Romerriget og kristendommen, 3

V. Kristendommens sejr og Romerrigets omvendelse.

Kristendommen blev nu anerkendt som religionen i både Øst og Vest. Den var også blevet stærk nok til at omvende de barbarer, som oversvømmede Vesten. Den holdt dem i tømme og opdragede dem under pavedømmets ledelse, så dens erobringer nu strakte sig ud over Romerriget.

Merivale (forordet til Conversion of Roman Empire) tilskriver Romerrigets omvendelse fire årsager: (1) det ydre vidnesbyrd i profetiens tilsyneladende opfyldelse og vidnesbyrdet om mirakler, (2) indre vidnesbyrd, idet den tilfredsstillede rigets åndelige behov og tilbød en Forløser, (3) eksemplet fra de første kristnes rene liv og heroiske død, og (4) den fremgang, som fulgte den kristne sag under Konstantin. Gibbon (kapitel xv i Decline and Fall) søger at forklare kristendommens enestående fremgang i riget med (1) de første kristnes nidkærhed og begejstring, (2) kristendommens tro på udødelighed med både fremtidige belønninger og fremtidige gengældelser, (3) mirakler, (4) den høje etiske norm og rene moral hos bekendende kristne, og (5) en stærk kirkelig organisation efter kejserlige mønstre. Men ingen af disse lister over årsager synes på tilfredsstillende måde at forklare Jesu religions fremgang og sejr.

1. Negative årsager:

Dette skyldtes for det første negative årsager--den antikke verdens moralske og åndelige fallit, de hedenske systemers indre råddenskab og forfald. Alle gamle nationale religioner havde slået fejl og blev opgivet både af filosoffer og af masserne, og ingen universel religion for menneskeheden blev tilbudt undtagen af kristendommen. Gudsdyrkelsen var udartet til ren formalisme, som ikke bragte hjertet nogen trøst. Man følte et bydende krav om åbenbaring, som ingen filosofi eller naturlig religion kunne tilfredsstille.

2. Positive årsager:

Men det var især positive årsager, den nye religions fremgang skyldtes, blandt dem den kristne tros nidkærhed, begejstring og moralske alvor. Dens ægte kvaliteter viste sig bedst under forfølgelse og i dens tilhængeres heroiske død. Hedenskabet kunne, selv med den borgerlige magts alliance og prestigen fra sin romantiske fortid, ikke stå imod forfølgelse. Og da hedenskabet blev kastet tilbage på det frivillige system, kunne det ikke trives, sådan som kristendommen gjorde med sine idealer om selvopofrelse. Den tidlige kristendoms alvor blev løftet til sin højeste styrke ved dens tro på Herrens nære andet komme og tidsalderens afslutning. Udbredelsesmidlerne hjalp i høj grad kristendommens spredning, og det vigtigste middel var dens bekenderes eksemplariske liv. Den stillede moralsk og åndelig magt op imod politisk magt. Desuden viste kristendommen sig, da den først blev studeret af den antikke verdens tænkere, at være i overensstemmelse med fornuftens og naturens højeste principper. Men "hovedårsagen til dens fremgang var overensstemmelsen mellem dens lære og menneskehedens åndelige natur" (Lecky). Der fandtes en dybt rodfæstet alvor i en stor del af den antikke verden, som kristendommen tilbød den fred, trøst og styrke, den ønskede. Den havde også en vældig fordel frem for alle konkurrerende religioner i Romerriget ved at være tilpasset alle klasser og livsvilkår og alle forandringer. Der var intet lokalt eller nationalt ved den; den gav det mest ophøjede udtryk for tidens ideal om broderskab. Dens respekt for kvinden og dens tiltrækningskraft på dette køn skaffede den mange omvendte, som bragte den ære; i denne henseende stod den langt over sin største rival, mithraismen. I en tid med store sociale forandringer og megen social nød appellerede den til de lidende ved sin aktive selvfornægtelse for andres lykke. Som etisk norm var den jævnbyrdig med og overlegen i forhold til de ædleste samtidige systemer. Én uvurderlig fordel kunne den fremvise frem for alle religioner og filosofier--tiltrækningen og kraften i et ideelt fuldkomment liv, hvor den højeste manddom blev fremholdt som en drivkraft til ædlere livsførelse. Jesu person var en ideal og moralsk dynamisk kraft for både filosoffen og det almindelige menneske, langt over enhver abstrakt dyd. "Det var, fordi den var tro mod tidens moralske følelser, fordi den trofast repræsenterede den højeste type af fortrinlighed, som mennesker dengang stræbte imod, fordi den svarede til deres religiøse behov, mål og følelser, fordi hele det åndelige væsen da kunne udfolde sig og bevæge sig frit under dens indflydelse, at den plantede sine rødder så dybt i menneskers hjerter" (Lecky, Hist of European Morals, kapitel iii). Føj hertil alle de gunstige omstændigheder, der er nævnt ovenfor under "Forberedelse til kristendommen" (II), og vi kan forstå, hvordan Romerriget blev Kristi rige.

LITTERATUR.

Antikke kilder omfatter Tacitus, Suetonius, Josefus, Plinius' breve, x.97-98 (i Hardys udgave), Dio Cassius (hos Xiphilin), apologeterne, kirkefædrene, indskrifter osv.

Moderne kilder er for talrige til at nævnes fuldt ud, men de mest nyttige for den studerende er: Gibbon, Decline and Fall of the Roman Empire; Merivale, Hist of the Romans under the Empire; The Fall of the Roman Republic, 1856; Conversion of the Roman Empire, 1865; Milman, Hist of Christianity; Hist of Latin Christianity; Ramsay, The Church in the Roman Empire; The Expositor, IV, viii, s. 8 ff., 110 ff., 282 ff.; E. G. Hardy, Christianity and the Roman Government, 1894; D. Duff, The Early Church: a Hist of Christianity in the First Six Centuries, Edinburgh, 1891; J. J. Blunt, A Hist of the Christian Church during the First Three Centuries, 1861; Harnack, Mission and Expansion of Christianity, 1907; Mommsen, "Der Religionsfrevel nach rom. Recht," i Hist. Zeit, 1890, LXIV (vigtig); Provinces of the Roman Empire; The Expositor, 1893, s. 6 ff.; G. Boissier, La religion romaine d'Auguste aux Antonins; La fin du paganisme; Wissowa, Religion u. Kultus der Romer; Gerb. Uhlhorn, Conflict of Christianity with Heathenism, engelsk oversættelse ved Smyth og Ropes, 1879; B. Aube, Histoire des persecutions de l'eglise jusqu'a la fin des Antonins, 1875; Schaff, Hist of the Christian Church (med nyttige bibliografier over både gamle og moderne autoriteter); Orr, Neglected Factors in Early Church Hist; Keim, Ro u. Christentum; Deissmann, Light from the Ancient East, engelsk oversættelse, London, 1910; Wendland, Die hellenistischromische Kultur2, 1912; F. Overbeck, "Gesetze der rom. Kaiser gegen die Christen," i hans Studien, 1875; C. F. Arnold, Die Neronische Christenverfolgung; Stud. zur Gesch. der Plinianischen Christenverfolgung; Westcott, "The Two Empires," i kommentaren til Johannes' breve, 250-82; Friedlander, Sittengeschichte Roms; Lightfoot, Apostolic Fathers; Lecky, Hist of European Morals, kapitel iii. "The Conversion of Rome."

S. Angus