 16,10; Sl 16,11; Sl 17,15; Sl 23,6; Sl 49,15; Sl 73,24; Sl 73,25). Den nøjagtige betydning af nogle af disse udsagn er vanskelig at forstå, men så meget er klart: der var i mange fromme sind et oprør mod døden og en tro på, at livet i fællesskab med Gud ikke kunne ophøre eller brydes, end ikke af døden selv.

Se UDØDELIGHED.

(11) Den grundlæggende kendsgerning ved besiddelsen af liv var et livgivende forhold til Gud. Mennesker levede først, fordi Gud blæste livsånde ind i dem (1 Mos 2,7). Menneskets livskræfter er udstrømningen af Guds ånd eller livskræfter, og alle aktiviteter er afhængige af den levendegørende kraft fra Gud. Når Gud udsender sin ånd, bliver ting skabt og lever; når han trækker denne ånd tilbage, dør de (Sl 104,30). "I hans velbehag er liv" (Sl 30,5 KJV). Han er livets kilde (Sl 36,9; Sl 63,3). "Alle mine kilder er i dig" (Sl 87,7). Hemmeligheden bag Jobs succes og lykke var, at den Almægtige var med ham (Job 29,2). Dette fællesskab bragte ham sundhed, venner, fremgang og alle andre velsignelser. Bevidstheden om fællesskabet med Gud førte mennesker til at gøre oprør mod tanken om at gå til Sheol, hvor dette fællesskab måtte ophøre. De følte, at et sådant forhold ikke kunne ophøre, og at Gud ville tage dem ud af Sheol.

III. I Apokryferne.

En lignende opfattelse af liv viser sig her som i Det Gamle Testamente. Zoe og peuche bruges og forekommer hyppigst i Visdommens Bog og Siraks Bog. I 1 og 2 Esdras bruges ordet kun lidt; 2 Esdras 3,5; 16,61 er blot et citat fra 1 Mos 2,7 og henviser til livsprincippet; 2 Esdras 14,30, Tobit, Judit og Tilføjelser til Ester bruger det også i samme betydning. Visdommens Bog og Siraks Bog bruger det i flere betydninger, der nøje ligner brugen i Ordsprogene (sammenlign Siraks Bog 4,12; Ordsp 3,18; Ordsp 10,16). I almindelighed knyttes der ingen yderligere betydning til ordet. Salomos Salmer henviser til evigt liv i 3,16; 13,10; 14,2.6.

IV. I Det Nye Testamente.

Af de græske udtryk bruges bios undertiden som ækvivalent til det hebraiske chayyim. Det henviser til livet i udstrakt forstand, dvs. perioden for ens eksistens, en levetid; også til midlerne til at opretholde livet, såsom rigdom osv. Psuche svarer også undertiden til chayyim, men meget ofte til nephesh og sommetider til ruach. Således betyder det livsprincippet, et levende væsen, menneskets immaterielle del, sædet for følelser, ønsker og drifter osv. Udtrykket zoe svarer meget nøje til chayyim og betyder livsprincippet, tilstanden hos én, der er levende, fylden af aktiviteter og relationer både i det fysiske og det åndelige område.

Indholdet af ordet zoe er hovedtemaet i Det Nye Testamente. Livet formidles gennem Jesus Kristus. I Det Gamle Testamente var dette liv gennem fællesskab med Gud; i Det Nye Testamente er det gennem Jesus Kristus, formidleren. Den gammeltestamentlige tanke føres til sin fuldendelse, til sin højeste betydningsudvikling, idet den beriges af Jesu Kristi ypperste undervisning og åbenbaring. I Det Nye Testamente såvel som i Det Gamle Testamente ligger tyngdepunktet i menneskelivet i menneskets moralske og religiøse natur.

1. I de synoptiske evangelier:

Læren her om livet knytter sig naturligt til gammeltestamentlige tanker og de fremherskende forestillinger i jødedommen. Ordet bruges i betydningen

(1) livsprincippet, det som giver faktisk fysisk eksistens (Matt 2,20; Mark 10,45; Luk 12,22; Luk 14,26).

(2) Det er også perioden for ens eksistens, dvs. levetiden (Luk 1,75; Luk 16,25).

(3) Én gang kan det betyde helheden af menneskets relationer og aktiviteter (Luk 12,15), som ikke består i overflod af materielle ejendele.

