Krig; krigsførelse

wor, wor'-far (milchamah, 'anshe m., "krigsmænd", "soldater"; polemos, polemein, strateuesthai, stratia):

1. Religiøs betydning

2. Forberedelser

3. Krigsoperationer

4. Strategi

5. Vigtige forudsætninger

6. Kendetegn

7. Nederlag og sejr

8. Bytte og trofæer

9. Fredstraktater

10. Krig i Det Nye Testamente

LITTERATUR

1. Religiøs betydning:

Fra en tidlig periode i hebraisk historie havde krig en religiøs betydning. Hebræerne var Jahves folk, og i deres krige blev de af den præst eller de præster, der fulgte deres hære, mindet om, at Jahve var med dem for at kæmpe deres slag (5 Mos 20,1-4). Det var sædvane at indlede et felttog eller gå ind i et slag med offerritualer (1 Sam 7,8-10; 1 Sam 13,9). Derfor betyder det hos profeterne at "forberede" krig at udføre de indledende religiøse ritualer og således at "hellige" krig (Jer 6,4; Jer 22,7; Jer 51,27; Jer 51,28; Mika 3,5; Joel 3,9; i hvert tilfælde Revised Version, randnote); og Esajas taler endda om, at Jahve mønstrer sin hær og kalder sine "indviede" til kamp (Es 13,3), de krigere, der var indviet ved de ofre, der blev bragt, før krigen egentlig begyndte. Den religiøse karakter, der knyttede sig til krig, forklarer også det tabu, som vi finder forbundet med den (5 Mos 20,7; 5 Mos 23,10; 2 Sam 11,11).

2. Forberedelser:

(1) Religiøse forberedelser.

Det stemte med dette, at oraklet skulle rådspørges før et felttog eller et slag (Dom 20,18; 1 Sam 14,37; 1 Sam 23,2; 1 Sam 28,6; 1 Sam 30,8). Man mente, at Guds ark havde en særlig kraft til at sikre sejr, og fordi den i israelitternes øjne blev identificeret med Jahves nærvær, blev den taget med i kamp (1 Sam 4,3). Folket lærte imidlertid af erfaring at sætte deres lid til Jahve selv og ikke til noget ydre tegn på hans nærvær. Ved slaget ved Eben-Ezer blev arken taget med ind i kampen med katastrofale følger for Israel (1 Sam 4,4). Ved slaget ved Mikmas fulgte den hellige efod derimod på Sauls anmodning israelitterne ud på slagmarken, og der blev et stort nederlag for filistrene (1 Sam 14,18). I den senere historie blev profeter anråbt om vejledning før et felttog (1 Kong 22,5; 2 Kong 3,11), selv om fanatiske medlemmer af standen undertiden gav dødelige råd, som til Akab ved Ramot-Gilead, og sandsynligvis til Josija ved Megiddo. Lejlighedsvis talte kongen til hæren, før den gik i kamp mod fjenden (2 Krøn 20,20-22, hvor Joshafat også lod sangere gå foran hæren ind i kampen); og Judas Makkabæer gjorde det samme, med bøn til Gud, ved forskellige lejligheder (1 Makk 3,58; 4,30; 5,32).

(2) Militære forberedelser.

Kaldet til våben blev givet ved trompetstød over hele landet (Dom 3,27; Dom 6,34; 1 Sam 13,3; 2 Sam 15,10; 2 Sam 20,1; jf. 4 Mos 10,2). Det var præsternes opgave at blæse alarm med trompeterne (2 Krøn 13,12-16; jf. 1 Makk 4,40; 16,8), og der skulle blæses i trompeterne i kampens stund, for at Gud skulle huske Israel, så de kunne vinde sejren. Hos profeterne finder vi krigens begyndelse beskrevet som det at drage sværdet af skeden (Ez 21,3) og at afdække skjoldet (Es 22,6). Levende billeder af styrkers mobilisering, både til invasion og til forsvar, findes i Es 22,6-8 og Nah 3,2 og hos andre profeter. Det var om foråret, at felttog som regel blev indledt eller genoptaget efter et ophør af fjendtlighederne om vinteren (2 Sam 11,1; 1 Kong 20,22; 1 Kong 20,26).

