Romersk ret

|| I. ROMERSK PRIVATRET

1. De Tolv Tavler

2. Civilproces

3. Jus honorarium

4. Praetor peregrinus

5. Kejserlige forordninger

6. Den juridiske litteraturs guldalder

7. Kodifikation i det senere kejserrige

II. ROMERSK STRAFFERET

1. Jurisdiktion i kongetiden

2. Appelretten

(1) Straffe

(2) Den porciske lov

3. Folkets jurisdiktion indskrænket

4. Nævninge

5. Straffedomstolenes forsvinden

6. Retten til rettergang i Rom

LITTERATUR

I den foreliggende artikel skal vi kun behandle (I) romersk privatret og (II) strafferet, idet vi forbeholder en overvejelse af udviklingen af forfatningsrettens principper til artiklen om ROM, da den er så tæt sammenvævet med statens politiske historie.

Det vil være nødvendigt at begrænse drøftelsen af privatret til dens ydre historie, uden at forsøge at behandle selve rettens indhold. I behandlingen af strafferetten vil opmærksomheden især blive rettet mod de forfatningsmæssige garantier, som skulle beskytte romerske borgere mod vilkårlige og uretfærdige straffe, da disse var et af de vigtigste privilegier ved romersk borgerskab.

Se CITIZENSHIP.

Romersk ret fandt sin oprindelige kilde i familien som et korporativt fællesskab. Pater familias' ejendomsrettigheder som repræsentant for denne primitive organisationsenhed er et grundlæggende element i privatret, og omfanget af statens strafferetlige jurisdiktion blev begrænset af den magt over liv og død, som familieoverhovedet udøvede over dem, der stod under hans myndighed, og i kraft af hvilken deres overtrædelser blev prøvet for den huslige domstol.

Det er ligeledes af grundlæggende betydning at minde om den kendsgerning, at der før den tidligste periode i den romerske rets historie, som vi har sikre oplysninger om, må have været en tid, hvor et stort antal forskellige former for forbrydelser blev straffet af præsterne som helligbrøde, i overensstemmelse med guddommelig ret (fas), ved at lovovertræderen blev dræbt som et offer til den krænkede guddom, mens godtgørelse for privat vold eller uret blev overladt til privat initiativ at søge. For en lov i De Tolv Tavler om, at den person, der var skyldig i at skære en andens korn om natten, skulle hænges som et offer til Ceres, er en overlevering fra den ældre religiøse karakter af dødsdommen, og retten til at dræbe nattetyven og ægteskabsbryderen, der blev grebet på fersk gerning, kan nævnes som overleveringer fra primitiv privat hævn. Den verdslige opfattelse af forbrydelse som en krænkelse af statens velfærd fortrængte gradvis den ældre opfattelse, mens privatret opstod, da fællesskabet gjorde en ende på den uorden, der fulgte af udøvelsen af selvhjælp i forsøget på at skaffe retfærdighed, ved at kræve, at parterne i en uenighed skulle forelægge deres krav for en voldgiftsmand.

I. Romersk privatret.

1. De Tolv Tavler:

Romersk privatret var i begyndelsen en samling uskrevne sædvaner, overleveret gennem tradition i de patriciske familier. Plebejernes krav om offentliggørelse af loven resulterede i vedtagelsen af de berømte Tolv Tavler (449 f.Kr.), som senere autoriteter betragtede som kilden til al offentlig og privat ret (quae nunc quoque in hoc immenso aliarum super alias acervatarum legum cumulo fons omnis publici privdtique est iuris: Livius iii.34, 6), selv om den ikke var en videnskabelig eller omfattende lovbog over alle datidens retlige institutioner. Dette primitive retssystem blev bragt til at udvide sig for at imødekomme det republikanske samfunds voksende krav, hovedsagelig ved hjælp af fortolkning og jus honorarium, som svarer til equity.

