Drøm; drømmer

drem, drem'-er (chalom, chelem; onar): Til alle tider har drømme og deres tydning givet anledning til megen nysgerrig og spekulativ undersøgelse. På grund af det mysterium, de har været omgærdet af, og ud fra en naturlig nysgerrighed efter at kende fremtiden, har mennesker, især på lavere kulturtrin, tillagt dem stor betydning. Selv de dannede er ikke uden en overtroisk ærefrygt og frygt for drømme og tillægger dem forskellige fortolkninger efter lokal farve og skik.

Naturligt nok ville de, ligesom alle andre normale og naturlige fænomener, som mennesker ikke kunne give nogen videnskabelig og rationel forklaring på, blive betragtet med en vis grad af overtroisk frygt. “Drømme, som er børn af en ledig hjerne, avlet af intet andet end tom fantasi, som er så tynd af substans som luften og mere ustadig end vinden.” --Shakespeare.

1. Fysiologisk og psykologisk grundlag:

Skønt der endnu ikke er opstillet en fuldt tilfredsstillende teori om drømme, og skønt det næppe er muligt, at der nogensinde vil komme en tilfredsstillende forklaring på hver enkelt drøm, er der dog gennem den fysiologiske psykologis hurtige opdagelser i det seneste årti eller mere kastet meget nyt lys over emnet. Med det bidrag, moderne psykologi har ydet til vor viden om idéassociation gennem det forbundne forhold mellem visse kortikale centre og områder, er det blevet temmelig godt fastslået, at pirring af visse legemsorganer eller overflader vil stimulere visse hjerneområder. Omvendt vil stimulering af visse kortikale områder fremkalde en reaktion i visse legemsregioner, som disse centre eller områder råder over.

Sammenhængende tankeprocesser er derfor afhængige af den rette korrelation af idéer gennem det, der fysiologisk kaldes associationscentrene. Hvis det da sker, sådan som det sker i drømme, at der kun optræder brudstykkeagtige idéer eller løst forbundne tankerækker, og hvis der, som det ofte sker, er en øjeblikkelig forbindelse, men kun ringe forbindelse med den normale vågne erfaring, vil man let se, at pirringen af visse centre vil vække bestemte tankerækker, som kun står i et svagt forhold til resten af ens tankeprocesser. Der tales meget om idéernes dissociation og om personlighedsforstyrrelsen, hvoraf drømme er en af flere former. Andre er hallucinationer, trancer, syner osv.

Drømme er abnorme og undertiden patologiske. Søvn er en normal erfaring. Fuldkommen og naturlig søvn burde være uden drømme om nogen bevidst foreteelse. Måske kan der psykologisk set ikke findes noget sådant som en fuldstændig drømmeløs søvn. En sådan tilstand ville sandsynligvis være døden selv. Naturen har uden tvivl sine stille vågenætter, hvor den holder vagt i sjælens kamre under den dybeste søvn. Den eneste forskel er, at de ikke når frem til bevidsthedens tærskel. Således er drømme for søvntilstanden, hvad syner og hallucinationer er for den vågne tilstand, og ligesom dem har de deres grund i en forvrænget billeddannende funktion. Selv om kilden til materialet og det, der udløser det, ikke behøver at være den samme i hvert tilfælde, er de dog funktionelt det samme.

Drømmenes stimuli kan være af to slags. For det første kan de være fysiske og objektive, eller de kan skyldes suggestioner og idéassociation. De kan skyldes en eller anden fysisk forstyrrelse, såsom ufuldkommen fordøjelse eller blodcirkulation, mangelfuld ventilation eller opvarmning, eller en ubekvem stilling. Da drømme i sagens natur ikke forekommer i en bevidst tilstand, kan den virkelige årsag ikke let opdages, og da kun efter at personen er helt vækket gennem virkningerne af den.

De kan også skyldes idéassociation. Suggestion spiller en stor rolle. En bevidst indtryks livagtighed og nylighed i den vågne tilstand kan fra det underbevidste område kastes op i søvntimerne. Drømmenes sædvanlige forvrængede karakter skyldes uden tvivl, at grupper af idéer kobles fra hinanden ved, at de kortikale associationsområder kobles fra hinanden, idet nogle af dem er mindre modtagelige end andre for den foreliggende stimulus.

Drømmenes materiale behøver ikke at være nyt; det kan være blevet leveret af de bevidste processer længe forinden, men bringes kun frem til tærsklen ved hjælp af en eller anden tankerække under en halvt bevidst tilstand. Det er interessant at bemærke, at mens tid og rum synes ganske virkelige i drømme, kan det, der dækkes i en enkelt drøm, kun optage et øjebliks tid for drømmeren.

2. Historien om troen på drømme:

Drømme har altid spillet en vigtig rolle i alle folkeslags litteratur og religion. De har leveret mytologier; de har været kilder til systemer af dødemaneri; de er blevet både kilden til og forklaringen på forsynets ellers uforklarlige handlinger. Ud fra dem har vi en teori om mareridt og dæmonologi. De er blevet arbejdsmateriale for profeten, både den bibelske og den hedenske. Middelalderens civilisation er ikke uden de varige virkninger af drømme, og den moderne civilisation holder stadig med en vis ærefrygt fast ved det uløste mysterium i visse drømme. Selv om vi næsten er kommet ud over noget, der ligner en slavisk fastholden ved en overtroisk tro på drømme, må vi stadig indrømme muligheden af drømmenes dybe betydning i de indtryk, de gør på personen.