3. Krigsoperationer:

Om den faktiske opstilling af tropper i kamp findes der ingen fuldstændige beretninger før makkabæertiden, men moderne rejsendes undersøgelse af de bibelske slagmarker, med kendskab til militærhistorie, har givet værdifulde resultater ved at vise de kæmpendes position og kampens forløb (et fortrinligt eksempel i Dr. William Millers Least of All Lands, 85 ff., 116 ff., 150 ff., hvor slagene ved Mikmas, Ela og Gilboa beskrives med planer). Hos israelitterne var slagordenen enkel. Styrken blev opstillet enten på linje eller i tre afdelinger: et centrum og to fløje. Der var en bagtrop (kaldt i King James Version "rereward", i Revised Version (britisk og amerikansk) "rearward") til at yde beskyttelse under marchen eller til at samle efternølere op (Dom 7,16; 1 Sam 11,11; 2 Sam 18,2; 1 Makk 5,33; jf. også 4 Mos 10,25; Jos 6,9; 1 Sam 29,2; Es 58,8). Signalet til angreb og tilbagetog blev givet ved trompetstød. Der var et kampråb til at indgyde mod og give tillid (Dom 7,20; Am 1,14 osv.). Slagets udfald afhang af de kæmpendes personlige mod og udholdenhed, når mand kæmpede mod mand, men der var lejligheder, hvor afgørelsen blev overladt til tvekamp, som ved slaget i Ela mellem kæmpen Goliat og den unge David (1 Sam 1). Kampen ved Gibeon mellem Benjamins mænd, tolv i tallet, tilhængere af Ishboshet, og tolv af Davids tjenere, hvor hver dræbte sin mand og alle faldt sammen ved gensidig nedslagtning, var optakten til "et meget hårdt slag", hvor Abner og Israels mænd blev slået af Davids tjenere (2 Sam 2,16).

Til krigens mindre operationer hører overfaldet, sådan som filistrene foretog ind i Refaim-dalen (1 Krøn 14,9), plyndringstogtet, hvis formål var bytte (2 Sam 3,22), fourageringen for at skaffe forsyninger (2 Sam 23,11 randnote), og bevægelserne af bander, der fangede forsvarsløse indbyggere og solgte dem som slaver (2 Kong 5,2).

4. Strategi:

Blandt strategiske bevægelser i krig var der bagholdet med folk, der lå på lur, som Josva benyttede ved Aj (Jos 8,3); skinangrebet, som israelitterne anvendte mod Benjamins stamme (Dom 20,20); flankemanøvren, som David brugte i Refaim-dalen for at slå filistrene på flugt (2 Sam 5,22); og overraskelsesangrebet, som Josva med held rettede mod kana’anæerne under Jabin ved Meroms vande (Jos 11,1). Om alle disse giver fortællingen om Judas Makkabæus, det jødiske folks store militære leder, eksempler (1 Makk 4,5 og andetsteds).

5. Vigtige forudsætninger:

Blandt forudsætningerne for en rigtig krigsførelse var den vigtigste lejren (machaneh). Om den nøjagtige udformning af israelitternes lejr er det ikke muligt at udtale sig med sikkerhed. Israels lejr i ørkenen synes at have været firsidet, skønt nogle har ment, at den var rund eller trekantet (4 Mos 2,1). Lejren i ørkenen var forsynet med felttegn og faner – familiens felttegn ('oth) og en fane (deghel) for den gruppe af stammer, der indtog hver af de fire sider. Standarten eller banneret (nec) bruges om signalet til at samle tropperne, men “fanebærer”, som kun forekommer én gang i Bibelen, er en tvivlsom læsemåde (Es 10,18, hvor Revised Version's randnote, “syg mand”, snarere bør følges). I krigstid var lejren omgivet af en barrikade eller vognborg (ma`gal), som ved Ela (1 Sam 17,20); og Saul lå inden for en sådan barrikade i Zifs ørken med sit folk omkring sig, da David overraskede ham og førte hans spyd bort (1 Sam 26,5). Telte blev brugt som ly for tropperne, i hvert fald når de var optaget af en belejring (2 Kong 7,7), skønt vi ved belejringen af Rabba læser om løvhytter til dette formål (2 Sam 11,11). Forposter blev sat til at holde vagt over lejren, og vagten blev skiftet tre gange i løbet af natten (Dom 7,19; 1 Makk 12,27). Det var sædvanligt at efterlade en vagt til at tage sig af lejren, når styrken gik i kamp eller drog ud på et plyndringstogt (1 Sam 25,13; 1 Sam 30,10). Der blev givet omhyggelige forskrifter for at bevare lejrens renhed, “for Jahve din Gud vandrer midt i din lejr, .... derfor skal din lejr være hellig” (5 Mos 23,9-14; jf. 4 Mos 5,1-4). Garnisoner (matstsabh) blev sat til at besætte fæstninger og strategiske centre (2 Krøn 17,2). Uden tvivl ville hulerne i bjergskråningerne og landets klippefæstninger, som ved Mikmas, tjene til at huse dem (1 Sam 1). De garnisoner, der udtrykkeligt nævnes, var dog for størstedelen militære poster til besættelse af et underlagt land – filistre på israelitisk område (1 Sam 13,23; 1 Sam 14,1; 1 Sam 14,11) og israelitter på syrisk og edomitisk område (2 Sam 8,6; 2 Sam 8,14).

