Mikaja

mi-ka'-ya, mi-ki'-a (mikhayahu, "hvem er som Yah?"; Meichaias): Et hyppigt forekommende gammeltestamentligt navn, som undertiden sammentrækkes til MICA eller MICAH (se disse). I King James Version staves det som regel "Michaiah".

(1) Abijas mor (2 Krøn 13,2, KJV "Michaiah"). Parallelstedet (1 Kong 15,2; jf. 2 Krøn 11,20) viser, at Michaiah her er en forvanskning af MAACAH (se denne) (således Septuaginta).

(2) Akbors far (2 Kong 22,12, KJV "Michaiah").

Se Mika, (5).

(3) En fyrste i Juda, som Josafat sendte ud for at undervise i Judas byer (2 Krøn 17,7, KJV "Michaiah").

(4) Søn af Zakkur, en præstelig deltager i processionen ved murens indvielse (Neh 12,35, KJV "Michaiah").

(5) En præstelig deltager i processionen ved murens indvielse (Neh 12,41; mangler i Septuaginta (Septuaginta)).

(6) Den kanoniske profet.

Se Mika, (7), og særskilt artikel.

(7) Søn af Jimla, hovedpersonen i en vigtig episode nær slutningen af Akabs regeringstid (1 Kong 22,4-28 parallelt med 2 Krøn 18,3-27). På hebraisk forekommer hans navn én gang i den sammentrukne form "Mika" (2 Krøn 18,14). Akab havde foreslået sin sejrherre, Josafat, Judas konge, at de skulle foretage et fælles felttog mod Ramot i Gilead. Josafat gav høfligt sit samtykke, men bad om, at man først skulle få klarhed over Jahves vilje. Akab tilkaldte straks de officielle profeter, 400 i tallet, til det kongelige nærvær. Underdanige over for deres herre gav de kongen et gunstigt svar, både ved profetisk udsagn og ved den symbolske handling, som deres leder, Sidkija, Kenaanas søn, udførte. Deres villige kor af tilslutning synes at have gjort Josafat mistænksom, for han bad om, at man skulle søge yderligere vejledning. Mikaja, som Akab da, med tydelig modvilje, sendte bud efter, gentog først blot de 400's gunstige svar; men da kongen besvor ham at sige hele sandheden, opgav han sin ironiske tone og beskrev med sørgmodig alvor et syn om ulykke. Akab forsøgte at mindske virkningen af dette profetord ved småligt at klage over, at Mikaja altid var en ulykkesprofet for ham. Derefter fortalte denne et indtryksfuldt syn af det himmelske hof, hvorfra han havde set en løgneånd sendt ud af Jahve til profeterne for at fremkalde Akabs vildfarelse og fald. Som svar på en grov udfordring fra Sidkija, der optrådte som talsmand for de 400, henviste Mikaja tillidsfuldt til udfaldet som bevis for sandheden i sin forudsigelse, og han blev straks af kongen dømt til fængsel.

Fortællingen er overordentlig levende og af største interesse for studerende af israelitisk profeti. Flere af dens enkeltheder har givet anledning til drøftelse, og spørgsmålene: Hvor langt var profetens syner objektive? Hvor langt anerkendte han sine modstanderes inspiration? Er den guddommelige handling, der beskrives, forenelig med Jahves hellige karakter? har voldt mange vanskeligheder. Men deres vanskelighed opstår i høj grad enten på grund af deres kristne synsvinkel eller på grund af deres hårde og mekaniske teori om profetisk inspiration. Mikajas stilling var vanskelig. Da han anede eller forudså ulykke, gjorde han sit bedste for at afværge den. Det kunne han kun gøre ved at frigøre kongen fra indflydelsen fra de 400 profeter, der føjede sig efter tidens krav. Han søgte at nå sit mål: først ved ironisk at tilslutte sig deres gunstige svar; dernæst ved et kort profetord, der forudsagde ulykke især for Akab; og da disse midler slog fejl, ved på den højtideligste måde at miskreditere de hofprofeter, som stod ham imod. Betragtet således rummer hans syn ingen indrømmelse af, at de havde samme inspiration; snarere er det en eftertrykkelig erklæring om, at disse mænd talte løgn i Jahves navn og derved bragte deres lands sikkerhed og deres konges liv i fare. Deres underdanige tilpasning til tiden gjorde dem til passende forløbere for de falske profeter, som Jeremias fordømte (Jer 23,9-40), og som Ezekiel fordømte (Ez 13,1-15). Synets åbne antropomorfisme behøver ikke være en anstødssten, hvis den får lov at falde på sin rette plads som et litterært virkemiddel hos en profet, der var stærkt bevidst om sin egen inspiration og lige så helhjertet patriotisk som dem, der stod ham imod.

Beretningen slutter meget brat og giver ingen redegørelse for Mikajas oprejsning, da begivenhedernes forløb til sidst førte hans forudsigelse til opfyldelse. Slutordene: "Hør, I folkeslag, alle sammen" (1 Kong 22,28 parallelt med 2 Krøn 18,27), et citat fra Mika 1,2, er en tydelig indskydelse fra en sen skriver, som forvekslede Jimlas søn med Esajas' samtidige.

For en fyldigere behandling se EB, HDB og kommentarerne til Kongebøgerne og Krønikebøgerne.

John A. Lees

mi-ka'-ya, mi-ki'-a.

Se MICAIAH.