Traktat

tre'-ti (berith, karath berith, "slutte en pagt," "forbund," "traktat"): Skønt israelitterne havde forbud mod at indgå traktater eller slutte pagt med kana'anæerne på grund af den risiko, det medførte for religiøst frafald og moralsk besmittelse (2 Mos 23,32; 2 Mos 34,12; 5 Mos 7,2; Dom 2,2), befandt de sig midt iblandt folkeslagene på en sådan måde, at traktatforhold af en eller anden art med deres naboer fra tid til anden var uundgåelige. Efter monarkiets opkomst blev traktater almindelige. David og Salomo havde venskabelige forbindelser med Hiram, kongen af Tyrus (1 Kong 5,15); Asa indgik, for at slippe af med de fjendtlige fremstød fra Ba'sha, Israels konge, et forbund med Ben-Hadad af Syrien, hvilket profeten Hanani fordømte (2 Krøn 16,1); Akab indgik en lignende aftale med Ben-Hadads søn og efterfølger og satte ham fri, da han var hans krigsfange (1 Kong 20,34); og på et senere tidspunkt sluttede Joshafat sig til Akab i et felttog mod Ben-Hadad II til Ramot-Gilead, hvor Akab mistede livet (1 Kong 1). Snart med Syrien og nabostater mod den frygtelige assyriske magt, snart med Egypten mod Assyrien eller Babylon indgik Israels og Judas konger traktater for at modstå deres fremrykning og bevare deres egen uafhængighed (2 Kong 17,4; Hos 7,11; Es 30,1). Mod sådanne alliancer hævede profeterne deres vidnesbyrd (Es 31,1; Jer 27,3).

Se også KRIG, 9; ROM, V, 1.

T. Nicol