Frafald; frafalden

a-pos'-ta-si, a-pos'-tat (he apostasia, "at stå bort fra"): Dvs. et frafald, en tilbagetrækning, et svigt. Ordet findes ikke i de engelske bibeloversættelser, men bruges to gange i Det Nye Testamente, i den græske original, til at udtrykke opgivelse af troen. Paulus blev falsk anklaget for at lære jøderne frafald fra Moses (ApG 21,21); han forudsagde det store frafald fra kristendommen, forudsagt af Jesus (Matt 24,10-12), som skulle gå forud for "Herrens dag" (2 Thess 2,2). Frafald, ikke af navn, men i virkeligheden, møder skarp irettesættelse i Judasbrevet, f.eks. engles frafald (Jud 1,6). Det er forudsagt, med advarsler, som noget der med sikkerhed vil blive udbredt i de sidste dage (1 Tim 4,1-3; 2 Thess 2,3; 2 Pet 3,17). Årsager til det: forfølgelse (Matt 24,9; Matt 24,10); falske lærere (Matt 24,11); fristelse (Luk 8,13); verdslighed (2 Tim 4,4); mangelfuld kundskab om Kristus (1 Joh 2,19); moralsk fald (Hebr 6,4-6); forsømmelse af gudsdyrkelse og åndeligt liv (Hebr 10,25-31); vantro (Hebr 3,12). Bibelske eksempler: Saul (1 Sam 15,11); Amasja (2 Krøn 25,14; 2 Krøn 25,27); mange disciple (Joh 6,66); Hymenæus og Alexander (1 Tim 1,19; 1 Tim 1,20); Demas (2 Tim 4,10). Til yderligere illustration, se 5 Mos 13,13; Zef 1,4-6; Gal 5,4; 2 Pet 2,20; 2 Pet 2,21.

"At forlade Jahve" var det udvalgte folks karakteristiske og hyppigt tilbagevendende synd, især i deres kontakt med afgudsdyrkende folk. Det udgjorde deres største nationale fare. Tendensen viste sig i deres tidligste historie, som det rigeligt ses i advarslerne og forbuddene i Moses' love (2 Mos 20,3; 2 Mos 20,4; 2 Mos 20,23; 5 Mos 6,14; 5 Mos 11,16). De frygtelige følger af religiøst og moralsk frafald fremgår af de forbandelser, der blev udtalt mod denne synd på Ebals bjerg af repræsentanterne for seks af Israels stammer, udvalgt af Moses (5 Mos 27,13-26; 5 Mos 28,15-68). Så egenrådigt var Israels hjerte, selv i årene umiddelbart efter den nationale befrielse, i ørkenen, at Josva fandt det nødvendigt på ny at forpligte hele folket til en ny troskab mod Jahve og mod deres oprindelige pagt, før de fik lov til at gå ind i det forjættede land (Jos 24,1-28). Utroskab mod denne pagt ødelagde nationens udsigter og vækst i dommertiden (Dom 2,11-15; Dom 10,6; Dom 10,10; Dom 10,13; 1 Sam 12,10). Det var årsag til talrig og stadig voksende ondskab, borgerlig og moralsk, fra Salomos dage til de assyriske og babyloniske fangenskaber. Mange af kongerne i det delte rige faldt fra og førte folket, som i Rehabeams tilfælde, ind i de groveste former for afgudsdyrkelse og umoral (1 Kong 14,22-24; 2 Krøn 12,1). Fremtrædende eksempler på et sådant kongeligt frafald er Jeroboam (1 Kong 12,28-32); Akab (1 Kong 16,30-33); Akazja (1 Kong 22,51-53); Joram (2 Krøn 21,6; 2 Krøn 21,10; 2 Krøn 21,12-15); Akaz (2 Krøn 28,1-4); Manasse (2 Krøn 33,1-9); Amon (2 Krøn 33,22). Se afgudsdyrkelse.

Profetien opstod som en guddommelig og bydende protest mod denne historiske tendens til at falde fra Jahves religion. På klassisk græsk betød frafald oprør mod en militær befalingsmand. I den romersk-katolske kirke betegner det opgivelse af religiøse ordener; afsværgelse af kirkelig myndighed; frafald fra troen. Forfølgelserne i de tidlige kristne århundreder tvang mange til at fornægte kristent discipelskab og til at markere deres frafald ved at ofre røgelse til en hedensk guddom eller spotte Kristi navn. Kejser Julian, som sandsynligvis aldrig i levende forstand tog den kristne tro til sig, er i historien kendt som "den Frafaldne", fordi han kort efter sin tronbestigelse opgav kristendommen til fordel for hedenskabet. En frafaldens svigt af troen kan være intellektuelt, som i Ernst Haeckels tilfælde, der på grund af sin materialistiske filosofi offentligt og formelt frasagde sig kristendommen og kirken; eller det kan være moralsk og åndeligt, som hos Judas, der for ussel vindings skyld nedrigt forrådte sin Herre. Se de udførlige artikler om "Apostasy" i Jewish Encyclopedia.

Dwight M. Pratt