Kanaanæere

Efterkommerne af Kanaan, Hams søn. Da de udvandrede fra deres oprindelige hjem, synes de at være nået til Den Persiske Bugt og at have opholdt sig dér en tid. Derfra “bredte de sig mod vest, over Libanons bjergkæde helt ud til Middelhavets kyst, og de besatte hele det land, som senere blev Israels land, og også mod nordvest så langt som til Taurus-bjergkæden. Denne gruppe var meget talrig og opdelt i særdeles mange folkeslag, som vi kan se af listen over folkeslag (1 Mos 10), ‘Kanaans sønner.’” Seks forskellige stammer nævnes i 2 Mos 3,8, 17; 23,23; 33,2; 34,11. I 2 Mos 13,5 er “perizzitterne” udeladt. “Girgashitterne” nævnes i tillæg til de foregående i 5 Mos 7,1; Jos 3,10.

“Kanaanæerne”, til forskel fra amalekitterne, anakitterne og refaitterne, var “beboere i lavlandet” (4 Mos 13,29), de store sletter og dale, de rigeste og vigtigste dele af landet. Tyrus og Sidon, deres berømte byer, var centre for stor handelsaktivitet; og derfor kom navnet “kanaanæer” til at betyde en “handlende” eller “købmand” (Job 41,6; Ordsp 31,24, bogst. “kanaanæere”; jf. Sef 1,11; Ez 17,4). Navnet “kanaanæer” bruges også undertiden til at betegne landets ikke-israelitiske indbyggere i almindelighed (1 Mos 12,6; 4 Mos 21,3; Dom 1,10).

Da israelitterne blev ført til det lovede land, fik de befaling om fuldstændigt at udrydde Kanaans efterkommere, som dengang ejede det (2 Mos 23,23; 4 Mos 33,52, 53; 5 Mos 20,16, 17). Dette skulle ske “lidt efter lidt”, for at markens vilde dyr ikke skulle blive for talrige (2 Mos 23,29; 5 Mos 7,22, 23). Historien om disse erobringskrige gives i Josvabogen. Udryddelsen af disse stammer blev dog aldrig fuldt gennemført. Jerusalem blev ikke indtaget før Davids tid (2 Sam 5,6, 7). På Salomos tid blev der pålagt tvangsarbejde på resterne af de stammer, der stadig var tilbage i landet (1 Kong 9,20, 21). Selv efter hjemkomsten fra fangenskabet fandtes der stadig overlevende fra fem af de kanaanæiske stammer i landet.

I Tell-el-Amarna-tavlerne findes Kanaan i formerne Kinakhna og Kinakhkhi. Under navnet Kanana optræder kanaanæerne på egyptiske monumenter, iført ringbrynje og hjelm og kendetegnet ved brugen af spyd og kastespyd samt stridsøksen. De blev kaldt fønikere af grækerne og Poeni af romerne. Af race var kanaanæerne semitiske. De var berømte som købmænd og søfolk, såvel som for deres kunstneriske kunnen. Hovedgenstanden for deres dyrkelse var solguden, som blev tiltalt med det almindelige navn Baal, “herre.” Hver lokalitet havde sin særlige Baal, og de forskellige lokale Baaler blev sammenfattet under navnet Baalim, “herrer.”