Vilje, viljeshandling

vo-lish'-un ('abhah, ratson; thelo) boulomai, thelema: "Vilje" som substantiv og verbum, transitivt og intransitivt, rummer tanken om "ønske", "formål", "viljeshandling". "Vil" bruges også som hjælpeverbum til fremtid ved andre ord, men det selvstændige verbum forekommer ofte, og det er ofte vigtigt at skelne mellem det og det blotte hjælpeverbum, især i Det Nye Testamente.

I Det Gamle Testamente er det ord, der hovedsagelig gengives med "at ville", 'abhah, "at ånde efter", "at længes efter". Med undtagelse af Job 39,9; Es 1,19 ledsages det af en negation og bruges både om mennesket og om Gud. Flere andre ord anvendes, men kun sparsomt. "Vilje" som substantiv er især oversættelsen af ratson, "velvilje", "egenrådighed" (1 Mos 49,6), med vægt på handlingens frivillighed (3 Mos 1,3; 3 Mos 19,5; 3 Mos 22,19; 3 Mos 22,29 osv.); også af nephesh og nogle få andre ord. I Det Nye Testamente er "vilje" hovedsagelig oversættelsen af thelo og boulomai; forskellen mellem de to er, at thelo udtrykker et aktivt valg eller formål, boulomai "passiv tilbøjelighed eller villighed, eller den indre foruddisposition hvorfra det aktive valg udspringer" (sammenlign Mark 15,9; Mark 15,12 med 15,15). "Vilje", substantiv, er thelema. Med undtagelse af nogle få steder bruges det om Guds vilje (over alle, Matt 18,14; i alt, hvad der skal gøres, Matt 6,10; Matt 26,42 parallelsteder osv.; som ordner alle ting, Ef 1,11 osv.); menneskelig vilje kan dog sætte sig op imod Guds vilje (Luk 23,25; Joh 1,13; Rom 7,18; her skelnes evnen til at ville fra kraften til at gøre osv.). Boulema er egentlig råd eller formål. Mens det er muligt at sætte sig imod Guds vilje, kan hans råd eller formål ikke forpurres (ApG 2,23; ApG 4,28; Rom 9,19; Ef 1,11; Hebr 6,17); det kan dog modstås for en tid (Luk 7,30).

I Apokryferne har vi for "vilje" thelema (1 Esdras 9,9 (om Gud); Siraks Bog 43,16; 1 Makk 3,60; Siraks Bog 8,15, "hans egen vilje"); boule (Salomos Visdom 9,13, Revised Version (British and American) "råd"); boulema (2 Makk 15,5, "ond vilje", Revised Version (British and American) "grusomt formål"); "egenrådig" (Siraks Bog 30,8) er proales, Revised Version (British and American) "stædig"; "villig" (Salomos Visdom 14,19), boulomai, Revised Version (British and American) "ønskende"; thelo (Siraks Bog 6,35); "vil" (Salomos Visdom 12,18), thelo, Revised Version (British and American) "har viljen" (sammenlign 2 Makk 7,16).

Revised Version (British and American) har mange ændringer, flere af dem bemærkelsesværdige, fordi de får skellet mellem hjælpeverbet og det selvstændige verbum frem. Således Matt 11,27, "vil"; Joh 7,17, "hvis nogen vil gøre hans vilje"; 1 Tim 6,9, American Standard Revised Version "de, der har sind til at være rige", English Revised Version "ønsker" osv.

De anvendte ord og de citerede steder viser klart, at mennesket altid betragtes som et ansvarligt væsen, frit til at ville i harmoni med den guddommelige vilje eller i strid med den. Dette vises yderligere af de forskellige ord, der betegner afvisning. "I vil ikke komme til mig, for at I kan have liv" (Joh 5,40). Således også med hensyn til fristelse. Vi kan endog vælge og handle bevidst i opposition til Guds vilje. Alligevel sejrer Guds råd, hans vilje i dens fylde, altid, og mennesket berøver, når det modstår den, sig selv det gode, den søger at skænke det.

I moderne psykologi er tendensen at gøre viljen primær og karakteristisk for personligheden.

W. L. Walker