Trængsel

a-flik'-shun: Gengiver ikke færre end 11 hebraiske ord i Det Gamle Testamente og 3 græske ord i Det Nye Testamente, hvoraf de almindeligste er (oni), (thlipsis). Det bruges

(1) aktivt = det, som forårsager eller har tendens til at forårsage legemlig smerte eller sjælelig nød, som "trængslens brød" (5 Mos 16,3; 2 Krøn 18,26); ofte i flertal, som "Mange er de retfærdiges trængsler" (Sl 34,19);

(2) passivt = tilstanden af at være i smerte eller nød, som "at besøge faderløse og enker i deres trængsel" (Jak 1,27).

Følgende er de vigtigste former for trængsel, der omtales:

(1) Individuel trængsel, især sygdom, fattigdom, de stærkes og riges undertrykkelse af de svage, fordrejet retfærdighed.

(2) National. I Det Gamle Testamente gives trængsel en stor plads som national erfaring, som skyldes ulykker såsom krig, invasion, erobring ved fremmede folk, eksil. Disse danner baggrunden for meget af de profetiske skrifter og bestemmer i høj grad deres tone og karakter.

(3) I Det Nye Testamente er den vigtigste form for trængsel den, der skyldes den voldsomme modstand, som blev vist mod Jesu religion, og som førte til forfølgelse.

I. Trængslens kilde.

1. Gud:

Det hebraiske sind dvælede ikke ved sekundære årsager, men tilskrev alt, selv trængsler, direkte til den store første årsag og ophav til alle ting: "Kan der ramme en by ulykke, uden at Jahve har gjort det?" (Am 3,6); "Jeg former lyset og skaber mørket; jeg skaber fred og skaber ulykke (dvs. katastrofe); jeg er Jahve, som gør alle disse ting" (Es 45,7). Således blev alle ting, også katastrofen, henført til den guddommelige virken. Når hebræeren blev ramt af trængsel, tvivlede han ikke på Guds universelle suverænitet; men samtidig med at han forudsatte denne suverænitet, blev han undertiden fristet til at anklage ham for ligegyldighed, forsømmelse eller glemsel. Jf. Job passim; Es 40,27; Es 49,14; Ez 8,12; Ez 9,9.

2. Onde aktører:

Dog findes der spor af en dualisme, som sætter en vis vag grænse for Guds absolutte suverænitet ved at henføre trængsel til en ond magt, der virker i en slags uafhængighed af Gud. Der kunne dog aldrig være mere end en tendens i denne retning, for en streng dualisme var uforenelig med den jødiske monoteismes standpunkt. Således tilskrives Sauls sjælelige lidelse en "ond ånd", som dog siges at være "fra Jahve" (1 Sam 16,14; 1 Sam 18,10; 1 Sam 19,9); og Akabs fald siges af Mika at skyldes den "løgneånd", som lokkede ham mod hans undergang i lydighed mod Guds befaling (1 Kong 22,20-22). I Jobs prolog tilskrives Jobs ulykker Satan, men selv han modtager sit befalingens ord fra Gud og står til ansvar over for ham ligesom de andre "Guds sønner", der omgiver den himmelske trone. Han er således "indbefattet i den guddommelige vilje og i den guddommelige forsyns kreds" (Schultz). Efter prologen lades Satan ude af betragtning, og Jobs ulykker tilskrives direkte den guddommelige kausalitet. I senere jødedom blev tendensen til at spore det fysiske og moralske ondes oprindelse til onde ånder mere udtalt, sandsynligvis på grund af indflydelsen fra persisk dualisme. På Det Nye Testamentes tid mente man, at fysiske og psykiske sygdomme skyldtes onde ånders virke, kaldet dæmoner, hvis fyrste var Beelzebul eller Satan (Mark 1,23 ff; Mark 3,22 f; Mark 5,2 ff; Matt 9,32 f osv.). Kristus gav sin tilslutning til denne tro (sammenlign kvinden under svaghed, "som Satan har bundet", Luk 13,16). Paulus tilskrev sin legemlige lidelse en ond engel, sendt af Satan (2 Kor 12,7), skønt han erkendte, at den onde aktør var underordnet Guds nådeshensigt og var et middel til moralsk tugt (1 Kor 12,7; 1 Kor 12,9). Således blev de onde ånder betragtet som ondsindede ophav til fysiske sygdomme, men de blev ikke, på strengt dualistisk vis, anset for at handle i fuldstændig uafhængighed; snarere havde de en bestemt plads tildelt sig i det guddommelige forsyn.

