Æble

(Hebr. tappuah, der betyder “duft”). Sandsynligvis menes der abrikos eller kvæde med ordet, da Israels land var for varmt til, at egentlige æbler kunne vokse. Det nævnes blandt de mest værdifulde træer i Israels land (Joel 1,12), og der henvises ofte til det i Højsangen, hvor det bemærkes for sin skønhed (2,3.5; 8,5). Der er intet, der viser, at det var “træet til kundskab om godt og ondt.” Dr. Tristram har foreslået, at abrikosen har bedre krav end noget andet frugttræ på at være Skriftens æble. Det bliver 30 fod højt, har en rundagtig masse af blanke blade og bærer en orangefarvet frugt, der udsender en liflig duft. “Øjets æble” er det hebr. ishon, der betyder lille mand, dvs. øjets pupil (Ordsp 7,2). (Jf. løftet, Zak 2,8; bønnen, Sl 17,8; og dets opfyldelse, 5 Mos 32,10.)

Det såkaldte “Sodomas æble” har nogle antaget er Solanum sanctum (hebr. hedek), gengivet “tjørn” (s.d.) i Mika 7,4, en tornet plante, der bærer frugt som kartoffelæblet. Denne busk findes i stort antal i Jordandalen.