Æble; æbletræ

ap'-l ap'-l tre, (tappuach): Et frugttræ og en frugt, som især nævnes i Højsangen, og hvis egentlige art der har været megen strid om.

Højs 2,3 siger: "Som æbletræet blandt skovens træer, sådan er min elskede blandt sønnerne. Jeg satte mig i hans skygge med stor glæde"; Højs 8,5: "Under æbletræet vækkede jeg dig: dér var din mor i veer med dig, dér var hun i veer, hun som fødte dig." Om frugten siges det, Højs 2,3: "Hans frugt var sød for min smag"; Højs 2,5: "Styrk mig med rosiner, forfrisk mig med æbler"; Højs 7,8: "duften af din ånde (hebraisk "næse") som æbler."

I alle de ovennævnte henvisninger passer det egentlige æble, Pyrus malus, tilfredsstillende til forholdene. Æbletræet giver god skygge, frugten er sød, og duften er en særlig yndet duft blandt folk i Østen. Syge mennesker i Israels land holder gerne et æble i hænderne blot for duftens skyld. (Jf. Tusind og én nat, "Prins Hassan og Paribanou.") Desuden er det arabiske ord for æble, tuffah, uden tvivl identisk med det hebraiske tappuach. Æblet var også velkendt i oldtiden; det blev for eksempel dyrket i stor udstrækning af romerne.

Den ene alvorlige indvending er, at æbler ikke let når fuldkommen modenhed i Israels land; klimaet er for tørt og varmt; længere mod nord i Libanon trives de. Samtidig er det muligt at overdrive denne indvending, for med omhyggelig podning og dyrkning kan der frembringes særdeles gode æbler i bjergområderne. Æbletræer dér behøver særlig pleje og fornyelse af podningerne, men der er ingen umulighed i, at dygtige gartnere på Højsangens affattelsestid har kunnet frembringe søde og vellugtende æbler i Israels land. Små, men meget søde og duftende æbler dyrkes nu ved Gaza. Gode æbler er nu rigelige på markedet i Jerusalem, men de er hovedsagelig importeret fra nord.

På grund af den ovennævnte vanskelighed er tre andre frugter blevet foreslået af forskellige forfattere. To er uden tvivl blevet fremsat med henblik på Ordsp 25,11: "Et ord talt på rette måde er som æbler af guld i netværk af sølv," men henvisningen synes bestemt at være til et stykke filigranarbejde i sølv, prydet med guld formet, så det ligner frugt, snarere end til nogen virkelig frugt. Citronen og abrikosen (Tristram) er begge blevet foreslået som den egentlige tappuach. Den førstnævnte, som stammer fra Persien, synes ikke at være blevet indført i Israels land før et godt stykke inde i den kristne tidsalder, og abrikosen, skønt den er en tiltalende erstatning for æblet og i dag et af de smukkeste og mest produktive frugttræer, kan næppe have været etableret i Israels land på tidspunktet for de bibelske henvisninger. Den stammer fra Kina og siges først at være begyndt at finde vej vestpå på Alexander den Stores tid.

Den tredje af frugterne er kvæden, Cydonia vulgaris (Natural Order Rosaceae), og den havde mere vægtige krav. Den trives i Israels land og har længe været hjemmehørende dér. Det er faktisk sandsynligt, at selv hvis tappuach var et navn for æble, omfattede det oprindelig også den nært beslægtede kvæde. Den største vanskelighed er dens hårde og bitre smag. Desuden skelner Mishna mellem tappuach og kvæden, som kaldes parish, og fra vildæblet eller chazor (Kohler i Jewish Encyclopedia, II, 23). Kvæden var sammen med æblet helliget Afrodite, kærlighedens gudinde.

Alt i alt synes der ikke at være nogen tilstrækkelig grund til at forkaste oversættelsen i King James Version og Revised Version (British and American); de bibelske henvisninger passer til den; identiteten mellem de hebraiske og arabiske ord taler for den, og der er ingen uoverstigelig indvending på videnskabeligt grundlag. Ordet tappuach optræder i to stednavne, Bet-Tappua og Tappua (se disse).

E. W. G. Masterman