II. Trængslens mening og formål.

Hvorfor plagede Gud mennesker? Hvordan skal lidelse forklares i overensstemmelse med Guds godhed og retfærdighed? Dette var et akut problem, som hvilede tungt på det hebraiske sind, især i den senere, mere reflekterende periode. Vi kan kun kort angive de vigtigste faktorer, som Skrifterne bidrager med til problemets løsning. Vi begynder med Det Gamle Testamente.

1. Straffende eller gengældende:

Det traditionelle syn i tidlig hebraisk teologi var, at trængsler var resultatet af den guddommelige gengældelseslov, hvorved synd uvægerligt blev fulgt af passende straf. Enhver ulykke var et bevis på synd hos den lidende. Således søgte Jobs "venner" at overbevise ham om, at hans store lidelser skyldtes hans syndighed. Dette er i almindelighed standpunktet hos Israels historieskrivere, som betragtede nationale ulykker som et tegn på den guddommelige mishag på grund af folkets synder. Men denne naive tro, skønt den indeholder et vigtigt element af sandhed, kunne ikke forblive uimodsagt. Kendsgerningernes logik ville være nok til at bevise, at den var utilstrækkelig til at dække alle tilfælde; f.eks. skyldtes Jeremias' lidelser ikke synd, men hans trofasthed mod sit profetiske kald. Sådan også den "lidende tjener" i Esajas. Også Job var, trods sine mange veer, fast i overbevisningen om sin egen retskaffenhed. At bevise straffesynets utilstrækkelighed er et hovedformål med Jobs Bog. En almindelig modificering af det traditionelle syn var, at de frommes sorger og de gudløses fremgang kun var af kort varighed; med tiden ville tingene rette sig på den rette måde (f.eks. Job 20,5 ff, Sl 73,3-20). Men selv om man giver gengældelsesloven tid til at udfolde sig, modsiger erfaringen den opfattelse, at et menneskes lykke eller ulykke er et ufejlbarligt bevis på hans moralske kvalitet.

2. Prøvende:

Den tanke udtrykkes ofte, at lidelser er bestemt til at prøve den lidendes karakter eller tro. Denne idé er særlig fremtrædende i Job. Gud tillod Satan at prøve ægtheden af Jobs fromhed ved at overvælde ham med sygdom og ulykker (2). Gennem hele digtet fastholder Job, at han har bestået prøven (f.eks. Job 23,10-12). Jf. 5 Mos 8,2; 5 Mos 8,16; Sl 66,10 f; Sl 17,3; Es 48,10; Jer 9,7; Ordsp 17,3.

3. Opdragende og rensende:

For dem, der er i stand til at bestå prøven, har lidelsen en rensende eller opdragende værdi.

(1) Tanken om lidelse som tugt eller en form for guddommelig undervisning findes i Job, især i Elihus taler, hvor han fastholder, at trængsel er tænkt som en undervisningsmetode, der skal frelse mennesket fra den stolthed og formastelse, som ender i ødelæggelse (Job 33,14-30; Job 36,8-10; Job 36,15 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk)). Den samme opfattelse findes i Sl 94,12; Sl 119,67; Sl 119,71.

(2) Prøvelsernes rensende funktion læres i passager som Es 1,25; Zak 13,9; Mal 3,2; Mal 3,3, hvor billedet er processen med at lutre metaller i ild og smelte slaggen bort.

