Dug

“Der er ingen dug i egentlig forstand i Israels land, for der er ingen fugtighed i den varme sommerluft, som kan afkøles til dugdråber af nattens kulde. Fra maj til oktober er regn ukendt, mens solen skinner med skyfri klarhed dag efter dag. Heden bliver stærk, jorden hård, og plantevæksten ville gå til grunde, hvis det ikke var for de fugtige vestenvinde, som hver nat kommer fra havet. Den klare himmel får dagens varme til meget hurtigt at stråle ud i rummet, så nætterne er lige så kolde, som dagen er det modsatte, et klimatræk som den stakkels Jakob led under for tusinder af år siden (1 Mos 31,40). Den uundværlige vanding af alt planteliv skyldes denne kulde i natteluften. Vindene, fyldt med fugt, bliver berøvet den, når de passerer hen over landet; den kolde luft fortætter den til vanddråber, som falder som en mild regn af tåge på hvert tørstende strå. Om morgenen hviler den tåge, der således er dannet, som et hav over sletterne og langt op ad bjergenes sider, som hæver deres hoveder over den som så mange øer. Ved solopgang ændrer scenen sig dog hurtigt. I det tændende lys forvandles tågen til vældige snehvide skyer, som snart brydes op i adskilte masser og stiger op ad bjergsiderne for at forsvinde i det blå deroppe, opløst af den tiltagende varme. Dette er ‘morgenskyerne og den tidlige dug, som går bort,’ som Hosea (6,4; 13,3) taler så gribende om” (Geikie’s The Holy Land, etc., i., s. 72). Dug er en kilde til stor frugtbarhed (1 Mos 27,28; 5 Mos 33,13; Zak 8,12), og at den trækkes tilbage betragtes som en forbandelse fra Gud (2 Sam 1,21; 1 Kong 17,1). Den er symbol på en mængde (2 Sam 17,12; Sl 110,3); og på grund af sin forfriskende virkning er den et billede på broderlig kærlighed og harmoni (Sl 133,3) og på rige åndelige velsignelser (Hos 14,5).