Torn i kødet

(2 Kor 12,7-10). Der er givet mange fortolkninger af dette sted.

Romersk-katolske forfattere mener, at det betegner tilskyndelser til ugudelighed.

Luther, Calvin og andre reformatorer fortolker udtrykket som en betegnelse for fristelse til vantro.

Andre antager, at udtrykket sigter til “en smerte i øret eller hovedet,” epileptiske anfald eller, mere generelt, til en alvorlig legemlig svaghed, som var en hindring for apostlen i hans arbejde (jf. 1 Kor 2,3; 2 Kor 10,10; 11,30; Gal 4,13, 14; 6,17). Med en betydelig grad af sandsynlighed er det blevet hævdet, at hans sygdom var et synshandicap som følge af det blændende lys, der skinnede omkring ham ved hans omvendelse, akut øjenbetændelse. Dette ville forklare udsagnene i Gal 4,14; 2 Kor 10,10; også ApG 23,5, og at han i almindelighed gjorde brug af hjælp fra en skriver (jf. Rom 16,22 osv.).

En anden opfattelse, som er blevet hævdet, er, at denne “torn” bestod i en svaghed i temperamentet, som han lejlighedsvis gav efter for, og som hæmmede hans fremgang (jf. ApG 15,39; 23,2-5). Hvis vi tager i betragtning den kendsgerning, “som erfaringen hos Guds hellige til alle tider endegyldigt har fastslået, nemlig vanskeligheden ved at undertvinge en svaghed i temperamentet, samt den smerte, anger og ydmygelse, som en sådan svaghed plejer at volde dem, der sukker under den, kan vi være tilbøjelige til at tro, at ikke den mindst sandsynlige hypotese om ‘tornen’ eller ‘pælen’ i kødet er, at apostlens kærlige hjerte beklagede som sin sværeste prøvelse den ulykke, at han ved utålmodighed i ord ofte havde såret dem, for hvem han gerne ville have givet sit liv” (Lias’s Second Cor., Introd.).