2. Civilproces:

Fortolkningens funktion kan defineres ved at nævne hovedelementerne i civilprocessen. Praetoren, eller magistraten, lyttede til de stridende parters krav og udarbejdede en oversigt over de omstridte spørgsmål, kaldet en formula, som blev forelagt for judex, eller voldgiftsmanden, en slags nævning, bestående af én mand, som afgjorde de faktiske spørgsmål, der indgik i sagen. Hverken praetor eller judex havde særlig juridisk uddannelse. Retten søgte derfor juridisk oplysning hos dem, der havde vundet anseelse som autoriteter på retten, og disse lærdes (jurisprudentes) udtalelser, eller responsa, udgjorde en værdifuld kommentar til tidens retlige institutioner. På denne måde blev der ved fortolkende tilpasning samlet et regelsæt, som forfatterne til De Tolv Tavler aldrig ville have genkendt.

3. Jus honorarium:

Jus honorarium fik sit navn af den omstændighed, at det hvilede på magistraternes myndighed (honor = magistratembede). I denne henseende, og fordi det bestod af påbud udstedt med det formål at yde afhjælpning i tilfælde, som den gældende ret ikke tog tilstrækkelig højde for, kan dette andet middel til retlig udvidelse sammenlignes med engelsk equity. Disse påbud, udstedt af praetorerne, havde kun retskraft i deres embedstid; men de, hvis hensigtsmæssighed var blevet fastslået gennem denne prøveperiode, blev i almindelighed genudstedt af efterfølgende magistrater fra år til år, således at der med tiden blev dannet en stor, men ensartet regelsamling, underkastet årlig fornyelse, som udgjorde den største del af det edikt, der blev udstedt af praetorerne, før de tiltrådte deres embedsperiode. Ved disse midler opretholdt romersk ret en passende balance mellem smidighed og fasthed.

4. Praetor peregrinus:

Efter oprettelsen af praetor peregrinus (241 f.Kr.), som hørte sager, hvor den ene eller begge parter var udlændinge, udgik en række lignende edikter fra dem, der blev valgt til denne domstol. Praetor peregrinus' årlige edikter blev et vigtigt middel til at udvide romersk ret, for de fremmede, der mødte for denne magistrats ret, var for det meste grækere fra Syditalien, således at de retsprincipper, som gradvis blev formuleret som grundlag for rettergang, i vid udstrækning var en legemliggørelse af den græske rets ånd.

5. Kejserlige forordninger:

Direkte lovgivning afløste de andre retskilder under kejserdømmet og tog lejlighedsvis form af lovforslag ratificeret af folket (leges), men sædvanligvis af senatsbeslutninger (senatus consulta) eller kejserlige forordninger. De sidstnævnte, som til sidst fortrængte alle andre typer, kan inddeles i edicta, som blev udstedt af kejseren efter forbillede af de tilsvarende befalinger fra republikkens magistrater, decreta, eller afgørelser fra den kejserlige domstol, som havde kraft som præcedenser, og rescripta, som var kejserens svar på anmodninger om fortolkning af loven. Alle disse kejserlige lovgivningsakter var kendt som constitutiones.

6. Den juridiske litteraturs guldalder:

I det 2. århundrede fik Salvius Julianus til opgave at give det prætoriske edikt en fast form. Gajus' Institutiones, som udkom omtrent samtidig, blev et forbillede for senere lærebøger i retsvidenskab (Gaii institutionum commentarii quattuor, opdaget af Niebuhr i 1816 i Verona i en palimpsest). Dette var den juridiske litteraturs guldalder. En række dygtige tænkere, blandt hvem Papinian, Paulus, Ulpian, Modestinus og Gajus indtager de fornemste pladser (jf. Codex Theodosianus 1, 4, 3), anvendte den videnskabelige undersøgelses metoder på den usammenhængende masse af retsligt materiale, udviklede et system af romersk ret og grundlagde en retsvidenskab.

7. Kodifikation i det senere kejserdømme:

Perioden i det senere kejserdømme var kendetegnet ved forskellige forsøg på kodifikation, som kulminerede i den endelige behandling af den romerske rets samlede stof under Justinian. Arbejdet udført af det råd af fremragende jurister, som dette vældige foretagende blev betroet, blev offentliggjort i tre dele: (1) Codex, som indeholder et udvalg af de kejserlige bestemmelser siden Hadrian i tolv bøger, (2) Digesten eller Pandekterne, som består af uddrag af den juridiske litteratur i halvtreds bøger, og (3) Institutiones, som er en lærebog i fire bøger. Hovedsagelig i denne form er den romerske privatretslige tradition nået frem til moderne tid og er, med en fremtrædende autoritet Bryces ord (Studies in History and Jurisprudence, Oxford, 1901), næst efter den kristne religion blevet den rigeste kilde til de regler, der styrer faktisk adfærd i hele Vesteuropa.