4. Stedfortrædende og forløsende:

Det ovenstående er ikke fuldt tilstrækkeligt til at forklare mysteriet om de gudfrygtiges lidelser. Det dybeste bidrag i Det Gamle Testamente til en løsning af problemet er tanken om smertens og sorgens stedfortrædende og forløsende betydning. Jobs forfatter berørte ikke denne rige tankegang i behandlingen af sin helts lidelser. Det blev gjort af forfatteren til den Anden Esajas. Den klassiske passage er Es 53,1-12, som med dyb åndelig indsigt behandler den undertrykte og lidende Guds tjeners veer. Det gør ingen forskel for lidelsernes betydning, om vi ved Tjeneren forstår hele den hebraiske nation, eller den fromme del af den, eller et enkelt medlem af den, og om talerne i Es 53 er den jødiske nation eller hedningerne. Det betydningsfulde punkt her er den værdi og betydning, der tillægges Tjenerens lidelser. Talerne havde engang troet (i overensstemmelse med den traditionelle opfattelse), at Tjeneren led, fordi Gud var vred på ham og havde slået ham. Nu bekender de, at hans sorger ikke skyldtes hans egen synd, men deres (Es 53,4-6; Es 53,8). Hans lidelser var ikke blot stedfortrædende (straffen for deres synd faldt på ham), men forløsende i deres virkning (fred og sundhed kom til dem som følge af hans tugtelse). Desuden var det ikke blot forløsende, men sonende ("hans sjæl skyldoffer," Es 53,10)--en bemærkelsesværdig foregribelse af den kristne lære om forsoning.

5. Det Nye Testamente:

Indtil nu har vi kun behandlet Det Gamle Testamentes lære om lidelsens mening og formål. Det Nye Testamente giver intet nyt bidrag til problemets løsning, men gentager og uddyber i høj grad de synspunkter, der allerede findes i Det Gamle Testamente.

(1) Gennem hele Det Nye Testamente findes en anerkendelse af gengældelsens lov (Gal 6,7). Alligevel afviser Jesus den folkelige opfattelse af en ufravigelig forbindelse mellem ulykke og moralsk ondskab (Joh 9,2). Det er klart, at han var hævet over forestillingen om Guds forhold til mennesket som blot gengældende (Matt 5,45, solskin og regn for onde mennesker såvel som for gode). Hans efterfølgere ville lide trængsel endnu mere end vantro, på grund af den onde verdens fjendtlige reaktion, svarende til den, der ramte Kristus selv (Matt 5,10; Matt 10,16-25; Joh 15,18-20; Joh 16,33). På samme måde henviser Apostlenes Gerninger og brevene ofte til kristnes lidelser (f.eks. ApG 14,22; 2 Kor 4,8-11; Kol 1,24; Hebr 10,32; 1 Pet 4,13; Åb 7,14). Derfor må lidelser have et andet formål end et rent straffende.

(2) De er prøvende og giver en prøve, hvorved de uægte kan adskilles fra de ægte medlemmer af den kristne kirke (Jak 1,3; Jak 1,12; 1 Pet 1,7; 1 Pet 4,17), og

(3) et middel til tugt, beregnet til at rense og øve karakteren (Rom 5,3; 2 Kor 12,7; 2 Kor 12,9; Jak 1,3).

(4) Tanken om stedfortrædende og forløsende lidelse får en langt dybere betydning i Det Nye Testamente end i Det Gamle Testamente og finder konkret virkeliggørelse i en historisk person, Jesus Kristus. Det, der forvarsles i Deutero-Esajas, bliver i Det Nye Testamente en central, gennemgribende og skabende tanke. En enestående plads i det guddommelige formål gives Kristi lidelse. Dog får hans efterfølgere i en vis forstand del i hans stedfortrædende lidelser og "udfylder.... det, der mangler af Kristi trængsler" (Kol 1,24; sammenlign Fil 3,10; 1 Pet 4,13). Her er der visselig en dyb tanke, som kan kaste et væld af lys over menneskelig lidelses dybe mysterium. Kristi kors giver nøglen til sorgens betydning som den største forløsende kraft i universet.

III. Udholdelse af lidelse.

Skrifterne er fulde af trøstens og formanings ord, egnede til at opmuntre de lidende. To hovedbetragtninger kan nævnes.

(1) Tanken om Guds velgørende suverænitet: "Jahve er konge; lad jorden fryde sig," selv om "skyer og mørke er omkring ham" (Sl 97,1; Sl 97,2); "Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud" (Rom 8,28 King James Version). Da kærligheden sidder på universets trone, kan vi være forvissede om, at alle ting er bestemt til vort gode.