3. Drømme i Det Gamle Testamente:

Bibelen tillægger, i modsætning til en forestilling som måske er alt for udbredt, drømme forholdsvis lille religiøs betydning. Lejlighedsvis henvises der dog til meddelelser fra Gud gennem drømme (1 Mos 20,6; 1 Kong 3,5; Matt 1,20; Matt 2,12; Matt 2,13; Matt 2,19; Matt 2,22). Den anerkender oftere deres menneskelige sammenhænge. I Det Gamle Testamentes litteratur spiller drømme kun en lille rolle, undtagen i Første Mosebog og Daniels Bog, hvor der er rigelige henvisninger til dem. Med hensyn til deres moralske betydning er de vigtigste måske dem, der omtales i 1 Mos 37,5-10. En ukritisk holdning vil give dem en livløs og mekanisk fortolkning. En sympatisk og fornuftig forklaring giver dem skønhed, naturlighed og betydning. Josef var Jakobs yngste og mest elskede søn. Han var netop i ungdommens blomstring, selve den periode, hvor man dagdrømmer. Han var måske uforholdsmæssigt ambitiøs. Dette blev uden tvivl forstærket af en hengiven fars opmærksomhed. Den mest naturlige drøm ville være den, der blev fremkaldt af hans sædvanlige vågne tilstand, som var præget af ambition og måske usund rivalisering (se astronomi, afsn. II, 6). Kilden til Faraos drømme og hans bekymring kan ligeledes fortolkes ud fra nogenlunde naturlige grunde (1 Mos 41,7-32). Deres betydning blev givet af Josef.

En anden illustration af den foregående psykologiske udlægning er Salomos drøm (1 Kong 3,5; 1 Kong 3,11-15). I denne beretning, efter at Salomo havde gjort det, der behagede Jahve, og havde bedt en meget ydmyg bøn ved en lejlighed, som for ham var en stor krise og samtidig et øjeblik af stor henrykkelse i hans liv, oplever han uden tvivl som følge deraf en følelse af mild fred. Hans søvn ville naturligt nok være noget forstyrret af dagens ophidselse. Drømmen blev fremkaldt af associationerne og var naturligt nok Jahves billigende stemme.

Drømme og den profetiske funktion synes at have været nært forbundet (5 Mos 13,1; 5 Mos 13,3; 5 Mos 13,1). Hvad enten man ser det fra et koldt mekanisk og overtroisk, et mirakuløst eller et helt naturligt synspunkt, er denne forbindelse sammenhængende. Profeten må være en seer, en mand med syner og idealer. Som sådan ville han, både i sine vågne tilstande og i sine sovende tilstande, være underlagt usædvanlige erfaringer. Nebukadnesars bemærkelsesværdige drømme, han som fremstår som et enestående eksempel, giver en illustration af, hvad der kan kaldes en forstyrret personlighed (Dan 2,3-45; Dan 4,5-19). Den indsats, som magikerne, besværgerne, kaldæerne og sandsigerne gjorde efter orientaleres bedste kunnen, var uden resultat. Daniel var, enten ved en usædvanlig intellektuel indsigt eller ved guddommelig meddelelse, i stand til gennem sin fortolkning og dens morale at stille en stærk lære frem for kongen.

Det Nye Testamente giver drømme endnu mindre plads og betydning end Det Gamle Testamente. Der er kun seks henvisninger og ét citat til drømme eller drømmere. Det er betydningsfuldt, at alle disse henvisninger er hos Mattæus, og endnu mere betydningsfuldt, at Jesus ingen steder henviser til drømme og tydeligvis tillægger dem ringe, om overhovedet nogen, betydning. Henvisningerne i Matthæus er helt begrænset til advarsler og meddelelser (Matt 1,20; Matt 2,12; Matt 2,13; Matt 2,19; Matt 2,22; Matt 27,19). Én gang bruges et citat (ApG 2,17) til illustration (sammenlign Joel 2,28). Se også varseltydning, IV, 5; spådomskunst, VI, 1, l(b); magi; åbenbaring.

Om Gud meddeler sig direkte eller indirekte gennem drømme, er stadig uafklaret. Med vores nuværende viden om åndelig kommunikation ville det ikke synes urimeligt at antage, at han kan åbenbare sig direkte; og dog er på den anden side den tryggeste og måske sikreste forklaring for vores egen tid og erfaring, at sindet i drømmetilstande er mere påvirkeligt og modtageligt for naturlige årsager, gennem hvilke Gud taler og virker. At drømme har været og er værdifulde midler til at forme menneskers tanker og livsbaner, kan ikke benægtes, og som sådanne har de spillet en vigtig rolle i individers og samfundets sociale og moralske liv. En værdifuld moderne illustration af dette er Adoniram Judson Gordons drøm (se How Christ Came to Church), gennem hvis indflydelse hele hans religiøse liv og hans menigheds liv blev fuldstændigt forvandlet.

LITTERATUR.

Judd, Psychology; Cutten, The Psychological Phenomena of Christianity; Ladd, Philosophy of Knowledge; Baldwin, Dictionary of Philosophy and Psychology; Ellis, The World of Dreams (Houghton, Mifflin Co.).

Walter G. Clippinger