Beruselse

I. Dens udbredelse.

Bibelen giver rigeligt bevis for, at overdreven indtagelse af berusende drikke var en almindelig laster blandt hebræerne, som blandt andre gamle folkeslag. Dette fremgår ikke blot af enkelte tilfælde af beruselse, som Noa (1 Mos 9,21), Lot (1 Mos 19,33; 1 Mos 19,15), Nabal (1 Sam 25,36), Urias, gjort beruset af David (2 Sam 11,13), Amnon (2 Sam 13,28), Ela, israels konge (1 Kong 16,9), Benhadad, Syrias konge, og hans forbundsfæller (1 Kong 20,16), Holofernes (Judith 13,2) osv., men også fra hyppige henvisninger til beruselse som en stor samfundslast. Således forkynder Amos dom over de vellystigt og opløst levende herskere i Samaria "som drikker vin af (store) skåle" (Am 6,6) og de velstillede damer, som presser deres mænd til at deltage i deres drikkelag (Am 4,1); han klager også over, at denne form for selvovervindelse blev praktiseret selv på bekostning af de fattige og under religionens skjul, ved de offermåltider (Am 2,8; se også Es 5,11; Es 5,12; Es 5,22; Es 28,1-8; Es 56,11 f). Dens udbredelse kommer også til udtryk i mange passager i Det nye testamente (f.eks. Matt 24,49; Luk 21,34; ApG 2,13; ApG 2,15; Ef 5,18; 1 Thess 5,7). Paulus klager over, at i Korinth endda kølighedsfesten i den kristne kirke, som straks gik forud for eukaristiens fejring, nogle gange var scene for overdreven drikken (1 Kor 11,21). Det må dog bemærkes, at det næsten uvarligt er de velstillede, som bliver anklaget for denne last i Bibelen. Der er intet bevis for, at den bredte sig i noget betydeligt omfang blandt almindelige mennesker. Berusende drikke var dengang en dyr luksus, uden for de fattigeres rækkevidde. Se stærk drik.

II. Dens symptomer og virkninger.

Disse bliver skildret mest levende:

(1) nogle af dens fysiske symptomer (Job 12,25; Sl 107,27; Ordsp 23,29; Es 19,14; Es 28,8; Es 29,9; Jer 25,16);

(2) dens psykiske virkninger: ophidselse (1 Mos 43,34), munterhed og glæde (1 Esdras 3,20), glemselighed (1 Esdras 3,20), tab af forstand og dømmekraft (Es 28,7; Hos 4,11);

(3) dens virkninger på menneskets lykke og velstand: dens øjeblikkelige virkning er at gøre én uvidende om sin elendighed; men til sidst "bider det som en slange og stikker som en øgler," og fører til væmmelse og sorg (Ordsp 23,29-32) og til fattigdom (Ordsp 23,21; sammenlign Ordsp 21,17; Ecclesiasticus 19,1); derfor kaldes vin en "spotter", som bedrag de uforstandige (Ordsp 20,1);

(4) dens moralske og åndelige virkninger: det fører til dårlig retsgørelse (Ordsp 31,5; Es 5,23), fremkalder vrede og en krænkelsessøgende, skændende ånd (Ordsp 20,1; Ordsp 23,29; 1 Esdras 3,22; Ecclesiasticus 31,26,29 f), og bidrager til et hengivet liv (Ef 5,18; "udsvevelse," ordret, hengivenhed). Det er forbundet med hasardspil og løssluppenhed (Joel 3,3), og uanstændighed (1 Mos 9,21). Frem for alt dæmper det den åndelige følsomhed, frembringer en hård ligegyldighed over for religiøse påvirkninger og ødelægger al alvorlig tanke (Es 5,12).

III. Bibelens holdning til spørgsmålet om drikke.

Umaadelighed fordømmes i usvigelig tone af Det gamle testamente og Det nye testamente, såvel som af de halvkanoniske skrifter. Skønt fuldstændig afholdelse ikke foreskriver som en formelt og universel regel, er der lagt brede principper ud, især i Det nye testamente, som peger i den retning.

1. I Det gamle testamente:

I Det gamle testamente er umaadelighed mest modstridende over for profeternes strenge etiske rigorisme, såvel som over for "vishedsforfatternes" mere praktiske sans for anstændighed. Som man kunne forvente, blev det nationale samvittighed kun gradvist skærpet over for ondskaben ved overdreven drikken. I beretningerne fra oprindelig tid nævnes overdreven tilgivelse, eller i det mindste tilgivelse til henrykkelsespunktet, uden kritik som en naturlig ting, især ved festlige lejligheder (som i 1 Mos 43,34 i Den reviderede version, randnote). Men et samvittighed, der var mere følsomme over for overgivehedens syndighed, blev gradvist udviklet og afspejles i profeternes fordømmelser og de vise mænds advarsler (sammenlign henvisninger under I og II, især Es 5,11 f,Es 22; Es 1-8; Ordsp 23,29-33). Intetsteds bliver princippet om fuldstændig afholdelse indlært som en regel, der gælder for alle. I særlige tilfælde blev det anerkendt som en pligt. Præster, mens de var i tjeneste i helligdommen, skulle afholde sig fra vin og stærk drik (3 Mos 10,9; sammenlign Ez 44,21). Naziræere skulle afholde sig fra alle berusende drikke i løbet af deres løfteperiode (4 Mos 6,3 f; sammenlign Am 2,12), dog ikke på grund af vinens berusende egenskaber, men fordi de repræsenterede det enklere, pastorale livs enkelhed, i modsætning til den kana'anæiske civilisation, som vinstokken symboliserede (W. R. Smith, Prophets of Israel, 84 f). Ligeledes afholdt rekabiterene sig fra vin (Jer 35,6; Jer 35,8; Jer 35,14) og sociale bekvemmeligheder, fordi de betragtede det nomadiske liv som mere til gavn for Jahve-tilbedelsen end landbrug og byliv, med dets fristelser til Baal-tilbedelse. I Daniel og hans kammerater har vi endnu en tilfælde af frivillig afholdelse (Dan 1,8-16). Dette er dog isolerede tilfælde. I hele Det gamle testamente optræder brugen af vin som praktisk talt universel, og dens værdi anerkendes som en glædebringende drik (Dom 9,13; Sl 104,15; Ordsp 31,7), som gør det muligt for den syge at glemme deres smerter (Ordsp 31,6). Maadehold indskærpes dog stærkt, og der er hyppige advarsler mod pokalkaldets fristelser og farer.