6. Kendetegn:

Blandt krigens karakteristiske træk lagde de hellige historieskrivere ofte mærke til larmen og råbene (1 Sam 4,6; 1 Sam 14,19; 2 Kong 7,6). I profeternes billedsprog fremstilles krigens rædsler, gru og ødelæggelse i grelle farver. “Hans hestes prusten høres fra Dan,” sådan beskriver Jeremias en invaderende hær, “ved lyden af hans stærkes vrinsken skælver hele landet” (Jer 8,16). “Piskens smæld og lyden af det buldrende hjul og den galoperende hest, og den hoppende vogn og de stejgende ryttere; og sværdets blink og spyddets glans, og mængden af dræbte; og en masse døde kroppe og ingen ende på ligene” (Nah 3,2-4: J. M. P. Smiths oversættelse i ICC). På grund af den ødelæggelse af land og den nedslagtning af mennesker, som krigen medfører, nævnes sværdet sammen med hungersnød og “skadelige dyr” (American Standard Revised Version har “onde dyr”) og “pest” som en af Guds “fire hårde domme” (Ez 14,21, KJV). Ved et velkendt billede bruges “sværdet” ofte om alle krigens handlinger, fordi det er karakteristisk for det at fortære og ødelægge (2 Sam 2,26; Jer 2,30).

7. Nederlag og sejr:

Skønt behandlingen af de besejrede i Israels krige aldrig nåede den grad af vildskab, som var almindelig i assyrisk krigsførelse, mangler der ikke eksempler på overdreven hårdhed, såsom Davids behandling af sine moabitiske fanger (2 Sam 8,2) og af ammonitterne, der blev taget til fange ved Rabba (2 Sam 12,31), samt Menahems barbariske behandling af Tifsa (2 Kong 15,16; jf. 4 Mos 31,17; Jos 6,21). At det var almindeligt for filistrene at lemlæste og mishandle deres fanger, ses af Sauls beslutning om ikke at falde i deres hænder (1 Sam 31,4). Ved den lejlighed nøjedes filistrene ikke med at plyndre de dræbte for deres udrustning, men huggede Sauls hoved af og fastgjorde hans krop til Bet-Shans mur (1 Sam 31,9; 1 Sam 31,10). Det var sædvanligt at føre fanger bort og sælge dem som slaver (2 Kong 5,2; 1 Makk 3,41). Sejrherrerne plejede at deportere befolkningen i det underkuede land (2 Kong 17,6), føre skatte bort og pålægge tribut (2 Kong 16,8) og endog tage guderne med i fangenskab (Es 46,1). På den anden side blev sejrherrerne hilst med jubelråb og glædessange (1 Sam 18,6), og sejren blev fejret med offentlige taksigelser (2 Mos 15,1; Dom 5,1; 1 Makk 4,24).

Krigsbyttet, også omtalt som rov – våbenrustning, klæder, smykker, penge, fanger og dyr – som tilfaldt sejrherrerne, blev delt ligeligt mellem dem, der havde deltaget i slaget, og dem, der var blevet tilbage i lejren (4 Mos 31,27; Jos 22,8; 1 Sam 30,24).

8. Bytte og trofæer:

En del af byttet blev reserveret til levitterne, og »en afgift til Herren« blev også opkrævet, før fordelingen af det samlede bytte fandt sted (4 Mos 31,28; 4 Mos 31,30). I israelitternes forståelse af krig tilhører byttet i sandhed Herren, og vi ser dette eksemplificeret ved erobringen af Jeriko, da sølvet og guldet og karene af kobber blev lagt i skatkammeret i Herrens hus (Jos 6,24). Under monarkiet tilfaldt en del af byttet kongen, som på sin side kunne indvie det til Herren eller bruge det til krigens formål (2 Kong 14,14; 1 Krøn 18,7; 1 Krøn 18,11). De besejredes våbenrustning blev undertiden indviet som et sejrstrofæ og anbragt i hedningernes tempel eller opbevaret nær Guds ark (1 Sam 21,9; 1 Sam 31,9).