II. Romersk strafferet.

1. Jurisdiktion i kongetiden:

I kongetiden tilkom den strafferetlige jurisdiktion, for så vidt den var en funktion af den verdslige forvaltning, med rette kongen. Titlerne quaestores parricidii og duumviri perduellionis, der tilhørte embedsmænd, til hvem den kongelige myndighed i disse sager lejlighedsvis blev delegeret, angiver arten af de tidligste forbrydelser, som blev bragt ind under verdslig jurisdiktion. Det kongelige prærogativ overgik til de republikanske magistrater og omfattede, foruden retten til at straffe forbrydelser, magten til at tvinge lydighed mod deres egne dekreter (coercitio) ved hjælp af forskellige straffe.

2. Appelretten:

Men folkets ret til den endelige jurisdiktion i sager, der angik borgeres liv eller borgerlige status, blev fastslået ved en lov (lex Valeria), som siges at være blevet foreslået af en af de første konsuler (509 f.Kr.), og som gav ret til appel til folkeforsamlingen (provocatio) imod fuldbyrdelsen af en dødsstraf eller anden alvorlig straf, udtalt af en magistrat (Cicero De Re Publica ii.31, 54; Livius ii.8, 2; Dionysius v.19). Denne appelret blev styrket eller udvidet ved senere love (leges Valeriae) i 449 og 299 f.Kr. Den gjaldt både mod straffe pålagt i kraft af magistraternes tvangsmagt og mod straffe, der byggede på en formel strafferetlig anklage. I almindelighed afsagde magistraterne ikke nogen foreløbig dom selv, men bragte deres anklager direkte frem for folket.

(1) Straffe.

Dødsstraffen blev i praksis ophævet i republikkens tid ved at give den anklagede alternativet frivilligt eksil. Romerne brugte sjældent fængsling som straf. Pålæggelse af bøder over et vist beløb blev underlagt appelretten. I begyndelsen besad diktatoren absolut magt over borgernes liv og død, men denne myndighed blev begrænset, sandsynligvis omkring 300 f.Kr. (Livius xxvii.6, 5), ved at den blev underlagt appelretten

(2) Den porciske lov.

Retten til appel til folket gjaldt inden for byen og ud til den første milepæl; og skønt den aldrig blev udvidet ud over denne grænse, blev dens beskyttelse dog i realiteten sikret for alle romerske borgere, hvor de end måtte være, ved bestemmelsen i den porciske lov (af ukendt datering), som fastslog deres ret til at blive stillet for retten i Rom. Som følge heraf opstod der en sondring af stor betydning i straffeprocessen i provinserne, eftersom romerske borgere blev sendt til Rom for at blive dømt i alle alvorlige sager, mens andre personer var underlagt kommunernes strafferetlige jurisdiktion, undtagen når statholderen indkaldte dem for sin egen domstol.

3. Folkets jurisdiktion indskrænkes:

Udøvelsen af folkets jurisdiktion i straffesager blev gradvis indskrænket ved oprettelsen af permanente domstole (quaestiones perpetuae) i kraft af love, hvorved folket delegerede sin myndighed til at dømme visse klasser af sager. Den første af disse domstole blev bemyndiget i 149 f.Kr. til at behandle anklager om pengeafpresning fremsat mod provinsstatholdere. Erstatning var anklagernes hovedformål med at bringe sager frem for denne og senere permanente domstole, og af denne grund var proceduren måske lig den, der blev anvendt i civile sager. En prætor præsiderede over domstolen; et antal judices trådte i stedet for den enkelte nævning. De love, hvormed Sulla reorganiserede systemerne for strafferetlig jurisdiktion, sørgede for syv domstole, der hver især behandlede pengeafpresning, landsforræderi, underslæb, korrupte valgmetoder, mord, bedrageri og vold.

