Skam

sham (bosh, "at skamme sig," bosheth, "skam," qalon; aischune, "vanære," atimia, "vanære," og andre ord): Et ord, der ofte forekommer i Skriften, næsten altid knyttet til en følelse af synd og skyld. Det fremstilles billedligt som et vilddyr (Jer 3,24), en Nessus-dragt (Jer 3,25), en plage (Jer 20,18), en synd mod ens egen sjæl (Hab 2,10) og to gange som det sammentrængte symbol på hebraisk afskyelighed--Baal (Jer 11,13 randnote; Hos 9,10 randnote; se ISH-BOSHETH). Det stilles sammen med nederlag (Es 30,3), forhånelse (Sl 69,7; Es 54,4; Mika 2,6), forvirring (Es 6,7), nøgenhed (Es 47,3; Mika 1,11), evig foragt (Dan 12,2), dårskab (Ordsp 18,13), grusomhed (Es 50,6; Hebr 12,2), fattigdom (Ordsp 13,18), intethed (Ordsp 9,7 KJV), usømmelighed (1 Kor 11,6; 1 Kor 14,35 KJV; Ef 5,12) og "dem, der går ned i graven" (Ez 32,25). I den første bibelske henvisning til denne følelse fremtræder "skam" som "syndens og skyldens korrelat" (Delitzsch, New Commentary on Genesis and Biblical Psychology). Skamløshed er karakteristisk for opgiven ondskab (Fil 3,19; Jud 1,13, randnote "græsk: `skamme'"). Det er da tydeligt, at skam er en ledsager til den guddommelige dom over synden; det værste, en hebræer kunne ønske for en fjende, var, at han måtte blive klædt i skam (Sl 109,29), så Guds dom synligt kunne hvile over ham.

Naturligvis var skam for hebræeren den del, der tilfaldt dem, som var afgudsdyrkere, som var troløse mod Jahve, eller som var fjendtlige mod dem selv--Jahves udvalgte folk. Skam skal komme over Moab, fordi Moab hånede Israel (Jer 48,39; Jer 48,27), og over Edom "for vold mod hans bror Jakob" (Obad 1,10). Men også, og upartisk, er skam den del, der tilfaldt troløse israelitter, som fornægter Jahve og følger fremmede guder (Ez 7,18; Mika 7,10; Hos 10,6, og ofte). Men skam kommer også over dem, der ophøjer sig mod Gud, som stoler på jordisk magt og på den materielle styrkes ydre pragt (2 Krøn 32,21; Es 30,3); og over dem, der gør nar ad retfærdigheden (Job 8,22; Sl 35,26; Sl 132,18). Med en fin sans for etiske skel erkender de bibelske forfattere, at der i bekendelsen af en følelse af skam ligger håb om bedre ting. Kun i de mest desperate tilfælde findes der ingen følelse af skam (Hos 4,18; Zak 3,5; Fil 3,19; Jud 1,13); ved tilgivelse siges Gud at fjerne skam (Es 54,4 to gange; Es 61,7).

Om forholdene hinsides graven er den bibelske åbenbaring yderst tilbageholdende, men hist og her findes antydninger af, at skam venter de ugudelige her og herefter. Et sådant udtryk som det hos Daniel (12,2) kan ikke ignoreres, og selv om skriftet selv kan høre til en sen periode og en noget mere udviklet teologisk udvikling, er tanken blot en afspejling af den tidligere og mere elementære periode, da forbrydelsens og grusomhedens røst steg op fra jorden for at blive hørt i Guds audienssal (1 Mos 4,11; 1 Mos 6,13). I Det Nye Testamente findes der en lignende tilbageholdenhed, men også lignende antydninger. Det kan næppe være meget forkert at sige, at synd i de bibelske forfatteres tanke var en skammelig ting; at en del af straffen for synd var en bevidsthed om skyld i form af skam; og at der ikke fandtes nogen befrielse fra denne skyldbevidsthed, så længe synden var ubekendt og utilgivet. "Mange af dem, der sover i jordens støv, skal vågne, nogle til evigt liv og nogle til skam og evig foragt." Fra ens egen fortid findes der ingen befrielse, undtagen gennem åndens anger og Guds nåde og tilgivelse. Så længe følelsen af skam består, eller med andre ord, så længe den moralske opbygning af menneskets natur forbliver, som den er, vil der aldrig mangle en hævner af synden.

Charles M. Stuart