9. Fredstraktater:

Ligesom krigshornets stød kaldte til krig, således bekendtgjorde det også fjendtlighedernes ophør (2 Sam 2,28); og ligesom det at drage sværdet var tegnet på, at et felttog begyndte, således var det at føre det tilbage i skeden eller stikke det i skeden et symbol på fredens oprettelse (Jer 47,6). Ligesom sendebud blev sendt for at kalde til krig (Jer 49,14) eller for at afholde fra krig (2 Krøn 35,21), således blev sendebud brugt til at forhandle fred (Es 33,7). Fredstraktater blev ved lejlighed indgået mellem stridende parter, som mellem Akab og Ben-Hadad II efter sidstnævntes nederlag og hans heldige flugt fra Akabs hænder med livet i behold (1 Kong 20,30; 1 Kong 20,31). Ved Ben-Hadads repræsentants appel til Akabs mildhed blev hans liv skånet, og til gengæld gav han Akab ret til at have basarer til handel i Damaskus, som hans far havde haft i Samaria (1 Kong 20,34). Forbund, offensive og defensive, var almindelige, som Akab og Joshafat mod Syrien (1 Kong 22,2), Joram og Joshafat og Edoms konge mod Moab (2 Kong 3,7), og Vestens konger, herunder Akab og Hadadezer fra Damaskus, for at modstå assyreren Shalmaneser II, som slog de allierede i slaget ved Qarqar i 854 f.Kr. Det hører til Jahves underfulde gerninger, at han får krig til at ophøre til jordens ende, at han bryder buen og hugger spyddet over og »brænder vognene i ild« (Sl 46,9). Og profetiske billeder af freden i de sidste dage omfatter, at »buen og sværdet og krigen« brydes ud af landet (Hos 2,18), og at »sværd« smedes »om til plovskær, og .... spyd til vingårdsknive« (Es 2,4; Mika 4,3).

10. Krig i Det Nye Testamente:

Blandt tegnene på de sidste dage, som vor Herre gav, er »krige og rygter om krige« (Matt 24,6; Mark 13,7; Luk 21,9; Luk 21,24). Jesus accepterer krig som en del af den nuværende verdensorden og henter derfra en slående illustration af de krævende vilkår for kristent discipelskab (Luk 14,31). Han forudser, hvordan Jerusalem skal omringes af hære og overgives til krigens bitreste yderligheder (Luk 19,41). Han opfatter sig selv som kommet, ikke for at sende fred på jorden, men et sværd (Matt 10,34); og erklærer, at de, som griber til sværd, skal omkomme ved sværd (Matt 26,52). Apostlene fører krig tilbage til menneskers selviskhed og grådighed (Jak 4,1); de ser, billedligt talt, i de kødelige lyster fjender, som fører krig mod sjælen (1 Pet 2,11); de finder i krig velegnede billeder på den kristnes åndelige kamp og guddommelige beskyttelse og endelige sejr (Rom 7,23; Rom 8,37; 2 Kor 10,3; 2 Kor 10,5; 1 Tim 1,18; Hebr 13,13; 1 Pet 1,5), og på Kristus selv og hans triumfer (2 Kor 2,14; Kol 2,15; Ef 2,16; Ef 2,17). Paulus stiftede bekendtskab med kasernen, både i Jerusalem og i Cæsarea (ApG 21,34; ApG 21,37; ApG 23,35); og i Rom blev hans lænker kendt for medlemmerne af prætorianergarden, som fra tid til anden blev udpeget til at holde vagt over ham (Fil 1,13). Det er under billederne af slag og krig, at Johannes i Apokalypsen opfatter den tidsaldre lange konflikt mellem retfærdighed og synd, Kristus og Satan, og Lammets endelige triumf, han som er kongers Konge og herrers Herre (Åb 16,14-16; Åb 17,14; Åb 19,14). For andre henvisninger se HÆR, 9; PRÆTORIANERGARDEN; TRAKTAT.

LITTERATUR.

Benzinger, artikel »Kriegswesen« i Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche(3), XI; Nowack, Hebraische Archaeologie, 72; Browne, Hebrew Antiquities, 44-47.

T. Nicol