4. Nævninger:

Judices, eller nævningene, blev oprindelig valgt fra senatet. En lov foreslået af C. Gracchus overførte medlemskabet af alle nævningekorps til ridderstanden. Sulla fyldte senatet op ved at optage omkring 300 medlemmer af ridderstanden og gav det derefter igen enekontrollen over nævningekorpsene. Men en retslov fra 70 f.Kr. bestemte, at alle tre klasser af folket skulle være ligeligt repræsenteret ved domstolene. Der var da omkring 1.080 navne på listen over mulige nævninge, hvoraf 75 synes at være blevet udvalgt til hver retssag (Cicero In Pisonem 40). Cæsar afskaffede de plebejiske nævninge (Suetonius Caesar 41). Augustus genindsatte repræsentanterne for den tredje klasse (Suetonius Aug. 32), men begrænsede deres virke til civile sager af mindre betydning. Han fritog ligeledes senatets medlemmer for tjeneste som nævninge.

5. Straffedomstolenes forsvinden:

Systemet med straffedomstole (quaestiones perpetuae) aftog i betydning under kejsertiden og forsvandt til sidst hen imod slutningen af det 2. århundrede. Deres plads blev overtaget af senatet under forsæde af en konsul, af kejseren og efterhånden af kejserlige embedsmænd med delegeret myndighed fra kejseren. I det første tilfælde stod senatet i nogenlunde samme forhold til den præsiderende konsul, som nævningene ved de permanente domstole stod til prætoren. Men kejseren og de kejserlige embedsmænd afgjorde sager uden hjælp fra et nævningekorps, så efter det 3. århundrede, da senatets dømmende kompetence gradvis gik tabt, ophørte nævningedomstole med at eksistere. En vigtig nyskabelse i kejsertidens retssystem var princippet om appel fra lavere domstoles afgørelser til højere instanser. For kejserne og efterhånden deres delegerede, især praefectus urbi og praefectus praetorio, behandlede appeller fra romerske og italienske magistrater og provinsguvernører.

6. Retten til retssag i Rom:

Under den tidlige kejsertid var provinsguvernører som regel forpligtet til at imødekomme romerske borgeres krav om det privilegium at få deres sag ført i Rom (Digest xlviii. 6, 7), selv om der synes at have været nogle undtagelser fra denne regel (Plinius, Epist. ii.1l; Digest xlviii.8, 16). Lysias, tribunen for kohorten i Jerusalem, sendte Paulus som fange til Cæsarea, provinsens hovedstad, for at prokuratoren Felix kunne afgøre, hvad der skulle gøres i hans sag, eftersom han var romersk borger (ApG 23,27), og to år senere gjorde Paulus af samme grund sit privilegium gældende, nemlig at blive dømt i Rom af kejseren (ApG 25,11; ApG 25,21).

Romerske borgere, som blev sendt til Rom, kunne føres enten for senatet eller for kejseren, men det var mere almindeligt, at den kejserlige domstol tog disse sager under behandling, og den fortrængte til sidst fuldstændig senatets behandling; appel-formlen blev ordsprogsagtig: cives Romanus sum, provoco ad Caesarem (Kaisara epikaloumai: ApG 25,11).

Efterhånden som romersk borgerskab blev mere og mere udbredt i hele riget, aftog dets relative værdi, og det er tydeligt, at mange af de særlige privilegier, såsom retten til at få sin sag ført i Rom, som var knyttet til det i den tidligere periode, gradvis må være gået tabt. Det blev sædvane, at kejserne delegerede deres myndighed til endelig domsret over borgeres liv (ius gladii) til provinsguvernørerne, og til sidst, efter at romersk borgerskab af Caracalla var blevet tildelt rigets indbyggere i almindelighed, forblev retten til appel til Rom kun et privilegium for visse klasser, såsom senatorer, kommunale decurioner (Digest xlviii.19, 27), officerer af ridderrang i hæren og centurioner (Dio Cassius lii.22, 33).

LITTERATUR.

Greenidge, The Legal Procedure of Cicero's Time, Oxford, 1901; Kruger, Geschichte der Quellen u. Litteratur des romischen Rechts, Leipzig, 1888; Mommsen, Romisches Strafrecht, Leipzig, 1899; Roby, Roman Private Law in the Times of Cicero and of the Antonines, Cambridge, 1902; Sohm, The Institutes of Roman Law, oversat af J.C. Ledlie, Oxford, 1892.

George H. Allen