2. Deutero-kanoniske og ekstrakanoniske skrifter:

I Apokryferne møder vi forsigtighedens og den sunde fornufts holdning, men den profetiske tone af streng fordømmelse mangler. Visdommens vej er den gyldne middelvej. "Vin er som livet selv for mennesker, hvis du drikker den med måde; .... vin drukket i rette tid og til tilfredsstillelse er hjertets glæde og sjælens fryd; vin drukket i store mængder er sjælens bitterhed, med ophidselse og strid" (Siraks Bog 31,27-30, Revised Version (British and American)). Et levende billede af følgerne af vindrikning gives i 1 Esdras 3,18-24. En stærkere belæring om emnet gives i De Tolv Patriarkers Testamente. Brugen af vin tillades den, der kan bruge den mådeholdent, men afholdenhed påbydes som den klogere vej (De Tolv Patriarkers Testamente, Dom 1,16).

3. I Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamente behandles umådehold som en alvorlig synd. Ganske vist fordømmer vor Herre kun én gang udtrykkeligt drukkenskab (Luk 21,34), skønt den fordømmes underforstået i andre passager (Matt 24,49 = Luk 12,45). At henvisningerne i vor Herres undervisning er få, skyldes sandsynligvis den allerede nævnte kendsgerning, at den især var udbredt blandt de velhavende og ikke blandt de fattigere klasser, som vor Herre hovedsagelig virkede blandt. Henvisningerne i Paulus' skrifter er meget talrige (Gal 5,21; Ef 5,18 m.fl.). Mådehold og besindighed i alle ting indskærpes overalt (f.eks. ApG 24,25; Gal 5,23; 2 Pet 1,6). En biskop og de, der har en ærefuld stilling i kirken, bør ikke være forfaldne til vin (1 Tim 3,2; Tit 1,7; Tit 2,2). Alligevel var Jesus og hans apostle ikke asketer, og Det Nye Testamente giver ikke et enkelt og skematisk forbud mod stærk drik af princip. I modsætning til Johannes Døber, som var nasiræer fra fødslen (Luk 1,15), blev Jesus af sine fjender kaldt en "vindrikker" (Matt 11,19). Han deltog i festligheder, hvor der blev drukket vin (Joh 2,10).

Der er tegn på, at han betragtede vin som en kilde til uskyldig glæde (Luk 5,38; Luk 17,8). At insistere på en skelnen mellem berusende og ugæret vin er et tilfælde af uberettiget særargumentation. Man må huske, at drikkespørgsmålet er langt mere sammensat og akut i moderne tid end i bibelsk tid, og at den moderne verdens forhold har givet anledning til problemer, som ikke lå inden for de nytestamentlige forfatteres horisont. Vanen med overdreven drik har bredt sig enormt blandt almindelige mennesker, i høj grad på grund af billigere alkoholiske drikke. Den kendsgerning, at ondet i dag findes i større omfang, kan kræve et drastisk middel og et særligt felttog. Men frem for at forsvare total afholdenhed ved en falsk eller tvungen eksegese, ville det være bedre at indrømme, at princippet ikke formelt er fastlagt i Det Nye Testamente, samtidig med at man fastholder, at der er fremsat brede principper, som i lyset af moderne forhold bør føre til frivillig afholdenhed fra alle rusmidler. Sådanne principper kan f.eks. findes i vor Herres undervisning i Matt 16,24 f.; Mark 9,42 f., og i de store paulinske passager--Rom 14,13-21; 1 Kor 8,8-13.

IV. Drukkenskab som metafor.

Drukkenskab forsyner meget ofte de bibelske forfattere med slående metaforer og lignelser. Således symboliserer den intellektuel eller åndelig forvirring (Job 12,25; Es 19,14; Jer 23,9), rådvildhed og hjælpeløshed under ulykke (Jer 13,13; Ez 23,33). Den giver et billede på søfolks bevægelser om bord på et skib i storm (Sl 107,27) og på jordens rystelser på Jahves dag (Es 24,20). Jahves "svimlens bæger" er et symbol på trængsel, idet Herrens vrede fremkalder sløvhed og forvirring (Es 51,17-23; sammenlign Es 63,6; Jer 25,15; Ez 23,33; Sl 75,8). Sværdet og pilen siges at være gennemvædet af drik som en drukken mand af vin (5 Mos 32,42; Jer 46,10). I Åbenbaringen skildres Babylon (dvs. Rom) under billedet af en "stor skøge", som gør konger "drukne af sin utugts vin", og som selv er "drukken af de helliges blod og ... af Jesu martyrers blod" (Åb 17,2; Åb 17,6).

D. Miall Edwards