(4) Almindeligvis betyder det det virkelige liv, den livgivende forbindelse med verden og Gud, summen af menneskets højeste interesser. Det kaldes "evigt liv" (Matt 19,29; Matt 25,46). Det kaldes "liv" (Matt 18,8; Matt 18,9; Matt 19,17; Mark 9,43; Mark 9,45; Mark 9,46). I disse passager synes Jesus at antyde, at det næsten svarer til at "samle skatte i himlen" eller til at "gå ind i Guds rige." At gå ind til livet og at gå ind i riget er praktisk talt det samme, for riget er det åndelige område, hvor Gud råder, hvor himlens principper, aktiviteter og relationer hersker, og derfor er det at gå ind i disse at gå ind til "livet."

(5) Det lavere liv i jordiske relationer og aktiviteter må underordnes det højere og åndelige (Matt 10,39; Matt 16,25; Luk 9,24). Disse rent jordiske interesser kan være meget ønskværdige og glædelige, men enhver, der vil klynge sig til dem og gøre dem til det højeste, står i fare for at miste det højere. Det åndelige, som er uendeligt mere værdifuldt, bør søges, selv om den anden relation skulle gå helt tabt.

(6) Jesus taler også om dette liv som noget fremtidigt, der skal virkeliggøres ved tidsalderens fuldendelse (Matt 19,29; Luk 18,30), eller i den kommende verden.

Dette modsiger på ingen måde udsagnet om, at man kan træde ind i det evige liv i dette liv. Ligesom Jesus selv stod i et levende forhold til den åndelige verden og levede det evige liv, søgte han at føre andre ind i den samme velsignede tilstand. Dette liv var langt fra fuldkomment. Fuldkommenheden kunne først komme ved fuldendelsen, når alt var fuldkommenhed, og da ville de træde ind i det fuldkomne fællesskab med Gud og forbindelsen med åndeverdenen og dens velsignede erfaringer. Der er ingen konflikt i hans lære her, ingen egentlig vanskelighed, kun en illustration af Brownings udsagn: “Mennesket er aldrig, men håber helt at blive.” Således lærer Jesus hos synoptikerne det evige livs virkelighed både som en nuværende ejendom og som en fremtidig fuldbyrdelse. Fremtiden er blot nutidens udfoldelse og fuldendelse. Uden den nuværende knop kan der ikke komme nogen fremtidig blomst.

(7) De betingelser, som Jesus opstiller for at træde ind i dette liv, er tro på ham selv som livets ene formidler og efterfølgelse af ham i et liv i lydighed. Han alene kender Faderen og kan åbenbare ham for andre (Matt 11,27). Han alene kan give sand hvile og kan lære mennesker, hvordan de skal leve (Matt 11,28). Den sikre vej til dette liv er: “Følg mig.” Hele hans tjeneste var i virkeligheden en langvarig bestræbelse på at vinde tillid til ham selv som Søn og formidler, at vinde lydighed og dermed føre mennesker ind i disse åndelige relationer og aktiviteter, som udgør det sande liv.

2. I det fjerde evangelium:

Den fyldigste og rigeste lære om livet findes her. Det største ord i dette evangelium er “liv.” Forfatteren siger, at han skrev evangeliet, for at “I må have liv” (Joh 20,31). Det meste af den lære, der er nedskrevet, kredser om dette store ord “liv.” Denne lære er på ingen måde særpræget og forskellig fra synoptikernes, men den er supplerende og fuldender Jesu lære om emnet. Brugen af ordet er ikke så varieret, idet den er koncentreret om det ene højeste emne.

(1) I nogle få tilfælde henviser det kun til det livsprincip, der giver liv eller frembringer et livsforløb (Joh 10,11; Joh 10,15-18; Joh 13,37; Joh 15,13).

(2) Det fremstiller Jesus, Loges, som oprindelsen til og midlet for alt liv i verden. Som den før-inkarnerede Loges var han livets kilde for universet (Joh 1,4). Som den inkarnerede Loges sagde han, at hans liv oprindeligt var afledt fra Faderen (Joh 5,26; Joh 6,57; Joh 10,18). Han var da midlet til liv for mennesker (Joh 3,15; Joh 3,16; Joh 4,14; Joh 5,21; Joh 5,39; Joh 5,40); og dette var det formål, han kom til verden for (Joh 6,33; Joh 6,34; Joh 6,51; Joh 10,10).

(3) Den dominerende henvisning er dog til de aktiviteter, som er udtryk for fællesskab med Gud og Jesus Kristus. Disse relationer kaldes “evigt liv” (Joh 3,15; Joh 3,16; Joh 3,36; Joh 4,14, osv.). Det nærmeste, man kommer en definition af evigt liv, findes i Joh 17,3. Skønt det ikke er en videnskabelig eller metafysisk definition, er det ikke desto mindre Jesu egen beskrivelse af evigt liv og åbenbarer hans opfattelse af det. Det er således mere værdifuldt end en formel definition. Det er “at kende Gud og Jesus Kristus, som han har sendt.”

