Stridsvogn

Et køretøj, der almindeligvis blev brugt til krigsformål. Undertiden, men kun sjældent, omtales det som brugt til fredelige formål.

Den første omtale af stridsvognen er, da Josef, som et tegn på udmærkelse, blev sat i Faraos næstfornemste statsvogn (1 Mos 41,43); og den næste, da han kørte ud i sin egen vogn for at møde sin far Jakob (46,29). Stridsvogne udgjorde en del af Jakobs begravelsesfølge (50,9). Da Farao forfulgte israelitterne, tog han 600 stridsvogne med sig (2 Mos 14,7). Kanaanæerne i dalene i Israels land havde jernvogne (Jos 17,18; Dom 1,19). Jabin, Kanaans konge, havde 900 vogne (Dom 4,3); og på Sauls tid havde filistrene 30.000. I sine krige mod kongen af Soba og mod syrerne tog David mange vogne som bytte (2 Sam 8,4; 10,18). Salomo holdt som en del af sin hær 1.400 vogne (1 Kong 10,26), som hovedsagelig blev importeret fra Egypten (29). Fra den tid af udgjorde de en del af Israels hære (1 Kong 22,34; 2 Kong 9,16, 21; 13,7.14; 18,24; 23,30).

I Det Nye Testamente har vi kun én historisk henvisning til brugen af vogne, nemlig i tilfældet med den etiopiske hofmand (ApG 8,28, 29, 38).

Dette ord bruges undertiden billedligt om hærskarer (Sl 68,17; 2 Kong 6,17). Elias var ved sine bønner og sine råd “Israels vogn og dets ryttere.” Guds hurtige virken i naturfænomenerne omtales også under billedet af en vogn (Sl 104,3; Es 66,15; Hab 3,8).

Kerubernes vogn (1 Krøn 28,18), vognen dannet af de to keruber på sonedækket, som Herren rider på.

Vognbyer blev udskilt til opbevaring af stridsvognene i fredstid (2 Krøn 1,14).

Vognheste var sådanne heste, som var særligt egnede til tjeneste foran vogne (2 Kong 7,14).

Stridsvogne beskrives i 2 Mos 14,7; 1 Sam 13,5; 2 Sam 8,4; 1 Krøn 18,4; Jos 11,4; Dom 4,3, 13. De blev ikke brugt af israelitterne før Davids tid. Elias blev taget bort i en “ildvogn” (2 Kong 2,11). Jf. 2 Kong 6,17. Dette syn ville for Elisa være en kilde til styrke og opmuntring, for nu kunne han sige: “De, der er med os, er flere end dem, der er med dem.”