Hund

Nævnes ofte både i Det Gamle og Det Nye Testamente. Hunde blev brugt af hebræerne som vagt for deres huse (Es 56,10) og til at vogte deres hjorde (Job 30,1). Dengang fandtes der også, som nu, flokke af halvvilde hunde, der strejfede omkring og åd døde kroppe og gadernes affald (1 Kong 14,11; 16,4; 21,19, 23; 22,38; Sl 59,6, 14).

Da hunden var et urent dyr, blev betegnelserne “hund”, “hundehoved” og “død hund” brugt som udtryk for hån eller ydmygelse (1 Sam 24,14; 2 Sam 3,8; 9,8; 16,9). Paulus kalder falske apostle “hunde” (Fil 3,2). De, der er lukket ude fra Himmeriget, betegnes også sådan (Åb 22,15). Forfølgere kaldes “hunde” (Sl 22,16). Hazaels ord: “Din tjener, som kun er en hund” (2 Kong 8,13), er sagt i spottende ydmyghed = det er umuligt, at en så foragtelig som han skulle opnå en sådan magt.