Feber

fe'-ver (qaddachath, dalleqeth; puretos, afledt af en rod, der betyder "at brænde"):

En generel betegnelse, anvendt om alle sygdomme, der er kendetegnet ved høj kropstemperatur. Flere former for febersygdom hører til de almindeligste af alle lidelser i Israels land i dag, ligesom de også gjorde i den periode, som bibelhistorien dækker. Af disse er den mest udbredte koldfeber eller intermitterende malariafeber, som er almindelig i alle egne, men især i lavtliggende områder eller steder, hvor der er damme eller moser, hvor myg yngler; disse insekter er de almindeligste bærere af malariabacillen. Disse febre er i almindelighed mere alvorlige i sensommeren og om efteråret, når myggene er talrigest, og når der er risiko for kulde, fordi temperaturen falder pludseligt ved solnedgang. Om dagen bruger man så let beklædning som muligt, men straks efter solnedgang bliver luften kølig og fugtig, og den fysiologiske modstandskraft mod parasittens indflydelse bliver påfaldende nedsat. Af denne grund bør rejsende i Israels land på denne årstid være særlig omhyggelige med at undgå at udsætte sig for denne aftenfugt og altid bruge myggenet om natten.

I de fleste tropiske lande gøres huse nu myggesikre ved tæt trådnet, og derved mindskes risikoen for infektion meget. I Israels land er moserne i nord omkring Banias og Meroms vand, Shephelah og Jordandalen de egne af landet, der er hårdest ramt af feber. Ordet qaddachath er oversat med brændende koldfeber i 3 Mos 26,16 i King James Version (Revised Version (British and American) "feber") og er sammenstillet med dalleqeth, oversat betændelse i 5 Mos 28,22. Septuaginta gengiver det første ord med puretos og det sidste med rhigos i dette vers, en sammenstilling, som er interessant, fordi Galen bruger disse ord sammen, rhigopuretos, i sin beskrivelse af en feber, der er identisk med den, som er almindelig i Israels land. I Tredje Mosebog er ordet i Septuaginta ikteros, som bogstaveligt betyder gulsot, en sygdom der ellers ikke nævnes i Bibelen.

I Israels land, som i andre malariaområder, ledsager tilstanden gulsot eller gulfarvning af huden ofte gentagne og langvarige feberanfald, som forårsager organisk sygdom i leveren. Af denne grund beskriver Hippokrates alle febre som skyldige i en forvansket udskillelse af galde. Disse febre begynder med voldsomme rysteture; deraf navnet rhigos, som bruges af Hippokrates. Dette efterfølges af en periode med brændende, tør hede, der ender i en periode med rigelig sveden. Sådanne anfald kan finde sted dagligt, hvor nogle timers mellemrum med normal temperatur adskiller afslutningen af ét anfald fra begyndelsen af det næste.

Den almindeligste type er dog den, der kaldes tertian, hvor en hel dag adskiller ét anfald fra det næste. I nogle af de alvorlige febre, som er udbredte i Jordandalen, falder temperaturen aldrig til det normale, og selv om der er en kort remission mellem anfaldene med en legemsvarme lidt over det normale, er der ingen afbrydelse. Sjældnere febertilstande, som man har mødt i Israels land, såsom Maltafeber, har de samme kendetegn og kan vare i månedsvis. Tilfælde af ægte blackwater fever er også blevet registreret af flere autoriteter. Det er sandsynligt, at disse febre i tidligere tider var endnu værre, end de er nu, da oldtidens medicin ikke kendte noget sikkert middel mod dem. I dag giver de som regel straks efter for behandling med kinin, og efter min egen erfaring mener jeg, at indgivelse af dette middel i store og gentagne doser er den mest virksomme behandling.

Andre febersygdomme er udbredte i visse egne i Israels land og fandtes sandsynligvis også på bibelsk tid. Tyfusfeber er almindelig i nogle tætbefolkede byer og landsbyer, og når man tager i betragtning, hvor lidt brøndene er beskyttet mod forurening, er det et under, at den ikke er langt mere udbredt. Det er også sandsynligt, at plettyfus dengang, som nu, forekom som en lejlighedsvis epidemi i de mere tætbefolkede byer, men selv lægerne i Grækenland og Rom skelnede ikke mellem disse sygdomme. Alle disse febre synes også at have fandtes i Egypten i omtrent samme omfang som i Israels land. Papyrus Ebers taler om "en gudernes feber" (46) og en anden kaldet "en brænden i hjertet" (102). Dens årsag tilskrives indflydelsen fra "feberens gud", og sygdommens onde følger, som den påvirker hjertet, maven, øjnene og andre organer, beskrives med udtryk, der minder os om trusselsafsnittene i 3 Mos 26 og 5 Mos 28. De tilstande, der nævnes dér, såsom at fortære øjnene og volde hjertesorg eller sjælens hensygnen, beskriver levende den tilstand, man ofte ser hos dem i Shephelahs landsbyer, som har lidt under hyppige tilbagefald af feber, og som følgelig har udviklet alvorlige lokale lidelser i lever, milt og andre organer. Før indførelsen af kinin må tilfælde af denne art være blevet mødt langt oftere, end de gør nu. Det er sandsynligt, at denne tilstand er den, der kaldes shachepheth, eller tæring, i disse afsnit.

En anden form for feber, charchur, King James Versions "ekstreme brænden" eller Revised Version (British and American)s "brændende hede", sammenstilles med de andre former for feber i 5 Mos 28,22. Den kaldes i Septuaginta erethismos eller irritation og kan have været en febertilstand med rødmet hud, muligvis rosen eller måske en af de udslætsfeber. I dag forekommer udbrud af skarlagensfeber, mæslinger og rosen ret hyppigt og er ofte meget alvorlige.

I Det Nye Testamente nævnes feber otte gange. Sygdommen, som ramte Simons svigermor, kaldes en "stærk feber" (Luk 4,38), og den, som næsten blev dødelig for den kongelige embedsmands søn i samme område, var også en feber (Joh 4,52). Tilfælde af denne art er almindelige overalt omkring Galilæas Sø i vore dage.

Alexander Macalister