Totemisme

to'-tem-iz'-m: Hvor langt troen på totemer og totemistiske relationer fandtes i det tidlige Israel, kan ikke drøftes udførligt her. Bevis for troen på guddommeliggjorte dyreforfædre mener nogle forfattere at finde i stammenavnene Lea ("vild ko"?), Rakel ("moderfår"), Simeon (synonymt med det arabiske sim`u, der betegner en krydsning mellem en ulv og en hyæne), Hamor ("æsel"), Kaleb ("hund"), Sibja ("gazelle") osv. Men disse navne i sig selv "beviser ikke et totemstadium i Israels udvikling" (HPN, 114); filologisk har synspunktet et usikkert grundlag (se f.eks. artiklen "Leah" i 1-binds HDB).

Endvidere er det sandt, at i totemiske samfund må den enkelte som regel ikke dræbe eller spise den genstand, som har givet hans slægt navn, idet disse dyr i totemdyrkelsen betragtes som hellige og derfor som "urene" (tabu) som føde. Men forsøget på at forbinde sådanne personnavne som Sjafan ("klippegrævling"), Akbor ("mus"), Hulda ("væsel")--alle fra Josijas tid (2 Kong 22,3; 2 Kong 22,12; 2 Kong 22,14; jf. Debora ("bi"), Gaal ("bille"?), Tola ("karmosinorm", "cochenille"), Nahash ("slange"))--med listen over urene dyr i 3 Mos 11 (se 11,5 (randnote),29) og 5 Mos 14 er forbundet med vanskeligheder (jf. dog Es 66,17; Ez 8,10 f), eftersom alle navnene umuligt kan forklares på dette grundlag.

Se også SACRIFICE, II, 2, (4); VI, 1.

Robertson Smith (efterfulgt af Stade og Benzinger) forsvarede stærkt det synspunkt, "at klare spor af totemisme kan findes i det tidlige Israel" (se HDB, III, 100). G. B. Gray synes også at hælde til den opfattelse, at nogle af disse navne kan være "indirekte afledt af et totemstadium i samfundet" (HDB, III, 483 f), samtidig med at han erkender, at "det eneste spørgsmål er, om andre forklaringer ikke er lige så tilfredsstillende" (HPN, 105).

Andre forfattere, såsom Wellhausen, Noldeke (ZDMG, 157 f, 1886), Marti (Gesch. der israelit. Religion, 4. udgave, 24), Addis (Hebrew Rel., 33 f), har modsat sig eller opgivet teorien, når den anvendes på Israel.

"I det store hele må vi endnu en gang konkludere, at selv om det bestemt er muligt, at totemisme engang var udbredt i Israel, kan dens udbredelse ikke bevises; og frem for alt må vi fastholde, at Israels religion, sådan som den fremtræder i Det Gamle Testamente, ikke har bevaret den allermindste erindring om en sådan tilstand" (Kautzsch, HDB, ekstra bind, 614 f; jf. s. 623).

Teorien modsiges også af Job. Jacobs (artiklen "Are there Totem-Clans in the Old Testament?" i Archaeol. Review, III (1889), nummer 3, 145 ff); F.V. Zapletal, Der Totemismus u. die Religion Israels; og S. A. Cook, i JQR, XIV, nummer 55.

Bevismaterialet på begge sider er ikke afgørende, men autoriteternes vægt taler imod den opfattelse, at totemisme nogensinde har eksisteret i Israel. Det sikre er, at totemisme aldrig var en stærk faktor, hverken i Israels tidlige religion som et organiseret folk eller i nogen af den historiske periodes dominerende kulter som helhed (se artiklerne "Family" i HDB, I, 850 (Bennett); "Sacrifice," HDB, IV, 331 (Paterson), og DEFILEMENT (Crannell), IMAGES, 3, 6 (Cobern), og ISRAEL, RELIGION OF, II, 1, (4) (Orelli), i dette leksikon).

LITTERATUR.

Ud over de værker, der er citeret i teksten, se, for teorien om totemismens udbredelse i det tidlige Israel, W. R. Smith, Religion of the Semites (2. udgave, 1894), Kinship and Marriage in Early Arabia (1903); A. F. Scot, Offering and Sacrifice (1900); og I. Benzinger, Hebraische Archaol. (1907); imod, Eric Brit, 11. udgave, XIII, 177, artiklen "Hebrew Religion" (Whitehouse); Standard BD, 782; Temple DB, artiklen "Shaphan." For en almindelig fremstilling og drøftelse af totemisme, se Frazer, Totemism and Exogamy (1910) og The Golden Bough (3. udgave, 1907-13); Westermarck, History of Human Marriage (1891); Deans, Tales from the Totems of Hidery (1898); Lang, Myth, Ritual, Religion (ny udgave, 1899), The Secret of the Totem (1905), og artiklen "Totemism" i Encyclopedia Brit, 11. udgave, XXVII, med omfattende bibliografi; HDB, ekstra bind, 115; og Cymru, 1892-93, s. 137; 1893-94, s. 7.

M. O. Evans