Denne kundskab er langt mere end blot intellektuel erkendelse eller forståelse. Det er moralsk kundskab, det er personligt kendskab, det er fællesskab, en kontakt, om vi så må sige, mellem personlighed og personlighed, et indre slægtskab og en sympati, en erfaring af lignende tanker, følelser, formål, motiver, ønsker, en udveksling af hjertets dybeste følelser og erfaringer. Det er at bringe hele menneskets personlighed ind i det rette forhold til Guds personlighed. Dette forhold er etisk, personligt og binder de to sammen med bånd, som intet kan skille. Det var ind i denne erfaring, Jesus kom for at føre mennesker. Et sådant liv, siger Jesus, tilfredsstiller alle, der hungrer og tørster efter det (Joh 4,14; Joh 6,35); det er lysets kilde for alle (Joh 1,4; Joh 8,12); det er uforgængeligt (Joh 6,58; Joh 11,26); det er som en vandkilde i sjælen (Joh 4,14); det erhverves ved personligt at få del i de egenskaber, som hører Jesus til (Joh 6,53).

(4) Dette liv er en nuværende ejendom og har også en herlig fremtidig fuldbyrdelse.

(a) For dem, der udøver tro på Jesus, er det en nuværende erfaring og ejendom (Joh 4,10; Joh 5,24; Joh 5,40). Troen på ham som Guds Søn er det psykologiske middel, hvorved mennesker føres ind i dette levende forhold til Gud. De, der udøvede troen, erfarede straks denne nye kraft og dette fællesskab og udøvede de nye aktiviteter.

(b) Det har også en herlig fuldbyrdelse i fremtiden (Joh 4,36; Joh 5,29; Joh 6,39; Joh 6,44; Joh 6,54). Johannes lægger ikke så stor vægt på den eskatologiske side af Jesu lære som på den nuværende virkelighed og den faktiske besiddelse af dette velsignede liv.

(5) Det er blevet indvendt, at når Johannes taler om Loges som livets kilde, følger han en metafysisk linje, mens det liv, som han lægger så stor vægt på, har et etisk grundlag, og at han ikke gør noget forsøg på at forlige de to. Indvendingen kan have vægt for en, der har optaget den ritschlianske idé om at udføre den umulige opgave at fjerne al metafysik fra teologien. Den vil ikke virke særlig stærkt på den almindelige kristne. Det er en rent akademisk indvending. Den almindelige tankegang vil mene, at hvis Jesus Kristus er kilden til etisk og evigt liv, er det, fordi han besidder noget af Guds væsen og eksistens, som gør hans gerning for mennesker mulig. Det metafysiske og det etiske kan eksistere sammen, kan løbe parallelt, idet det ene er det andets kilde og sæde. Der er ingen modsigelse. Både metafysik og etik er en legitim og nødvendig øvelse for menneskets tanke.

3. I Apostlenes Gerninger:

I sin forbøn, Johannes 17, sagde Jesus, at hans mission var at give evigt liv til alle dem, som Faderen havde givet ham (17,2). Beretningen i Apostlenes Gerninger er gennemførelsen af dette formål. Ordet »liv« bruges i flere betydninger:

(1) livsprincippet eller det fysiske liv (17,25; 20,10.24; 27,10.22);

(2) også summen af menneskets relationer og aktiviteter på jorden (5,20; 26,4);

(3) Jesus Kristus betragtes som livets kilde og princip, idet han af Peter kaldes »livets fyrste« (3,15). Også det evige eller uforgængelige liv omtales med samme betydning som i evangelierne (11,18; 13,46.48).

4. I Paulus' skrifter:

Også her bruges ordene for »liv« i forskellige betydninger:

(1) det livsprincip, som giver fysisk livskraft og eksistens (Rom 8,11; Rom 8,38; Rom 11,15; 1 Kor 3,22; Fil 1,20; Fil 2,30);

(2) summen af menneskets relationer og aktiviteter (1 Kor 6,3; 1 Kor 6,4; 1 Tim 2,2; 1 Tim 4,8; 2 Tim 1,1; 2 Tim 3,10 KJV);

(3) de relationer til Gud og til Kristus i det åndelige område, og de aktiviteter, der udspringer deraf, som udgør det virkelige og evige liv.

