Nazaræer

naz-a-ren; naz'-a-ren Nazarenos; Nazaraios i Matthæus, Johannes, Apostlenes Gerninger og Lukas): En afledning af Nazaret, Kristi fødeby. I Det Nye Testamente har det en dobbelt betydning: det kan være venligt, og det kan være fjendtligt.

1. En ærefuld titel:

På Kristi venners og efterfølgeres læber er det et ærefuldt navn. Således ser Matthæus i det en opfyldelse af den gamle Esajas-profeti (Es 11,1 (hebraisk)): "For at det skulle opfyldes, som var talt gennem profeterne, at han skulle kaldes en nazaræer" (Matt 2,23). Ifølge en overvældende mængde vidnesbyrd (se Meyer, Commentary, in loc.) er navnet Nazaret afledt af det samme natsar, som findes i den tekst, der er citeret fra Esajas. Her har vi uden tvivl at gøre med en tilladelig tilpasning.

Det er ikke helt sikkert, at Matthæus ikke med brugen af dette ord havde til hensigt at henvise til billedet af Messias, sådan som det tegnes i Es 53, på grund af den lave vurdering, som dette sted blev mødt med (Joh 1,46). Det er heller ikke tilladeligt, sådan som Tertullian og Hieronymus har gjort, at erstatte ordet "nazaræer" med "nasiræer", hvilket under enhver synsvinkel er i strid med de åbenbare kendsgerninger i Frelserens liv.

Meyer siger: "Ved at give Messias denne profetiske titel ser han helt bort fra den historiske betydning af den samme Septuaginta-læsemåde i Es 11,1, anthos), holder sig til slægtskabet mellem navnet Nazaret og ordet natsar og erkender i kraft af dette, i dette profetiske messianske navn netser, den typiske henvisning til dette--at Jesus gennem sin bosættelse i Nazaret skulle blive en Nazoraios, en 'nazaræer.'" Dette navn hang ved Jesus gennem hele hans liv. Det blev hans navn blandt folkemængderne: "Jesus fra Nazaret går forbi" (Mark 10,47; Luk 24,19). Måske kan Matthæus, som skrev efter begivenheden, i sin anvendelse af Esajas-profetien have været påvirket netop af den kendsgerning, at Jesus i folkemunde var kendt sådan. Selv i åndernes verden var han kendt under denne betegnelse. Onde ånder kendte og frygtede ham under dette navn (Mark 1,24; Luk 4,34), og englene på opstandelsesmorgenen kaldte ham sådan (Mark 16,6), mens Jesus anvendte titlen om sig selv (ApG 22,8). I lyset af disse kendsgerninger undrer vi os ikke over, at disciplene i deres senere liv og virke vedholdende brugte den (ApG 2,22; ApG 3,6; ApG 10,38).

2. En hånlig titel:

Hvis hans venner kendte ham under dette navn, gjaldt det endnu mere hans fjender, og for dem var det en titel fuld af hån og spot. Hele deres holdning blev sammenfattet i det ene ord fra Nathanael, hvormed han gav udtryk for sin tvivl: "Kan noget godt komme fra Nazaret?" (Joh 1,46). I navnet "nazaræer" udøste de jøder, som modsatte sig og forkastede Kristus, alle deres modviljes skåle, og ordet blev en jødisk arv af bitterhed. Det er vanskeligt at afgøre, om betegnelsen på onde ånders læber betyder rædsel eller had (Mark 1,24; Luk 4,34). Med portvagterne i ypperstepræstens hus er sagen klar. Der betyder det ublandet hån (Matt 26,71; Mark 14,67). Selv ved hans død fik præsternes bitre had dette navn til at følge Jesus, for det blev på deres foranledning skrevet over hans kors af Pilatus (Joh 19,19). Hele det kristne fællesskab blev af lederne for det jødiske folk i Jerusalem kaldt "nazaræernes sekt" (ApG 24,5). Hvis navnet derfor på den ene side står for hengivenhed og kærlighed, er det lige så sikkert, at det på den anden side repræsenterede hans fjenders bitre og uudslukkelige had.

Henry E. Dosker