(2) Tanken om, at trængslen er af kort varighed i sammenligning med den glæde, der skal følge (Sl 30,5; Es 54,7; Joh 16,22); en tanke, som kulminerer i håbet om udødelighed. Dette håb er i Det Gamle Testamente kun ved at gry og giver kun et svagt og flakkende lys, undtagen i øjeblikke af sjælden ophøjethed og indsigt, når tanken om en fuldkommen fremtidig salighed syntes at tilbyde en løsning på livets gåder (Job 19,25-27; Salmerne 37; 49; 73). Men i Det Nye Testamente er det en trosforudsætning, og ved den er den kristne i stand til at styrke sig i trængsel, idet han husker, at hans trængsel er let og kortvarig i sammenligning med den "langt mere overvældende og evige vægt af herlighed", som skal udspringe af den (2 Kor 4,17 KJV; jf. Matt 5,12; Rom 8,18). Beslægtet med dette er den trøst, der hentes fra tanken om, at Kristi genkomst er nær (Jak 5,7; Jak 5,8). I lyset af sådanne sandheder som disse opmuntrer Bibelen de fromme i nød til at vise tålmodighedens ånd (Sl 37,7; Luk 21,19; Rom 12,12; Jak 1,3; Jak 1,4; Jak 5,7-11; 1 Pet 2,20) og endda en ånd af positiv glæde i trængsel (Matt 5,11; Rom 5,3; 2 Kor 12,10; Jak 1,2; Jak 1,12; 1 Pet 4,13). I Det Nye Testamente lægges der vægt på Jesu eksempel i tålmodig udholdenhed under lidelse (Joh 16,33; Jak 5,7-11; 1 Pet 2,19-23; 1 Pet 3,17 f). Frem for alt anbefaler Skrifterne de trængte at søge tilflugt i fællesskabets højeste salighed med Gud og i tilliden til hans kærlighed, hvorved de kan træde ind i en dyb fred, som ikke forstyrres af livets prøvelser og problemer (Sl 73,23-28; Es 26,3; Es 26,4; Joh 14,1; Joh 14,27; Fil 4,7; et passim).

D. Miall Edwards

trib-u-la'-shun (tsar, tsar, "fast," "snæver," "indespærret"; jf. 4 Mos 22,26):

1. I Det Gamle Testamente:

Tæt presset sammen, som segl (Job 41,15)); om vandløb, der er stuvet op (Es 59,9 randnote); om begrænset styrke (Ordsp 24,10, "lille"). Derfor, billedligt, om trange omstændigheder; gengivet på forskellige måder som "lidelse," "trængsel," "nød" (5 Mos 4,30; Job 15,24; Job 30,12; Sl 4,2; Sl 18,7; Sl 32,7; Sl 44,11, osv.; Sl 78,42; Sl 102,3; Sl 106,44; Sl 119,143; Es 26,16; Es 30,20; Hos 5,15; Ez 30,16). Ofte gengives den feminine form (tsarah) på lignende måde med "trængsel" (Dom 10,14 KJV; 1 Sam 10,19 KJV; 1 Sam 26,24); andre steder med "nød," "lidelse" (1 Mos 42,21; Sl 120,1; Ordsp 11,8; 2 Krøn 20,9; Es 63,9; Jer 15,11; Jon 2,2; Nah 1,9; Zak 10,11).

2. I Det Nye Testamente:

Det græske ord er thlipsis, en "sammenpresning" (som af druer), klemmen eller trykken (fra verbet thlibo); brugt billedligt om "nød," "trængsel"; Septuaginta bruger det for tsar og tsarah; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) tribulatio pressura (fra tribulum, "en tærskeslæde"). Verbalformen gengives "lide trængsel" (1 Thess 3,4 KJV, "lide lidelse" RV (britisk og amerikansk)); "volde besvær" (2 Thess 1,6 KJV, "plage" RV (britisk og amerikansk); jf. 2 Kor 1,6; 2 Kor 4,8; 2 Kor 7,5; 1 Tim 5,10; Hebr 11,37). Substantivformen gengives i KJV forskelligt som "trængsel," "lidelse," "forfølgelse," dog mere ensartet som "trængsel" i RV (britisk og amerikansk). Ordet bruges almindeligvis om de vanskeligheder, som Kristi efterfølgere skulle lide (Matt 13,21; Matt 24,9; Matt 24,21; Matt 24,29; Mark 4,17; Mark 13,19; Mark 13,24; Joh 16,33; 1 Kor 7,28); eller som de nu gennemgår (Rom 5,3; Rom 12,12; 2 Kor 4,17; Fil 4,14); eller som de allerede er kommet igennem (ApG 11,19; 2 Kor 2,4; Åb 7,14).

Edward Bagby Pollard