Dette formidles ved Kristus (Rom 5,10). Det er i Kristus (Rom 6,11). Det er Guds frie gave (Rom 6,23). Det formidles eller meddeles os også gennem Ånden (Rom 8,2; Rom 8,6; Rom 8,9; Rom 8,10; 2 Kor 2,16; 2 Kor 3,6; Gal 6,8). Det kommer gennem lydighed mod ordet (Rom 7,10; Fil 2,16); og gennem tro (1 Tim 1,16). Det kan gribes i dette liv (1 Tim 6,12; 1 Tim 6,19). Det er bragt for lyset gennem evangeliet (2 Tim 1,10). Det er en løn til dem, der ved udholdenhed i at gøre det gode søger det (Rom 2,7). Det giver sejrende kraft over synd og død (Rom 5,17; Rom 5,18; Rom 5,21). Det er målet eller lønnen for et helliget liv (Rom 6,22). Det er en nuværende besiddelse og et håb (Tit 1,2; Tit 3,7). Det vil blive modtaget i hele sin fylde herefter (Rom 2,7; 2 Kor 5,4). Således stemmer Paulus' brug af ordet i det væsentlige overens med undervisningen i evangelierne og var uden tvivl i høj grad baseret på den.

5. I Johannes' skrifter:

I de johannæiske breve og Åbenbaringen er indholdet af udtrykket »liv« det samme som i det fjerde evangelium. Liv er i visse passager (1 Joh 3,16; Åb 8,9; Åb 11,11; Åb 12,11) blot fysisk livskraft og eksistens på jorden. Livets kilde er Kristus selv (1 Joh 1,1 f; 5,11 f.16). Det salige evige liv i Kristus er en nuværende besiddelse for alle dem, der er i fællesskab med Faderen og Sønnen (1 Joh 5,11; Joh 5,12). Her er et ekko af Jesu ord (Joh 17,3), hvor Johannes beskriver livet, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os. Det er i virkeligheden fællesskab med Faderen og med Sønnen (1 Joh 1,2; Joh 1,4). Liv loves til dem, der er trofaste (Åb 2,7); og livets krone loves til dem, der er tro til døden (Åb 2,10). Livets krone henviser uden tvivl til virkeliggørelsen af alle de herlige muligheder, der kommer gennem fællesskab med Gud og Sønnen. De tørstige indbydes til at komme og frit drikke af livets vand (Åb 21,6; Åb 22,17). Livets flod strømmer gennem gaderne i det nye Jerusalem (Åb 22,1), og livets træ blomstrer på dens bredder og bærer tolv slags frugt (22,2.14).

Se LIVETS TRÆ.

6. I de øvrige bøger i Det Nye Testamente:

Hebræerbrevet taler om vores levetid eller eksistensperioder på jorden (2,15; 7,3), ligeledes om kraften i et uopløseligt liv (7,16); Jakob lover livets krone til de trofaste (1,12). Denne løn er fylden af livets muligheder herefter. Vores levetid nævnes i 4,14 og fremstilles som kortvarig som en damp. Peter taler i 1 Pet 3,7 om mand og hustru som medarvinger til livets nåde, og om at elske livet (1 Pet 3,10), med henvisning til helheden af relationer og aktiviteter. De »alle ting, der hører til liv og gudsfrygt« (2 Pet 1,3), udgør hele det kristne liv, der indbefatter det evige liv.

LITTERATUR.

Artikler om »Life« i HDB, DCG, Jewish Encyclopedia; om »Soul«, »Spirit« osv., sammesteds og i Encyclopedia Brit, EB, Kitto, Smith, Standard osv.; Laidlaw, Bible Doctrine of Man; Delitzsch, A System of Biblical Psychology; kommentarer til de forskellige passager; Davidson, Old Testament Theology; Oehler og Schultz, Old Testament Theology; Stevens, Johannine Theology og Pauline Theology; Holtzmann, New Testament Theology, I, 293 ff.; G. Dalman, Words of Jesus; Phillips Brooks, More Abundant Life; B.F. Westcott, Historic Faith; F.J.A. Hort, The Way, the Truth, the Life; J.G. Hoare, Life in John's Gospels; E. White, Life and Christ; Salmond, The Christian Doctrine of Immortality; R.J. Knowling, Witness of the Epistles og The Testimony of Paul to Christ; kommentarer til de forskellige passager; McPherson, »The New Testament View of Life«, The Expositor, I, set. v, 72 ff.; Massie, »Two New Testament Words Denoting Life«, The Expositor, II, series iv, 380 ff.; Schrenk, Die Johannistische Anschauung yom Leben.

J. J. Reeve