Peters Første Brev

Dette brev er stilet til »de fremmede, der er spredt i udlandet«, dvs. til jøderne i adspredelsen (diasporaen).

Dets formål er at styrke læserne i de læresætninger, de allerede var blevet undervist i. Peter er blevet kaldt »håbets apostel«, fordi dette brev er rigt på trøstende og opmuntrende ord, egnede til at opretholde et »levende håb«. Det indeholder omkring femogtredive henvisninger til Det Gamle Testamente.

Det blev skrevet fra Babylon ved Eufrat, som på dette tidspunkt var et af de vigtigste centre for jødisk lærdom og et velegnet centrum for arbejde blandt jøderne. Man har bemærket, at Peter i begyndelsen af sit brev nævner provinserne i Lilleasien i den rækkefølge, de naturligt ville forekomme for én, der skrev fra Babylon. Han giver råd (1) om fasthed og udholdenhed under forfølgelse (1-2,10); (2) om de praktiske pligter i et helligt liv (2,11-3,13); (3) han fremfører Kristi eksempel og andre grunde til tålmodighed og hellighed (3,14-4,19); og (4) slutter med råd til hyrder og folk (kap. 5).