Kamæleon

ka-me'-le-un (koach, Revised Version (British and American) landkrokodille (3 Mos 11,30); tinshemeth, King James Version muldvarp, Revised Version (British and American) kamæleon (3 Mos 11,30)):

Koach, som i King James Version gengives "kamæleon" og i Revised Version (British and American) "landkrokodille", betyder også "styrke" eller "kraft", som i 1 Mos 4,12; 1 Sam 2,9; Sl 22,15; Es 40,29 og mange andre steder. Septuaginta har chamaileon, men på grund af ordets almindelige betydning, koach, har man ment, at der her bør forstås en stor øgle. Ørkenvaranen, Varanus griseus, en af de største øgler, som undertiden når en længde på 4 fod (ca. 1,2 m), er almindelig i Israels land og kan være det dyr, der her sigtes til. Navnet "monitor" er en oversættelse af det tyske warnen, "at advare", som er blevet forvekslet med det arabiske navn på dette dyr, waran eller waral, et ord med usikker etymologi.

Ordet tinshemeth i samme vers gengives i King James Version med "muldvarp" og i Revised Version (British and American) med "kamæleon". Septuaginta har aspalax (= spalax, "muldvarp"). Tinshemeth forekommer også i listerne over urene fugle i 3 Mos 11,18 og 5 Mos 14,16, hvor det gengives: King James Version "svane"; Revised Version (British and American) "hornugle"; Septuaginta porphurion (dvs. "blishøne" eller, ifølge nogle, "hejre"); Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) cygnus, "svane". Det synes at komme fra roden nasham, "at ånde"; sammenlign neshamah, "ånde" (1 Mos 2,7; Job 27,3 King James Version osv.). Det er derfor i 3 Mos 11,30 blevet henført til kamæleonen på grund af kamæleonens vane med at puste sin krop op med luft og hvæse, og i de andre passager til pelikanen på grund af pelikanens store poseformede næb.

Den almindelige kamæleon er talrig i Israels land og findes også i Nordafrika og i Spanien. De øvrige arter af kamæleoner findes hovedsagelig i Afrika og på Madagaskar. Den er ikke blot et harmløst, men et afgjort nyttigt dyr, eftersom den lever af insekter, især fluer. Dens måde at fange sit bytte på er særdeles interessant. Den nærmer sig langsomt og forsigtigt, indtil dens hoved er 4 til 6 tommer (ca. 10-15 cm) fra insektet, som den så sikrer sig ved at skyde tungen ud med stor hast. Pigmentcellerne i dens hud gør den i stand til at skifte farve fra bleggul til klar grøn, mørkegrøn og næsten sort, så den kan falde meget fuldkomment sammen med sine omgivelser. Dens særlige tæer og gribehale hjælper med at tilpasse den til dens liv i træerne. Dens fremstående øjne med cirkulære øjenlåg, som irisblænder, kan bevæges uafhængigt af hinanden og bidrager til dens slående udseende.

Se landkrokodille; muldvarp; svane; ugle; pelikan.

Alfred Ely Day